Som følge af de mange politiske stridigheder mellem Frankrig og Kejser Karl V i begyndelsen af 1500-tallet, endte den i 1523 nyvalgte Pave Clemens VII med i Maj at gå med i en kejserfjendtlig union bestående af Frankrig, Paven, Milano, Firenze (hvorfra Clemens stammede, da han var ud af Medici-familien), og Venedig. Krigen begyndte derefter påny og spanske tropper besatte Milano.

Kejserens hær var stor, men den kroniske pengemangel gjorde det vanskeligt at styre de store kontingenter af lejesoldater, kaldet landsknægte eller på italiensk lanzichenecchi. Der opstod i hæren voldsom uro og anført af Karl af Bourbon drog de ophidsede soldater mod Rom, som de indtog den 6. Maj 1527 for derfter at hærge og plyndre byen i 15 dage med bål og brand, og endelig at fastholde besættelsen indtil den 17. Februar 1528.

Der er tale om en af de voldsommeste begivenheder i Roms nyere historie. Utallige bygningsværker gik op i flammer. Mængder af romere blev udsat for både vold og tortur, kvinder og nonner også for voldtægt, mange forsøgte at flygte, nogle lykkedes, mange andre døde.

Paven søgte tilflugt i Castel Sant'Angelo, men endte med at måtte betale 400.000 dukater for at få en ende på mareridtet.

Da landsknægtene omsider forlod Rom igen, efterlod de en ødelagt, hærget og traumatiseret by. Og ikke mindst en hovedstad med en decimeret befolkning. Nogle steder nævnes et fald i indbyggerantallet fra 100.000 til 30.000 ! Andre steder henvises der til en folketælling fra 1526, hvoraf det fremgår, at der på dette tidspunkt boede 55.053 beboere i Rom fordelt på 9235 huse. Men hertil skal vel lægges alle de tilrejsende, diplomater, studerende og handlende, der var her på midlertidige ophold.

1526

Allerede året før Il Sacco begyndte de truende skyer at samle sig, da Paven den 22. Maj underskrev Pavestatens deltagelse i den kejserfjendtlige union: "La Lega Santa di Cognac".

Den 17. Juni sendte Kejser Karl V ambassadøren Hugo Moncada til Rom for at overtale Paven til at forlade unionen og slutte sig til Kejserens parti. Paven nægtede at gå ind på disse betingelser og den 20. Juni forlod Moncada igen Rom og gav Kejseren besked om at Paven var parat til en krig for at fastholde unionen.

Den 23. Juni sendte Paven et forklarende brev til Kejseren, men som svar på dette sendte Karl V den 17. September en trussel om at indkalde til Koncil.

I dagene herefter erklærede Kardinal Pompeo Colonna og hans familie sig uenig i den pavelige disposition og var tæt på at indtage Pavens ejendomme, men en indgriben fra Hugo Moncada ledte til en 4 måneders fredsaftale mellem Paven og Colonna, hvorefter Kardinalen trak sig tilbage til sin residens i Napoli.

Den 6. Oktober sendte Karl V en meddelelse til alle Kardinaler i Rom om Pavens afslag på fred. Istedet foreslog Kejseren at Kardinalerne indkaldte til Koncil.

Endelig sendte Kejseren den 1. November en hær på 16.000 mand til Italien under kommando af Georg von Frundsberg. Tropperne bestod mest af tyske og østrigske lutheranske landsknægte.

Den 7. November gav Paven befaling til at Vitello Vitelli indkaldte en hær.

Nu tilspidsedes situationen. Den 20. November landede Vicekongen i Napoli, Charles de Lannoy, i Porto Santo Stefano og truede med sin hær Nord- og Mellemitalien (Toscana- og Lazio-regionerne). Og allerede den 25. November lykkedes det landsknægttropperne at splitte den pavelige hær, som blev ledet af Giovanni delle Bande Nere, der døde i denne forbindelse..

Den 1. December nåede Lannoys hær til Gaeta og her blev den mødt af Colonna-familiens tropper, som nu var parate til at erobre Rom. Efter den 14. December var også Frundsbergs hær på vej mod syd for at samles med en hær ledet af Karl af Boubon, der allerede havde erobret Milano.

Den 20. December forsøgte den pavelige Kurie at kontakte hærføreren Lannoy for fredsforhandlinger, men først året efter fik de svar.

1527

Den 25. Januar kom svaret fra Lannoy. Fredsbetingelserne var en betaling på 200.000 dukater samt overgivelsen af Ostia, Civitavecchia, Pisa, Livorno, Parma og Piacenza - og desuden en skadeserstatning til Colonna-familien !

En kort våbenhvile opnåedes fra den 28. til den 31. Januar, hvor den blev brudt af af Kardinallegaten Agostino Trivulzio, som angreb Lannoy og befriede Frosinone. Herefter befalede Clemens VII at de pavelige tropper gik til angreb på angriberne fra syd. Imens samlede tropper på 30.000 mand ledet af Karl af Bourbon og Frundsberg sig mod nord, hvor de den 7. Marts slog lejr ved Bologna.

Paven valgte nu igen at få en fredsaftale med Lannoy, som meddelte dette til Karl af Bourbon, der imidlertid svarede, at han var nødt til at fortsætte på grund af den megen uro mellem soldaterne, som længtes efter krigsbytte. Men Clemens VII følte sig sikker med denne fredsaftale i hånden, og for at spare på udgifterne på 30.000 scudi om måneden sendte han en stor del af sin hær hjem. Det skulle vise sig at være en fejldisposition, for den 31. Marts afbrændte landskægtene deres lejr og marcherede mod Rom.

Paven bønfaldt Lannoy om hjælp og denne drog nu til Firenze for at mødes med Karl af Bourbons kaptajn Guy de la Motte, som blev lovet 150.000 dukater til soldaterne for at stoppe fremmarchen. De La Motte accepterede dette tilbud, men Karl af Bourbons tropper fortsatte fremrykningen.

Den 20. April mødtes Lannoy og Karl af Bourbon ved Pieve Santo Stefano, hvor denne sidste forlangte 240.000 dukater for at vende om. Paven ønskede dog ikke at imødekomme dette krav og meddelte istedet, at man var parat til at forsvare Rom.

Roms forsvar var dog dårligt organiseret og romerne havde heller ikke megen lyst til at gå i krig. Næsten alle, som havde mulighed for det, foretrak her i de første dage af Maj måned at pakke deres ejendele og begive sig til Civitavecchia, hvor Pavens allierede Andrea Doria havde sin flåde liggende. Eller de valgt en af de store veje ud af Rom for at prøve at nå frem til venner og familie, som befandt sig roligere steder. Men det var naturligvis langt fra alle, som havde midler og mulighed for at forlade hus og hjem og begive sig ud i det uvisse. For alle gjaldt det imidlertid om at forsøge at gemme penge og ejendele af nogen værdi bort. Men hvor var der et sikkert gemmested? i skorstenen, under gulvet, gravet ned i en lille plet jord? Og ville det nogensinde blive muligt at finde de gemte "skatte" frem igen.

Lørdag den 4. Maj var de kejserlige tropper kun 2 timers march fra Rom og denne oplysning forårsagede en mathed og håbløshed, der bredte sig blandt de tilbageblevne romere, som jo nu var mobiliseret til at forsvare deres by. Clemens VII var opmærksom på dette og på den manglende opbakning han nød i Rom, samt på det svigt som unionen, La Lega Santa, havde taget, da der ingen hjælp var at hente fra denne kant. I desperation udlovede Paven så nu i en bulle fuld tilgivelse af alle synder og direkte adgang til Paradis for dem, der ville forsvare ham og Rom. Tilbudet var nok ikke så fristende, for den fjendtlige hær ansås allerede som uovervindelig.

Samme lørdag aften ankom en herold til Roms mure med en meddelelse fra Karl de Bourbon, der anmodede om fri passage for sin hær samt fødevarer til soldaterne. Denne anmodning blev naturligvis afslået.

Om eftermiddagen den 5. Maj samledes den kejserlige hær af tyske og spanske soldater foran Roms mure. På Gianicolo's skrænter slog de lejr og her holdt Karl af Bourbon krigsråd med sine officerer. Hæren manglede fødevarer og penge til aflønning af de utilfredse og trætte soldater. Men den eneste mulighed var nu at fortsætte med et hurtigt angreb, som flere steder ville blive et sammenstød mellem familiemedlemmer og venner, der holdt med hver sin side, eller som lejesoldater var hyret af den ene eller anden general. Blandt andre kom Ascanio Colonna, søn af Fabrizio, og Sciarra Colonna overfor Stefano Colonna til at kæmpe på hver sin side. Og Gonzaga-familien var særdeles splittet i denne krig, hvor den ene af Isabella d'Este's sønner, Ferrante Gonzaga og hans fætter Luigi Gonzaga, samt Alessandro Gonzaga di Nuvolara var indhyret i de kejserlige tropper, mens Federico di Bozzola, af Gonzaga-slægten, deltog i Lega Sacra's hær. Mange flere af denne familie var knyttet til den ene eller anden side og den 53-årige Isabella d'Este selv befandt sig uheldigvis i Rom netop i denne periode, hvor hun blev ufrivilligt vidne til de kommende rædsler. Heldigvis var hun med sine hofdamer og en hofnar gæster i Colonna-familiens palæ ved Piazza dei Santi Apostoli - og Colonna'erne var jo modstandere af Paven og allierede med Kejseren. Desuden var hun i familie med Karl af Bourbon, som i et brev havde bekræftet hende i, at der fra hans tropper ikke var noget at frygte. To af Kardinal Alessandro Farnese's sønner kæmpede også på hver sin side: Pier Luigi Farnese var blandt Karl V's hær, mens Ranuccio Farnese var knyttet til de pavelige tropper.

Ved daggry den 6. Maj begyndte landsknægtene under ledelse af blandt andre Corrado di Bemelberg at forcere bymurene i Borgo-området under dække af en tæt tåge, der forhindrede forsvarerne på Castel Sant'Angelo at se fjenden nærme sig, Og selve plyndringen af Rom (Il Sacco di Roma) begyndte. Den første skudveksling fandt sted, da Renzo Orsini kaldet Renzo di Ceri's artilleriafdeling åbnede ild og ved 6-7 tiden om morgenen blev Karl af Bourbon ramt af en pil fra en armbrøst og faldt af hesten. Det siges, at det var guldsmeden Benvenuto Cellini, der affyrede det afgørende skud.
Cellini's fortælling: Da Bourbon's hær kæmpede udenfor Borgo-området, kom min ven Alessandro hjem til mig i mit hus bag Via dei Banchi for at spørge, om vi ikke sammen skulle gå derhen. Det sagde jeg Ja til og undervejs stødte vi på en ung mand ved navn Cecchino della Casa. Sammen kom vi frem til kirkegårdsmuren Camposanto, hvor vi så, hvorledes fjenderne på enhver mulig måde forsøgte at forcere murene og komme ind i byen. Vi så også mange døde romere, unge mænd som havde forsvaret Rom, men var blevet dræbt af de kejserlige tropper. Selve kampene foregik i en tæt tåge. Da vendte jeg mig til Alessandto og sagde: Lad os skynde os hjem hurtigst muligt, for her er ikke noget at gøre, se fjenderne angriber og vore egne flygter. Og Alessandro svarede: Ja, bare vi dog aldrig var kommet herud. Han vendte sig for at gå hjem, men jeg havde nu tænkt over det og tog hans arm og sagde: Jamen nu, da du har bragt mig herud, så lad os opføre os som mandfolk. Derefter tog jeg min armbrøst og lænede mig ud, så jeg fik øje på et sted, hvor der var mange fjendtlige soldater og hårde kampe. Jeg sigtede og skød ned i gruppen efter en person, som ragde op over de andre. Jeg kunne dog i tågen ikke se, om han bare var meget høj eller til hest. Jeg opfordrede derfter også Alessandro og Cecchino til at skyde og viste dem, hvordan de skulle gå i dækning for det fjendtlige svar. Således skød vi 2 skud hver, hvorefter jeg igen kiggede ned i vrimmelen, som pludselig var meget voldsommere, fordi det viste sig, at et af vores skud havde ramt Karl af Bourbon. Kort efter gik vi derfra og mod Peterskirken.
Der var dog udover Cellini også andre af forsvarerne, der mente, at det var deres skud, som havde ramt Karl af Bourbon. Blandt andre Cellini's 2 kammerater Alessandro og Cecchino, samt maleren Giovanni da Udine, og guldsmedene Francesco Valentino og Bernardino Passeri.

Båren med Karl af Bourbon bragte hans soldater nu op på Gianicolo-højen til Kirken Sant'Onofrio, hvor han tidligere havde opslået sit hovedkvarter. Her lå han hårdt og dødeligt såret indtil den sene eftermiddag samme dag, hvor det berettes, at han i tiden kl. 8-9 om aftenen er afgået ved døden.

At nu en af lederne af den fjendtlige hær var såret og ukampdygtig gav de romerske forsvarere nyt mod og alle jublede og troede nærmest at sejren nu var sikret. Det var dog ikke tilfældet, så det var uklogt af forsvarerne delvist at forlade murene for at fortælle om sejren nede i byen. Men selv Paven og hans nærmeste lod sig rive med af den fælles eufori, så Clemens VII valgte at forblive i Peterskirken, hvor han i et kapel knælede og takkede Gud for at have fjernet truslen mod Rom.

Det var dog for tidligt at glæde sig, for fjenderne fortsatte med at sætte stiger op af murene og forsøge at komme over dem. Og det lykkedes dem da også. Mens romerne jublede i gaderne på den anden side af floden, indtog de kejserlige tropper Bastione di Santo Spirito og kaptajn Nicola Seidenstuecker kunne fra murens top svinge sit sværd som tegn på sejren. Og nu begyndte de tyske kejsersoldater at strømme ind i Vatikan-området.

Samtidig opdagede en deling spanske soldater et lille vindue i en bygning op mod muren, som den pavelige opsynsmand ved befæstningen Giuliano Leni ikke havde opdaget eller anset for at være for lille til at der kunne opstå nogen fare her. Men vinduet var ikke for lille for de spanske soldater, som nu trængte ind i Kardinal Francesco Armellini's have, hvor denne lige havde nået at begrave sine juveler for derpå at flygte over hals og hoved.

Paven var stadig fordybet i bøn i kapellet i Peterskirken, mens hans Schweizergardister modigt trodsede indtrængerne. Omsider nåede hans tjenere ind til ham og fik ham til at flygte gennem den hemmelige korridor, den såkaldte "Passetto", fra Vatikanet til Castel Sant'Angelo. I sidste øjeblik. Også mange indbyggere i Rione Borgo søgte i panik mod Castel Sant'Angelo som et sikkert tilflugtssted. Man mener, at der kan have været tale om mellem 1000-3000 personer, som var så heldige at nå indenfor, inden portene blev lukket og vindebroen trukket op. Heriblandt var f.eks. Renzo Orsini's og Alberto Pio da Carpa's hustruer, samt som nævnt Benvenuto Cellini og Raffaello da Montelupo. Også nogle udenlandske ambassadører var flygtet herind, sammen med 18 biskopper og ærkebiskopper, adskillige andre gejstlige og det pavelig hof og administration. De Schweizergardister, som havde overlevet angrebet, var også at finde her, ligesom 13 Kardinaler: Alessandro Farnese, Franciotto Orsini, Antonio Ciocchi Del Monte, Innocenzo Cibo, Niccolò Ridolfi, Ercole Rangone, Lorenzo Campeggi, Francesco Pisani, Niccolò Gaddi, Pietro Accolti og Paolo Emilio Cesi. Lorenzo Pucci ankom i sidste øjeblik i såret tilstand, da han var i panikken var faldet af sin hest, mens Francesco Armellini, der havde ventet længe for at kunne skjule sine skatte, til sidst måtte hejses ombord i en kurv. Mens de heldige således bragte sig i sikkerhed, begyndte erobrerne at sætte ild til husene i Borgo, hvor vejene var dækket af døde og sårede.

Sådan blev Borgo-kvarteret og senere Trastevere indtaget. Først med erobringen af bymuren, dernæst omringede nogle tropper Castel Sant'Angelo, mens andre fortsatte ned ad Via della Lungara og indtog Trastevere-området. Herfra invaderede tyske og spanske tropper kvartererne Monti og Campo Marzio. De kejserlige tropper gik mod Piazza Navona, mens landsknægtene styrede mod Campo de' Fiori.

Midt i kampene, myrderierne og ildspåsættelserne var der så også de mange øvrige ødelæggelser af Kirker og Klostre. Da en stor del af Kejserens hær bestod af lejesoldater fra ikke-katolske tyske områder, havde de ingen veneration for de katolske helligdomme, som for dem blot var steder, hvor der kunne hentes penge og kostbarheder. Således blev den lille Kirke Santa Maria in Traspontina, tæt ved Catel Sant'Angelo, hutigt plyndret, hvorefter soldaterne bevægede sig mod Peterskirken. Undervejs gik det ud over den meget gamle Kirke San Giacomo Scossacavalli.

På denne tid var Peterskirken en stor byggeplads, hvor den nye og nuværende bygning var ved at opstå imellem murene på den gamle og mindre kirke. I årene før 1513 havde arkitekten Donato Bramanti arbejdet på projektet, som derefter var blevet overtaget af Rafael, og efter dennes død i 1520 af Baldassarre Peruzzi. Det halvfærdige byggeri stoppede dog ikke landsknægtene i at drage igennem og ødelægge eller røve, hvor det var muligt, hvorefter de drog videre til Vatikanet. På dette tidspunkt var klokken efterhånden blevet omkring 10 om formiddagen.

Her ved 10-11-tiden gik Alberto Pio da Carpi's smukke hjem på skrænten af Monte Mario op i flammer, sammen med så mange andre bygninger i kvarteret. Men det var ikke nok til at dulme lejetroppernes ophidselse.

Måske syntes soldaterne ikke, at byttet indtil nu havde været stort nok, og måske var det grunden til, at deres blodtørst blussede op, da de nåede til Ospedale Santo Spirito in Saxia, som de angreb med uhørt raseri og slagtede både voksne syge og børnene i børnehjemmet. Nogle af disse blev simpelthen kastet ud af vinduerne og ned i Tiberen. Kun sygeplejerskerne, som her alle var nonner, reddede sig i første omgang. Dog kun for at blive voldtaget, inden de blev dræbt. Nogle enkelte af de tilstedeværende i Hospitalet undgik at blive dræbt. Det gjaldt f.eks. direktøren Cosimo Tornabuoni, der istedet blev taget som gidsel mod løftet om udbetaling af løsepenge. Også en af Prins Massimo's sønner, Luca, som havde søgt tilflugt herinde, reddede livet med sådant et løfte om løsepenge på 200 dukater, hvis han blev bragt hjem til sin fader.

Omkring middagstid var det lykkedes Renzo Orsini, der var øverstkommanderende for forsvarstropperne, at redde sig ind i Rom over Ponte Sant'Angelo. Her mødte han op på Campidoglio til en kommunal rådslagning, hvor mange bebrejdede ham, at han ikke havde kunnet holde fjenden ude af Borgo. Fra en beretning af den franske ambassadør Guillaume du Bellay, der havde været i Rom fra den 10. Marts, forlød det imidlertid, at det ikke var Orsini's skyld, men at hans tropper havde forladt ham og var flygtet og kun Alfonso de Ligny havde fulgt sin leder. Dog kunne Renzo Orsini måske med rette anklages for at have undervurderet Roms fjender.

Om eftermiddagen var fjenderne nået til Via della Lungara. En afdeling italienske lejesoldater ledet af Luigi Gonzaga angreb nu Porta di Santo Sprito og bevægede sig derefter ud ad Via della Lungara forbi de store landsteder ejet af Chigi-familien og Riario-familien, da de fik ordre til at stoppe af den officer, som havde overtaget ledelsen efter Karl af Bourbon: Filiberto d'Orange, da han frygtede at de var ved at gå i en fælde. Nu delte hæren sig i 2, den ene fortsatte gennem Porta Settimiana ind i Trastevere, mens den anden under ledelse af Luigi Gonzaga gik mod vest og Gianicolo for derpå at marchere igennem Porta San Pancrazio, som de gennembrød omkring kl. 3-4 om eftermiddagen. Snart efter gennembrød landsknægtene ledet af Corrado di Bemelberg og Corrad Hess Porta Settimiana og derefter var Trastevere snart under fjendens kontrol.

En efter en faldt og indtoges palæer og kirker på vejen: San Pietro in Montorio, San Cosimato, L'Arsenale, San Francesco a Ripa, Santa Cecilia, Palazzo degli Anguillara, Santa Maria in Trastevere. Ligeså Sant'Egidio og Palazzo Velli, hvorefter hæren kunne nærme sig Ponte Sisto. Da fremrykningen imidlertid nu skulle gå hurtigt, var der ikke tid til plyndringer i denne omgang.

I Trastevere boede på denne tid den senere helgeninde Ludovica Albertoni, der nu var 54 år gammel og enke med 3 døtre. Efter mandens død var hun blevet lægsøster, terziaria francescana, ved Kirken San Franceso a Ripa, men nu flygtede hun i al hast mod Ponte Sisto sammen med døtrene Antonina og Silvia og dennes 2 småbørn for at nå frem til Campo de' Fiori og Kardinal Andrea Della Valle's hus, da han var tilhænger af Kejseren og derfor måtte kunne yde dem beskyttelse.

Nu var klokken omkring 4 om eftermiddagen, da Karl V's soldater gjorde holdt foran Ponte Sisto for at forberede sig på det afgørende slag om selve byen. Mindre grupper af bevæbnede romere bevægede sig også frem mod broerne, der var det spinkle forsvar mod flodbølgen af soldater: Ponte Sisto og længere mod syd Ponte Cestio, som forbinder Trastevere med Tiberøen, hvorfra Ponte Fabricio giver adgang til bymidten. Samtidig havde myndighederne ikke opgivet tanken om at kunne forhandle sig til en fred og en delegation bestående af Jacopo Frangipane, Marco Antonio Altieri og Greven af Brandenburg, fulgt af embedsmænd og de kommunale Conservatorer i deres officielle klædning samt 4 trompeterer, 100 ryttere og andre af byens adelsfolk, gik nu ned fra Campidoglio og forbi Marcellus-Teatret med kurs mod Ponte Sisto.

Men den fjendtlige hær mente nu at have sejren - og dermed et rigt bytte - indenfor rækkevidde og afventede ikke delegationens forklaring, før de begyndte at skyde og angribe barrikaden på Broen. Næsten alle delegationsdeltagerne blev dræbt i kampene og de kejserlige soldater havde nu fri adgang til denne del af Rom. En sidste modstand ydede dog en række unge adelsmænd: Simone og Pier Paolo Tebaldi, Ranuccio Farnese, Girolamo Mattei, Giambattista Savelli, Giulio Vallati, Orazio Baglioni og Giampaolo Orsini. Denne sidste efter at have foretaget et dramatisk udfald for at redde sin søster Chiara, der var nonne i et kloster i Trastevere, og med stort besvær havde fået hende og hendes medsøstre, som hun ikke ville forlade, bragt i sikkerhed ved Kirken San Lorenzo in Panisperna.

Mens fjenden efter kl. 17 trængte ind i byen og spredte sig over flere kvarterer med italienske hærafdelinger ved Piazza di Ponte, spanske tropper på Piazza Navona og lutheranske landsknægte på Campo de' Fiori - barrikaderede romerne sig i deres huse og ventede med rædsel på, hvad der nu ville komme. Ved midnatstid brød soldaterdisciplinen sammen og både landsknægte og kejserlige soldater væltede ud i byen, hvor de bankede døre ind, ødelagde vinduer og huse, plyndrede og røvede, tog gidsler for at kunne inddrive større løsesummer, voldtog kvinder og øvede vold mod mændene.

I Via delle Botteghe Oscure stod der dengang en gammel tårnbygning, hvor omkring 60 personer havde barrikaderet sig med skydevåben og en hel del krudt. Uheldigvis blev dette ved et uheld antændt og forårsagede så voldsom en eksplosion, at tårnet faldt sammen og alle døde.

I første omgang lykkedes det de kejserlige officerer at holde igen på plyndringslysten hos deres soldater, men det blev snart for vanskeligt. Nogle huse stod mere eller mindre tomme, fordi ejerne var flygtet, mens andre var fyldt af mennesker til bristepunktet, fordi de regnedes mere sikre, hvis deres ejere havde bedre forbindelser til de fjendtlige hære. Af de tomme kan nævnes den 65-årige Kardinal Antonio Ciocchi Del Monte's rige palæ ved Piazza San Pantaleo i Rione Parione. Det var bygget af Antonio da Sangallo den Yngre og her havde Kardinalen boet siden 1516 sammen med en stab på 200 tjenere. Den 36-årige Innocenzo Cibo, som havde 192 folk i sin tjeneste, boede i et pragtfuldt palæ på Piazza Sant'Apollinare. Niccolò Ridolfi på 26 år havde "kun" 180 tjenestefolk i sit palæ, som også stod ved Piazza Sant'Apollinare. Den nyudnævnte Kardinal Niccolò Gaddi på 37 år havde et fint hus ved Banchi-området i Rione Ponte. I samme kvarter boede den gamle Lorenzo Pucci og hans 190 tjenestfolk i en fint palæ, mens Kardinal Francesco Pisani på 33 havde til huse i det rige og store Palazzo San Marco i Rione Pigna med sin stab på 130 hoveder. Endelig var der Kardinal Alessandro Farnese, som var den rigeste af dem alle og med 306 folk i sin tjeneste boede i sit endnu ikke færdigbyggede palæ i Rione Regola. Alle disse Kardinaler og en del af deres hof befandt sig nu i Castel Sant'Angelo, mens deres palæer stod mere eller mindre tomme.

Også Kardinal Pompeo Colonna's palæ på Piazza Santi Apostoli stod uden sin ejer. Men her havde Grevinden Isabella d'Este fra Mantova bosat sig sammen med flere andre adelige familier. Kardinal Pompeo var fjende af Paven og derfor ikke for tiden i Rom. To andre Kardinaler havde forsøgt at flygte til Civitavecchia, hvorfor deres palæer også var til dels forladte: Scaramuccia Trivulzio, hvis hus lå på Piazza del Paradiso i Rione Parione, og Giandomenico De Cupis, som ejede et palæ ved Piazza Navona.

Ni Kardinaler havde ikke haft held til at flygte eller nå til Castel Sant'Angelo i tide, ma i hvert fald 4 af dem var på Kejserens parti og håbede derfor at blive sparet for røverier og vold. Det var Kardinal Enkevoirt på 63 år, som med 100 tjenestefolk boede i et palæ ved Kirken Santa Maria dell'Anima. Samt den meget rige 40-årige Kardinal Alessandro Cesarini, hvis palæ ved Torre Argentina i Rione Sant'Eustachio husede 275 tjenestefolk. Den 64-årige Kardinal Andrea Della Valle, som lønnede 130 personer og ligeledes havde sit palæ ved Torre Argentina. Og den 52-årige Giovanni Piccolomini som med 180 ansatte boede overfor Kardinal Della Valle.

De få Kardinaler, som ikke var nået i sikkerhed eller kunne håbe på Kejserens beskyttelse var: Agostino Trivulzio. der med 40 tjenstefolk boede i et palæ i Via Sora, i Rione Parione; Domenico Iacobazzi på 83 med sine 80 tjenere boede i Rione Sant'Eustachio; Tommaso De Vio var 58 år gammel og husede i sit palæ ved Kirken Santa Maria in Via Lata 45 tjenestefolk; Benedetto Accolti, Kardinal Pietro Accolti's 30-årige nevø, havde fået sin Kardinal-titel dagen før angrebet. Han var flyttet fornylig og det vides ikke, hvor han boede den 6. Maj 1527. Endelig var der den 90-årige og muligvis meget fattige Ferdinando Ponzetti, hvis adresse heller ikke kendes.

Femten dage varede denne plyndring og blodrus. For de lutheranske landsknægte var de katolske kirker og klostre ikke hellige, tværtimod. Disse bygninger led også stor skade, inventar blev revet ud og måske fjernet, alt af værdig blev stjålet og de hellige relikvier blev omsat til penge eller hånligt bortkastet.

Også de verdslige huse og palæer led stor skade, næsten ingen huse blev skånet. Domenico Massimo's palæ blev angrebet og ødelagt, hans døtre blev voldtaget og derpå dræbt, ligesom hans hustru, mens Prinsen selv undslap med sine sønner og reddede livet hos Isabella d'Este i palæet ved Santi Apostoli. Alle kvinder, som ikke havde haft held til at nå frem til de få sikre palæer, blev voldtaget, mændene blev dræbt - måske første efter at være blivet pint for at oplyse, hvor de havde gemt deres værdier. Huse blev ødelagt, måske stukket i brand og hvis nogle troede, at de havde fundet sig et skjulested og dette blev opdaget - blev alle dræbt. Næsten ingen undgik sin skæbne. Det var så grelt, at der fortælles om unge piger, som kastede sig ud af vinduerne for at undgå voldtægt, og om fædre som dræbte deres døtre for at skåne dem. De menneskelige omkostninger var som nævnt enorme. Der var kunstnere som Baldassarre Peruzzi, der blev tortureret og tvunget til at male et billede af den døde Karl de Bourbon. Og der var massakren på ca. 8000 værgeløse romere.

Et særligt had udviste soldaterne mod munke og nonner, som både måtte udstå tortur, vold og voldtægt. Nonnerne blev endog samlet i bordeller til soldaternes forlystelse. Også kirkerne gik det ud over - selv de kirker, som hørte under hærenhedernes lande: Santa Maria dell'Anima, som var kirke for tyskerne; San Giacomo degli Spagnoli, der var spaniernes kirke, og Klosteret ved Santa Maria del Popolo, hvor Martin Luther havde boet, mens han var i Rom, blev hærget og alle Augustinermunkene dræbt. Ellers gik det især ud over Benediktiner-nonnerne ved Santa Maria in Campo Marzio, samt nonnerne ved San Silvestro, Santa Lucia in Selci og Santa Rufina i Trastevere.

Også de døde helgener og martyrer led skade, når kirkernes hellige relikvier blev fjernet eller ødelagt. Det gjaldt blandt andet Apostlen Andreas' hovede, som forsvandt fra Peterskirken, og Johannes' hovede som ellers fandtes i San Silvestro. Samt Constantin's Kors, som blev røvet fra Peterskirken sammen med det reb, som mentes brugt til Judas' hængning. Det allerhelligste kapel i Rom, Sancta Sanctorum, blev vandaliseret og pavernes grave ødelagt, ligesom Julius II's lig blev afklædt og plyndret.

En stakkels Kardinal, Cristoforo Numalio, blev trukket ud på gaden og lagt i en ligkiste, som soldaterne derpå bar mod Campidoglio, mens de iscensatte en begravelse. Ved Santa Maria in Aracoeli havde de truet med at begrave Kardinalen levende, hvis han ikke betalte løsepenge for sit liv. Skønt han tilbød dem alt, hvad han ejede, var det ikke nok. og de fortsatte rundturen til alle hans bekendte for at få dem til at betale for ham.

En anden Kardinal, Ferdinando Ponzetti som ansås for ikke at have særligt mange midler, prøvede at skjule 20.000 dukater i et hul i sin have, men blev overrasket, fik pengene frataget og blev selv trukket rundt i gaderne i lænker for at statuere et eksempel. Biskoppen af Potenza, der enten ikke ville eller kunne betale, fik halsen skåret over. Biskoppen af Terracina, som heller ikke kunne betale, blev sat til salg på torvet som et dyr.

Også kunsten gik det ud over. Enten blev den ødelagt af soldaterne, eller officerer og andre tilranede sig antikke skulpturer eller kunstværker, som de kunne lade opstille i deres egne hjem (som Markis' en af Mantova, der ønskede at udsmykke sine villa'er Te og Marmirolo) eller forære til deres venner, måske endog sælge. For eksempel forsvandt nogle gobeliner, vævet efter tegning af Rafael, fra Vatikanet. Men også det pavelige arkiv led skade, papirer blev ødelagt eller brændt. At en del af Vatikanets Bibliotek blev reddet, skyldtes kun, at General Filiberto d'Orange have opslået sit hovedkvarter i disse lokaler.

Efter 3 dage beordrede Generalen, at plyndringen skulle ophøre og disciplinen genoprettes. Men det lykkedes ikke i første omgang. Og plyndringerne og terroren fortsatte de næste 8-12 dage. Derefter overgik røverierne til krav om løsepenge, nogle gange ligefrem formaliseret som aftaler nedskrevet og attesterret af notarer. Det blev på denne måde nærmest en pligt, som indbyggerne måtte honorere for at slippe for yderligere pres og for at redde livet.

De første ofre for denne nye "forretningsmetode" var de palæer, der tilhørte de kejservenlige Kardinaler, som ikke var flygtet til Castel Sant'Angelo og som havde ment sig godt beskyttet i deres egne hjem, hvor de ydermere havde huset hundredvis af kvarterets familier. Som de havde håbet, var både de selv, deres "gæster" og deres ejendomme blevet skånet. Men nu viste det sig, at der alligevel var en pris at betale. Palazzo Della Valle, tilhørende Kardinal Andrea Della Valle, blev stormet og overgivet til Fabrizio Maramaldo, som lod notar Nicia lave en liste over de løsepenge, som hver flygtning skulle erlægge. Ialt beløb det sig til adskillige tusinder dukater, hvoraf Della Valle selv skulle ryste op med 7000 dukater for sig og sin tjenerstab. Blandt de øvrige, som have søgt tilflugt her, var jo som tidligere nævnt Ludovica Albertoni og hun måtte nu betale 28 dukater for at slippe fri.

Også Kardinal Alessandro Cesarini havde huset 200 flygtninge i sin ejendom og aftalte nu at betale omkring 35.000 dukater i løsepenge for dem alle. Kardinal Guglielmo Enkevoirt måtte betale 40.000 dukater til en tysk kaptajn, mens Kardinal Giovanni Piccolomini ikke fik indgået nogen aftale med notaren, hvorfor hans palæ blev indtaget og plyndret, mens han selv blev taget til fange og trukket gennem Rom og udsat for soldaternes hån. Selv Kardinal Pompeo Colonna, som jo var en af Kejserens støtter, måtte bøje sig for kravet om at betale løsepenge. Det var i dennes Palæ, at Grevinde af Mantova Isabella d'Este havde søgt tilflugt, og selvom 2 officerer beskyttede hende mod volden, var der ikke noget af stille op mod løsepengekravet. Ialt betalte flygtningene i Palazzo Colonna på Piazza dei Santi Apostoli omkring 60.000 dukater i løsepenge.

Efter at have fået så store summer som muligt ud af de rige Kardinaler og flygtninge, fortsatte "regningerne" mod de mere almindelige romere. Næsten alle måtte de punge ud for at spare deres liv. Det var dog muligt for nogle at redde sig for et mindre beløb end det krævede, da det i visse tilfælde var muligt at "prutte om prisen". Det var dog langt fra alle, som slap heldigt. Kunne man ikke betale, kunne straffen være at blive lænket og ført rundt i byen, samtidig med at blive udsat for vold og terror, mens man ledte efter nogen der forbarmede sig over den ulykkelige og tilbød at betale for vedkommende.

Alle aftaler om betalinger, eventuelt i form af salg af ejendom eller optagelse af lån fra andre, blev nøje noteret og attesteret. Aftalerne kunne have form af en slags løfte, det vil sige at når en gang beløbet var betalt til den eller den kejserlige soldat, ville vedkommende forpligte sig til derefter at beskytte den afkrævede person. Der var dog ingen sikkerhed for, at ikke et andet kompagni soldater kunne finde på at foretage en ny opkrævning med samme løfter, da både landsknægtene og de spanske tropper mente, at de andre fik mere ud af gidslerne end de selv. Denne misundelse endte da også med en brand påsat af landsknægtene, som mente at de spanske soldater havde lukket dem ude fra et stort bytte i en butik. Branden tiltrak andre soldater og snart lå de i indbyrdes kampe sosm endte med 150 døde og endnu flere sårede.

En sidste udvej for de pengeløse var at efterlade et gidsel hos soldaterne, mens de selv drog ud for at rejse pengene. For eksempel skrev Antonio Morelli en kontrakt, hvori han lovede Don Alvaro de Herrera, som var spansk soldat, 44 dukater indenfor 12 dage, hvis han kunne slippe fri og stille sin datter Aurelia som gidsel for indløsningen.

Mange af tidens kunstnere havde opholdt sig i Rom i denne periode og heller ikke de var undtaget for pengekrav og vold. Den 34-årige kobberstikker Marco Dente blev dræbt under urolighederne, hans mester Marcantonio Raimondi fik sit værksted ødelagt og måtte betale alle sine penge for at slippe fri, hvorefter han skyndsomst forlod Rom. Maturino Fiorentino og den 27-årige Polidoro da Caravaggio havde begge forsøgt at flygte fra byen. Maturino blev fanget og døde senere af pest, mens Polidoro fik sig bragt i sikkerhed og flyttede til Napoli. Også Baldassarre Peuzzi blev taget til fange og nær halshugget, men lykkedes at flygte og drog til Siena.

Den 22. Maj var plyndringen i teorien forbi, men besættelsen af Rom og omringelsen af Castel Sant'Angelo, hvor Paven nu sad som fange, fortsatte.

Den 5. Juni indgik Pave Clemens VII en aftale med Kejser Karl V's legat Giambartolomeo Gattinara, hvorved Paven kunne sættes fri mod en løsesum på 400.000 dukater udbetalt i 3 rater - og først når alle disse var faldet. Som garanti blev der udfærdiget en liste over Biskopper, Ærkebisper og nogle af Pavens slægtninge, som måtte blive i Rom som gidsler.

Den 7. Juni forlod den pavelige hær og Renzo di Ceri's tropper Castel Sant'Angelo og bevogtningen af Paven overgik til 200 tyske, spanske og italienske soldater.

I løbet af sommeren blev forholdene i Rom uudholdelige. Der var mangel på fødevarer, og mangel på drikkevand. Den hygiejniske situation var ikke god og derfor opstod alle slags sygdomme. Og nu udbrød der også pest - men besættelsen fortsatte. Det blev derfor besluttet, at den kejserlige hær skulle trække sig ud af byen i de varmeste måneder for at undgå sygdom og decimering. Den 10. Juli flyttede hæren til Umbrien, men efterlod dog en stor styrke i Rom, så for romerne var der ingen forandring, andet end mere varme, mindre fødevarer og flere sygdomme. Marcello Alberini's familie blev for eksempel decimeret af pesten, på få dage døde søstrene Laura, Diana og Livia, samt broderen Orazio, og kort efter også familieoverhovedet Giovan Battista Alberini.

Den 26. Juli sendte Kejeren et brev til Roms indbyggere, hvori han beklagede den ulykke, der havde ramt dem, og lovede at genrejse deres by.

Da det inden den 25. September ikke var lykkedes for Paven af finde penge til udbetaling af den lovede sum, vendte den kejserlige hær tilbage til Rom. Og endnu engang begyndte plyndring, ødelæggelser og grusomheder. Soldaterne inkvarterede sig hos byens familier, som forventedes at sørge for deres underhold, samtidig med at der blev rejst krav om nye løsepenge for de enkelte.

Situationen for de gejstlige gidsler, som Paven havde udpeget, var heller ikke god. De blev dagligt lænket sammen og trukket fra Palazzo della Cancelleria til Campo de' Fiori, hvor de blev udsat for psykisk tortur ved at lade dem være vidne til troppesamlinger ved de galger, som var rejst midt på Pladsen.

Som tiden gik, blev Kejser Karl imidlertid overbevist om det uholdbare i situationen og med Kardinal Pompeo Colonna som mellemmand blev der indgået en aftale, således at de gejstlige gidsler den 29. November kunne flygte og forlade byen uden repressalier.

Den 26. November blev fredsaftalen mellem Clemens VII og Kejser Karl V officielt underskrevet og Paven kunne rejse mod at efterlade 3 Kardinaler som gidsler og overlade Kejseren Ostia og Civitavecchia.

Om natten den 8. December rejste Paven i forklædning bort fra Castel Sant'Angelo, skjult i en bærestol tilhørende Grev Girolamo Morone. Turen gik derpå til Viterbo, hvorfra han fortsatte sine pligter.

Endelig havde man nu nået man til en aftale om Pavens befrielse den 10. December, men først den 17. Februar næste år sluttede mareridtet.

Den 15. December kunne Rom blive overgivet til de pavelige tropper under kommando af Grev Carlo Astalli.

1528

Den 10. Januar drog Paven videre til Orvieto, hvor han slog sig ned for en tid og dagen efter skrev et takkebrev til Karl V, hvori han erklærede sig parat til at støtte Kejseren.

Først den 17. Februar forlod de sidste fjendtlige tropper Rom og byen var atter under Pavens herredømme, selvom denne foreløbig forblev i Viterbo og først den 6. Oktober vendte tilbage til byen og dens nu kun ca. 32.000 indbyggere.

Freden sænkede sig dog ikke over Rom, da de fjendtlige tropper var ved at drage væk. Så snart disse var i mindretal og romerne følte sig ovenpå, angreb de de resterende troppeafdelinger i et rent blodbad, hvor disse blev dræbt som tak for sidst.

Litteratur om Il Sacco di Roma 1527:
Di Pierro, Antonio: Il sacco di Roma : 6 maggio 1527: l'assalto dei lanzichenecchi. 1.edizione Oscar Storia. Milano, Mondadori, 2003. (Oscar Storia).
Rendina, Claudio: I Papi, storia e segreti. Newton Compton editori, 5.ed., 1990.
- side 622-628.
Rendina, Claudio: Roma, giorno per giorno : la cronologia della Città Eterna dalla fondazione, 753 a.C., ad oggi attraverso eventi politici, fenomeni religiosi e sociali, personaggi e manifestazioni, feste e curiosità. 1.ed. Roma, Newton Compton editori, 2008. (Quest'Italia. Collana di storia, arte e folclore, 354).
- side 372-374.
Roberto, Umberto: Roma capta : Il Sacco della Città dai Galli ai Lanzichenecchi. - Roma-Bari : Editori Laterza, 2014. - (Economica Laterza, 697).
- side 227-247.