ANNAS ROM GUIDE

Oratorio di San Nicola in Carcere
--- nu forsvundet Kapel ---

--- ved siden af Kirken San Nicola in Carcere ---

Se nr. 5 på Kort over Velabro-Turen
Se nr. 145 på Kort over den østlige del af Campo de' Fiori-Turen

Indtil den store byfornyelse i 1930'erne, hvor den brede, nye færdselsåre Via del Mare - nu: Via del Teatro di Marcello - blev anlagt, stod der i ruinområdet ved nordmuren af Kirken San Nicola in Carcere et lille Kapel kaldet Oratorio del Santissimo Sacramento di San Nicola in Carcereeller: Oratorio della Confraternita del SS. Sacramento e di S. Nicola.

Kapellet blev drevet af Lægbroderskabet Confraternita del Santissimo Sacramento di San Nicola. Dette Lægbroderskab var vidt udbredt ved kirker viet til San Nicola og fik således også fodfæste her i Rom.

Modsat Kirken, der havde indgang i øst fra en lille plads eller forgård fra datidens Strada delle Carrozze, havde Kapellet en lille apsis mod øst og sin indgang mod vest fra en lille plads, der nærmest blot var en udvidelse af en L-formet gade mellem datidens Via della Fontanella (i vest) og Via di Monte Savello mod nord, hvor den mundede ud overfor Marcellus-Teatret.

Kapellet var ifølge G.B. Nolli's kort fra 1748 (søg nr. 1039) blot en smal og aflang bygning uden sideskibe, men havde som nævnt en lille apsis mod øst.

Confraternita del SS.mo Sacramento blev indstiftet i San Nicola-Kirken med en bulle udsendt af Pave Gregor XIII den 1. April 1583. Hvornår den lille kapelbygning blev indrettet i resterne af det gamle Janus-Tempel (hvoraf søjler kan ses i Kirkens højre sidemur), vides tilsyneladende ikke, men Pave Clemens VIII (1592-1605) berigede Lægbroderskabet med både mulighed for udstedelse af afladsbreve og tilføjede også andre religiøse privilegier. Dette mindes på en indskriftstavle i Kirkens krypt. Andre midler tilflød Broderskabet i form af gaver og arv fra lægbrødrene. En af disse var en romer ved navn Cristoforo Villa og han testamenterede nogle midler til Lægbroderskabet, således at brødrene kunne lade bære hele 8 tændte fakler i processionen med det Hellige Sacramente (Santissimo Sacramento), når det blev båret gennem byen for at give døende dødssakramentet. Der var ligeledes afsat midler til at brødrene kunne gå i procession med Sakramentet den første søndag i hver måned.

En anden velgører var Giuseppe Buccimazza, der kom fra egnen Abruzzi øst for Rom. Han efterlod sin formue og ejendom til Lægbroderskabet i 1686 for at de kunne opretholde forskellige former for højtideligheder i forbindelse med Den Hellige Nadver (ss.ma Eucarestia), Om disse donationer kan man også læse på indskriftsstenen i Kirkens krypt.

Den 31. Juli 1772 lod Pave Clemens XIV Lægbroderskabet ophøje til Ærkebroderskab: Arciconfraternita.

Det lille Kapel ses også tydeligt på et uddrag af en byplan fra 1820, hvor de mange bygninger omkring Kapel og Kirke er markeret med orange.

 

Litteratur om Oratorio di San Nicola in Carcere:
Pocino, Willy: Le confraternite romane. Roma, Edilazio, 1. edizione, 2000.
- side 133-134.
Proja, Giovanni Battista: San Nicola in Carcere. Istituto di Studi Romani, Fratelli Palombi Editori, 1981. (Le Chiese di Roma Illustrate, 112).
- side 81-82.
Churches of Rome, Wiki: San Nicola in Carcere.
Roma Segreta: Piazza di Monte Savello.
Roman Churches: San Nicola in Carcere. Find (Ctrl F): "Oratory"
.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 3.4.2026 og sidst opdateret d. 4.4. 2026