|
|
|
Domus dei Mosaici på Esquilin |
|
Det såkaldte "Domus dei Mosaici", således kaldet efter de udgravede gulvmosaikker, har strakt sig over ikke mindre end 1400 kvadratmeter og altså været et pænt stort hus. Bygningen lå på Esquilinhøjen syd for Porta Maggiore parallelt med Aqua Claudia og Aqua Neroniana. Tæt på den førstnævnte lå en række mindre rum, som måske anvendtes af slaverne. Ved siden af lå en række større rum, som var mere elegante med dørtrin i travertin og de tidligere omtalte mosaikgulve. Denne del af huset blev senere inkorporeret i Den Aurelianske Bymur, da denne blev bygget i årene 270-280. Den sydlige del af huset var orienteret mod syd-vest og her har man fundet et opvarmingsrum til et termeanlæg med 2 halvrunde kar. Sydøst for det rum, som kaldtes calidarium, har man udgravet en søjlegang med åbning mod sydvest og ved siden af denne en kraftig fundamentmur beklædt med teglsten. Undersøgelser har vist, at rummene er opført i 3 omgange med hver deres særlige bygningstekniske tegn. Man kan således tale om 3 beboelsesfaser og rekonstruere husets historie derefter. Men først et kort historisk rids: Oprindeligt lå området langt uden for den gamle Bymur, Servius-Muren, som stammede fra anden halvdel af det 4. århundrede før Kristus. Fra Byporten Porta Esquilina (nutidens Gallienus-Bue ved Via Carlo Alberto) gik vejen ud af Rom og ud i det åbne land. Vejen delte sig i 2: Via Praenestina mod nord og Via Labicana mod syd og langs med dem lå række på række af gravmæler, for det var ikke tilladt at begrave sine døde indenfor Bymuren. Senere inddroges området til landsteder og bebyggelse og her rejstes det første hus, opført i "opus mixtum" med hjørner i teglsten. Det dateres til anden halvdel af det 2.århundrede efter Kristus og det lå i den nordlige del af området, på det sted hvor man udgravede i 1950'erne. Blandt fundene derfra er en gulvmosaik med blomstermotiv og et blyvandrør med ejerens navn, hvorfor denne ejendom kaldes Domus Aufidia Cornelia Valentilla. I begyndelsen af det 3.århundrede var området en del af Kejser Heliogabalus' landsted, Horti Spei Veteris. Efterfølgende blev der ændret i nogle af husets rum og hertil blev anvendt teknikken "opus vittatum". Til denne del af komplekset hører et stykke murværk i "opera listata" med tuf og teglsten, og øverst afsluttet af et lag mørtel. Denne del lå lidt lavere end rummene fra første bygningsfase, som stadig var i brug. Denne del af byggeriet dateres til en række ombygninger efter år 275 efter Kristus, hvor Den Aurelianske Mur blev bygget og skar sig gennem området, således at nogle af de nye mure blev opført op af den nye Bymur. Ejendommen kom nu til at ligge indenfor bymuren, tæt ved den nye Byport Porta Praenestina (nutidens Porta Maggiore), der idag giver adgang til udfaldsvejene. Under den sidste byggeperiode blev en del af de tidligere bygninger imidlertid revet ned og nye mure, blandt andet den sydøstlige fundmentmur beklædt med teglsten, blev opført ovenpå tidligere mure. Man mener, at den nye mur muligvis har været fundament under en stor monumental søjlegang. Samtidig blev området hævet ved at en del af det gamle byggeri blev opfyldt med jord iblandet rester af pudset væg og gulvmosaikker, samt nogle keramikfragmenter, som kan dateres til slutningen af det 3. århundrede eller begyndelsen af det 4.århundrede efter Kristus. Det er i dette byggeri, at man har fundet større gulvmosaikker i store stykker (3-4 cm på hver side) af porfyr og gråt marmor. Dateringen af bygningens sidste del og omfanget af dette byggeri har givet forskerne anledning til at foreslå, at det er sket under Kejser Constantin, da han lod foretage store ændringer i området og opførelsen af Kejserresidensen Palazzo Sessoriano. Termeafdelingen og portico'en opført i "opus testaceum" kan dateres i sammenhæng med den sidste byggefase. Hele det gamle hus er muligvis blevet omdannet til et termeanlæg i forbindelse med kejserpaladsets indretning. Man har fundet nogle indskrifter på mure og søjler, som tyder herpå. I termeanlægget har man yderligere fundet en gulvmosaik med motiver fra havet, udført i en stil fra det sene 3.århundrede.
Litteratur om Domus dei Mosaici på Esquilin:
|