ANNAS ROM GUIDE
Palazzo della Consulta

Palazzo della Consulta - kort fortalt

Palazzo della Consulta


Dette palæ, som ligger på Quirinalhøjen ud mod Piazza del Quirinale på stykket mellem gaderne Via XXIV Maggio og Via del Quirinale, på en trekantet grund der er klemt inde mellem pladsen og de to smalle gader Vicolo Mazzarino og Via della Consulta, stammer fra midten af 1700-tallet, hvor Pave Clemens XII lod arkitekten Ferdinando Fuga stå for byggeriet af det nye hus, som nu skullle rumme den kirkelige domstol, Tribunale della Sacra Consulta, samt det pavelige korrespondencekontor, Segnatura dei Brevi, og ikke mindre end tre militærkorps, to beredne kaldet "Cavalleggeri", der hver talte 50 mand og et korps kaldet "Corazze", som talte 48 mand.

Palazzo della Consulta ligger på det sted, hvor Kejser Constantin den Store lod bygge det, der blev til Antikkens sidste større badeanlæg, og resterne herfra blev brugt som fundament for det nye byggeri, der også genbrugte det store kunstige plateau, som var blevet opbygget til termebyggeriet ved at lade tidligere bygninger rømme og opfylde.

De gamle ruiner var i tidens løb også blevet bebygget på anden måde og netop på det sted, hvor Palazzo della Consulta står, lå i slutningen af 1400-tallet Renæssance-humanisten Bartolomeo Sacchi's hus, som efter hans død i 1481 overgik til Kardinal Girolamo Basso della Rovere, der senere solgte det til Ferrero-familien fra Norditalien. Det var dette ombyggede og udvidede Palazzo Ferrero, som Kirken overtog i slutningen af det 16.århundrede, hvor Pave Sixtus V lod det indrette til at huse kirkedomstolen "della Consulta", det pavelige korrespondencekontor, der dengang kaldtes La Segreteria dei Brevi, og to militærkorps: "Cavalleggeri" og "Corazze".

I 1737 stod det nye Palazzo della Consulta færdigt og kunne tages i brug. I 1798 under den franske besættelse af Rom lod General Berthier bygningen benytte som politikontor, Prefettura di Roma, men efter 1814 kom den atter til at huse domstol og korrespondencekontor. I 1849 blev den midlertidigt sæde for triumviratet Mazzini, Armellini og Saffi og efter 1870 flyttede det nye kronprinsepar Umberto og Margherita herind. Endelig i 1874 kom palæet til at huse Udenrigsministeriet, Ministero degli Esteri, og i 1922 Koloniministeriet, Ministero delle Colonie. Fra 1966 er det Corte Costituzionale, den italienske forfatningsdomstol, der har til huse i Palazzo della Consulta.

 

---------- Mere om Palazzo della Consulta ------------------- En Rundgang i Palazzo della Consulta ---------



Kort over området
Spise og bo i området
Bøger og links om området
Tilbage til Quirinalturen
Tilbage til Viminalturen
Andre turforslag
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 17.1.2009 og sidst opdateret d. 10.4.2010