Kirken Santa Maria de Curte, også kaldet Santa Maria de Curtis eller Santa Maria de Curte in Campitello, ligger netop i kvarteret Rione Campitelli - med apsis ud mod Via della Tribuna di Tor de' Specchi og med indgang inde fra Klosteret for Le Oblate di Santa Francesca Romana a Tor de' Specchi. Ja, faktisk er Kirken siden 1594 ikke åben for almindelige kirkegængere, men fungerer kun som Klosterkirke.

Kirken nævnes i dokumenter allerede i midten af 1300-tallet som beliggende i nærheden af Capitolhøjens skråning mellem flere andre kirker, der alle lå ved datidens Via di Tor de' Specchi. Denne gade løb mellem Pladsen foran Kirken Santa Maria in Aracoeli og mod sydvest til Piazza Montanara, som idag er forsvundet ligesom hele den bebyggelse, der indtil 1920erne lå mellem Klosterets facade og højens skråning. Alt dette blev ofret for at skabe den brede gennemkørselsgade Via del Mare, nutidens Via del Teatro di Marcello.

Kirkens tilnavn "de Curte" forklares på forskellige måder. Det er muligt, at navnet skyldes Kirkens beliggenhed i nærheden af dompladsen Curia eller Corte, hvor Kommunens skriver, "Cancellarius capitolinus" holdt til. 1600-tals historikeren Giovanni Antonio Bruzio mente, at denne Kirke netop var de kommunale embedsmænds kirke.

Som ovenfor nævnt møder vi Kirken i dokumenter fra 1300-tallet. I Kirkekataloget fra Torino fra ca. 1320 nævnes det, at "Ecclesia sancte Marie in Curte habet sacerdotem et clericum": at Kirken havde præster og klerke. I 1437 fortælles det, at den senere helgeninde, Santa Francesca Romana, men på dette tidspunkt den gifte kone Francesca Bussa de' Leoni, som gave modtog 2 små huse med tilhørende have, som lå i nærheden af Santa Maria de Curte ved en gade, som tidligere kaldtes Via Torre dell'Oca. Da havde Francesca allerede 4 år tidligere sammen med den lille nonnegruppe, som hun havde dannet, lejet sig ind i en mindre ejendom, der lå ud mod nutidens Via Montanara.

Mellem de 2 bebyggelser løb en lille gyde - fra Via Tor de' Specchi til Piazza Capizucchi. På venstre side lå Francescas hus, på højre side ved de senere erhvervede huse var der køkkenhaver og haveanlæg. Og lidt nordøst herfor stod Santa Maria de Curte.

Det er først fra Bufalini's Rom-kort i 1551, at vi får en idé om, hvorledes Kirken har set ud. Men mon ikke den har haft det samme udseende også i 1400-tallet - i hvert fald den samme orientering. For den var den stik modsatte af nutidens. Kirken havde indgang med en smal porticus fra nordvest - altså der, hvor den idag har apsis. Og den havde apis mod sydøst, der hvor der idag fra Klosterbygningen er indgang til helligdommen.

Af Bufalini's kort kan vi også se, at Kirken havde 3 skibe, som var adskilte af 2 søjlerækker. Efter antallet af søjler at dømme - Bufalini angiver 2 i hver side - var det ikke nogen særlig stor Kirke. Idag er den imidlertid ikke helt lille og antallet af søjler i hver side er mindst 4. Men oprindeligt var den altså en del mindre. Lombardi (se litt.note forneden) mener, at det er Santa Maria de Curte, som man kan se på Antonio Tempesta's kort fra 1593, hvor der er vist en enkel facade med et stort rundt vindue over indgangsportalen, som muligvis er flankeret af et par søjler. Til højre står et mindre kirketårn, tilsyneladende på det sted, hvor der senere blev bygget et større sakristi. Idag har Kirken intet klokketårn, derimod er der opsat en lille klokkestabel på taget og et ur på muren til en af de mod nordøst liggende bygninger, som idag huser Teatro della Cometa (Via del Teatro di Marcello nr.4).

I denne tidlige Kirke dyrkede man en særlig helgen ved navn San Pigmenio, en romersk martyr, hvis liv var afbilledet på en række fresker på væggene i apsisrummet.

Den ovenfornævnte forbindelse melle Kirken og de kommunale embedsmænd er måske grunden til at der i 1573 fejredes et celebert bryllup i Santa Maria de Curte. Den senere Pave Sixtus V's nevø Francesco Peretti blev her viet til Vittoria Accoramboni, som var ud af en gammel sagførerfamilie. Kirken var på dette tidspunkt stadig sognekirke og søgt af områdets beboere. Men med tiden begyndte forfaldet. Husene omkring Kirken var allerede små og fattige og sognebørnene åbenbart uden midler. Flere og flere flyttede deres kirkegang til den gamle Santa Maria in Campitelli-kirke, som kvarterets fornemmere familier frekventerede.

Santa Maria de Curte var efterhånden omgivet af småhuse tilhørende Monastrero di Tor de' Specchi. Bygningen var forfalden og nonnerne frygtede, at den skulle styrte sammen over deres huse, desuden følte de sig generet af de fremmede mennesker, der færdedes i og ved Kirken, hvorfra man kunne kigge ind i Klostergården. Da Kirken heller ikke længere var sognekirke, ansøgte de Pave Clemens VIII om at få lov til at overtage bygningen mod at reparere og ombygge den samt at ændre dens orientering, så der ikke længere var adgang fra gaden - og dermed for de tidligere sognebørn.

Den 2. Maj 1594 fik nonnerne den ønskede tilladelse, hvorefter de murede døren til gaden til og planlagde ombygningen. Den 24. Juli 1596 fik nonnerne den næste tilladelse, nemlig fra de vej- og gadeansvarlige i Rom, "i Maestri delle Strade", som på betingelse af at gaden bagved Kirken blev udvidet, samt at et Maria-billede på muren blev flyttet, gav grønt lys for nedrivning og genopbygning.

I Oktober 1596 påbegyndtes arbejdet og det første, der skete, var at portico'en med indgangen ud til Via della Tribuna di Tor de' Specchi blev revet ned sammen med apsisrummet, der vendte ind mod Klosteret. Det er ikke helt til at påvise, om selve kirkerummet blev helt nybygget eller blot kraftigt restaureret, men grundplanen afspejler 1400-tallet, så der er muligt, at man har kunnet klare sig med at genbruge fundamenter samt dele af mure - og naturligvis søjledele, -kapitæler og -baser.

Men det var ikke kun Kirkens orientering samt tilgængelighed, der blev ændret. Man byggede også til i højden. Det gamle kirkerum - eller i hvert de nedre dele af det - blev nu til en - ret lavloftet - ny Kirke, som bevarede navnet Santa Maria de Curte og mere minder om et krypt-kapel end om en lys kirke.

Ovenpå blev så bygget nonnernes kapel kaldet Coro della Santissima Annunziata. Med samme grundplan som den nedre kirke men med en rigere udsmykning, forgyldt kassetteloft, et prægtigt apsismaleri, og alter med marmorsøjler og forgyldte stukornamenter, samt udskårne korstole i nøddetræ til nonnerne.

Byggeriet varede i 2 år og i Jubelåret 1600 kunne den nye Kirke indvies den 29. September, på festdagen for San Michele Arcangelo.

Herefter gik der nogle år, inden der skete nyt i Kirken. I 1662 blev den nedre kirke udsmykket med stuk og forgyldninger, blandt andet 2 basrelieffer i apsisbuen forestillende Præsentationen i Templet (til venstre) og Jomfru Maria (til højre). For disse arbejder betalte Suor Maria Giacinta Cesi 860 scudi til arkitekten Carlo Rainaldi og til Giovanni Albini.

Herefter gik der atter nogle år, inden bygningerne fik en ny omgang. I 1749 fik korsalen sin freskobemaling. Årsagen var Pave Benedikst XIV's besøg i Kirken, hvor han fra 1746 og til Jubelåret 1750 holdt en årlig messe. Abbedissen Anna Maria Amadei lod så Lorenzo Gramiccia forsyne apsis med et maleri af San Michele Arcangelo og Gud Fader. I felterne mellem vinduesbuerne og mellem vinduerne blev der malet engle af Sebastiano Ceccarini.

I årene 1755-1758 anbragte man over en dør til et rum, der betegndes "lavamano", håndvasken, et Maria-billede, som man havde fjernet fra et hus kaldet "della Consolazione". Måske en bygning tilhørende denne organisation, der blev revet ned, da pladsen foran Klosterindgangen i Via Tor de' Specchi (nutidens Via del Teatro di Marcello) blev udvidet. Billedet blev beskyttet af lærred og forstærket med gips, inden det blev løsnet fra husmuren og bragt til Kirken. Man kendte ikke billedets videre skæbne, men efter den nye restaurering formoder man, at der kan være tale om et billede af Madonna med Barnet, som sidder over en dør, der i Klosteret fører ind til rummene foran kirkeindgangen. Et af disse rum kan tidligere have været den omtalte "lavamano".

I 1777 var Suor Maria Virginia Spada abbedisse og hun sørgede blandt andet for, at guldet på stukdekorationerne blev opfrisket og væggene malet.

I 1880 gennemgik Kirken en gennemgribende og måske lidt hårdhændet restaurering, som mindes i en indskrift på Kirkens indgangsvæg. De nye vægfarver gav her Kirken et meget anderledes og mørkere udseende. De er senere fjernet ved de nyeste restaureringer.

EN KORT GENNEMGANG AF KIRKERUMMENE IDAG:

UDEFRA: ses det ikke umiddelbart, at der er tale om en fleretagers bygning, da kirker jo som regel er høje huse og der ofte sidder vinduer i den øvre del over eventuelle sideskibe eller søjlerækker. Når man imidlertid ved, at der bag de høje mure findes flere etager, kan det godt skelnes udefra, da Kirkens arkitekt har valgt at markere etagerne på ydermurene ved vandrette bånd, der adskiller den nedre, lave Santa Maria de Curte fra den ovenpåliggende og meget højere Coro della Santissima Annunziata.

Selve kirkerumsbygningen har yderligere en eller 2 etager bygget ovenpå, mens apsisrundingen blot er i de ovenfornævnte 2 etager. Murene i grå teglsten er både på den korte sidemur, som kan ses fra Via della Tribuna di Tor de' Specchi, og på apsisrundingen yderligere opdelt i felter med brede flade rammer. På den høje mur ses 2 felter med tilgitrede vinduer forneden, mens der over etagebåndet sidder 2 høje "blinde" felter. På højde med apsiskuplen er der endnu et etageadskillelsesbånd, hvorover der nederst sidder 2 høje vinduer i 2 høje felter. I det til højre sidder desuden foroven et enkelt lille vindue mere. Over apsisbygningen sidder der helt oppe under den trekantede gavl et højt vindue flankeret af 2 små, kvadratiske i smukke modulerede travertinrammer. Apsisrundingens mure er på hver af de 2 etager opdelt i 3 brede felter. I hvert af de nederste er der højt oppe et tilgitret vindue. Firkantet i hver side og ovalt i midten. På den øvre etage er der kun et mindre vindue øverst i hver side. De er i firkantede rammer udadtil, men ovale i det indre.

Til højre for Kirkens apsis kan man se en lille del af "Det Gamle Sakristi" (nr. 10 på planen ovenfor) fra 1400-tallet, som nonnerne i 1657 fandt alt for lille og trangt og derfor lod erstatte med en ny kvadratisk bygning (nr. 9 på planen ovenfor). Den kvadratiske tilbygning opstod, fordi det gamle sakristi, som lå bag Kirkens apsis, var blevet for lille. Nonnerne foreslog derfor, at man rev nogle småhuse i Vicolo di Santa Maria in Campitelli (nutidens Via Capizucchi) ned for at bygge større. Den gamle bygning blev dog ikke revet helt ned, men forstærket med støttemure. Man kan stadig se en lille del af denne 1400-tals bygning til højre for Kirkens apsis, hvor en buet dør og et firedelt vindue i travertin sladrer om dateringen.

Det lave rum er opdelt i 3 dele af sekskantede søjler, som er bemalet i gråt og hvidt, som var de af stribet marmor. De bærer travertinkapitæler med komposit mønster af snirkler og akanthusblade, som støtter det krydshvælvede loft med mellembånd i lyse farver på en blå bund bestrøet med guldstjerner. Midterskibet er meget bredt, medens sideskibene er ganske smalle. Sidevæggene er opdelt af flade søjler i samme stil som de fristående og rummet har næsten ingen dekoration. Det lyse indre skyldes en nylig restaurering, der fjernede den meget mørke bemaling, som hele rummet havde fået i 1800-tallet.

Den halvcirkelformede apsis er oplyst af de 3 små vinduer, firkantede i siderne, et ovalt i midten, som også kan ses udefra. Apsisrummet er det eneste i Kirken, som har fået en rigere dekoration end resten af rummet. På sidevæggene sidder basrelieffer i stuk med rige forgyldninger forestillende Fremstillingen i Templet og Jomfru Maria i Templet. De er malet i 1662. På endevæggen sidder en forgyldt stukramme 2 sæt englepar. Øverst et par englebørn og i midten 2 voksne engle, der bærer endnu en stor forgyldt ramme, der rummer en mindre guldramme med et billede af Maria med Barnet. Det stammer fra 1600-tallet. Apsiskuplen er opdelt i felter med forgyldte stukrammer. Allerede før 1662 havde Suor Maria Giacinta Cesi betalt Carlo Rainaldi 860 scudi for at sørge for de mange forgyldte stukdekorationer udført af Giovanni Albini.

På Kirkens indgangsvæg, der altså vender ud mod Klosteret, sidder et gammelt vandfad, hvori der på Santa Francesca Romana's festdag blandes en særlig mirakuløs salve efter helgenindens opskrift. Over døren ses en indskrifr, der minder om en restaurering i 1880: "Restituita ornata Anno Domini MDCCCLXXX" : "Renoveret (og) udsmykket i Det Herrens År 1880".

Det var i dette kirkerum, at nonnerne afholdt begravelser. Ved disse lejligheder dækkede de væggene med nogle helt specielle og meget kostbare vægtæpper, som var udført midt i 1700-tallet og flettet af strå. Denne skik måtte dog senere ophøre, da både tæpper og vægge blev ødelagt af den fugt, der dannedes imellem dem.

DEN ØVRE KIRKE = CORO DELLA SANTISSIMA ANNUNZIATA:

På etagen over Santa Maria de Curte findes så nonnernes helt private bedested, kaldet Coro della Santissima Annunziata. Her sidder nonnerne i bøn på de smukke, udskårne nøddetræskorstole langs væggen, under det rigt udskårne og forgyldte kassetteloft i kastanietræ, som stod færdigt i 1599. Mester for stolene var tømreren Ambrogio Bonadini og hans hjælpere Giovanni Angeloni, Agostino og Gismondo, som fik betaling herfor i 1601, mens det var Bonadini og Angeloni, samt Bartolomeo Cecconi, der stod for loftet. De lavede forøvrigt et par år efter lofterne i de 2 kapeller på Celio-højen: Oratorio di Santa Barbara og Oratorio di Sant'Andrea. Midt i det rigt udsmykkede loft ses et relief af Santa Francesca og en engel.

Gulvet er sat med mangefarvede marmorplader i store mønstre med forskellige snirkler og buer.

Kapellet er ét helt rum og har ingen opdeling som Kirken nedenfor. Væggene er dækket af de nævnte korstole med deres meget høje ryglæn, som danner et panel på den nederste del, mens den øverste er dækket af rød- og guldmønstrede stoftapeter fra 1700-tallet. Apsisrundingen er afgrænset med en lav marmorbalustrade og rummet bagved er hævet et par trin over gulvet foran.

En triumfbue indrammer apsis. Den nedre del består af smalle, flade felter med marmormosaikker i forskellige former og farver. Disse felter fortsætter på hver side af apsiskuplen helt til loftet, men er her flankeret af malerier af engle. Disse englemalerier går igen imellem vinduerne. De er alle malet af Sebastiano Ceccarini omkring 1749, så de kunne være klar til Jubelåret 1750.

Apsiskuplen fik først det store freskomaleri i 1749. I forbindelse med Pave Benedikt XIV's årlige besøg i Kirken lod Abbedissen Anna Maria Amadei kapellet udsmykke. I kuplen malede Lorenzo Gramiccia Ærkeenglen Michael (San Michele Arcangelo) og Gud Fader.

Apsisrundingen har til hver side et stort, aflangt maleri i guldramme under brede ovale vinduesrammer, der spreder lyset, som lukkes ind gennem de på firkantede ruder i ydermurene. Malerierne viser De Hellige Tre Konger ("L'Adorazione dei Magi") og Hyrdernes tilbedelse ("L'Adorazione dei Pastori"). De er begge udført i 1600-tallet.

Altertavlen mellem de tykke søjler af gult marmor er et maleri af Alessandro Allori forestillende "L'Annunciazione": "Mariae Bebudelse".

Døren ind til kapellet og også udført i kastanietræ med udskæringer af Silvestro Corallini i 1603. Billederne forestiller Santa Francesca Romana, San Benedetto, San Paolo og Santa Maria Maddalena, samt 2 engle. Dørkarmen er i sort marmor med hvide årer. Forrummet til kapellet er udsmykket med malerier i 1700-tallet. På en af væggene er Santa Francesca's gravsten opmuret.

SAKRISTI:

Til venstre for Kapellet ligger "Det Nye Sakristi" (nr. 9 på planen ovenfor), som nonnerne fik bygget efter tegning af Giovanni Antonio de Rossi i 1657-1658. Her er en stor, lys sal med pavillonloft og lunetter over vinduerne. Væggene under vinduerne er beklædt med nøddetræsskabe med profilerede låger fra 1657-1659 og på endevæggen findes et alter med et stort krucifiks. Et tilsvarende rum ligger i stueetagen og herfra er der adgang til den nedre Kirke: Santa Maria de Curte.

Den kvadratiske tilbygning opstod, fordi det gamle sakristi (nr. 10 på planen ovenfor), som lå bag Kirkens apsis, var blevet for lille. Nonnerne foreslog derfor, at man rev nogle småhuse i Vicolo di Santa Maria in Campitelli (nutidens Via Capizucchi) ned for at bygge større. Den gamle bygning blev dog ikke helt revet ned, men forstærket med støttemure. Man kan stadig se en lille del af denne 1400-tals bygning til højre for Kirkens apsis, hvor en buet dør og et firedelt vindue i travertin sladrer om dateringen. Den nye bygning blev opført mellem de tilstedeværende huse og staldbygninger, som ejedes af Capizucchi-familien, og Klosterets ny fløj mod Via Capizucchi.

Litteratur om Santa Maria de Curte:
Armellini. Mariano: Le Chiese di Roma dal secolo IV al XIX / di Mariano Armellini. Pubblicato dalla Tipografia Vaticana, 1891. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 555.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione X Campitelli - Parte Prima. - Nuova edizione aggiornata / di Carlo Pietrangeli. - 1992. ------- side 42, 50.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21.
Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998.
- side 266-267.
Marchetti, Patrizia: La casa delle Oblate di Santa Francesca Romana a Tor de' Specchi. Viterbo, BetaGamma editrice, 1996.
- side 13-25.
Info.roma: Coro della Santissima Annunziata.
Info.roma: Santissima Annunziata già Santa Marie de Curtis.
Tor de' Specchi - Monastero delle Oblate di S. Francesca Romana: Le cappelle.