Den korte gade Via del Velabro løber i Roms kvarter Rione Ripa mellem Via di San Teodoro i øst og Piazza della Bocca della Verità i vest. Midtvejs udvider gaden sig i pladsen Piazza di San Giorgio in Velabro. Tidligere kaldtes gaden også for Via di San Giorgio in Velabro, fordi denne Kirke rejser sig på dette sted.

Der er tale om et område med en meget gammel historie og fuldt af minder herom. Den svagt nedadskrånende gade en en del af en dalsænkrning mellem Capitolhøjen, Forum-området og Palatinhøjen, og da den førte ned til floden, var den med sin lave beliggenhed meget udsat for Tiberens vandstigninger og blev derfor ofte oversvømmet. Som følge heraf var området ret sumpet og det fortælles, at Velabro-navnet, som på latin hed Velabrum, kommer af ordet "velus", der skal have betydet en sump (ligesom det etruskiske ord "vel"). I den sene Kejsertid (slut 200-tallet efter Kristus) kaldtes området for "velum aureum" : "den gyldne sump" med henvisning til det gyldne flodsand, som Tiberens oversvømmelser aflejrede. Kirken kaldtes derfor også senere: "S. Georgius ad velum aureum".

Mens Kirken måske stammer fra 500-tallet er de øvrige store monumenter på Pladsen meget ældre. Buen til venstre for Kirken, kaldet Arco degli Argentari, blev opført i år 204 efter Kristus som indgangsport til kvægmarkedet Forum Boarium til ære for Kejser Septimius Severus. Og Den store 4-dobbelte bue, Arco di Giano, stammer måske fra Kejser Constantin den Store's tid (306-337 efter Kristus).

Områdets sumpede karakter forstærkedes af flere små kilder, hvis vand flød ned af højene og gennem dalen ud mod Tiberen. Allerede i 500-tallet før Kristus følte man det nødvendigt at dræne sumpen med anlæggelse af kanalen Cloaca Maxima, som løber under Piazza della Bocca della Verità og hvis udmunding idag kan ses i flodbredden fra Ponte Palatino.

EN TUR IGENNEM GADEN - fra Via di San Teodoro i øst:

Det første stykke af Via del Velabro flankeres af en række huse. På gadens sydside (til venstre) står først på hjørnet  en 4 etager høj bygning med 4 fag i en lyseblå pudset facade, hvori der i stueetagen til venstre er en bred indgangsdør i Via di San Teodoro nr. 66 og til højre en smal dør i nr. 64. Mod Via del Velabro har ejendommen 1-2 fag og ikke mindre end 5 etager eftersom gadeniveauet skråner nedad mod Velabro-området. I stueetagen er der 2 buer, der omkranser: til venstre en høj dør med nr.1 og til højre en bred port med nr. 2.

Ved siden af står en lang, lav mur i gult puds og knap 2 etager, uden indgange men med 6 vinduer i førstesals højde. Facaden mod den i en lille plads udvidede gade har heller ingen indgange og blot et bredt, buet vindue på førstesalen.

På gadens modsatte hjørne - mod nord, på højre hånd - står der  en rosa-pudset facade i 3 etager med 2 fag mod Via di San Teodoro og 2+5 fag og indgang i nr. 19 mod Via del Velabro. Bygningen er knyttet til klosteret Convento di San Giorgio in Velabro, som blev bygget i 1700-tallet med den ældste kerne fra 1625.

Til venstre for Klosterbygningen står Kirken San Giorgio in Velabro, der som nævnt ovenfor måske stammer tilbage til 500-tallet, men er genopbygget af Pave Leo II i 682. Den har dog undergået mange restaureringer og klokketårnet kom først til i 1200-tallet. (se foto fra borgato.be) .

Til venstre for Kirkefacaden står resterne af den antikke bue kaldet Arco degli Argentari: Sølvhandlernes Bue, opført til ære for Kejser Septimius Severus i år 204 efter Kristus som indgangsport til kvægmarkedet Forum Boarium:

Via del Velabro udvider sig her til en lille plads - der ofte omtales som Piazza di San Giorgio in Velabro - ved at gaden deler sig og løber videre, dels til højre og nord om Janus-Buen og dels til venstre og syd om Buen:

Der er tale om en stor 4-dobbelt Bue, på italiensk kaldet Arco di Giano eller Arco Quadrifronte (Buen med de 4 facader), der måske stammer fra Kejser Constantin den Store's tid (306-337 efter Kristus). I 1901 fandt man under noget arbejde med Cloaca Maxima rester af nogle gravkamre i forbindelse med Buen (se info.roma.it).

Til højre for Buen afgrænses Via in Velabro af en lang havemur inden hjørnehuset mod Via di San Giovanni Decollato. Ejendommen har 5 etager i 7 fag med flere indgangsdøre (blandt andet i nr. 16) mod Via del Velabro og 5 fag mod Via di San Giovanni Decollato. Bygningen er en stor kolos af udlejningslejligheder, opført i 1857 (se foto fra info.roma.it).

Til venstre for Janus-Buen ses - delvist gemt bag en høj stenmur med en række garageporte - en høj elegant ejendom med okkerfarvet pudset facade i 3-4 etager med tilbagetrukne overbyggede øvre etager og terrasser. Herinde lå engang Middelalderens Palazzo Frangipane al Velabro. Helt til venstre for muren ses en aflukket bue, der fører ind til en sektion af gamle buer tilhørende dræningskanalen Cloaca Maxima (Se RomeArtLover og Info.roma.it).

Denne sydllige del af Gaden afbrydes herefter af en stenmur med højt gitter, som skærmer den bagvedliggende have for indkig.

Vest for Janus-Buen er der idag en stor, aflukket plads, hvis sydlige del afgrænses af en støttemur. For enden er der - ved hjørnet af Via dei Cerchi - en lille trappe op til et højere niveau, hvor den sidste del af Via del Velabro kan følges. Her står 2 huse, til venstre et 6-etagers højt hus, den øverste etage er tilbygget senere, med 5 fag og lyst pudset facade. Til højre står hjørnehuset med 3 fag vinduer og mod hjørnet et bredt murstykke inden et smalt afskåret hjørne uden vinduer. Huset er i 3 høje etager og en mindre øverste etage med små runde vinduer, mens de øvrige etager har høje stukbuer rundt om vinduerne. Mod Via dei Cerchi har bygningen 2 fag opbygget på samme måde.

LIDT MERE HISTORIE:

Udover de synlige beviser på stedets lange historie findes der også legender og historier herfra. Den ældste omhandler Kong Evander, søn af Guden Merkur og Nymfen Carmenta, som omkring 60 år før Troja's ødelæggelse, ca. år 1187 før Kristus, gik i land på dette sted, hvor han berettedes at have grundlagt bebyggelsen på Palatinhøjen.

En senere myte angår selve Roms grundlæggere: Romulus og Remus, der ifølge traditionen som spæde var blevet udsat i en kurv i floden og af strømmen bragt ind til det sumpede og oversvømmede område nedenfor Palatinhøjen, hvor de blev fundet af en ulvinde, som lod de udhungrede børn die hos sig, indtil de blev opdaget af en hyrde, Faustulus, som bragte dem til sit hjem og opfostrede dem der.

En ulvinde hedder på latin "lupa" og samme ord beyder også en prostitueret kvinde, så en mere realistisk historie fortæller, at det var den prostituerede Acca Larentia, som fandt de 2 drengebørn og opfostrede dem. Senere grundlagde Romulus Rom i år 753 før Kristus.

Omkring det 6.århundrede før Kristus drænede man området med kanalen Cloaca Maxima og under Kejser Augustus (år 31 før Kristus-14 efter Kristus) lod Marcus Vipsanius Agrippa området ned til floden udjævne. Et arbejdet der fortsattes under Kejser Aurelian (270-275 efter Kristus).

I århundrederne før og efter Kristus var Velabrum-dalen centrum for et travlt erhvervsliv med kvægmarked ("Forum Boarium") og handelsliv ved havnen Portus Tiberinus. Her flokkedes købmænd fra hele verden og købere fra hele byen og omegnen. Og her byggedes eller ombyggedes hele tiden nye templer for alverdens guddomme.

I år 204 efter Kristus var her således en livlig handel med sølv og til ære for Kejser Septimius Severus rejste sølv- og kvæghandlerne her en bue, som fungerede som port ind til området. Den kaldes Arco degli Argentari og står til venstre for Kirken San Giorgio in Velabro.

I årene 306-337 opførtes den store 4-dobbelte Bue eller Port, som var viet til den dobbelthovede gud Janus og derfor kaldes Arco di Giano. Også den står stadig midt i Via del Velabro.

I 500-tallet opstod Kirken San Giorgio in Velabro, som senere genopbyggedes i 682, mens klokketårnet først kom til i 1200-tallet.

Mellem de 2 Buer befæstede Frangipane-familien i 1300-tallet de eksisterende bygninger til en borg kaldet Palazzo dei Frangipane in Velabro. Til borgen føjedes et tårn, kaldet Torre di Boezio, som først blev revet ned i 1827.

I 1700-tallet ejedes jorden på gadens sydside af Altieri-familien, som tilsyneladende benyttede den til deres græssende kvæg.

I December måned 1870 blev området endnu en gang oversvømmet af Tiberens højvande og en mindeplade herom kan ses i søjlegangen foran Kirken San Giorgio in Velabro.

Litteratur om Via del Velabro:.
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 25.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 868-870.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione XII, Ripa, Parte Prima / a cura di Daniela Gallavotti Cavallero. - 1977. ------- side 62, 64.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 29 - NB:før de nyeste fund !
Le Strade di Roma. - Roma: Newton & Compton editori, 2004.
- Volume Terzo: P-Z. --------- side 1329-1330.
Borgato.be: Via del Velabro.
Info.roma.it: Via del Vekabro.
Roma Segreta: Via del Velabro.