|
Taverna della Vacca - Vicolo del Gallo nr. 11-14 / Via dei Cappellari nr. 4-6 - se nr. 51 på Kort over den vestlige del af Campo de' Fiori-Turen |
På et gadehjørne i den vestlige del af Campo de' Fiori, står - med hovedfacade mod Vicolo del Gallo og numrene 11-14 (se foto fra borgato.be) - et gammelt hus fra 1500-tallet, der kaldes "Taverna della Vacca", Ko-kroen eller Kroen med Ko-skiltet, som på et tidspunkt mellem 1500 og 1513 blev erhvervet af Vannozza Catanei, Pave Alexander VI's elskerinde og moder til 4 af hans børn. Bygningen kaldes også Albergo della Vacca eller Locanda del Gallo. Facaden blev komplet omdannet i slutningen af 1800-tallet, men bygningen er i realiteten meget gammel. Den omtales i kilderne for første gang i 1466 og har altså eksisteret - antagelig også som værthus eller herberg - i hvert fald på dette tidspunkt og måske længe før det. I perioden 1500-1513 købtes så den tidligste bygning på stedet af Vannozza Catanei. Hun var på dette tidspunkt omkring 58 år gammel og kun forhenværende pavelig elskerinde, da hendes forhold til Alexander VI var ebbet ud allerede sidst i 1480'erne, inden han atter forelskede sig dybt, denne gang i den purunge og smukke Giulia Farnese. Dog bevarede de tidligere kærester et godt forhold, indtil Alexander VI døde i 1503. I 1514 lod Vannozza den gamle ejendom ombygge ved arkitekten Sebastiano Pellegrini fra Como. På muren over den tilmurede kampestensbue i nr. 13 lod hun opsætte sit våbenskjold (se foto fra borgato.be). I 1517 overlod hun halvdelen af Taverna della Vacca til Compagnia del Salvatore og den anden halvdel til Ospedale della Consolazione. Og året efter døde hun, den 26. November 1518. Kroen blev drevet videre af de nye ejere og eksisterede i hvert fald til slutningen af 1600-tallet. Ejendommen er i 3 etager med en høj stueetage, der mod Vicolo del Gallo har 4 åbninger, mens etagerne har 5 fag vinduer, alle i nichebuer, der er delvist tilmuret foroven. Under vinduesrækkerne løber vandrette, fremspringende gesimser over hele facaden. I stueetagen mod Vicolo del Gallo, er de 4 åbninger fordelt således: helt til venstre er der i nr. 11 en bred portbue uden karm, hvori der idag er indrettet en butik. Til venstre for buen sidder højt oppe, under førstesalens gesims, et lille stykke af en bue i gråt stuk eller tuf. På hushjørnet mod Via del Cappellari er der desuden fritlagt en række store tilhugne hjørne-kvadersten, som også kan ses på facaden mod denne sidegade. Mod Via dei Cappellari har ejendommens 2 øvre etager 5 fag, hvoraf det ene er tilmuret. Vinduerne er indsat i nichebuer uden rammer. I stueetagen er der 5 meget forskellige åbninger, hen mod hjørnet først et lille vindue, derpå en høj og bred, nu delvist tilmuret, portbue (nr. 4), så en lav, dyb bue med en indgangsdør i nr. 5 og en høj, rektangulær døråbning i stenkarm (nr. 5A), samt i nr. 6 en ganske lav, firkantet dør. Til venstre for det lille vindue til venstre sidder på muren op mod førstesalen et stort og meget udsmykket Madonna-billede fra 1700-tallet (se foto fra borgato.be).
Litteratur om Taverna della Vacca: |