|
|
|
San Giuliano dei Fiamminghi / dei Belgi --- Mere om Kirken San Giuliano dei Fiamminghi --- Se nr. 24 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen Læs også: ---- Kort om Kirken ----- En Rundgang i Kirken ---- |
|
Forhistorien starter i begyndelsen af 700-tallet, hvor de områder, som idag udgør Belgien, blev kristnet. Det skete under Pave Gregor II, men først i anden halvdel af 1000-tallet blev forbindelserne mellem området, som i 800-tallet blev til Flandern, og Pavedømmet så meget tættere, at mængden af pilgrimme herfra voksede så meget, at det var nødvendigt at oprette et eget herberg i Rom. Denne institution lå i kvarteret omkring Peterskirken, Rione Borgo, hvor de 3 andre store "Scholae Peregrinorum" også befandt sig. Her var der allerede meget tidligt, måske fra en gang i 300-tallet, begyndt at blive anlagt disse mødesteder, herberger og plejestationer for pilgrimme og tilflyttere fra andre lande. De 4 store var : Schola Francorum, Schola Frisonum, Schola Langobardorum og Schola Saxorum, der modtog henholdsvis, frankere, frisere, longobardere og saksere. I starten modtoges flamlænderne tilsyneladende i Schola Francorum, men da denne mistede sin betydning efter det karolingiske dynastis fald, grundlagde flamlænderne deres eget herberg på en grund i Via del Sudario i Sant'Eustachio-kvarteret. I tilknytning hertil indrettedes også et lille kapel, som man viede til San Giuliano L'Ospitaliere, der er beskytter af blandt andre rejsende, herbergsværter og hotelejere. Som hjælp til indretningen modtog flamlænderne et større pengebeløb fra Grev Robert II af Flandern, da denne undervejs til Det Hellige Land opholdt sig en tid i Rom i 1096. Nu havde flamlænderne deres eget herberg og kapel, men efter en tid blev pilgrimsstrømmen svagere og i løbet af 1300-tallet, hvor Paven flyttede til Avignon med hele det administrative apparat, blev komplekset mere eller mindre forladt og gik i forfald. I slutningen af 1300-tallet vendte Paven tilbage til Rom og en opblomstringsperiode begyndte. Samtidig var der økonomisk krise i Flandern og mange håndværkere og kunstnere rejste sydpå for at søge lykken samtidig med at pilgrimsstrømmen atter tog fart. De mange nye tilflyttere fik den delvist glemte gamle forening for flamlændere til at genopstå og vokse i en sådan grad, at det blev nødvendigt at udvide både herberg og kapel. I en priode nøjedes man med at restaurere og forbedre de gamle bygninger, blandt andet ved at indrette 2 sidekapeller og opsætte et klokketårn. I 1427 gav Pave Martin V tilladelse til dette og i en bulle af 8. Oktober 1431 gav Pave Eugen IV aflad til alle, der gav et tilskud til byggeriet. Den 18. September 1491 genindviedes det nyindrettede kapel, efter sigende under ledelse af den pavelige ceremonimester Giovanni Burcardo, der netop dette år havde erhvervet nabogrunden med en gammel tårnbygning for der at bygge sit eget hus. I de følgende 2 århundreder var antallet af flamlændere i Rom højt og følgeligt blomstrede deres forening, som nu blev genskabt som det religiøse broderskab Confraternita di San Giuliano, og herberg og kapel, som begge modtog rigelige midler i tilskud og arv fra rige og fornemme personer, såsom Kejser Karl V, der i 1536 blev medlem af Broderskabet og sammen med bankierer og købmænd donerede møblement og kunstværker til komplekset. Af en notits i Kirkens udgiftsarkiver kan man se, at en vis Jodocus Haerts, som var enten billedhugger eller bronzestøber, i 1634 har fået betaling for at levere en statue af San Giuliano. En kopi af statuen står idag i en niche over Kirkens indgangsportal, mens originalen findes i en tilstødende mødesal. Disse gode gaver gjorde, at Broderskabet i årene 1675-1680 kunne lade komplekset totalt genopbygge og samtidig udvide det lille kapel, så det blev til en "rigtig" kirkebygning. Altertavlen blev udført i 1695. Det er denne Kirke, som vi kan se i dag, dog med forskellige restaureringer i tidens løb. På det tidspunkt havde Kirken også fået et andet tilnavn, nu hed den - og benævnes nogle gange også således idag - San Giuliano dei Belgi. Denne ændring skete i 1844, da Kirken fra 1831 var kommet under Belgiens beskyttelse - efter i perioden 1816-1831 at have hørt under Nederlandene. I forbindelse med den nye nationalitet blev komplekset også sæde for den belgiske sammenslutning Collegio Belga, som dog allerede i 1846 flyttede til lokaler i Via del Quirinale. Fra 1975 blev det belgiske kongehus protektor for Kirken, som samtidig fik sit gamle navn igen: San Giuliano dei Fiamminghi.
Læs også: ---- Kort om Kirken ----- En Rundgang i Kirken ---- Litteratur om San Giuliano dei Fiamminghi: Se Alvaro de Alvariis' photostream om San Giuliano dei Fiamminghi på Flickr. |
