|
|
|
San Bartolomeo dei Vaccinari - nu forsvunden kirke - Via San Bartolomeo de' Vaccinari - Se til venstre for nr. 120 på Kort over den østlige del af Campo de' Fiori-Turen |
|
Denne gamle Kirke lå der, hvor nu Via Arenula krydser Via di San Bartolomeo de' Vaccinari. Krydser er nu så meget sagt, for Via Arenula og det store Ministero della Grazia e Giustizia, som blev bygget på denne gades vestside i begyndelsen af 1900-tallet, har rent faktisk skåret et stykke af sidegaden og "afsluttet denne" et godt stykke før dens tidligere afslutning. Da Via Arenula blev anlagt, måtte en mængde huse, som lå i vejen for denne gadegennemføring, lade livet. Og det samme gjorde sig gældende under de store arbejder med Tiberens inddæmning, bygningen af flodmurene og anlægget af de brede flodboulevarder, på denne strækning kaldet Lungotevere dei Cenci. I den forbindelse blev faktisk hele den sydlige husrække i Via di San Bartolomeo revet ned og senere erstattet med nyere byggeri. Det var også tilfældet for Kirken San Bartolomeo dei Vaccinari, som byens garvere, "i vaccinari" havde fået overladt til deres møder og messer. Det var i 1570, at Pave Pius V overlod Kirken til garvernes religiøse sammenslutning, lægbroderskabet Confraternita dei Vaccinari, som derpå flyttede hertil fra deres tidligere sæde ved Kirken San Paolo alla Regola. Bygningen må på dette tidspunkt have været noget forfalden, for garverne samlede nu penge ind og lod bygningen renovere og måske ligefrem ombygge. Da ejendommen derpå skulle genindvies, viede Broderskabet den til garvernes skytshelgen San Bartolomeo. Den gamle Kirke havde tidligere været viet til Santo Stefano og kaldet Sancti Stephani de Caccabariis havde den ligget her på samme sted siden et tidspunkt før 1186, hvor man for første gang finder den nævnt i en bulle udsendt af Pave Urban III. I bullen godkendte Paven, at Kirken hørte under den større San Lorenzo in Damaso. Tilnavnet "de Caccabariis" fik Kirken, fordi den lå i et område, hvor der levede mange håndværkere, som fremstillede og reparerede kedler, de såkaldte "cacabi". Det samme gjaldt den lille - også nu forsvundne - kirke San Salvatore de Cacabariis, som lå lidt længere mod nord oppe ved Via di Santa Maria dei Calderari. I perioden 1302-1320 findes Kirken nævnt i kirkekataloget fra Torino. Her kaldes den Sancti Stephani de Arenula og det oplyses, at den har tilknyttet "1 sacerdotem": 1 præst. I slutningen af 1300-tallet, og i hvert fald mellem 1372-1380, listes Kirken i Vatikanets optællinger som "Parochia S. Stephani de Benedictinis de regione Arenulae". Den var på dette tidspunkt altså sognekirke for kvarteret Arenula og muligvis passet af Benediktiner-munke eller -nonner. I 1500-tallet fik Kirken endnu et tilnavn, nemlig "in silice", fordi den lå ved en brolagt gade. "Silex" betyder flintsten eller hårde sten, som brugtes som brosten. Det var dette navn, som Kirken havde, da garverne fik den overladt i 1570: Sancti Stephani in Silice, men derefter benævntes den først Sancti Stephani alli Vaccinari og senere San Bartolomeo dei Vaccinari. Forskellige stavemåder og fejlskrivninger har i tidens løb også afstedkommet andre tilnavne, f.eks. "de Baccinariis" og "in Victinariis". Det sidste ord var også en betegnelse for garverne. Da Kirken overgik til garverne havde den i en årrække haft en mindre og mindre menighed, i 1560 nævnes det, at der kun hørte en 16-20 husstande til sognet, som derfor var meget fattigt og ikke havde råd til at vedligeholde Kirken. Det har vel været en grund for overdragelsen og måske er der fulgt et krav om istandsættelse med "gaven". Den gamle kirke er gengivet på Lanciani's Romkort (se kort) med en enkel grundplan: et let rektangulært rum uden sidekapeller eller sideskibe og blot med en let rundet apsisniche. Garvernes Broderskab beholdt deres Kirke i mange hundrede år. I 1723 lod de den fuldstændigt genopbygge og i 1820erne lod de den totalrestaurere. Det er fra denne sidste tid, at vi har en grundplan på GiovanBattista Nolli's Romkort fra 1748 (se nr.748 på dette kort), men der findes også et fotografi fra kirkerummet under nedrivningen (se foto fra Alvaro de Alvariis' photostream). Der var tale om et smalt ovalt rum, hvor indgangen - efter en lille forgård - var i den ene kortside, mens der for enden af rummet var en lille apsisniche med højalteret. Der var ingen sideskibe men nogle sidaltre eller -kapeller. Kirken var udsmykket med fresker fra 1500-tallet af Niccolò Circignani, kaldet "il Pomarancio" og havde på 1. alter i højre side et maleri af Jacopo Zoboli og på højalteret, som var udført i marmor med bronzedekorationer, et maleri af Giovanni De Vecchi forestillende San Bartolomeo. Et andet maleri i Kirken forestillede Santo Stefano og var malet af "Il Ragusa". San Bartolomeo dei Vaccinari blev revet ned i 1885. Højalteret blev i 1886-87 flyttet til byen Assab i Eritrea, hvor den italienske koloniadministration lod det opsætte i en nybygget kirke.
Litteratur om San Bartolomeo dei Vaccinari: |