Nede ved Tiberen står - overfor broen Ponte Fabricio og med facaden mod vest ud til pladsen Piazza Gerusalemme og gaden Lungotevere dei Cenci - den gamle Kirke San Gregorio della Divina Pietà, Den Guddommelige Barmhjertigheds San Gregorio, som også kaldes San Gregorio a Ponte Quattro Capi ("de quattro Capora" eller "ad quattuor capita"), fordi den lille bro overfor også har dette tilnavn på grund af de gamle steler med 4 ansigter i hver sit verdenshjørne, som pryder broens balustrade. Endelig kaldtes Kirken også en tid "San Gregorio de Ponte Iudaeorum", fordi den lå tæt på den jødiske Ghetto, samt "den lille Gregori", "San Gregorietto", i modsætning til den meget større kirke San Gregorio Magno på Celio-højen.

Kirken, som ifølge traditionen skulle stamme fra 600-tallet, bygget på huse, som ejedes af Anici-familien, hvortil Pave Gregor den Store (590-604) hørte, men som først med sikkerhed vides omtalt i kilder fra 1145, står efter vejarbejder i 1934 helt frit i området, med facaden og hovedindgangen mod vest, den sydlige sidemur langs den østlige Tiber-gade Lungotevere dei Pierleoni med ruinerne på Piazza di Monte Savello, og den nordlige sidemur langs sidegaden Via di Monte Savello. Kirkebygningens kantede apsis-afslutning, som blev tilføjet af arkitekten Antonio Munoz i 1930'erne, vender mod øst ud til en lille gyde ved det indhegnede udgravningsområde.

Kirken står netop i et område med talrige ruiner og bygningsrester fra Antikken. Og det er ikke Anici-familiens hus og Pave Gregors fødehjem, som man kan se rester af i krypten under Kirken, men derimod ruiner af det store, nærliggende Marcellus-Teater.

I dokumenterne fra 1145 (en liste fra Kirken Santa Maria Nova) fortælles det, at San Gregorio-Kirken er meget gammel, men byggeåret nævnes ikke. Man mener, at den måske er opført af Gregor VII, som var pave i perioden 1073-1085 og meget begejstret tilhænger af netop Gregor I.

Senere blev San Gregorio sognekirke og denne status fortsatte op til 1727, selvom oprettelsen af den jødiske Ghetto i 1555 stærkt formindskede menigheden. Kirken lå tæt på 2 af Ghetto-portene og der afholdtes her tvangsprædikener for de jødiske beboere.

I 1727 overgav Pave Benedikt XIII Kirken til det religiøse broderskab Congregazione degli Operai della Divina Pietà, som var oprettet i 1679 af præsten Giovanni Stanchi med det formål at hjælpe de pænere borgere, som uforskyldt var havnet i ulykke og fattigdom, dem som man i Danmark kaldte "de værdigt trængende". Denne sammenslutning holdt fra starten til i Kirken San Venanzio dei Camerinesi og senere i Kirken Santa Galla, men flyttede nu til den noget faldefærdige San Gregorio. Derfor blev Kirken fuldstændigt ombygget, hvorefter den blev genindviet i 1729. Men den gamle menighed blev overflyttet til Sant'Angelo in Pescheria.

Hundrede år efter blev San Gregorio della Divina Pietà i 1858 grundigt restaureret under Pave Pius IX. Og en ny renovering fandt senest sted i 1995.

Kirken er viet til San Gregorio, Pave Gregor I, den Store, der som nævnt var født i Anici-familien, som havde ejendomme flere steder i byen, blandt andet her ved floden.

En Rundtur omkring Kirken:

Den smalle facade, som kun består af et enkelt felt mellem brede, flade søjler samt et smalt tilbygget hjørnehus på venstre side, er tegnet af arkitekten Filippo Barigioni og udført i 1727-1729. (Se foto af Alvaro de Alvariis). Den er pudset op i lyst stuk og sidebygningen har ingen vinduer men en række vandrette striber, som illuderer lange sten lagt i lag. Selve kirkefacaden er angrænset af 2 brede, flade søjler med vandrette, let fremspringende og gesimslignende baser og kapitæler, der bærer endnu et lille søjlestykke under en bred fremspringende gesims, hvorover overetagen rejser sig med rammeudsmykning i stuk af både sidesøjler, mellemstykker og de smallere søjler, som flankerer et stort vindue i midten. Dette har en balkon balustrade foran og øverst en vandret overligger under et buet gavlfelt med et englehovede og et kors på toppen. På hver side toppes facaden af vaser med flammer. (Se foto af Alvaro de Alvariis).

Den høje nedre del af facaden består af indgangsportalen under en stor oval stukramme med en fresko af den korsfæstede Kristus. Portalen har en smal og let moduleret stukramme med 2 løsrevne kapitæler, som indrammer en indskriftsplade med teksten "Indulgentia plenaria - quotidiana perpetua - pro vivis et defunctis" ("Fuldt aflad, dagligt og evigt, for levende og døde") og afsluttes af en vandret overligger.

Over denne ses et relief af et udrullet teksbånd med indskriften "Expandi manus meas tota die AD - populum incredulun qui graditur - in via non bona post cogitationes suas - populus qui ad iracundiam provocat - me ante faciam meam semper". (Se foto af Alvaro de Alvariis). Denne tekst, som også er angivet med hebraiske bogstaver, var tidligere malet på facaden, men blev i 1858 opsat på en marmortavle. Den kan tydes som en kritik mod Ghetto'ens jøder, der "stædigt" modsatte sig at konvertere til Kristendommen. Teksten stammer fra Esaias' Bog LXV vers 2-3 og referer til afgudsdyrkelse. Den lyder i Bibelselskabets oversættelse således: "(v2): Dagen lang rakte jeg hænderne ud imod et genstridigt folk, som følger en vej, der ikke er god, efter deres egne planer; (v3): et folk, der ustandseligt krænker mig op i mit åbne ansigt".

Den ovale stukramme ovenover udgøres af en ydre, smal og tynd ramme omkring en indre kraftigere bladkrans , det hele afsluttet foroven af bånd og sløjfer. Fresken er malet af Stefano Parrocel i 1729 og restaureret i 1995.

Kirkens højre - og sydlige - sidemur står en smule under gadens niveau, der fra Pladsen stiger svagt. Her i nr. 9 er der en kælderindgang til Kirken. Muren er pudset op i en mørk okker farve og forsynet med en mængde uregelmæssigt anbragte vinduer af forskellige størrelse og udseende. Nogle kvadratiske, andre ovale og atter andre rektangulære, men alle i brede travertinrammer. Halvvejs henne bliver bygningen lidt bredere, hvilket giver plads til et smalt kapel eller sidealter indenfor. Højden på dette er dog noget mindre end den anden del af bygningen, så på kapellets tage er anbragt 2 svungne støttepiller. Til højre for kapellet fortsætter tilbygningen men i en lavere udgave, hvori der i muren er en indgangsdør med gadenummer 10 samt et par vinduer. Bygningen bagved bliver atter smallere og ender i et mindre kantet apsisrum mod øst. Dette er som nævnt tilføjet i 1934 og har ingen forbindelse med selve kirkerummet.

Bag apsis løber som nævnt en lille gade eller sti afgrænset af hegnet ind til udgravningsområdet og med en trappe med til den lidt lavere liggende gade på Kirkens nordside, Via di Monte Savello.

Den nordlige kirkemur svarer i form og udførelse til den sydlige. Dog er stykket ned mod Piazza Gerusalemme let fremtrukken, hvilket giver plads til en lille sidebygning med 3 fag vinduer i 4 etager. (Se foto af Alvaro de Alvariis). På dennes tag er anbragt den hvidpudsede klokkestabel. En smal opsats i 2 etager. Under det ene af stueetagens vinduer er anbragt en udskåret marmorplade med en sprække i. Det er Kirkens fattigbøsse, som her bærer indskriften "Elemonsina per povere onorate famiglie e vergognose", "Almisse for fattige hæderlige familier, som er kommen i ulykke". (Se foto fra Wikimedia).

Kirkens indre:

Bygningen består af blot ét skib med et langt, smalt indgangsrum, som er lavt og dækket af et tøndehvælvet loft. Det munder ud i et lidt bredere og ikke særligt dybt forrum, hvorefter sidevæggene er skubbet ud, så rummet bliver en anelse bredere med plads til 2 sidealtre. For enden af disse findes presbyteriet, der er omtrent lige så langt og dybt som midterdelen af Kirken, men lige så smalt som forrummet. Det ligger et par trappetrin hævet og ved endevæggen står højalteret. I det krydshvælvede loft, som er udsmykket med stuk bånd på kryds og tværs, stukrammer og relieffer, er der en "Maria's Himmelfart" ("Assunzione di Maria") også kaldet "Gloria della Vergine", udført af Giuseppe Sereni ved restauringen i 1858. (Se foto af Allvaro de Alvariis). I de trekantede hjørnefelter er der malet engle med små skilte, hvorpå der er skrevet sætninger fra Apocalypsen. Også disse er Sereni mester for. De erstatter alle tidligere malerier af Stefano Parrocel. (Se foto af Alvaro de Alvariis).

Ellers fremstår Kirken omtrent med det udseende som Filippo Barigioni gav den ved ombygningen i 1727-1729.

Kirkerummet har nærmest form som et græsk kors. Væggene er opdelt i felter mellem flade søjler, og murede søjler flankerer parvist side- og hovedalter. Søjlerne, som er forsynet med korinthiske kapitæler, samt de andre dekorationer er malet som falsk marmor. (Se foto af Alvaro de Alvariis).

Det højre sidealter er Altare di San Filippo Neri og altertavlen i den brede og modulerede stukramme på væggen et et maleri af Andrea Casali med motivet "San Filippo Neri morituro" ("Den døende San Filippo Neri"). Det kaldes også "Estasi di San Filippo Neri nella chiesa di Santa Maria sopra Minerva" ("San Filippo Neri i ekstase i Kirken Santa Maria sopra Minerva"). (Se foto af Alvaro de Alvariis). Alterbordet er i mangefarvet marmor med en stjerne i midten og adelsvåbenmærkerne for familierne Orsini og Odescalchi. Hertil hørte Pave Benedikt XII, som overgav Kirken til Congregazione della Divina Pietà, og Pave Innocens XI, som i 1679 godkendte broderskabets statutter. I alteret er nedlagt relikvierne af helgenerne Probo og Verecondio. På den højre væg sidder en mindeplade for Grev Giuseppe Origo, som døde i 1833. (Se foto af Alvaro de Alvariis).

Balustraden foran presbyteriet er i marmor af typen bardiglio, samt hvidt marmor. Den afskærmer højalterrummet, som er viet til "La Beata Vergine della Divina Pietà". Og dette Maria-billede har hæderpladsen som altertavle opsat i midten af et stort forgyldt stukrelief med solstråler og flyvende engle, en såkaldt "Gloria di Angeli" udført af Pietro Bracci. (Se foto af Alvaro de Alvariis). Maleriet af Madonna med Barnet er udført af den belgiske maler Gilles Hallet, som på italiensk kaldes Egidio Alet. Det blev bestilt af Don Giuseppe Faraglia, som var sognepræst ved Kirken San Salvatore in Lauro, og skulle opsættes i et andet kapel. Men motivet var åbenbart så vellykket, at kapellanen i Monastero di Tor de' Specchi bestilte en kopi hos maleren for at forære denne til Congregazione della Divina Pietà. Kopien viste sig at være fuldstændig identisk med originalen, som stadig findes i Kirken Santa Maria della Fornaci. Eller gør den nu det? Man diskuterer idag hvilket af malerierne der egentlig er det originale og hvilket der er kopien.

Fresken i lunetten over alteret er malet af Pasquale Marini og forestiller den velsignende Gud Fader omgivet af engle, "L'Eterno benedicente tra gli angeli". Den er udført i forbindelse med restaureringen i 1858. (Se foto af Alvaro de Alvariis).

Det venstre sidealter, Altare di San Gregorio, er viet til Gregor den Store og har som altertavle et maleri af "San Gregorio alla mensa dei poveri", "San Gregorio ved måltidet for de fattige". (Se foto af Alvaro de Alvariis). Det er malet af Stefano Parrocel på bestilling af Kardinal Corsini, som var beskytter af Congregazione della Divina Pietà.

På Kirkerummets indgangsvæg rager den konvekse korbalkon med sin rigtudskårne balustrade, båret af en kerub i forgyldt stuk, ud over midterpartiet med den store bue, hvori hoveddøren er indsat. (Se foto af Alvaro de Alvariis).

Til Kirken hører desuden et sakristi, hvor loftet også oprindeligt var bemalet af Parrocel med en fresko af Helligånden. Maleriet forsvandt desværre under restaureringen i 1858. I rummet findes et gammelt træskab fra 1729, en gave til Kirken fra Pave Benedikt XIII.

I Kirkens krypt er der bygningsrester fra det nærliggende Marcellus-Teater.

Ovenover kirken er der nogle rum tilhørende Congregazione della Divina Pietà: et kapel og et møderum med et maleri af Madonna med Barnet og en helgen, malet på marmor.

Litteratur om San Gregorio della Divina Pietà:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 19.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione XI S.Angelo / a cura di Carlo Pietrangeli. - 4. edizione riveduta e ampliata, 1984. ------- side 14-16.
Hülsen, Christian: Le Chiese di Roma nel Medio Evo / di Christian Hülsen. Firenze, Olschki, 1927. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 259: S. Gregorii de Ponte Iudeorum.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 28 (før de nyeste fund).
Rendina, Claudio: Le chiese di Roma. Roma, Newton Compton editori, 2007. (Tradizioni italiane, 62)
- side 159.
Roma Sacra : guida alle chiese della città eterna. 14. itinerario - . Elio de Rosa editore, 1998.
- side 55-57.
060608.it: San Gregorio a Ponte Quattro Capi.
Info.roma: San Gregorio della Divina Pietà.
Alvaro de Alvariis' photostream på Flickr: San Gregorietto della Divina Pietà.
Churches of Rome, Wiki: San Gregorio a Ponte Quattro Capi.
Romeartlover.it: S. Gregorio a Ponte Quattro Capi.
Wikimedia: fotos af kirken.
Wikipedia (engelsk tekst): San Gregorio della Divina Pietà.
Wikipedia (italiensk tekst): Chiesa di San Gregorio della Divina Pietà.
Bibelen online: http://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline - vælg: Det gamle Testamente - Esajas' Bog - Kapitel 65.