Lungotevere - "Langs Tiberen" - blev navnet for alle de brede flodboulevarder, som blev anlagt i perioden 1876-1926, da Tiberen blev inddæmmet af de høje mure, der skulle forhindre de gentagne oversvømmelser af de lavtliggende områder langs flodens bredder, som med jævne mellemrum forårsagede store skader på bebyggelsen.

De nye gader, som hurtigt blev til trafikerede hovedfærdselsårer, blev anlagt brede og luftige og beplantet med rækker af platantræer. De forskellige vejstykker fik forskellige navne efter de områder de gennemløb og Lungotevere dei Cenci kaldes således, fordi Cenci-familiens store kompleks af beboelser til de forskellige slægtsgrene rejser sig nord for dette gadestykke.

Lungotevere dei Cenci løber mellem den gamle Tiberbro Ponte Fabricio i sydøst og frem til den nye Ponte Garibaldi i nordvest. På landsiden, og det vil sige nordsiden, er de 2 endepunkter henholdsvis Via del Portico d'Ottavia og Via Arenula, en ligeledes nyanlagt gade, som sammen med flodmuren og -boulevarden fuldstændigt forandrede områdets tidligere måske lidt slidte og fattige - men også stemningsfulde - karakter.

De skader på den nærmeste bebyggelse, som floden ikke havde forårsaget, blev nu foretaget af de mennesker og maskiner, der nedrev mængder af gamle huse, kirker, forretninger og ruiner, jævnede dem med jorden og påfyldte ekstra jord for at forhøje niveauet, så Tiberen idag ligger gemt dybt nede bag de kraftige og høje mure.

På det østlige stykke af den nye gade forsvandt den gamle gade Via della Fiumara fuldstændigt, men den var nu også sammen med andre nu forsvundne steder, såsom Piazza delle Tre Cannelle, Via della Torre, Via della Scola Catalana og Via del Portone, del af den gamle jødiske Ghetto, som også blev fuldstændigt nedrevet for at fjerne denne "skamplet" og årlige samvittighed.

Efter Piazza delle Cinque Scole, hvis sydligste del tidligere hed Via del Progresso, drejer Lungotevere dei Cenci svagt mod syd og dette stykke hen til Ponte Garibaldi blev faktisk opbygget på det lave vand rundt om den lille sandbanke eller "ø", som lå her nordvest for Tiberøen og som nu er dækket af kajen ud for Via Beatrice Cenci. Øen omtales af Lanciani (se litt.note nedenfor) blot som "isoletta", det vil sige "en lille ø"; det lave vand mod flodbredden syd for datidens Via di San Bartolomeo dei Vaccinari som "Canale minore": "den mindre kanal", og strømmen mellem "den lille ø" og Tiberøen som "Canale maggiore": "den større kanal". På GiovanBattista Nolli's Romkort fra 1748 kan man også se "den lille ø" aftegnet med nummeret 1096, der står for nogle ruiner af antikke mure. (se kort)

Ligesom gaden "Via della Fiumara" forsvandt under de store anlægsarbejder, forsvandt også hele den husrækken på sydsiden af Via di San Bartolomeo dei Vaccinari. Og med den også den gamle Kirke San Bartolomeo de' Vaccinari, som gaden var opkaldt efter. Senere opførtes her en ny husrække med mere eller mindre anonymt betonbyggeri - samt mod Via Arenula nogle mere præsentable boligblokke til det bedre borgerskab.

EN TUR gennem LUNGOTEVERE DEI CENCI:

Flodboulevarden øst for krydset Ponte Fabricio / Via del Portico d'Ottavia kaldes Lungotevere dei Pierleoni og fortsætter forløbet langs Tiberen ned til Piazza della Bocca della Verità. Men fra Broen og sidegaden, og den lille plads, Piazza Gerusalemme, foran Kirken San Gregorio della Divina Pietà, skifter boulevarden navn til Lungotevere dei Cenci og som sådan fortsætter den i en bue mod vest. Hele vejen kantet af høje skyggefulde Platantræer.

På vor venstre hånd ligger floden gemt nede bag de høje mure, men på højre hånd omkranser et stort grønt anlæg den i 1904 nybyggede Synagoge, som erstattede de mange gamle synagoger, der forsvandt med Ghetto'ens nedrivning.

Synagogens facade ud mod Lungotevere dei Cenci har et fremspringende midterparti med smalle, let tilbagetrukne sider. Bagest ses de fremtrædende sidefløje. Den nederste etage har i både midt- og sidefelter blot en enkel trædør mellem søjler og under trekantede gavlfelter. I midterfeltet er der herover 2 etager med hver 3 vinduer mellem høje søjler. I sidefelterne er der blot et-fags vinduer, også disse er mellem søjler og alle har trekantede gavlfelter. Indskriftstavler med forskellige hebraiske tekster pryder facaden flere steder. I denne facade findes indgangen til det jødiske museum: Museo Ebraico di Roma.

Efter Synagogegrunden krydser man Via del Tempio, en af de nye gader, som blev anlagt på Ghetto-området, efter at alt det gamle byggeri var revet ned. Tomterne udfyldtes med store nye karréer af kontor- og beboelsesejendomme.

Hjørnehuset mod Via del Tempio er opført i Art Nouveau-stil omkring 1909-1910 af arkitekten Ezio Garroni. Ejendommen kaldes Villino Astengo. Huset har høj kælder og 3 høje etager med 3 fag ud mod Via del Tempio og 5 fag mod Lungotevere dei Cenci. Facaden er i lyst puds og meget varieret. Den er opdelt i 3 felter, 2 smalle sidefelter og et bredt midterfelt, hvori vinduerne er placeret. De nederste har halvcirkelformet overkant under buer med marmormosaik og bemaling, der igen er anbragt under brede, flade stukbuer, "bundet sammen" på midten af brede konsoller omgivet af udskårne roser. De øvre vinduesrammer er mere firkantede og knap så udførligt dekoreret. Meget kraftige vandrette konsoller bærer det voldsomt fremspringende tagudhæng. Sidefelterne har deres eget tema. Mellem 2 flade søjler sidder midt for de buede vinduer relieffer af løvehoveder, mens korinthiske kapitæler afslutter midterstykkerne under andensalens højde, hvorefter feltet ovenover rummer malerier af Giuseppe Zina med symboler på Retfærdigheden ("La Giustizia"), Videnskaben ("La Scienza"), Loven ("La Legge") og Sandheden ("La Verità"), som det står skrevet i relief under hvert enkelt billede.
Hushjørnet mod Lungotevere dei Cenci er afskåret i ét fags bredde og forsynet med både karnap, stenbalkon og altan. Facaden mod Lungotevere er opbygget efter samme mønster som den mod Via del Tempio, blot er der her 5 fag vinduer i midterfeltet. (se Alvaro de Alvariis' fotos af Villino Astengo)

Mellem Villino Astengo og naboejendommen er der et lille gårdhaveanlæg med indkørsel til beboerne.

Den næste ejendom er hjørneejendom til sidegaden Via del Progresso, der for nylig har skiftet navn til Piazza delle Cinque Scole. Facaden mod floden er i 4 etager med kælder. Den fjerde etage er bygget til senere over et kraftig fremspringende og udskåret tagudhæng. Ejendommen har her 5 fag. Omkring kældervinduerne løber en gråpudset mur, som i stueetagens facade er udsmykket med et mønster af kraftige stenkvadre under en lang række udskårne konsoller, som bærer en bred gesims og en frise med stenbalustrader foran altanvinduerne på førstesalen. Disse er i profilerede stenrammer under konsoller, som bærer trekantede gavlfelter. Facaden er heroppe pudset op i en mørk farve, mens hushjørnerne har lodrette rækker af kvadersten. Midterfaget har en stor kraftig stenbalkon båret af udskårne konsoller over søjler omkring den høje indgangsportal i stueetagen.
En frise under andensalens vinduer, der har enkle rammer og blot vandrette overliggere, er udskåret med relieffer af spiraler. Trediesalens udsmykning svarer til andensalens.
Ud mod Piazza delle Cinque Scole har ejendommen samme slags udsmykning i 6 fag og 2 små indgange med gadenumrene 40 og 41 i den nu meget høje kælder, der er fremkommet ved niveauforskellen mellem gadens nordlige del og flodboulevarden. På muren sidder ud for førstesalens højre balustrade et lille Marie-billede. Maria er her fremstillet som ikonet Santa Maria in Portico.

Ejendommen på den anden side af Piazza delle Cinque Scole er et langt, moderne betonbyggeri, opført i 1960-1964 af arkitekterne Leo Calini og Eugenio Montuori. Det er et smalt hus, et anonymt betonbyggeri uden udsmykning eller formildende detaljer. Ejendommen strækker sig med en lang anonym facade i 6 etager med 3-fags vinduer i moderne betonelementer i lyse farver mellem vandrette striber af en mørkere farve. Store butiksvinduer bag en smal søjlegang dækker stueetagens omkring 60 meter fange forløb, indtil den afbrydes af sidegaden Via Beatrice Cenci.

Ejendommen vest for sidegaden er fra slutningen af 1800-tallet og udført med mange detaljer. Den har 5 etager med høj kælder. Den femte etage er muligvis bygget til senere, over et meget fremspringende og udskåret tagudhæng. Facaden er pudset op i en lys okker farve, men denne flade er afbrudt af en mængde bånd og kanter, rammer og udskårne friser. Nederst er der et højt gråt felt langs rækken af kældervinduer i brede karme, som er højere end feltets overkant, så der dannes et langt bølgende forløb. Ovenover svæver stueetagens høje, rektangulære vinduer i brede, grå rammer under den lange grå frise med relieffer i geometriske former, små muslingeskaller og kannelering. En række fremspringende gesimser bærer derpå en bredt gråt felt, hvori der er stenbalustrader foran balkonvinduer og -døre på førstesalen. Vinduesrammerne her afsluttes af felter med reliefffer af guirlander, som sidder under vandrette overliggere. Under andensalens vinduer er der også en bred grå frise med nogle afsluttende gesimser og slyngede reliefbånd under vinduerne, som har samme afslutning som førstesalens. Trediesalens vinduer er i enkle rammer, men her forbindes disse foroven af lange vandrette friser med relieffer af guirlander. Lige ovenover disse rager det fremspringede tagudhæng ud med sine mange udskæringer. Fjerdesalen herover er tildels trukket lidt tilbage og til dels skjult bag altaner og balkoner. Ejendommen har mod Lungotevere dei Cenci 5 fag og i stueetagens midterfag en hovedportal (gadenummer 4) under en stenbalkon tilhørende førstesalens midtervindue. Mod Via Beatrice Cenci har bygningen derimod 7 fag uden indgange.

Den sidste ejendom med adresse i Lungotevere dei Cenci er samtidig hjørneejendom til Via Arenula, der her - ud for Ponte Garibaldi - afslutter Cenci-delen af Lungotevereforløbet, som mod vest fortsættes af Lungotevere dei Vallati.

Hjørneejendommen har ud til Lungotevere dei Cenci 7 brede fag i 4 etager med en overbygget og tilbagetrukket 5 etage. Den er pudset op i en mørk gul farve og har stenmønster indridset på facaden i stueetagen og førstesalen, mens resten af facaden er uden mønster. Stueetagens vinduer er enkelte og høje, uden særlige rammer, mens førstesalens er firdobbelte franske altaner bag kunstfærdigt snirklede smedejernsgitre. Andensalens vinduer sidder over en bred gesims og har ligeledes franske altaner, men her bag stenbalustrader. Vinduerne er flankeret af smalle halvsøjler med firkantede kapitæler, som bærer trekantede gavlfelter. Lige over disse sidder små konsoller, der bærer vindueskarmen under trediesalens vinduer, som er flankeret af flade, profilerede søjler, der ender i små konsollignende kapitæler. Over dem løber det kraftigt fremspringende tagudhæng, der er profileret i bølger og udskåret, samt båret af flade konsoller. Tagudhænget er herover så bredt, at der er plads til regulære altaner med smedejernsgitre foran fjerdesalens vinduer i enkle, profilerede rammer. Det øverste tagudhæng er ikke så fremspringende, men enkelt og uden videre dekorationer, borset fra en række profilerede lister. Øverst anes en beplantet tagterrasse.
Hjørnet mod Via Arenula er skråt afskåret og i et fags bredde. Bortset fra en kraftig stenbalkon, båret af overordentlig kraftige konsoller, som på andensalen strækker sig fra hovedfacadens sidste fag, omkring det skråt afskårne hjørne og til det sydligste fag mod Via Arenula, er facadeudsmykningen den samme. Det gælder også ejendommens 5 fag mod Via Arenula, hvor den dobbelte egetræshoveddør - i en stor kvaderstensportal med bue foroven over et kunstfærdigt udskåret smedejernsgitter - befinder sig i gadenummer 53. Der er dog også her på andensalen en mindre stenbalkon ud for det andet fag fra venstre.

Det er bag dette hus, at Kirken San Bartolomeo dei Vaccinari stod, med sin apsis næsten helt nede ved Lungotevere dei Cenci. Gaden bagved, Via San Bartolomeo dei Vaccinari, gentager et antikt gadeforløb, kaldet Vicus Aesculeti, og det var her på hjørnet af Via Arenula, at man i 1888 udgravede det såkaldte "Ara Vici Aesculeti", som stammer fra det lille antikke gadekapel Compitum Vici Aesculeti. (se Google foto).

LIDT MERE HISTORIE:

Området ved flodbredden var tæt bebygget allerede i Antikken, hvor mange lagerhaller, de såkaldte "horrea" rejste sig langs en lille vej, der i senere tid fortsattes som Via della Fiumara og Via di San Bartolomeo dei Vaccinari. Den havde tilsyneladende navnet Vicus Aesculeti, i hvert fald den vestlige del af forløbet, mens navnet på den østlige del er mere usikkert. Her løb den syd for scenebygningen til det store Marcellus-Teater, hvoraf store dele af tilskuerpladsernes høje halvrunde bygning stadig kan ses idag. Den lille Kirke San Gregorio della Divina Pietà, som ligger øst for Ponte Fabricio, menes også opført på nogle rester af scenebygningen.

Længere mod vest, omkring nutidens Via del Tempio stod der en stor bygning, som man tolker som en lagerbygning. Den stod nord for gaden, mens der på dennes sydside lå noget, som Carandini i Atlante di Roma Antica (se litt.note forneden) kalder "Ricovero della nave ritenuta di Enea?", altså en slags bådehus for et skib, som mentes at have tilhørt sagnhelten Aeneas.

Lidt længere mod vest, under den sidste karré før Via del Progresso / Piazza delle Cinque Scole, lå der også på gadens nordside forskellige magasinbygninger. Bag disse rejste det store Tempel for Diskurerne Castor og Pollux sig på sydsiden af det gamle væddeløbsanlæg Circus Flaminius. Tempelbygningen lå øst for Piazza delle Cinque Scole, mens der vest for - og under Kirken San Tommaso dei Cenci - er fundet rester af endnu en magasinbygning. Hvilke bygninger - om nogen - der har ligget langs gadens vestlige del, vides ikke.

Litteratur om Lungotevere dei Cenci:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 18 og 19.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 275.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VII Regola / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione, 1980. ------- side 5, 66.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 28 (før de nyeste fund).
Tucci, Pier Luigi: L'entrata di un magazzino romano sotto la chiesa di San Tommaso ai Cenci. --- i: Mélanges de l'École Francaise de Rome / Année 1996 - 108-2 - pp.747-770. Findes på Internettet: http://www.persee.fr/doc/mefr_0223-5102_1996_num_108_2_1959
Alvaro de Alvariis' photostream på Flickr: Palazzo Cenci.
Info.roma: Lungotevere dei Cenci, Roma.
Wikipedia (italiensk tekst): Lungotevere De' Cenci.