I år 55 før Kristus lod Generalen Gnaeus Pompeius bygge sit store Teater og det tilhørende store anlæg med plæner og søjlegange, der strakte sig fra nutidens Via dei Chiavari til Via di Torre Argentina. Her - midt på anlæggets østside - byggede han et stort møderum, som kaldtes Curia Pompei eller Curia Pompeia (på italiensk Curia di Pompeo) og hvori han lod opstille en statue af sig selv.

Rummet på ca. 440 kvadratmeter brugtes som mødested for Senatet (det var måske ligefrem bygget hertil efter at Curia Hostilia på Forum Romanum var brændt) og det var her, at Julius Cæsar den 15. Marts år 44 før Kristus mødte sin død.

Curia Pompei (se nr.9 på planen nedenfor) var et stort firkantet rum, åbent på den vestlige side ud imod Porticus Pompei med Teaterbygningen for enden af anlægget og søjlegangene. I rummets tre andre sider var der søjlegange. Et stykke af disse, bestående af et podium bygget i store tuf-blokke, stammer fra rummets østside og kan idag ses i vestkanten af udgravningerne på Largo Argentina, bagved det såkaldte Tempio B: Aedes Fortunae Huiusce Diei.

I det i 2012 udgivne "Atlante di Roma Antica" (se litt.note forneden) beskrives bygningen således: "For enden af spadserestien (som gik gennem anlægget fra vest) lå en prægtig åben sal, beregnet til at være en ny curia... Det var en slags firkantet udbygning, udsmykket med søjler i to etager og forsynet med store trin til senatorernes stole og for enden afsluttet med et "tribunal" (en halvcirkelformet forhøjning eller tribune, på hvilken de øverste embedsmænd sad på deres "sella curulis" under udøvelsen af deres embedsvirksomhed). Indenfor var der oprindeligt ophængt et billede af Polygnotus (en græsk maler), som Plinius senere betragtede i søjlegangene udenfor, samt en statue af Pompejus."

Rummet lå - ligesom resten af anlægget - nogle meter under nutidens gadeniveau. Efter Pompejus' død i år 48 før Kristus fik hans statue lov til at blive stående i det smukke Curia-rum, som af og til benyttedes til Senatets møder.

Det var netop et sådant, som var berammet til at finde sted den 15. Marts i år 44 før Kristus. Og den gruppe af utilfredse romere, som i længere tid havde planlagt at myrde Cæsar, fandt lejligheden velegnet til deres forehavende. Det fortælles, at flere varsler i tiden før havde forberedt Cæsar på at noget var i gære, desuden havde han onde drømme natten før mødet og om morgenen bønfaldt hans hustru Calpurnia ham om at blive hjemme. Sueton beretter således om forløbet: " Men da D. Brutus forestillede ham, at han ikke måtte lade senatorerne, der var kommet til stede i stort antal og allerede havde ventet på ham, få den skuffelse, at han udeblev, så gik han ud omtrent kl. 11. Et papir med en angivelse om attentatet, der blev rakt ham af en, han mødte, stak han ind mellem de andre papirer, han havde i sin venstre hånd, for at læse det senere. Dernæst lod han slagte flere offerdyr uden at kunne få et godt varsel, men gik alligevel ind i rådhuset uden hensyn til denne advarsel fra oven og gjorde nar af Spurinna og sagde, at han havde taget fejl, siden den 15. Marts var kommet, uden at han var kommet noget til; hvortil dog Spurinna svarede, at den vel var kommet, men ikke gået.

Da han satte sig, trådte de sammensvorne sammen om hans stol som for at gøre ham deres opvartning; og i samme øjeblik trådte Tillius Cimber, der havde påtaget sig at begynde, nærmere, som om han ville bede om noget. Da Cæsar rystede på hovedet og med en håndbevægelse betydede ham, at det måtte vente til en anden gang, greb han fat i hans toga ved begge hans skuldre; og da Cæsar udbrød: "Dette her er jo vold!", sårede den ene af Casca'erne ham bagfra, lidt nedenfor struben. Cæsar greb Casca i armen og gennemborede den med sin griffel; men da han forsøgte at springe frem, blev han standset af et nyt sår: og så snart han så, at der fra alle sider var rettet dragne dolke mod ham, drog han togaen op over hovedet og trak den samtidig med venstre hånd ned til anklerne for at falde med mere anstand, når også den nederste del af hans krop var tilhyllet. Så blev han dræbt med 23 stød; kun ved det første stød udstødte han en stønnen, uden ord; dog beretter nogle, at han sagde til M. Brutus, da denne styrtede ind på ham: "Også du, min søn". Alle flygtede, så han lå nogen tid som lig; endelig lagde tre slaver ham på en båre og bar ham hjem med den ene arm hængende ned fra båren. Mellem de mange sår fandtes der, efter lægen Antistius' skøn, intet dødeligt, undtagen ét i brystet, det andet, han havde fået." (Sueton: Romerske kejsere. Oversat af A.B.Drachmann. Thaning og Appels Forlag, 1973)

Da Cæsar var mødets vigtigste deltager, var hans plads sandsynligvis på den "sella curulis", som stod på "tribunalet". I tumulten under angrebet endte han derpå med at falde nedenfor Pompejus-statuen.

Efter denne frygtelige begivenhed ansås stedet for et "locus sceleratus": "et sted, besmittet med en forbrydelse", "et ugudeligt sted", og da Augustus senere kom til magten, lod han rummet lukke fuldstændigt af og det kom ikke mere i brug. Pompejus-statuen blev samtidig flyttet frem til Pompejus-Teatrets scene. På et tidspunkt under Augustus blev bygningen tilsyneladende ramt af en ildebrand, der måske også var grunden til, at den blev tilmuret. Senere igen blev rummet ifølge Cassius Dio indrettet til offentlig latrin. Richardson (se litt.note forneden) mener, at tufblokkene bag Tempel B på Largo Argentina stammer fra den ødelagte Curia og at Latrinen syd herfor er den af Dio nævnte. Det er den såkaldte "Forica Pensile", nr. 8. på planen over det udgravede område. Men også nord for Curia Pompei er der fundet rester af en latrin, den såkaldte Forica Grande (nr.6 på planen).

Området, hvor Curia Pompei stod, overgik i 1500-tallet, ja måske tidligere, til Cesarini-familien, som efterhånden satte sig i besiddelse af flere og flere ejendomme i kvarteret. I slutningen af 1600-tallet videreførtes familienavnet af slægtninge af Sforza-familien og en af disse, Giuseppe Sforza-Cesarini, lod i 1731 bygge en teater-bygning på stedet. Den står her den dag i dag og kaldes Teatro Argentina.

Litteratur om Curia di Pompeo:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 1 : Testi e immagini. --- side 505.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 14 + tav. 220-221.
Coarelli, Filippo: Roma. (Guide archeologiche Laterza). Roma-Bari, Edizioni Laterza, 3.edizione, 2003.
- side 342-344.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori, 1980.
--- Rione VI Parione, Parte 2 / a cura di Cecilia Pericoli Ridolfini. - 3. edizione. ------- side 147-150, 154, 168-170.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
Lexicon topographicum Urbis Romae / a cura di Eva Margareta Steinby. Roma, Edizioni Quasar, 1996-1999.
- Volume Quarto : P-S. 1999. --- side 148-150.
Lombardi, Ferruccio: Le piazze storiche di Roma esistenti e scomparse. Newton & Compton, 2001.
- side 223-225.
Lozzi Bonaventura, M. Antonietta: A piedi nella Roma Antica: Passeggiate entro le mura. (Guide Iter, A piedi... 2). Edizioni Iter, 1993.
- side 38-43.
Neuumeister, Christoff: Das antike Rom. Ein literarischer Stadtführer. München, C.H. Beck, 3. Auflage, 1997.
- side 189-207.
Pavia, Carlo: Guida di Roma sotterranea. Gangemi Editore, 1999 (2.ed.).
- side 90-93.
Politikens kulturguide - Rom. Politikens Forlag, 2000.
- side 247-248.
Politikens visuelle guide - Rom. Politikens Forlag, 1994.
- side 146.
Richardson, L.: A New Topographical Dictionary of Ancient Rome. Baltimore and London, The Johns Hopkins University Press, 1992.
- side 104, 383-385.
RomArcheologica : Guida alle Antichità della Città Eterna. - Roma : Elio de Rosa editore, 1999.
--- 4. Itinerario. ----- Side 16-18.
Staccioli, Romolo A.: Guida di Roma Antica. Biblioteca Universale Rizzoli (BUR). 8.ed., 2000.
- side 317-319.
Staccioli, Romolo A.: Guida insolita ai luoghi, ai monumenti e alle curiosità di Roma antica. Newton & Compton Editori, 2. edizione, 2001.
- side 343-345.
King's Visualisation Lab: The Pompey Project.
Maquettes historiques: The Theatre of Pompey.
Wikipedia (engelsk tekst): Theatre of Pompey.
Wikipedia (italiensk tekst): Teatro di Pompeo.
Wikipedia (tysk tekst): Theater des Pompeius.