|
|
|
|
|
Mere om Via Panisperna: Via Panisperna er en gade i Rione Monti, hvor den går fra Largo Magnanapoli og til dels gennem det gamle Subura-kvarter op til toppen af Viminalhøjen, hvor den efter mødet med Via Milano og Via Cimarra fortsætter, indtil den efter Via Urbana-krydset skifter navn til Via di Santa Maria Maggiore og fortsætter op til den næste højtop, nemlig Cispio-toppen på Esquilin, hvor Kirken Santa Maria Maggiore knejser og danner baggrundsbillede for hele færden ad Via Panisperna. Via Panisperna er egentlig ikke nogen særlig lang gade, men den føles sådan, fordi den "bugter sig i bakkedeal" og turen ad den foregår skiftevis ned ad bakke og op ad bakke i indtil flere omgange. Hele tiden ser man turens mål, Santa Maria Maggiore, for enden af gaden, men der er altid lige endnu en dal og en bakke at forcere, inden man når så langt. Men Via Panisperna er også en ganske dejlig gade, den er smal og fuld af miljø, den har enkelte forretninger og restauranter, flere kirker og gamle huse, masser af små værksteder i de små lokaler i husenes stueetager og masser af folkeliv. Oprindelsen til gadens navn er usikkert, nogle mener det stammer fra den uddeling af brød og skinke ("panis et perna"), som fandt sted fra Kirken San Lorenzo, hvor nonnerne stod for dette på helgenens festdag. Denne skik kan muligvis føres tilbage til de antikke romeres fest for Guden Jupiter Fagutalis, hvis Tempel stod på Fagutal-højtoppen på den anden side af dalsænkningen. Her ofrede man et svin til Guden og derefter uddeltes kødet heraf til fortæring sammen med brød. Andre forestiller sig, at vi har at gøre med en kvinde ved det middelalderlige navn Perna, som ejede en ovn eller et bageri (panis). Eller måske hænger det sammen med navnet Dominicus De Pane, som man har fundet på en indskrift på en dør til en bygning i Via di Santa Maria Maggiore nr.145. Nogle mener, at det kommer af ordet "sperno", der betød en grænse, et skel, og at der måske har eksisteret en "Vicus Spernens", en skillevej, mellem kvartererne eller to ejendomme og at Kirken, som i en bulle fra begyndelsen af 1300-tallet benævnes "San Lorenzo Parasperni", har ligget ved denne grænsevej. Andre tror, at det måske stammer fra to familier med navnene Pani og Perna eller fra en familie Perpenna, hvis navn man kender fra en gravskrift i San Lorenzo. Endelig er der nogle, der mener at det stammer fra en højtstående embedsmand ved Kejser Constantins hof: Panisperna Quadratus, hvis navn fandtes indridset på en marmorsten i området. Gaden, som vi kender den idag, stammer fra Pave Sixtus V's tid, hvor han i 1585-86 lod den anlægge for at bedre forbindelsen mellem bymidten og Esquilin. Den skulle gå mellem Santa Maria Maggiore og Piazza Venezia, men kom til at ende på Monte Magnanapoli. Det er Sixtus V, der må takkes for at gaden blev som den er idag, men anlæggelsesprojektet stammede faktisk fra hans forgænger Pave Gregor XIII i 1582. Om der også har eksisteret en gade længe før dette, vides ikke med sikkerhed, men eftersom der ud til denne strækning lå indtil flere kirker allerede fra gammel tid, er det måske sandsynligt, at her om ikke andet har været en markvej eller sti, der ledte frem til kirkerne og klostrene. På kort fra 1500-tallet kan man da også tydelig se aftegnet en markvej, der mellem træer eller buske bevæger sig nede fra Kirken Santi Domenico e Sisto, op forbi Kirken Sant'Agata dei Goti og videre mod kirkerne Santa Pudenziana og Santa Maria Maggiore. Om hvordan her så ud i den tidlige Middelalder og Antikken, ved vi ikke meget. Udgravninger i Via Mazzarino under Villa Aldobrandini har åbenbaret rester af antikke beboelseshuse, forretninger og lagerrum. Mange af disse blev ødelagt og opfyldt med jord for at danne en kunstig terrasse, der kunne understøtte den sydlige del af Kejser Constantins Termer, der strakte sig oppe fra nutidens Piazza del Quirinale og ned til Largo Magnanapoli. Og allerede Kejser Trajan havde bygget det store Marked på skråningen ved nutidens trappegade Via Magnanapoli, så vi forstår at kvarteret var særdeles befolket. Det udgør yderområdet af det meget folketætte og folkelige - og noget berygtede - Suburakvarter lidt længere mod syd. Af egentlige udgravingsresultater fra Via Panisperna findes der imidlertid ikke meget. Dog har man oppe bagved Kirken San Lorenzo fundet rester af endnu et termeanlæg fra et 3.århundrede. Da Roms magt begyndte at svækkes, blev også de højereliggende dele af byen langsomt forladt. I 410 hærgede Alarik's gotiske hær i området og man mener, at en lille koloni af goterne senere slog sig ned her. De var kristne, men af ariansk observans og til dem oprettede hærføreren Flavius Ricimerus en lille kirke, Sant'Agata dei Goti, omtrent på hjørnet af Via Panisperna og Via Mazzarino. Måske den tidligste kirke hernede, da forløberen for Kirken Santi Domenico e Sisto, den lille kirke Santa Maria Montis Balneapolis, nok først kom til op mod år 1000. Kirken San Lorenzo in Panisperna på Viminalhøjens top er dog den ældste af Via Panisperna's kirker, den menes opstået her allerede i 313 på det sted, hvor San Lorenzo ifølge traditionen havde lidt martyrdøden den 10. august 258 "ikke langt fra Decem Tabernae i kvarteret Gallinae Albae og fra Lavacrum Agrippinae". I årene 578-582 havde den byzantinske Kejser Tiberius II befæstet området på Magnanapoli og her havde en del af hans hær deres kvarter. Man mener, at de måske omtalte denne lejr som "den nye by", "Neapoli", og dette kan ligge til grund for stednavnet Magnanapoli. I hvert fald omtaltes nutidens Largo Angelicum som Platea Miliciarum og det er sikkert også dette, der har givet navn til tårnet Torre delle Milizie lige ved siden af. I Middelalderen har Via Panisperna altså dels været et befæstet område og dels været et landligt område med kirker og klostre med veje og stier imellem. Ved Via Mazzarino kunne man tydeligt se de ruiner, som man kaldte Balnea Paulli. I 1500-tallet viser kortene os stadig et meget landligt område, her er marker og enge og vingårde, afgrænset af buske og træer og med stier eller markveje imellem og først i disse år begynder rigtigt udbygningen af området. Carafa-familien ejer området omkring den nuværende Villa Aldobrandini, som de i 1520 sælger til Kardinal Ippolito d'Este. På dette tidspunkt ligger her en række forskellige landlige bygninger, som senere i slutningen af 1500-tallet ombygges til et herskabeligt palæ. Det er også i disse år at paverne begynder at planlægge nye, bekvemmere veje til deres processionsruter mellem de forskellige kirker og i 1585-86 bliver gaden så anlagt af Pave Sixtus V. De første mange år er det stadig nærmest en landevej, men efterhånden udbygges området mere og mere. I området omkring Sant'Agata dei Goti lå på denne tid mange huse med facader bemalet med graffiti-teknikken, det vil sige malet i gråtoner. Nogle af disse skal have været udført af kendte kunstnere som Maturino da Firenze og Polidoro Caldara da Caravaggio. Her lå også et meget berømt hus dekoreret med "Vestalinden Tutia's historie", mens et andet i nærheden var bemalet med antikke romerske heltemotiver, blandt andre: Horatius Clocles og Mucius Scaevola. På det berømte Casa Cerasoli var der malet en scene med Laokoon og slangerne, som gav navn til sidegaden Via dei Serpenti. Da Largo Magnanapoli og Via Nazionale blev anlagt i 1876, blev hele området kraftigt planeret og nivelleret og også Via Panisperna måtte sænkes et pænt stykke nede ved Largo Angelicum, som det tydeligt kan ses af muren ind til Kirken Santi Domenico e Sisto, der måtte have anlagt en ekstra trappe for at kompensere for den opståede højdeforskel. Oppe på Viminalhøjtoppen lå i 1930'erne Universitetets Fysik-Institut og her i "Scuola di Via Panisperna" opdagede videnskabsmændene Enrico Fermi, Ettore Majorana og en række andre i 1934 radioaktiviteten fremprovokeret af neutroner ved at bombardere et atom og lagde herved grunden til den moderne kernefysik. Ettore Majorana forsvandt på mystisk vis i 1938, muligvis begik han selvmord, men hans forsvinden blev aldrig opklaret.
---------- Kort om Via Panisperna ---------- Fotos fra Via Panisperna --------- Litteratur om Via Panisperna: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|