På østsiden af Via del Monte della Farina lå engang et herberg og hospital for tyske pilgrimme, tilrejsende og tilflyttere i Rom. Bygningen eksisterer ikke længere.

Hospitalet blev grundlagt i 1372 af Nicolaus Henrici fra Kulm, af romerne kaldet Nicola da Culm, og bygget mellem 1372 og 1379, men overgik senere til den tyske menighed ved Kirken Santa Maria dell'Anima.

Nicolaus Henrici kom fra byen Kulm, der tidligere lå i Vesttyskland, men idag ligger i Polen og kaldes Chelmo. Han var kirkeligt uddannet og rejste til Rom, hvor han blev kapellan for Klarissernonnerne ved Kirken San Lorenzo in Panisperna.

Her levede han i midten af 1300-tallet, hvor han på tæt hold oplevede Jubelåret 1350, som trak uventet store skarer af pilgrimme til byen. Nogle mener, at der kom op mod 2 millioner gæster til Rom i løbet af dette år, alt for mange til at byens almindelige faciliteter for tilrejsende kunne slå til. Hertil kom, at vejret var udsædvanligt dårligt i starten af året (Jubelåret begyndte den 24. December året før, her altså i 1349). Det var frostvejr med is og sne og streng kulde. De mange mennesker kunne ikke finde husly og de kunne heller ikke komme frem i gaderne, der ikke var beregnet til så store menneskemængder. De tilrejsende kunne heller ikke finde opstaldning og foder til deres heste og muldyr - og det var naturligvis heller ikke muligt at mætte de mange nye munde. Den florentinske historiker Matteo Villano beskriver situationen således: "De tyskere og ungarere, som ankom i store flokke, måtte tilbringe nætterne under den åbne himmel på marker og enge, hvor de lå og krøb sammen rundt om store bål for at holde kulden stangen".

Det smertede i høj grad deres landsmænd, som levede i Rom, at være vidne til denne elendighed og en gruppe af disse fromme tilflyttere besluttede at bygge et herberg og hospital, som kunne yde hjælp til fremtidens pilgrimme og tilrejsende.

Hovedmanden for foretagendet blev altså kapellanen Nicolaus Henrici, der i 1372 for 100 floriner købte 2 huse, som lå tæt ved ruinerne af Curia Pompeii, lidt øst for Campo de' Fiori, af Giovanni Cafarelli.

I perioden 1374-1379 opkøbtes flere huse: i 1374 betalte Nicolaus Henrici 32 floriner til Francesca Andrea og Joanna Nicola de Buccamatiis for 2 huse og i 1379 betalte han 40 floriner til Paula Sclavi for endnu et hus.

Til opkøbet fik Nicolaus Henrici hjælp af englænderen Andreas Alanus, som var bosiddende i Rom. Han fik tildelt gratis ophold i et af herbergernes lejligheder og donerede som tak sit hus og vingård til projektet mod at han kunne benytte huset og indtægterne deraf indtil sin død. Alanus opkøbte også de forfaldne rester af Kirken Santa Magdalena de Tybure for 90 floriner og overgav denne ejendom til herberget. I 1393 solgte Henrici disse bygninger for at kunne købe andre naboejendomme. I 1394, 1395, 1396 og 1406 opkøbte han flere huse, 9 ialt. Det var iøvrigt Andreas Alanus, som fik udvirket, at kapellet i det nye herberg blev viet til hans skytshelgen Sant'Andrea. Det omtaltes som Sant'Andrea Theutonicorum.

I 1393 var det nye herberg og det tilknyttede kapel bygget færdigt og Nicolaus Henrici og Andreas Alanus blev kapellaner for stedet. De nedfældede også en række regler for kompleksets brug. Både herberg og kirkegård var ifølge disse reserveret tyske pilgrimme. Allerede i forbindelse med Jubelåret 1390 havde Paven givet tilladelse til, at Ospedale di Sant'Andrea også måtte begrave deres døde.

Alanus døde på et tidspunkt efter 1406, mens Nicolaus Henrici forblev på posten som kapellean ved Sant'Andrea indtil 1410, hvorefter han gik af. Han døde den 6. August 1412 og skal være blevet begravet i San Lorenzo in Panisperna, hvor hans gravsten kan ses i krypten.

Nicolaus Henrici prøvede inden sin død at fastlægge nogle regler for fremtidige valg af kapellaner og ledere ved komplekset og han testamenterede alt hvad han ejede til stedet.

Efter Henrici's afgang gik det imidlertid dårligt for Ospedale di Sant'Andrea. Pave Johannes XXIII udnævnte i 1411Johannes Groest fra Konstanz som leder, men denne viste sig at være uærlig og solgte noget af herbergets ejendom for selv at tilegne sig de 63 gylden, som han modtog derfor. Hans foretagende blev stoppet, men selv derefter lykkedes det ikke at finde dedikerede ledere.

I 1427 var der så mange stridigheder omkring herberg og kapel, at de kvinder, der udgjorde størstedalen af herbergets beboere, hyrede sagføreren Heinrich Arols fra Meissen til at oversætte herbergets statutter for dem.

Med de dårlige ledere forsvandt også incitamentet for eventuelle nye sponsorer og institutionens finanser skrantede snart, så det blev umuligt at yde støtte til syge tyskere i Rom. I 1431 tillod Pave Eugen IV i sin bulle "Admonet nos" udsendt den 24. August, at Ospedale di Sant'Andrea indgik i de ejendomme, som Kirken Santa Maria dell'Anima besad. Fusionen fandt sted den 8. November samme år.

Også Santa Maria dell'Anima var opstået i tilknytning til et hospital og herberg for tyskere i Rom og nu blev denne institutions ledere altså også ledere og administratorer af Sant'Andrea, som endog snart efter anvendtes som menighedens primære hospital. Komplekset udvidedes tilsyneladende også, for antallet af pladser udvidedes til at være 59 i 1463. Disse var fordelt med 46 senge for kvinder og 13 for mænd, anbragt i 6 forskellige rum. Patienterne modtog gratis en sengeplads med sengelinned, lægehjælp og pleje, samt kosten, der skal have været god og rigelig. Alt dette betalt af direktionen ved Santa Maria dell'Anima, som administrerede de til kirker og hospitaler hørende ejendomme og besiddelser.

I 1464 modtog Santa Maria dell'Anima en stor testamentarisk gave fra Kardinal Nicolaus af Cusa og i 1480 påbegyndte man opførelsen af et nyt og større hospital og herberg beliggende ved siden af Ospedale di Sant'Andrea. Efter fuldførelsen i 1486 gik der kun få år, før det nye hospital ganske overtog Sant'Andrea's rolle.

I 1893 nedrev man de gamle hospitalsbygninger i Via del Monte della Farina og genopbyggede dem som én lang, 5-etagers bygning, der ligger mellem sidegaderne Via dei Barbieri og Via di Sant'Anna. Huset tilhører stadig den tyske menighed ved Santa Maria dell'Anima og det tyske broderskab Compagnia dei Teutoni di S.Maria dell'Anima, som det kan læses af en lang indskriftsfrise, der løber på facaden af den moderne bygning: "Heic ubi ignobiles nuper tabernae rudera premebant porticus Cn. Pompeii cui continens erat curia C. Iul. Caesaris nece insignis Sodalitas Teutonum de Anima nobiliores has aedes exstruendas curavit Anno ab Urbe condita MMDCXLVI. Anno Domini MDCCCXCIII". Her berettes om de taberner, som var opstået i ruinerne af Porticus Pompei og om Curia Pompei, hvor Caesar blev dræbt, og som blev revet ned samtidg med andre ruiner og hospitalsbygningerne. Det første af de 2 årstal sidst i teksten hentyder til året efter Roms grundlæggelse, det vil sige år 2646, svarende til år 1893 efter vor tidsregning.

Litteratur om Ospedale di Sant'Andrea dei Teutoni:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 600.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VIII S.Eustachio, Parte 1 / a cura di Cecilia Pericoli Ridolfini. - 2. edizione, 1980. ------- side 90.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
Maas, Clifford W.: The German Community in Renaissance Rome, 1378-1523 /edited by Peter Herde. - Rom, Freiburg, Wien : Herder, 1981. - (Römische Quartalschrift : 39. Supplementheft)
- side 68-70, 81, 96, 99, 114.
Info.roma: Via di Monte della Farina, Roma.