San Lorenzo in Panisperna

KIRKENS HISTORIE:

Ifølge legenden skal San Lorenzo have lidt martyrdøden her på toppen af Collis Viminalis tæt ved vejen Decem Tabernae i kvarteret Gallinae Albae ved Lavacrum Agrippinae. Dette skete den 10. august 258 og snart efter blev stedet mål for medlemmer af menigheden, som mødtes her og bad.

Man mener, at der så opstod en kirke på dette sted i 313, måske efter ønske af Kejser Constantin som også byggede Kirken San Lorenzo fuori le Mura over helgenens grav, og ifølge senere helgenbeskrivelser og Gregor af Tour's "Storia dei Franchi" var det en af de rigeste kirker i Rom. Den var meget søgt og blev gentagne gange renoveret.

Restaureringerne fandt sted under Pave Hadrian I (772-795), under Pave Leo III (795-816) hvor den blev forsynet med flere udsmykninger, under Pave Formosus (991-996) hvorefter den fik navnet San Lorenzo in Formoso. På denne tid blev der også bygget et Kloster for Benediktiner-Ordenen ved siden af Kirken.

I slutningen af 1200-tallet skiftede Kirken navn til San Lorenzo in Panisperna efter den vej, der ledte op til Kirken. Oprindelsen til dette gadenavn er meget omdiskuteret og der findes utallige teorier om betydningen. En af disse er at ordet stammer fra de to latinske gloser "panis" (brød) og "perna" (skinke), og det var disse to ting, som nonnerne ved San Lorenzo uddelte til de fattige på festdagen for San Lorenzo, den 10. august, for at mindes hvorledes den hellige diakon havde uddelt Kirkens skatte til de fattige. Men skikken kan også minde om hvorledes man i Antikken ofrede et svin til Jupiter Fagutalis i det nærliggende Templum Iovis Fagutalis.

Efter at være blevet genopbygget af Pave Bonifacius VIII, blev Kirken genindviet den 23.7.1300. Ved denne ombygning blev gulvniveauet hævet og herved fremkom der en krypt, som har adgang udefra og hvor San Lorenzo's relikvier opbevares og fremvises på hans festdag.

Ved siden af Kirken lod Kardinal Iacopo (eller Giacomo) Colonna i 1308 rejse et Kloster for Klarisser-nonnerne, som besad det indtil 1887, da den nye italienske Stat eksprorierede Kirkens ejendomme. Efter at den Hellige Birgitta af Vadstena kom til Rom omkring midten af 1300-tallet, boede hun i en periode i dette Kloster, hvor hun også døde i 1373.

I 1517 gjorde Pave Leo X San Lorenzo til Titulærkardinalkirke. I 1525 fik Kirken sine to kirkeklokker. I 1574 lod Titulærkardinalen Guglielmo Sirleto Kirken ombygge til sit nuværende udseende, måske efter en tegning af Francesco da Volterra og i årene 1585-91 malede Pasquale Cati den store fresko over højalteret.

I 1754 var det Kirkens indre, der blev fornyet. Loftsfresken, stukdekorationerne og malerierne i kapellerne er alle fra 1700-tallet.

I 1888 fandt man på den tidligere klostergrund ned mod den nuværende Via Milano resterne af et termeanlæg med en gulvmosaik fra det 1.århundrede før Kristus. Nogle få fragmenter heraf med motiver fra havet kan ses i "Antiquarium Comunale". Der lå forøvrigt flere mindre termeanlæg her i området i Antikken, for eksempel Novatus' Termer og Olympiades' Termer.

I 1893 blev Kirkens facade renoveret under Pave Leo XIII, som også lod bygge en dobbelt trappe med adgangsportal til Kirkepladsen fra Via Panisperna.