Kirken San Vitale - uddybende

Kirken San Vitale blev bygget i begyndelsen af det 5. århundrede og indviet i 402 af Pave Innocens I. Denne første kirkebygning fik navnet "Titulus Vestinae" efter den romerske kristne matrone Vestina, som ved sin død efterlod alle sine ejendele og ejendomme til et lille kapel, hvor de to helgenbrødre Gervasius og Protasius blev dyrket, med den klausul at der blev bygget en ny og rigtig kirke i stedet.

Titulus Vestinae kom til at ligge ved Antikkens Vicus Longus, der på dette sted nogenlunde svarede til nutidens Via Nazionale, og er antagelig bygget på en af de jorder Vestina testamenterede til byggeriet. Området ved Vicus Longus var tæt bebygget i Antikken og man har da også senere ved restaureringer af Kirken fundet rester af antikke beboelseshuse.

Da Kirken stod færdig, forsynede Pave Innocens I den med et rigt udstyr og viede den til de to helgenbrødre Gervasius og Protasius. Først i det 7.århundrede blev den viet til San Vitalis og senere kom også Santa Valeria til.

Denne første Kirke var i basilika-form med 3 skibe adskilt af genbrugte antikke søjler, som idag er indmuret i kirkens ydervægge, hvor de nye bygninger op ad Kirken desværre skjuler dem. Indemuringen skete, da Kirken blev restaureret og ombygget i mindre format under Pave Sixtus IV i 1475.

Men inden da var Kirken blevet restaureret flere gange, blandt andet under Pave Leo III (795-816), hvor den blev ombygget. Den havde en smuk gammel portico, som blev ændret til et forrum ved en restaurering under Pave Clemens VIII (1592-1605). Idag har den ydre portico 5 antikke søjler og en smuk portal fra Sixtus IV's tid med en udskåret dør fra 1600-tallet. Et klokketårn i romansk stil, som stod op til 1600-tallet, er idag forsvundet.

Kirkens indre er mørkt og enkelt, der er idag kun ét skib med grå vægge og påmalede søjler med brune baser og grøn eller brunt marmor. Mellem "søjlerne" er der fresker i malede "rammer" og ovenover løber en malet frise. Under vinduerne er der malede konsoller og loftet er et enkelt bjælketræloft. Fire små sidealtre flankeret af søjler, der bærer smalle trekantede gavle, beskyttes af lave marmor-"stakitter". Det enkle og strenge indre er efter Modreformationens smag og freskerne ligeledes, her fremstilles de frygteligste martyrier til opbyggelse for de troende.

I 1595 overgav Pave Clemens VIII kirken til Jesuiter-Ordenen, der passede den til 1880 sammen med den nærliggende kirke Sant' Andrea al Quirinale, der ligger oppe på Quirinalhøjen ovenfor dalen, hvor San Vitale ligger. De 2 kirker og den hertil hørende novicebygning blev forbundet med et haveanlæg på bakkeskråningen. Indretningen af dette anlæg blev foretaget efter Jesuiternes ideologi og planter og dyr var omhyggeligt udvalgte, så de passede ind i symbologien, som også benyttedes i kirkernes dekoration, hvor de unge novicer kunne meditere over de lidelser, de måtte vænne sig til at udholde, hvis de mødte martyriet i de lande, de blev udsendt til som missionærer. Til dette formål var den gamle Kirkes porticus bemalet med billeder af torturinstrumenter efter tegning af Jesuiteren Giovanni Battista Fiammeri.

I 1592 fratog Paven Kirkens dens Kardinaltitel ("Titulus Vestinae"), den kunne ellers tælle Kardinaler langt tilbage fra nogle af de første Kardinal-Præster, for eksempel Celio Gennari i 494. Blandt de Kardinaler, der i tidens løb har været knyttet til Kirken kan nævnes Giovanni Maria Ciocchi del Monte, den senere Pave Julius III. Se en liste over de øvrige Kardinaler her.

Efter Jesuiternes overtagelse af Kirken i 1598, påbegyndte de en gennemgribende restaurering og ny dekoration af denne, hjulpet økonomisk af Grevinden af Urbino, Isabella della Rovere. Væggene blev bemalede og altrene bygget. På højalteret ses Grevindens våbenskjold som tak for hendes interesse for kirken.

Jesuiternes hovedopgave var mission i fjerne lande, men de glemte ikke de nære omgivelser og oprettede ved Kirken et lægbroderskab for bønderne i omegnen, man må huske på at området var ganske landligt dengang. Desuden samlede de befolkningen hver fredag til bibel-instruktion i kirken, opdelt i forskellige klasser, og når det åndelige var tilgodeset, uddelte de gratis brød til de fremmødte.

I 1859 restaureredes Kirken under Pave Pius IX og i 1860'erne undergik området foran den en gennemgribende forvandling, da nutidens Via Nazionale blev anlagt og byggeriet heromkring begyndte. Den nye gade blev hævet betydeligt over den gamle vejs niveau og Pius IX bekostede en trappe oppe fra det nye gadeniveau og ned til Kirken, som nu var kommet til at ligge nede i et "hul".

I 1880 forlod Jesuiterne San Vitale og samme år fik Kirken sin Kardinaltitel tilbage.