San Giorgio in Velabro - cop.Leif Larsson

I kvarteret Rione Ripa blev der ifølge bogen Liber Pontificalis (der blev nedskrevet i 900-tallet) af Pave Leo II (682-683) grundlagt en kirke, som Paven viede til San Sebastiano. Der er tale om den Kirke, som vi idag kender som San Giorgio in Velabro og som står midt i Via del Velabro, ved den lille plads Piazza di San Giorgio in Velabro. I Liber Pontificalis nævnes også, at Kirken i begyndelsen var et Diakoni, hvorfra der uddeltes levnedsmidler til de fattige, på samme måde som den nærliggende Kirke Santa Maria in Cosmedin begyndte som Diakoni.

I 741-752 lod den græskfødte Pave Zacharias denne Kirke vie til soldatermartyren San Giorgio, der var død i år 303 under Kejser Diocletian's kristenforfølgelser og hvis hovede Paven havde ladet bringe til Rom fra Kappadokien. San Giorgio var skytshelgen for de byzantiske hærtropper, som var udstationeret i Rom og boede i en kaserne i nærheden. Kvarteret omkring Piazza della Bocca della Verità var fra endnu ældre tid per tradition søgt af tilflyttede grækere, som nu udgjorde en stor og aktiv menighed, der bestod både af handlende fra det nærliggende kvægmarked Forum Boarium og af de byzantinske embedsmænd, der boede på Palatinhøjen ovenfor Kirken.

Mens Pave Leo III regerede i 795-816 modtog Kirken forskelligt religiøst udstyr og en sølvkrone.

I midten af 800-tallet blev det nødvendigt at reparere på kirkebygningen og Pave Gregor IV (827-844) lod udføre en større renovering af buegangen foran, samt af apsis og sakristi. Fra denne tid samt i det følgende århundrede er bevaret 3 indskrifter, som antyder, at det var græsk-byzantinske munke, der sørgede for gudstjenesten i Kirken, som også lader til at have været et yndet sted at blive begravet. To af indskrifterne er gravtaler og omhandler en Ærkepræst Giovanni, som døde på Pave Gregor VIII's tid (872-882).

I begyndelsen af 1200-tallet måtte Kirken igen renoveres, som man kan læse af en mindeindskrift på en frise over søjlegangen.

I 1295 blev Kardinal Jacopo Caetani Stefaneschi udnævnt til Titel-Diakon, hvorefter han bekostede en freskoudsmykning af Kirkens apsis.

Før Martin V blev Pave i 1417 (>1431), var han udnævnt til Kirkens Titel-Kardinal.

I 1500-tallet betjentes San Giorgio in Velabro af 6 kannikker og blev på et tidspunkt overgivet til et af Roms håndværkslaug. En overgang var det Korsanger-Lauget, som dog opgav Kirken, der da plagedes voldsomt af fugt. Området Velabro var fra gammel tid meget fugtigt og sumpet, dels tilflød der vand fra kilder på de omkringliggende høje, dels oversvømmede Tiberen regelmæssigt det lavtliggende kvarter og trods anlægget af dræningskanalen Cloaca Maxima, plagedes området stadigt af fugtproblemer, hvilket også medførte et behov for bestandige restaureringer af kirkebygningen.

I 1667-1669 lod Pave Clemens IX portico'en foran Kirken restaurere. Måske opsattes gitterværket imellem søjlerne her. (se stik fra 1606, foto af Alvaro de Alvariis).

I 1704 fik maleren CiIvalli bestilling på at udføre nogle store lærreder, som skulle skjule loftsbjælkerne. De er senere forsvundet. (se stik fra 1753, foto af Alvaro de Alvariis).

Under Pave Pius VII i 1800-1823 blev Kirken overladt til lægbroderskabet Confraternita di Santa Maria del Pianto. Kirken var på dette tidspunkt i forfald og Kardinal A. Savelli startede derfor i 1819 en indsamling af midler til restaurering. Et arbejde, der påbegyndtes i 1828 og kom til at strække sig over en længere årrække, faktisk næsten 100 år. Under arbejdet udgravede man rester af tidligere fundamenter og mure, så man fik et mere detaljeret overblik over bygningens historie.

Pave Gregor XVI lod i 1831-1846 det gamle klokketårn reparere efter et lynnedslag.

Også i 1869 foretog man restaureringsarbejder på Kirken, men de mest indgribende foregik i 1923-1926, da Titel-Kardinalen A. Sincero lod arkitekten Antonio Munoz få frie tøjler til at "gendanne" bygningens facade i den stil, man mente, at den oprindeligt havde haft. Herved fjernede man alle senere - barokke - tilføjelser. Munoz lod også taget reparere og man udgravede blandt andet et basrelief i hvidt marmor med jagtscener. Gulvet, som var blevet forhøjet i løbet af 1800-tallet - vel for at undgå de vedvarende fugtgener - blev nu sænket, så man kan se søjlebaserne.
Desuden fjernedes de i 1800-tallet opstillede altre med stukdekorationer, og tilmurede vinduer blev nu genåbnet, samt nogle steder suppleret med nye, hvor man skønnede, at de oprindelige var forsvundet. Et sakristi-rum fra 1669, indrettet forrest i højre sideskib, forsvandt også, mens der flere steder tilføjedes detaljer, som arkitekten mente kunne have været dele af den oprindelige bygning.
Under renoveringen fandt man talrige rester af marmor og indskrifter, som stammede fra Middelalderkirken. Heraf nogle marmorfriser fra den gamle koropsætning kaldet "schola cantorum", og basrelieffer, samt freskofragmenter. To åbninger med vandrette træoverliggere ved siden af indgangen er idag overmalet. Munoz anså dem for at have været vinduer, men Krautheimer mener, at der har været tale om en dør til et tidligere hus. I det hele taget er historikerne ikke helt enige om den ældste bygnings historie - (Munoz mente blandt andet, at her stod en bygning allerede fra det 2.-3. århundrede, mens Krautheimer mener, at en sådan beboelse først opstod i det 5.-6.århundrede) - og udseende, samt om hvorvidt renoveringen måske er gået lidt over gevind.

I 1993-1996 måtte Kirkens portico og indgangsparti genopbygges efter at være blevet ødelagt ved et bombeattentat i Juli måned 1993.

2 modstridende oprindelsesteorier:

Antonio Munoz' teori: oprindeligt et Diakoni, hvoraf rester af murværk fra det 2.-3.århundrede er fundet, sammen med rester af gulvbelægning i sildebensmønster. Herpå skulle i det 5.-6.århundrede være opstået den første kirkebygning, hvortil hører rester af en gammel apsis, samt murdele i det venstre sideskib. Rester af en fresko fundet i mellemrummet mellem klokketårnet og sideskibet, visende "San Sebastiano buttato nella cloaca", skulle stamme fra 682-683. Kirken renoveret af Gregor IV i 827-844 (apsis og portico, som dog blev ændret senere, i 1200-tallet).

Krautheimers teori: den oprindelige bygning var et beboelseshus, som derpå blev omdannet til et Diakoni i det 5.-6.århundrede og herfra skulle alle de tidlige fund af rester indtil Pave Gregor IV (827-844) stamme. Først i midten af 800-tallet skulle selve kirkebygningen så være rejst med sin irregulære form, der skulle være typisk for denne tid. Freskoresterne skulle så stamme herfra.

San Giorgio in Velabro er som regel åben fra kl. 7-12 og 15-18. Her fejres særligt den 23. April: Festa di San Giorgio. Desuden er der særlige messer ved Fasten og Torsdagen efter Askeonsdag.

Litteratur om San Giorgio in Velabro:
Armellini, Mariano: Le Chiese di Roma dal secolo IV al XIX / di Mariano Armellini. Pubblicato dalla Tipografia Vaticana, 1891. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 630-632.
Carandini, Andrea: Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
- 2 : Tavole e indici. ---- Kort nr. 19.
Claussen, Peter Cornelius: Die Kirchen der Stadt Rom in Mittelalter : 1050-1300. Stuttgart : Franz Steiner Verlag, 2010.
- Band 3 : G-L. ---- side 15-58.
Fabricius-Hansen, Maria: Genbrugskirker i Rom : Når antik bliver til middelalder. - Århus : Aarhus Universitetsforlag , 2010.
- side 136-145.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione XII Ripa, Parte Prima / a cura di Daniela Gallavotti Cavallero. - 1977. ------- side 64-78, 84.
Hülsen, Christian: Le Chiese di Roma nel Medio Evo / di Christian Hülsen. Firenze, Olschki, 1927. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 255-256.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 29 - NB:før de nyeste fund !
Lydholm, Ib: De romerske Cosmater : Middelalderens familieværksteder og deres kirkeudsmykninger. - Århus : Aarhus Universitetsforlag, 2012.
- side 173-174.
S.Giorgio in Velabro / A cura dell*Istituo Nazionale di Studi Romani. - Roma, 1989. - (Le Chiese di Roma, cenni religiosi, storici, artistici, CXII).
Webb, Matilda: The Churches and Catacombs of Early Christian Rome : A Comprehensive Guide. - Brighton : Sussex Academic Press, 2001.
- side 182-184.
Alvaro ed Elisabetta de Alvariis: S. Giorgio al Velabro.
Borgato.be: Chiesa di San Giogio in Velabro.
Borgato.be: Chiesa di San Giogio in Velabro - Lapidi.
Churches og Rome.info: San Giorgio in Velabro.
Info.roma.if: San Giorgio in Velabro.
RomeArtLover: S. Giorgio al Velabro.
RomanChurches.fandom.com: San Giorgio in Velabro.
RomaSegreta.it: Via del Velabro.
Turismo Roma: Church of San Giorgio in Velabro.
Wikipedia (engelsk tekst): San Giorgio in Velabro.
Wikipedia (italiensk tekst): Chiesa di San Giorgio in Velabro.