|
|
|
Ospedale dei Fiorentini - nu forsvunden bygning ved Largo dei Fiorentini - Se ved nr. 78 på Kort over den vestlige del af Campo de' Fiori-Turen
|
|
Til højre for Kirken San Giovanni dei Fiorentini står idag - mellem Piazza dell'Oro og langs Via Acciaioli til Pladsen foran broen Ponte Principe Amedeo D'Aosta - en smal moderne bygning, der er hjemsted for Kirkens lægbroderskab, Arciconfraternita della Pietà. Ejendommen er tegnet af arkitekten Bruno Maria Apollonj og opført 1939 på det sted, hvor der kort før - i 1937 - var blev nedrevet en meget større - og gammel bygning - som husede det såkaldte Ospedale dei Fiorentini. I begyndelsen af året 1607 startede denne institution, der som formål havde at give husly og hjælp til fattige, gamle og syge tilflyttere fra Firenze, i nogle mindre huse, der dengang stod ved siden af Kirken, som siden 1519 var under opførelse på nabogrunden. På de mindre huse opførtes fra 1607 en ny og større bygning, som var i funktion i over 200 år, inden den i 1841 fik andet indhold. Det store hus, som havde ikke færre end 4 etager, menes tegnet af arkitekten Carlo Maderno eller af Carlo Rainaldi. (Se gengivelse af kobberstik hos Alvaro de Alvariis på Flickr). Facaden lå ud mod Via della Mola dei Fiorentini, der dengang var meget længere end det lille amputerede stykke, som stadig findes nord for Via Acciaioli og frem til Lungotevere dei Fiorentini. På Nolli's kort fra 1748 ses denne gade som en fortsættelse af Via Giulia og ned mod floden. Her kan man også se, hvorledes bygningen nord for Kirken har haft indgang fra førnævnte gade ind til en lille indre gård. Mens husets lange facade fortsætter næsten helt ned til flodbredden. Hernede lå en af de såkaldte "mole" (i ental: "mola"), som var flydende vandmøller. De fandtes overalt langs Tiberens bredder og den, der var forankret her, kaldtes netop Mola dei Fiorentini, fordi området i den grad var overtaget af de florentinske tilflyttere. Hovedindgangen til Ospedale dei Fiorentini bestod af en høj, rektangulær portal under et kerub-hovede mellem 2 guirlander (se foto fra Roma Sparita). Døren var flankeret af flade søjler med joniske kapitæler og ovenover var der en balkon med et stort vindue under et buet gavlfelt med et relief i stuk af Johannes Døberen (San Giovanni Battista, til hvem Kirken og Hospitalet var viet) og indskriften "Hospitale Nationis Florentinae". På sidemuren, der vendte mod Tiberen, opsattes buster af Hospitalets sponsorer. Det var blandt andet kvarterets rige florentinske familier med navne som Coppola, Cepparelli, Cambi, Guidi og Fabbroni. Desværre gik både takkeindskrifter og buster tilsyneladende tabt, da bygningen blev revet ned, men 3 marmorportrætter blev dog i 1967 fundet i Kirkens kældre og de kan idag ses i Museo d'arte sacra di San Giovanni de' Fiorentini, der er indrettet i kirkebygningens loftsetage. Det drejer sig om busterne af den florentinske kirurg Antonio Coppola (som ifølge Lægbroderskabets arkiv donerede 100 scudi til Hospitalet, samt indsatte dette som arving til endnu større beløb), Antonio Cepparelli og Pietro Cambi. I bygningerne ved siden af selve Hospitalet var der på et tidspunkt indrettet køkken og her havde San Filippo Neri, der var leder af Hospitalet, som en øvelse i ydmyghed beordret den senere Kardinal Baronio til at gøre tjeneste. Det var vist ikke lige Cesare Baronio's ønsketjans, for han indridsede på kaminen i køkkenet ordene "Caesar Baronius coquus perpetuus" ("Cesare Baronio, kok i al evighed"). I den nu forsvundne bygning fandtes også lokaler, som benyttedes af de såkaldte "Oratoriani", San Filippo Neri's følgere, samt et tilknyttet kapel. Hospitalet må have været udmærket ekviperet og med kompetent personale, for det var her, man for første gang i Rom forsøgte sig med at kurere malaria med udtræk af kinin. Det nævnes også, at af de 40 hospitaler, som eksisterede i Rom i slutningen af 1600-tallet, var Ospedale dei Fiorentini det mest effektive og bedst styrede, samt kendt for sin empatiske og kompetente sygepleje. Også lægerne var blandt de dygtigste og den apoteker, som fik til opgave at styre Hospitalets apotek og stå for tilvirkningen af den medicin, der skulle bruges, blev valgt blandt de ypperste kandidater. I Institutionens første år var der kun tænkt på mandlige patienter, men i 1644 udvidede Confraternita della Pietà tilbudet til også at dække florentinske kvinder, hustruer og slægtninge til Broderskabets medlemmer (der jo altså kun kunne være mænd). Til at dække denne nye patientgruppe indrettedes nye lokaler. I den urolige tid i slutningen af 1700-tallet lukkede Hospitalet, men det blev genåbnet i 1815. Den endelige lukning skete dog i 1841, da antallet af florentinere i Rom var så beskedent, at det blev for dyrt for Lægbroderskabet at holde Hospitalet kørende samtidig med at Kirken havde brug for midler til en nødvendig restaurering.
Litteratur om Ospedale dei Fiorentini: |