Kirken er bygget ind i den nordligste del af det midterste indgangsparti i den sydlige side af den 4-fløjede søjlegang, som fra omkring år 27 før Kristus kaldtes Porticus Octaviae: Octavia's Søjlegang, på italiensk: Portico d'Ottavia. Den indviedes den 1. Juni i år 755 efter Kristus, men man mener, at der allerede før dette har ligget en kirkelig bygning, antagelig i form af et diakoni, på dette sted.

Bygningens facade (3) er som nævnt opbygget som en del af den nordlige søjlerække i indgangshallen, men dens bredde spænder ikke over hele dette indgangsparti, som 3 søjler mod vest (2) stadig kan give os et indtryk af. Det gælder også søjlerne - og den senere opmurede bue - i den sydlige del af indgangshallen, som stadig står ud til Via del Portico d'Ottavia og som kom til at udgøre en slags forgård til Kirken (1).

Gennem de første søjler til venstre for kirkefacaden løb der fra et tidligt tidspunkt en gade, som er opstået i søjlegangens ruiner mellem de 2 templer, som stod i området indenfor. På grund af denne færdselsåre er selve Kirken ikke bygget symmetrisk ud for indgangspartiet, men i dettes østlige del og endog et stykke længere mod denne side, hvor en lav teglstens facade giver adgang til Kirkens højre sideskib. Senere er der til højre for dette blevet opført et særligt kapel for fiskehandlerne, kaldet Oratorio di Sant'Andrea dei Pescivendoli - oplysninger herom kan ses på en særlig side.

På fotografierne herunder ses selve Portico d'Ottavia's indgangsparti med indgangen til kirken bagest i forhallen. På billedet til højre ses den lave facade og indgangen til det højre sideskib ved siden af ovenfornævnte kapel:

..........
cop. Leif Larsson
Se også: Alvaro de Alvariis' photostream om Sant'Angelo in Pescheria på Flickr.

Teglstensbuen i den ydre søjlegang er opført omkring 500-tallet og på denne var der malet våben tilhørende Kirkens Titel-Kardinaler. I det trekantede gavlfelt ovenover har man fundet rester af freskobemaling fra 1200-tallet. Her stod i midten Ærkeenglen Mikael, til hvem Kirken er nu viet, og til siderne Jomfru Maria og en helgen, der muligvis kan identificeres som San Paolo, til hvem Kirken først var viet.

Den lille dør (4), som skimtes gennem teglstensbuen, giver adgang til Kirkens midterskib, mens døren i den lave tilbygning til højre (5) som nævnt fører ind i det højre sideskib. Disse døre er dog normalt aflåste og i stedet kan man komme ind i Kirken gennem sidedøren i Via di Sant'Angelo in Pescheria (6).

En lille klokkestabel på taget af højre sideskib kan skimtes fra Via del Portico d'Ottavia. Den er opsat i 1800-tallet, men den største klokke deri stammer fra det gamle klokketårn, der var bygget i 1200-tallet, men faldet sammen i 1600-tallet. Klokken er udført af Guidotto Pisano og givet til Kirken i 1291 af Pandolfo Savelli, der var bror til Pave Honorius III. En indskrift til minde herom findes på klokkens kant: "An. MCCXCI ad honorem Dei et B.M.V. et s. Angeli mentem sanctam spontaneam honorem domus et patrie liberationem d. Rodulpus de Sabello fecit fieri hoc opus. De Dottis me fecit". ("Til ære for Gud og Den Hellige Jomfru Maria og for Den Hellige Ærkeengels hus, samt for fædrelandets frihed (klokken brugtes også til at kalde folk sammen i farens stund) lod Rodolfus de Sabello (=Pandolfo Savelli) dette værk udføre. De Dottis skabte mig")

KIRKENS INDRE: (Se: Alvaro de Alvariis' fotos.)

Kirkerummet (7) er opdelt i 3 skibe af 3 flade murpiller kronet af forgyldte joniske kapitæler i hver side. De er dekoreret med guirlander og bærer 3 buer. Det venstre sideskib er ret smalt, mens det højre er meget bredere. Bredest er dog hovedskibet, der ender i en halvcirkelformet apsis.

Rummets nuværende udseende skyldes en kraftig renovering i 1864, hvor apsis blev ombygget og forlænget, murene forstærket, gulvet nylagt og lofts- og vægmalerier fornyet af maleren Luigi Fontana. Mange af disse er dog senere gået tabt, da loftet styrtede ned i 1928 og man måtte bygge et helt nyt loft, som det ses idag.

Over de brede buer, samt over sidedørene i det sidste vægstykke sidder i den øverste ydermur 4 vinduer mellem en række felter, der er bemalet med geometriske figurer, sentenser og våbenskjold i rigt dekorerede rammer. (foto af A.de Alvariis)

Højre Sideskib (8):

udgøres af et aflukket rum (9) med udgang til Via del Foro Piscario, samt 3 "rum" opdelt af de flade søjler og buerne imellem, og hver især overdækket af en krydshvælvet loftskuppel, der er dekoreret på forskellig vis.

I det første kapel i højre side (10) er der på alteret et maleri af Giovan Battista Brughi med motivet "L'apparizione della Santissima Trinità ai Santi Ciro e Lorenzo": "Den Hellige Treenighed viser sig for San Ciro og San Lorenzo". (foto af A.de Alvariis). Alterbordet er intarsia i mange forskellige marmortyper og -farver. Det er muligvis udført i Napoli i 1600-tallet.

På væggen melllem dette og det næste kapel sidder et gravmæle (11) for astronomen og kanniken Giacomo Girolamo Richebach, der døde i 1841. Det består af en stor beigefarvet marmorplade med gravskriften forneden, mens 2 volutter omslutter en smallere og højere plade ovenover. I denne er der en niche med en buste af den afdøde og derunder et basrelief af dennes redskaber: en globus, en kikkert og et kompas. Øverst krones arrangementet af et trekantet gavlfelt uden udsmykning. (foto af A.de Alvariis)

Det sidste kapel i højre side (12) finder man for enden af dette skib. Det kaldes Cappella di Sant'Andrea dei Pescivendoli og er rigt udsmykket med fresker og malerier i stukrammer. (foto af A.de Alvariis). Fiskehandlerlauget overtog i 1579 retten til at indrette dette kapel og vie det til Sant'Andrea. Arbejdet fandt sted i perioden 1579-1619 og bestod af en større ombygning og opbygning, opsættelsen af en balustrade foran kapellet, udsmykning af vægge og loft med stukdekorationer, fresker og malerier, og gulvbelægning i marmor med Laugets våben i intarsia. (foto af A.de Alvariis)
- På den højre væg hænger maleriet "Vocazione di Sant'Andrea" i en ramme af stuk. Det menes udført af Bernardino Cesari, som arbejdede hos sin berømte bror Giuseppe, kaldet Cavalier d'Arpino. (foto af A.de Alvariis)
- På endevæggen sidder til højre for altertavlen i en forgyldt stukramme en fresko af Santa Francesca Romana. (foto af A.de Alvariis). I den øverste del af rammen ses endnu en lille fresko.
- Altertavlen, som sidder en kraftig ramme mellem 2 tykke søjler i gråmeleret marmor, er et maleri af Sant'Andrea, som man tidligere mente var malet af Giorgio Vasari, men som idag tilskrives Marco Tullio Montagna. (foto af A.de Alvariis). Alteret blev, som det kan læses af indskriften, indviet i 1727 af Pave Benedikt XIII, men har tydelige tegn på at være udført i 1600-tallet og menes derfor opstillet, da kapellet blev indrettet.
- Til venstre for altertavlen ses en fresko af San Francesco. (foto af A.de Alvariis). Også denne er indsat i en forgyldt stukramme, der i den øverste del rummer en anden lille fresko.
- Loftskuplen er med stukrammer opdelt i mange store felter, der indeholder fresker med scener fra Sant'Andrea's liv, udført af Innocenzo Tacconi. I det ovale midterfelt ses "Esaltazione della croce di Sant'Andrea" ("Tilbedelsen af Andreas-Korset"), i de 4 store sidefelter ses "Sant'Andrea condotto al martirio" ("Sant'Andrea føres til martyriet", i venstre side), "Martirio di Sant'Andrea" ("Sant'Andrea's martyrium", fremme mod endevæggen) , samt 2 andre scener fra helgenens liv. I de mindre hjørnefelter har Tacconi malet evangelisterne. (foto af A.de Alvariis)(foto af A.de Alvariis)
- De flade søjler, som bærer buen mellem kapellet og hovedskibet, er også dekoreret med rammer i stuk og fresker med grottesker og englebørn, samt i midten scener med San Francesco, der giver sine ejendele til de fattige. (foto af A.de Alvariis)

I væggen (13) mellem søjlen og Triumfbuen sidder en sidedør under en indskriftsplade, det hele indrammet af en bred marmorramme. Indskriften er til minde om ombygningen under Pave Pius IX. (se foto af A.de Alvariis)

Triumbuen (14) består af 1 1/2 flade søjler i hver side, som bærer den øverste brede bue, der er dekoreret med friser i forgyldt stuk og bemalede hjørnefelter med marmorfarver og grotesker. Undersiden af buen er udsmykket med friser og felter i forskellig størrelse og bemalet med røde og lyse nuancer. I de øverste, i midten, ses Helligåndens Due i en strålekrans. (foto af A.de Alvariis)

Presbyteriet (15) er hævet 3 trin over kirkegulvet. Den midterste del er trukket frem i hovedskibet i en bue og omgærdet af en balustrade i smedejern. I hvert hjørne af trappen står en statue af en engel, der i sin hævede arm holder en stor kandelaber. (foto af A.de Alvariis)

Selve Presbyterierummet starter med en vægstykke i forlængelse af hovedskibet. Også her afgrænser flade søjler dette parti, der er bemalet som var det beklædt med marmorplader i forskellige røde nuancer. På væggene hænger 2 malerier fra 1800-tallet forestillende scener fra San Francesco Caracciolo's liv, til højre: "San Francesco Caracciolo adora l'Eucarestia": "San Francesco Caracciolo tilbeder den hellige nadver", (foto af A.de Alvariis), og til venstre: "San Francesco Caracciolo converte una cortigiana" : "San Francesco Caracciolo omvender en kurtisane", (foto af A.de Alvariis). De er malet af Francesco Manno i 1808 til Kirken San Lorenzo in Lucina i anledning af helgenkåringen af San Francesco Caracciolo, hvis religiøse Orden, I Caracciolini, på det tidspunkt havde denne Kirke. I 1909 fik Ordenen overgivet Sant'Angelo in Pescheria til deres brug og i den forbindelse blev malerierne flyttet.

Apsisbuen (16) er bemalet som de andre vægge, men den nederste del er desuden dækket af en række høje korstole i i træ, som stammer fra renoveringen i anden halvdel af 1800-tallet, hvor hele apsis blev ombygget. Apsiskuplen er dekoreret med et kassettemønster i samme nuancher, som Triumfbuens underside. (foto af A.de Alvariis)

Højalteret (17) er viet til San Michele Arcangelo (Ærkeenglen Mikael), San Getulio, samt Santa Sinforosa og hendes 7 børn, hvis rester blev fundet i presbyteriet under Pave Pius IV. Alterbordet med sarkofagen blev bekostet af Pave Pius IX, der lod udføre en større restaurering i 1867-1870. (foto af A.de Alvariis). Altertavlen er malet i 1862 af Angelo Augero og forestiller Ærkeenglen Mikael. Det er en kopi af Guido Reni's maleri i Santa Maria della Concezione og erstatter et tidligere maleri af San Michele, som var udført på Cavalier d'Arpino's værksted. (foto af A.de Alvariis). I loftet over alteret hænger en baldakin med kvaster og bemaling i rummets røde nuancer.

På Triumfbuens venstre vægstykke (19) hænger et stort maleri af den ubesmittede Maria : Maria Immacolata. (foto af A.de Alvariis)

Bag Presbyteriets balustrade er der en nedgang til Kirkens halvcirkelformede krypt (18), som blev udgravet under arbejderne i 1862. Ydermurene er opført i forskellige genbrugsmaterialer og 2 søjler fra et tidligere byggeri, lavet i hvid marmor med joniske baser og kapitæler, bærer det krydshvælvede loft. I rummets bageste del ses den gamle kirkes 3 apsider, en for hvert skib. I den venstre kan man også finde rester af sokkelbemalingen, som havde motiv af et draperi. Dette dateres til et tidspunkt mellem det 8. og det 9.århundrede. Forskerne er uenige om Kryptens alder. Nogle mener, at den stammer fra 700-tallet, andre foreslår 1100-tallet eller 1500-tallet.

Venstre sideskib (20):

Endekapellet i venstre side (21) kaldtes tidligere Cappella della Madonna delle Grazie, fordi der herinde hang et meget tilbedt billede af Madonna med Barnet, udført i det 11.-12.århundrede af Pietro di Belizo, som desværre blev stjålet i slutningen af 1900-tallet. Idag er der i den tomme niche mellem de 2 sort-hvide marmorsøjler med joniske kapitæler anbragt et lille bronze-krucifiks. Søjlerne bærer nogle brede marmoroverliggere og et trekantet gavlfelt. På alterbordet står et lille billede af San Francesco Caracciolo, hvorfor kapellet idag kaldes Cappella di San Francesco Caracciolo. (foto af A.de Alvariis)

På væggen herefter (22) ses resten af en gammel fresko af Madonna med Jesus-Barnet og Engle, som er taget ned af præsteboligens ydervæg, hvor billedet sad i lille ramme fra 1400-tallet. Det ansås tidligere for at være et værk af Benozzo Gozzoli. (foto af A.de Alvariis)

Her mellem de 2 kapeller sidder sidedøren (6), hvorigennem man sædvanligvis får adgang til Kirken.

Det første kapel i venstre side er Cappella del Crocifisso (23). Alteret er opsat under en af loftshvælvingens buer og fylder næsten hele væggen. En meget bred ramme, bestående af flade søjler med korinthiske kapitæler, opdelt i nicher med statuer af engle, og flade mellemvægge med malede dekorationer, indrammer en høj niche med et udvidsket bundmaleri, hvori der er opsat et krucifiks i træ fra 1700-tallet. Det er dog muligt, at selve Kristus-figuren er endnu ældre, da udførelsen af ansigtet peger på et værk fra 1500-tallet. Statuerne på hver side af Korset er Jomfru Maria og Evangelisten Johannes. De er udført i gips, som er bemalet og brændt som majolika. (foto af A.de Alvariis)

I sideskibets gulv (24), der ligesom resten af kirkegulvet blev omlagt under ombygningen i 1864, ligger flere gravsten fra 1800-tallet samt en mindesten om en restaurering i 1741 under Pave Benedikt XIV, bekostet af Kardinal Girolamo Colonna og kanniken Andrea Pallocchini.

I et mindre rum nederst i venstre side er døbefonten opstillet (25).

I Sakristiet kan man se et maleri af Jesu Dåb, udført af ukendt kunstner i 1600-tallet, samt en buste af Pave Gregor XVI fra 1839.

På Kirkens indgangsvæg (26) (foto af A.de Alvariis) hænger øverst det lille orgel, mens der på væggene nedenfor er anbragt forskellige indskriftssten, blandt andre en fra 1588 (foto af A.de Alvariis), der oplister en række medlemmer af Mattei-familien, som i Middelalderen beboede kvarteret, hvor de i løbet af 1500-tallet byggede ikke mindre end 4 palæer på resterne af det antikke Circus Flaminius. En anden sten opregner de relikvier, som opbevares i Kirken, samt fortæller om Theodotus, som lod Kirken bygge, og om indvielsen i år 6263 fra Verdens Skabelse, hvilket vil sige år 755 efter vor tidsregning. (foto af A.de Alvariis). Kirken blev dengang viet til San Paolo.