|
|
Sant'Anna dei Falegnami - nu forsvunden kirke - |
|
Tømrernes lille kirke, viet til Sant'Anna, blev revet ned i 1887, da Via Arenula og Largo Arenula blev anlagt. Den lå her - midt ude på det, der idag er en travl og trafikeret plads, men som engang var et tæt bebygget boligkvarter (se kort over det gl.kvarter). Og den havde ligget her i rigtig mange år, i hvert fald fra et tidspunkt før 795-816, hvor den sammen med et tilknyttet Kloster nævnes under Pave Leo III som "Santa Maria quae appellatur Iulia" : "Santa Maria som kaldes Iulia". Der er uenighed om tolkningen af dette tilnavn. Hülsen og Lombardi (se litt.note forneden) mener, at det drejer sig om en kvinde ved navn Giulia, som måske grundlagde og bekostede Kirke og Kloster. Andre historikere mener, at navnet ikke umiddelbart kan forklares. Kirken var viet til Sant'Anna, Jomfru Maria's mor, og anvendtes i en periode af de mange tømrere og snedkere, som havde deres værksteder i området og producerede særlige kasser til vasketøj, kaldet "arche", hvorfor gaden også benævntes "strada degli arcari". Men Kirkens historie er længere og mere begivenhedsrig: I en bulle i 1186 nævner Pave Urban III den blandt San Lorenzo in Damaso's filialer. Den kaldes her Sanctae Mariae Iulia. I det 11. og 12. århundrede benævnes Kirken i dokumenter "Santi Maria e Anastasio in Iulia", "Santi Maria e Anastasio de Iulia" eller "monasterium S. Mariae e Anastasii quod vocatur de Iulia". Kirken havde altså på dette tidspunkt stadig tilknyttet en klosterbygning. I det 13. århundrede havde Tempelherre-Ordenen brugsretten til Kirken, men i 1292 overlod Ordenens Overmester fra Iacopo dellla Molara (Giacomo de Molay) både Kirke og Kloster til den fromme Santuccia Terrebotti fra Gubbio, der her indrettede et nonnekloster for Benediktiner-nonner, som romerne kaldte "santucce": "de små helgeninder". I 1400-tallet nævnes Kirken ifølge Armellini (se litt.note forneden) som en af de rigeste og mest besøgte i Rom. I begyndelsen af 1500-tallet fik tømrernes religiøse broderskab, Confraternita dei Falegnami, Kirke og Kloster overdraget og viede den til Den Hellige Anna, hvorefter den så kaldtes "Sant'Anna e Santa Maria "Iulia". Efter 1512 benævntes den imidlertid kun "Sant'Anna dei Falegnami" eller "Sant'Anna dei Funari". I 1514 trak grevinden af Pescara, Vittoria Colonna, sig tilbage til det tilknyttede Kloster, og i 1547 blev hun begravet i Kirken, men graven forsvandt ved nedrivningen sammen med resten af Kirkens inventar og historie. I det kirkekatalog, som blev udarbejdet under Pave Pius V i perioden 1566-1572 kaldes Kirken: Sant'Anna in Iulia og den nævnes sammen med en anden nu forsvunden kirke San Salvatore in Iulia: "Sta. Anna in Iulia con sto. Salvatore in Iulia - Monastero di monache di S. Benedetto. Chiuso" : "Sant'Anna in Iulia med San Salvatore in Iulia - San Benedetto nonne-kloster: Lukket". I Ottavio Panciroli's beskrivelser af Rom i 1600-tallet fortælles, at der i Sant'Anna dei Falegnami hang et meget tilbedt Maria-billede af typen Madonna della Lampada: en kvadratisk fresko af Maria med Barnet, som skulle være blevet bragt hertil af af nonnerne, da de i 1573 flyttede fra "Kirken Santa Maria a canto il fiume" ("Santa Maria ved floden"). I 1638 skal Klosteret være blevet udvidet ved at inkludere den ovennævnte lille Kirke San Salvatore in Iulia. I perioden 1654-1682 blev Sant'Anna renoveret af arkitekten Carlo Rainaldi. Ved den lejlighed fik den et nyt loftsmaleri malet af Giuseppe Passeri. Omkring begyndelsen af 1700-tallet overgik Kirke og Kloster til søstrene ved Kirken San Francesco di Sales, som boede her indtil 1809. I 1815 fik den kendte og elskede "Tata Giovanni", hvis fødenavn var Giovanni Borgi, Klosteret overladt som bolig for den skare af unge forældreløse gadebørn, som han havde samlet sammen og forsøgte at give faderlig kærlighed, opdragelse og uddannelse, så de kunne klare sig selv og få et hæderligt liv. Man ved ikke så meget om Kirkens indre, men dens ydre kendes fra en akvarel af Achille Pinelli, som malede facaden i 1834. Denne var ret enkel i 2 etager, adskilte af nogle brede, vandrette friser. Hver etage var delt i 3 felter af flade søjler. Yderfelterne var smalle og forsynet med nicher forneden og med vinduer foroven. Midterfelterne var brede og har var Kirkens hovedindgang: en bred dør under et buet felt med en fresko. Ovenover var der et stort vindue. Også det øverste felt havde her et stort vindue. Alle 3 felter var samlet under et stort, trekantet gavlfelt, som var udsmykket med et relief . Til højre for Kirken lå Klosterbygningen, mens Kirkens venstre sidemur stod frit med store runde vinduer, der kunne lade lyset strømme ind. (se Achille Pinelli's akvarel i Alvaro de Alvariis' Photostream på Flickr). Kirkens grundplan kendes fra gamle bykort, f.eks Giovanni Battista Nolli's fra1748. Her vises et smalt kirkerum, der er halvt så langt som den endnu eksisterende San Carlo ai Catinari (se Nolli's kort på http://nolli.uoregon.edu - Sant'Anna har nr.763). Indgangen lå mod nord ud til en lille plads, Piazza di Sant'Anna, som forsvandt ved anlæggelsen af Via og Largo Arenula. Kirken havde kun ét skib med 2 sidekapeller og en mindre, firkantet apsis for enden. Højalteret var tegnet af Carlo Rainaldi og udsmykket med malerier af Girolamo Troppa. Sidealtrene havde malerier af Bartolomeo Cavarozzi (Madonna col Bambino e Sant'Anna) og Emilio Savonazzi (Santi Giuseppe e Benedetto con Angeli). I Kirken opbevaredes en ring, som mentes at have tilhørte Sant'Anna.
Litteratur om Sant'Anna dei Falegnami: |