,
ANNAS ROM GUIDE
Edicola med Madonna Avvocata
Piazza del Biscione 89

Se foto fra borgato.be - og Se foto fra Info.roma.it

Se ovenfor nr. 41 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen

På en husmur for enden af den lille Piazza del Biscione, som befinder sig i kvarteret Rione Parione, sidder et af de mange små gadealtre, edicole sacre, som Rom er så rig på. Her drejer det sig om en fresko fra 1600-1700-tallet, forestillende Jomfru Maria, fremstillet som Madonna Avvocata, der også kaldes "Advocata Nostra" eller "La Vergine che intercede" - nemlig den Jomfru Maria, der går i forbøn for menneskene.

cop. Leif Larsson
cop. Leif Larsson

Jomfru Maria vises som brystbillede og en face, siddende på en gylden baggrund. Hun ser lige frem for sig og ud mod betragteren, mod hvem hun rejser sin højre hånd i en velsignende eller bedende gestus. Den venstre hånd lægger hun derimod mod sit bryst. En attitude der fejlagtigt i en periode har givet denne fremstilling navnet "Madonna del Latte" ("Mælkens Madonna" eller Den Ammende Madonna).

Marias hår er dækket af et blåt slør eller en del af den blå kappe, som hun bærer over en rød kjortel. Bag hovedet har hun en stor, lysende glorie.

cop. Leif Larsson
cop. Leif Larsson

Billedet menes at være fra 1600-1700-tallet, men navnet på maleren kendes ikke.

Den omgivende rektangulære, profilerede og delvist forgyldte ramme er af stuk og stammer fra 1700-tallet. Den består af flere profilerede rammer med forskellig kantdekoration. Øverst bærer rammen 2 små, udskårne og forgyldte konsoller, som igen bærer en kraftigt profileret dobbeltbue omkring en sol, hvis stråler omkranser et Maria-monogram.

Under rammen sidder, båret af 2 svungne, profilerede og forgyldte konsoller, en smal profileret hylde. Mellem konsollerne sidder et svungent stukskilt i forgyldt ramme og med teksten "In manibus tuis sortes meæ" : "Min skæbne er i dine hænder" (vers 16 fra Salme 31). Under skiltet kan man endnu svagt ane en tegning på muren af 2 engle i bøn. På muren herunder sidder en svungen smedejernsarm med en enlig pære.

Billedet er blevet restaureret flere gange og det menes, at der allerede tidligere har været et billede på muren, hvoraf man kun har fundet enkelte rester. Sidste restaureringer var i 1977, hvor man fandt rester af en malet mosaik, og i 2000, hvor der blev fundet rester af freskomaling.

Maria-billedets ramme er opsat på muren til en gammel staldbygning, antagelig bygget sidst i 1400-tallet-midt i 1500-tallet, tilhørende det overforliggende Palazzo Orsini. Den sidder i 6 meters højde mellem andensalens 2 vinduer, hvor den er omgivet af et smuk malet dekoration af grottesker.

cop. Leif Larsson
cop. Leif Larsson

Man mener, at inspirationen til dette Madonna-billede måske stammer fra det såkaldte Madonna di Grottapinta-billede, som idag opbevares i endekapellet i venstre sideskib i Kirken San Lorenzo in Damaso i Rom. Ikonets tidligste historie kender vi ikke, men på et tidspunkt hang det i den nu forsvundne kirke San Salvatore ad Arcum (San Salvatore ad Arco), som antagelig lå ved Campo dei Fiori og gyden Passetto del Biscione. Dette eller et lignende billede æredes i 1600-tallet i en anden lille kirke i nærheden: Santa Maria di Grottapinta.

Litteratur om Edicola med Madonna Avvocata:
Gittarelli, Sergio: Le edicole sacre di Roma : a passeggio per le vie di Roma alla scoperto delle Madonnelle. - 1. edizione. - (Roma?) : Edizioni ACM, 2008.
- side 131.
Martini, Maria Cristina: Madonnelle : edicole e immagini sacre sui palazzi di Roma. Roma, MMC Edizioni, 2010-. (A spasso con la storia)
- Volume 5: Rioni: VI - Parione, IX - Pigna. (2014). ------- side 48-49.
Per le vie di Roma : Le edicole sacre / a cura di Luisa Cardilli. - Bonsignori Editore, 2000.
- side 82, 181, 182, 282.
borgato.be: Piazza del Biscione....
Info.roma: Madonna del Latte a Piazza del Biscione.
romasegreta.it: Piazza del Biscione (foto nr.5).

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 24.10.2023