ANNAS ROM GUIDE

Stalle del Palazzo Orsini-Pio-Righetti

- Piazza del Biscione nr. 89 -

Se til højre og ovenfor nr. 41 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen

Længst mod sydøst af Piazza del Biscione står på hjørnet af den smalle gyde Passetto del Biscione en gammel 3-etagers ejendom med bemalet facade og mellem førstesalens vinduer en stor ramme med et Madonna-billede.

Der er tale om en gammel staldbygning tilhørende Palazzo Orsini, der står på den modsatte side af Piazza del Biscione. Staldbygningen kaldes derfor "Stalle del Palazzo Orsini Pio Righetti".

cop. Leif Larsson
cop. Leif Larsson

Bygningen er i 3 etager med portbuer forneden og 2 mindre vinduer uden rammer på førstesalen. På andensalen er vinduerne høje og omgivet af malede profilerede rammer. Muren omkring dem er også bemalet med grottesker, hvilket udførtes af en ukendt kunstner i 1600-tallet, mens bygningen menes at stamme fra 1500-tallet. Mellem de øverste vinduer sidder et stort Madonna-billede af typen "Madonna del Latte", malet i 1700-tallet og indsat i flere profilerede rammer under et relief af en strålende sol.

cop. Leif Larsson
cop. Leif Larsson

Midt på Staldbygningens facade ses en aflang marmorsten med i hver side et hestehovede i relief. Der er også en udvidsket indskrift, der tydes som "VETTURE DI RIMESSA - A PISANI" - A. Pisani's Droske-garage.

cop. Leif Larsson

cop. Leif Larsson
cop. Leif Larsson

Den lille gyde på Staldbygningens højre side kaldes Passetto del Biscione og fører ind til Via di Grottapinta.

På Staldbygningens højre sidemur mod Passetto del Biscione er der nederst et vindue og en dør, mens der på anden- og trediesalen kun er ét fag vinduer og disse er anbragt over døren (se foto fra borgato.be).

LIDT HISTORIE:

Som de andre bygninger her på Piazza del Biscione og langs Passetto del Biscione er også Staldbygningen opført i og på ruinerne af det gamle Pompejus-Teater, som rejstes omkring år 55 før Kristus af Gnaeus Pompejus og hvis halvcirkelformede høje tilskuerpladser fyldte dette område.

Teatret var i funktion indtil engang i 500-tallet og efterhånden som bygningerne gik i forfald, begyndte man i Middelalderen at opføre huse og palæer i ruinerne og mellem disse. I mange af de omliggende bygningers kældre kan stadig ses murrester fra Teatret.

I denne periode samlede Orsini-familien sig store ejendomme netop i dette område, hvor de i Teaterruinerne lod bygge deres residens, idag kaldet Palazzo Orsini-Pio-Righetti. Familiens besiddelser strakte sig i midten af 1200-tallet fra stykket Largo dei Librai, Piazza dei Satiri, Via di Grottapinta, Piazza del Paradiso, Piazza del Biscione, og fra Via dei Giubbonari over Campo dei Fiori, hvis sydside mod nutidens Piazza Farnese på stykket mellem Via dei Balestrari og Via dei Baullari var afgrænset af mure rundt om køkkenhaver og urtegårde.

Orsini-familiens Staldbygning menes som ovenfornævnt at stamme fra 1500-tallet, mens bemalingen menes udført i 1600-tallet og Madonna-billedet tilført i løbet af 1700-tallet.

 

Litteratur om Stalle del Palazzo Orsini-Pio-Righetti:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13 .
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VI Parione, Parte 2 / a cura di Cecilia Pericoli Ridolfini. - 3. edizione. ------- side 154.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
borgato.be: Stalle del Palazzo Orsini.
Info.roma.it: Stalle del Palazzo Orsini-Pio-Righetti.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 4.8.2023 og sidst opdateret d. 24.10.2023