ANNAS ROM GUIDE
Strozzi-familien

Strozzi-familien var en bankier-familie fra Firenze, der i 1482 havde åbnet en afdeling af bank-firmaet i Rom, hvor efterhånden flere og flere florentinere slog sig ned i begyndelsen af det 16.århundrede under Medici-Paverne Leo X (1513-1521) og Clemens VII (1523-1524). På denne tid var der i Rom omkring 30 banker ejet af florentinske familier, blandt andre familierne Gaddi, Capponi, Alamanni, Strozzi og Altoviti.

Disse familier udgjorde en hel lille toskansk koloni i Rom, især bosat i Rione Ponte, hvor de for enden af Via Giulia rejste deres egen kirke: San Giovanni dei Fiorentini, og hvor de havde deres bankier- og vekselerboder og butikker. De blev efterhånden en integreret del af det romerske liv og da Leo XI skulle indsættes som Pave i 1605 bekostede de en "triumf-bue" i deres kvarter, hvor Paven skulle passere på sin vej til Vatikanet.

Strozzi-familiens våben har gylden bund med en bred rød tværstribe, hvori der er 3 nymåner i sølv.

Af Strozzi-familiens medlemmer kender vi:

Pietro di Filippo Strozzi, bankier fra Firenze, antagelig søn af nedennævnte Filippo Strozzi. Pietro slog sig ned i Rom, hvor han i 1530 købte det man idag kalder Palazzo Niccolini(eller Palazzo Gaddi / Palazzo Amici), som stadig står i Via del Banco di Santo Spirito nr. 42.

Pietro Strozzi, som i 1605 arrangerede "triumf-buen" for Pave Leo XI.

Isabella Strozzi, datter af Ludovico Strozzi fra Firenze, hvor også Isabella var født. Hun giftede sig i Rom med Don Giovan Giorgio Costaguti. Isabella døde i Rom den 8.11. 1683.

Leone di Roberto Strozzi, som i slutningen af det 17. eller begyndelsen af det 18.århundrede køber Villa FrangipaneViminal (omkring nutidens Piazza Beniamino Gigli) af Frangipane-familien.

Monsignor Leone Strozzi, måske den samme person som er nævnt ovenfor, ejede indtil sin død i 1722 i Villa Strozzi (tidligere Villa Frangipane). Han var en meget dannet og lærd prælat og havde en overordentlig fin samling af antikke medaljer, som i 1746 blev hjemsøgt af tyve, men senere overgik til Museo Kircheriano.

FAMILIENS HISTORIE INDEN DEN ETABLEREDE SIG I ROM:

Allerede før 1400-tallet var Strozzi-familien en af Firenze's store familier, og i 1434 blev den forvist fra Firenze på grund af sin modstand mod Medici-familien.

Palla Strozzi, der tidligere var Cosimo de' Medici's kompagnon men nu gik imod ham, var den første der blev fordrevet ved Cosimo's hjemkomst i 1434.

Palla's mindre kendte fætter Matteo di Simone degli Strozzi blev også i 1434 forvist til Napoli, hvor han døde. Han efterlod sig enken Alessandra Strozzi og børnene Filippo, Lorenzo, Caterina som i 1447 blev forlovet med Marco Parenti, Lessandra og Matteo (di Matteo).

Palla's andre fætre: Niccolò, Filippo og Iacopo Strozzi.

I 1466 vendte Alessandra's søn bankieren Filippo Strozzi (1428-1491) tilbage til familie-byen med en større formue, han havde tjent i Napoli. Han ønskede da at vise sine bysbørn, hvor magtfuld han og hans familie nu var blevet og opkøbte i løbet af en række år alle ejendommene i nærheden af hans eget hus. De opkøbte ejendomme blev nedrevet og da han endelig var tilfreds med grundens størrelse, lod han herpå opføre det største palæ i Firenze, Palazzo Strozzi. Projektet var så storslået, at det slugte næste alle familiens penge efter hans død. I Kirken Santa Maria Novella i Firenze findes Strozzi-familiens kapel "Cappella di Filippo Strozzi" dekoreret med fresker af Filippino Lippi. Da Filippo Strozzi var vendt definitivt tilbage til Firenze, åbnede han en filial af sin bank der og siden åbnede han i 1482 også en filial i Rom.


Litteratur om Strozzi-familien:
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- . Rione XVIII; del 1:
- side 126.
Le Guide Peugeot: Firenze e la Toscana. Mondadori, 1996.
- side 105.
Philips, Mark: The memoir of Marco Parenti: a life in Medici Florence. Heinemann, 1990.
Roma del Rinascimento. A cura di Antonio Pinelli. Editori Laterza, 2001.
- side 8, 147, 185
Læs også om Strozzi-familien på Nettet på: Genealogie delle Dinastie Italiane.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Ordliste
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet før d. 11.2.2006 og sidst opdateret d. 16.6.2022