|
Via Arenula Se til venste, mellem nr. 115 og 116 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen |
Denne gade er en nyere lang. bred og lige boulevard, som i retningen fra nord mod syd gennemskærer det gamle Regola-kvarter. Begge ord - Arenula og Regola - har samme oprindelse, de kommer af ordet "rena", der betyder "sand". Det brugtes om den sandstrand, som var opstået ved Tiberens bred syd for området. Ordet blev efterhånden ændret til reula, redula, reola og regola og denne sidste betegnelse blev navnet for det kvarter, der ligger langs flodbredden: Rione Regola. At gaden og den mod nord liggende plads, Largo Arenula, ikke fik det nye navn "Regola", skyldes, at de er nyanlagte fra slutningen af 1800-tallet og frem til omkring 1930. Man valgte til de nye stednavne at skele til den betegnelse, som man i Middelalderen anvendte for en meget nordligere liggende "strandvej" kaldet "Maior Arenulae". Den nye Via Arenula er dog på igen måde en gengivelse af det gamle vejforløb, der løb i øst-vestlig retning fra omkring nutidens Via di San Bartolomeo dei Vaccinari over Piazza Capo di Ferro, og fortsatte mod vest i et forløb svarende til nutidens Via Monserrato. Via Arenula skærer faktisk det gamle gadeforløb, der hvor nutidens Via di San Bartolomeo dei Vaccinari slutter. På det sted, hvor der i Antikken stod et lille vejkrydsalter for disse steders beskyttere, larerne. Under arbejdet med vejanlæggelsen udgravede man rester af et alter, som har stået i det lille Tempel ved den lidt norlige antikke vej kaldets Vicus Aesculeti. Men hverken gamle gadeforløb, kirker eller andre interessante bygninger, ej heller antikke fund kunne stoppe arbejdet med at rive ned, grave ud og planere området til den nye brede boulevard, der skulle lede den voksende trafik fra Largo Argentina og Corso Vittorio Emanuele II mod syd over Ponte Garibaldi og over i Trastevere-området på den anden side af floden. Området mod nord undergik voldsomme forandringer sidst i den ovennævnte periode, hvor hele gamle boligområder blev eksproprieret og revet ned. Heldigvis bevaredes dog nogle af de antikke fund, så det store udgravede område på Largo Argentina ikke atter forsvandt under nybyggede huse og nyanlagte gader. Men meget andet ligger begravet under Corso Vittorio Emanuele II, Via della Torre Argentina, Largo Arenula og Via Arenula, samt under de nye palæer, der skød op langs de nye pladser og gader. Det overordnede indtryk af Via Arenula er imidlertid de mange slut-1800-tals palæer, der flankerer de brede kørebaner og fortove. ---------- Læs HER om Via Arenula's tidligere historie ---------- EN TUR IGENNEM VIA ARENULA's VESTside: fra Largo Arenula til Ponte Garibaldi: Når man starter fra nord og følger gadens vestside på højre hånd, er den første bygning, som man møder helt oppe overfor den lille Largo Arenula, den overdådigt udsmykkede facade på det store lejlighedskompleks, tegnet af arkitekterne Camillo Boggio og Giulio Podesti og opført i 1895. Ejendommen, som ofte omtales som "Palazzo Podesti", har på hjørnet gadenumrene 26-27 og på strækningen mod syd numrene 87-80. Bygningen udgør karréen mellem Via di Sant'Anna, Via Arenula og Piazza Benedetto Cairoli, og med bagside ud mod Via Giovanni Borgi. Der er tale om en smal ejendom mod Via Arenula med en smal indre gård og en anden smal ejendom ud mod Via Borgi.
Efter Palazzo Podesti udvider Via Arenula sig mod vest i pladsen Piazza Benedetto Cairoli, der på østsiden - ud over den smalle sidefacade på Piazza Podesti - har Barnabiter-Ordenens Kloster og Hovedsæde, "Casa Generalizia dei Chierici Regolari di San Paolo", opført i 1600-tallet, samt Kirken San Carlo ai Catinari. Mod vest afgrænses Pladsen af Palazzo Santacroce, der også kaldes Palazzo Pasolini dell'Onda. Midt på Pladsen er der et lille grønt anlæg med skyggefulde træer og en statue af politikeren Federico Seismit-Doda, som levede fra 1825 til 1893. Piazza Benedetto Cairoli - cop. Leif Larsson Lige indenfor indgangen til anlæggget på Pladsen står en fontæne i bayersk granit med bronzeudsmykning. Det midterste bassin er bragt hertil fra Piazza dei Cenci, hvor det blev fundet i 1887, men det stammer oprindeligt fra Forum Romanum.
Syd for Palazzo Santacroce løber Via degli Specchi på tværs og ud mod Via Arenula. Den danner sammen med ejendommen Palazzo Signori sydgrænse for Piazza Cairoli.
Denne 5-etagers ejendom - som er hjørnehus til Via Arenula, hvorudtil den har en sidefacade på 7 fag, mens hovedfacaden og -indgangen ligger ud til Piazza Cairoli - stammer fra 1700-tallet, hvor Signori-familien lod den opføre. Til venstre for indgangsdøren i nummer 2 sidder en lille indskriftsplade til minde om Baron Hüffer, som bekostede anlægget på Pladsen. Her står: "SPQR - area pubblica ridotta - a giardino a spese di - Guglielmo Hüffer - MDCCCXC" : "Senatus Populusque Romanus (det romerske senat og folk - i vore dage: Roms Kommune) - offentlig område omdannet til park bekostet af Guglielmo Hüffer, 1890". Den tyske Baron Wilhelm Hüffer, der var født i Münster i 1821, levede sine sidste 15 år i Rom, hvor han døde i 1895. Ejendommen med husnumrene 72-74, som er nabohus til Palazzo Signori, er mere anonym og spartansk med en facade på 3 fag ud til hovedgaden og 4 fag ud til sidegaden Via della Seggiola, hvor husets hovedindgang er placeret. Bygningen har 6 etager, hvoraf den øverste er bygget til senere og ydermere forsynet med en stor, beplantet tagterrasse. Hovedfacaden er lidt bedre istandsat, men opbygningen er den samme, med kvaderstensmønster i stueetagen og brede friser under første- og trediesalens vinduer, samt lodrette rækker af stenkvadre på husets hjørner. Første- og trediesalens vinduer er høje og rektangulære under flade, vandrette overliggere, mens anden- og fjerdesalens vinduer blot har enkle, brede travertinrammer. På sidefacaden ud mod Via Arenula sidder i frisen under det midterste trediesals vindue et lille våbenskjold i relief. Mærkeligt nok er der ikke et tilsvarende på facaden ud mod Via della Seggiola. Måske har husets hovedindgang - og dermed hovedfacade - fra starten været ud mod den brede boulevard, hvor ejendommens stueetage senere er blevet ombygget til forretningslokaler.
Sidegaden Via della Seggiola, som ligger mellem ovennævnte lille palæ og det mod syd stående store Palazzo del Ministero della Giustizia, Justitsministeriets Palæ, går mod vest ind i den gamle bydel med den snørklede gademønster. Det er klokketårnet til Kirken Santa Maria in Monticelli, som man kan skimte for enden af gaden.
Justitsministeriets enorme bygning, der nærmest dækker en hel bydel mellem Via della Seggiola, Via Arenula og Via delle Zoccolette og ved sin opførelse i 1920 blev bygget henover en gammel gade, som fortsatte det forløb fra øst, som derovre var startet af Via di San Bartolomeo dei Vaccinari, har en meget lang facade ud mod Via Arenula. Den midterste del heraf er fremtrukket, mens 2 smallere sidefløje er trukket lidt tilbage, hvilket har levnet plads til et ganske smalt grønt anlæg med et par træer ved sidegaderne.
Palazzo del Ministero della Giustizia, tidligere kaldet Palazzo del Ministero di Grazia e Giustizia, er påbegyndt bygget i 1913, hvor de sidste huse i området blev eksproprieret og nedrevet. Bygningen er tegnet af arkitekten Pio Piacentini og opført i renæssancestil, der også kaldes 1400-tals-eklekticisme. Den er i 3 etager (hovedbygningen) og 4 etager med loggia som den femte (sidebygningerne). Byggeriet stod på fra 1914 til 1924 og senere kom udvidelser til i 1932. Førstesalens vinduer er høje, rektangulære og forsynet med trekantede gavlfelter. En stor indskriftsplade pryder muren under andensalens vinduer, som blot har vandrette overliggere. Frisen under det smukt udskårne og brede tagudhæng er forsynet med relieffer af blomsterguirlander og rosetter. I det hele taget har facaden mange interessante detaljer, blandt andet er der på hvert hjørne af den fremtrædende midterbygning et skjold med den tidligere kongefamilie Savoia's våben.
Muren i stueetagen er forsynet med diamantkvader og 4 ovale nicher med portrætbuster mellem hver af de 3 høje buer, som udgør indgangspartiet. Busterne forestiller allegoriske figurer, der repræsenterer henholdsvis (fra højre) "Retten", "Civilretten", "Strafferetten" og "Loven":
Palazzo del Ministero di Giustizia slutter ved sidegaden Via delle Zoccolette og efter denne står det sidste hus på Via Arenula's vestside, mellem hovedgaden, sidegaden og den brede, trafikerede flodboulevard Lungotevere dei Vallati. Det drejer sig om en mindre charmerende bygning i Jugendstil, som på italiensk kaldes "stile Liberty". En meget høj kælder og 3 etager med 4 fag mod både Via Arenula og Via delle Zoccolette, samt 7 fag mod Lungotevere. Hvidpudset facade med striber af stenkvadre forneden og høje vinduer med udsmykkede rammer i forskellige udgaver for hver etage. Førstesalens med trekantede gavlfelter og andensalens med bølgende friser af guirlander og englehoveder.
Her slutter Via Arenula ved flodboulevarden, som på denne, vestlige side har navnet Lungotevere dei Vallati, men på østsiden kaldes Lungotevere dei Cenci. Vejforløbet slutter imidlertid ikke her, idet det fortsætter over floden ad den 120 meter lange Ponte Garibaldi, som byggedes i 1888 for at forbinde byområdet med Trastevere.
RETUR IGENNEM VIA ARENULA's ØSTside: fra Ponte Garibaldi til Largo Arenula: Den sidste ejendom med adresse i Lungotevere dei Cenci er samtidig hjørneejendom til Via Arenula, der her - ud for Ponte Garibaldi - afslutter Cenci-delen af Lungotevereforløbet, som mod vest fortsættes af Lungotevere dei Vallati. Hjørneejendommen har ud til Lungotevere dei Cenci 7 brede fag i 4 etager med en overbygget og tilbagetrukket 5 etage. Den er pudset op i en mørk gul farve og har stenmønster indridset på facaden i stueetagen og førstesalen, mens resten af facaden er uden mønster. Stueetagens vinduer er enkelte og høje, uden særlige rammer, mens førstesalens er firdobbelte franske altaner bag kunstfærdigt snirklede smedejernsgitre. Andensalens vinduer sidder over en bred gesims og har ligeledes franske altaner, men her bag stenbalustrader. Vinduerne er flankeret af smalle halvsøjler med firkantede kapitæler, som bærer trekantede gavlfelter. Lige over disse sidder små konsoller, der bærer vindueskarmen under trediesalens vinduer, som er flankeret af flade, profilerede søjler, der ender i små konsollignende kapitæler. Over dem løber det kraftigt fremspringende tagudhæng, der er profileret i bølger og udskåret, samt båret af flade konsoller. Tagudhænget er herover så bredt, at der er plads til regulære altaner med smedejernsgitre foran fjerdesalens vinduer i enkle, profilerede rammer. Det øverste tagudhæng er ikke så fremspringende, men enkelt og uden videre dekorationer, borset fra en række profilerede lister. Øverst anes en beplantet tagterrasse. Det er bag dette hus, at Kirken San Bartolomeo dei Vaccinari stod, med sin apsis næsten helt nede ved Lungotevere dei Cenci. Gaden bagved, Via San Bartolomeo dei Vaccinari, gentager et antikt gadeforløb, kaldet Vicus Aesculeti, og det var her på hjørnet af Via Arenula, at man i 1888 udgravede det såkaldte "Ara Vici Aesculeti", som stammer fra det lille antikke gadekapel Compitum Vici Aesculeti. (se Google foto). Den næste ejendom på gadens østside står på det sted, hvor den gamle Kirken San Bartolomeo dei Vaccinari havde stået siden et tidspunkt før 1100-tallet og indtil nedrivningen i 1914. Ejendommen er fra begyndelsen af 1900-tallet og facaden er efter tidens smag smykket med en mængde forskellige detaljer. De nederste 2 etager (der er ialt 6) er pudset op i en grå farve med stenmønster, mens resten af facaden har rødligt puds med en lodret række fintskårne stenkvadre i hvert hjørne. Huset har 5 fag ud til Via San Bartolomeo og 5 fag ud mod Via Arenula (nr.47-51). Hovedindgangen ligger i sidegaden ved nr. 19: en nydelig portal i stenmønstret bue og smedejernsgitter i halvcirklen foroven. En lignende bue i det 4. fag er idag indgang til en forretning. De øvrige 3 fag i stueetagen består af høje, rektangulære og firkantede butiksruder og -indgange. Over 1. og 5. fags førstesalsvinduer sidder kraftige, udskårne konsoller, der bærer 2 brede og tunge stenbalkoner med stenbalustrader på andensalen, hvis høje vinduer er i kraftige rammer flankeret af smalle flade søjler med små konsoller bærende overliggere og trekantede gavlfelter. Trediesalens vinduer er blot i brede travertinrammer, men her sidder der over midterfaget kraftige konsoller med en stenbalkon med smedejernsgitter foran fjerdesalens midtervindue. Fagene er er blot i enkle rammer, men forsynet med vandrette overliggere, mens en frise mellem 2 smalle udskårne bånd markerer etageadskillelsen. Femtesalens vinduer er i enkle rammer under det fremspringende og smuktudskårne tagudhæng med rosetter og blomsterblade. Ejendommen, hvis hjørnebalkon går hele vejen rundt om hjørnet og dækker det yderste fag mod Via Arenula, har herudtil 5 fag, der er disponeret og udsmykket på samme måde. Bortset fra at der her ikke findes nogen hovedportal, men kun butiksindgange i alle fagene. Den karré, som flankerer Via San Bartolomeo dei Vaccinari's nordside og Via Arenula's østside på vores højre hånd, udgøres af én enkelt beboelsesejendom, som har 11 fag i 4-6 etager (over de midterste 7 fag er der en tilbagetrukket tagterrasse og muligvis en ekstra etage) ud til sidegaden og 11 fag med en pompøs hovedportal ud mod Via Arenula (nr.36-46). Karréen strækker sig frem til den næste sidegade mod Piazza dei Cenci og bagud til Via Beatrice Cenci, hvortil den har et let afskåret hushjørne, forsynet med fint tilhugne stenkvadre over hele hjørnefladen og sidekanterne. Øverst på sjettesalens hjørne sidder et indrammet felt. Ejendommen har 10 fag ud mod Via Beatrice Cenci og 8 ud mod gadestykket Piazza dei Cenci. Over alle facader er der mellem hvert fag, hvor der i stueetagen er skiftevis døre og vinduer, muret lignende stenkvadersøjler, som går op mellem førstesalens små vinduer og her bærer nogle brede udskårne friser. Andensalen har høje vinduer indrammet af smalle, flade søjler med korinthiske kapitæler, som bærer halvmåneformede gavlfelter. Trediesalens vinduer er næsten ligedan, men mangler søjler og kapitæler. Til gengæld bæresde vandrette overligger her af små udskårne konsoller. Fjerdesalens vinduer har let udskårne, smalle overliggere under en bred gesims. Og femtesalens vinduer har blot ganske enkle, firkantede rammer, men mellem hver af disse sidder en oval med et busterelief.
... Efter det pompøse palæ i nr. 36-46 afbrydes rækken af monumentalbygninger af den lille sidegade, som går ind til den stemningsfulde og interessante Piazza dei Cenci, hvor "Casa Vecchia di Jacopo Cenci" ("Jacopo Cenci's gamle hus") og Palazzo Cenci Caetani, en del af Palazzo Cenci al Monte, danner bagtæppe:
Karréen nord for den lille gade går helt op til Via di Santa Maria dei Calderari, som oprindeligt var meget længere, idet den fortsatte mod vest til den nu forsvundne Piazza Branca, der lå i den sydlige del af nutidens Piazza Cairoli, på den anden side af Via Arenula. Denne ejendom, der spænder over husnumrene 23-35, har 6 etager og blot 2 fag mod Via di Santa Maria dei Calderari, mens den har 13 fag og hovedportal mod Via Arenula. Den fylder med sin imposante facade og tunge bygning hele stykket mellem de 2 sidegader. Mod den, der fører ind til Piazza dei Cenci, har huset 3 fag, mens dens bagside, som vender ud mod den smalle Vicolo dei Cenci, har 8 fag i en ganske enkel mur uden særlig udsmykning. Hoved- og sidefacaderne er derimod smukt dekoreret, med stenkvadermønster over de nederste 2 etagers facade og brede gesimser og friser, der danner skillelinier under andensalen og fjerdesalen. Med hjørne- og midterbalkoner i marmor og flade søjler med doriske kapitæler, der deler facaderne op i felter, omkring de 2 yderste fag, samt omkring de 3 midterste. Førstesalens vinduer er små og forsvinder nærmest i facadens stenmønster, mens andensalens er høje og indrammet af søjler med overliggere og gavlfelter med enten halvbuer eller trekanter. Trediesalens vinduer er mindre med buet overkant og enkle rammer, mens fjerdesalens atter bliver høje og udstyret med vandrette overliggere. Femtesalens vinduer er mindre og i enkle rammer under det brede, udskårne tagudhæng. Hovedportalen i nr. 29 er indrammet af 4 kraftige søjler med høje lige baser og kapitæler i samme stil, men let kannellerede. De bærer en lang, men smal stenbalkon. ..... Et elegant og sobert udsmykket palæ i klassisk stil ligger på nordsiden af Via di Santa Maria dei Calderari og strækker sig med husnumrene 20-22 op til sidegaden Via di Santa Maria del Pianto. Huset har 7 fag i 5 etager ud mod Via Arenula, 3 fag ud mod Via di Santa Maria dei Calderari og 2 fag ud mod Via di Santa Maria del Pianto. Udsmykningen er ens på både hoved- og sidefacader. Stueetagen med groft tilhugne stenkvadre og store, firkantede forretningsruder; de øvre etager med mønster af store sten i den lyse puds. Under første-, anden- og tredieetagen løber en bred frise under en lille gesims. Den nederste frise har et mæandermønster, mens de øverste har relief af blomster og guirlander, der også pryder vinduesrammerne og felterne under førstesalens vinduer, samt frisen under det ligeledes udskårne, brede tagudhæng. Bygningens hovedindgang ligger i nr. 21 under en bred stenbalkon med marmorbalustrade, båret af smalle udskårne søjler med englehoveder. Over førstesalens vinduer mod Via Arenula sidder en række indskriftsfelter med teksten "Ingenio" - "natam" - "labore" - "perfectam" - "Anno" - "Domini" -"MDCCCXCII". Ejendommen er opført i eklektisk stil i 1880'erne af arkitekten Pietro Carnevale og kaldes derfor også Palazzo di Pietro Carnevale. cop. Leif Larsson Via Arenula nr.20-22 (Palazzo di Pietro Carnevale) og et kig ned af sidegaden Via di Santa Maria del Pianto Efter Pietro Carnevale's palæ ligger sidegaden Via di Santa Maria del Pianto, hvor man midtvejs (til venstre på fotoet ovenfor) kan se hjørnet på Palazzo Santacroce med dets tårn og facade beklædt med diamantkvadre. Den næste bygning er en nydelig ejendom i 5 etager, plus en tilbagetrukket overbygget sjette etage, og 11 fag ud mod Via Arenula, samt 5 fag mod sidegaden og 2 fag mod den næste sidegade Via dei Falegnami. Ejendommen dækker hele stykket mellem de 2 sidegader og husnumrene 9 til 19 med 2 smukke indgangsportaler under flotte marmorbalkoner på svungne konsoller i nr. 12 og 16. Det brede tagudhæng, som er støttet af små konsoller, er imellem disse udsmykket med rossetter i relief.
Den sidste bygning på østsiden af Via Arenula, før man her mod nord når ud til det lille torv Largo Arenula, er det såkaldte Palazzo Chiassi Lais, som er tegnet af arkitekten Angelo Balzani og bygget i 1892 for den grevelige familie Chiassi, som tidligere boede længere mod nord i et andet palæ, som blev revet ned, da Corso Virttorio Emanuele II blev anlagt. Facaden er i stueetagen og førstesalen dækket af stenkvadre og herover er der 4 etager med pudsede vægge mellem stukdekorationer i form af vandrette og lodrette friser. Vinduerne på anden- og trediesalen er høje og har buede overfelter (bortset fra de 5 midtervinduer ud mod Via Arenula), mens de på fjerde- og femtesalen, der ligger lidt tilbagetrukket bag en smal altan, blot er rektangulære. Ud for andensalen er der flere steder smukke stenbalkoner. Midt i bygningen er der ud mod Via Arenula et bredt og højt indgangsparti med en dobbeltbalkon på andensalen lige over portalens store bue.
Palæet, der har et afrundet hjørne med et fag samt 1 almineligt fag mod Via dei Falegnami, dækker husnummerrækken 1-8 og slutter med en smal 3-fags sidefacade mod Largo Arenula. Via Arenula blev åbnet i 1880, så Palazzo Chiassi må have været blandt de første palæer til at flankere den nye boulevard.
LIDT om VIA ARENULA's HISTORIE: Nord for den nye gade lå i Antikken flere store bygningsværker. De mange templer fra republikkens tid kan man se rester af i udgravningerne på Largo Argentina, mens der intet er tilbage af det store søjlegangsanlæg, Porticus Pompei, som stod mod vest, hvor det udgjorde forpladsen til Pompejus' Teater, hvor store dele gemmer sig under husene på østsiden af Campo dei Fiori. Et langt og stort anlæg, som man mener har rummet "Schola Collegii Cantorum", en sangerskole, og måske den i kilderne omtalte "Porticus ad Nationes", strakte sig fra Vicolo dei Chiodaroli og Via di Sant'Anna ud til Largo Arenula. Syd herfor har man udgravet rester af et større bygningskompleks, som kan have været det ligeledes i kilderne omtalte badeanlæg "Balnea Quattuor". De udgravede dele har ligget mellem Via di Sant'Anna i nord og mod syd strakt sig over Via Giovanni Borgi og den nordlige del af nutidens Piazza Cairoli. Øst herfor lå - ud over nutidens Via Arenula og Largo Arenula beboelseskomplekset Domus Pulverata. Sydgrænsen for dette anlæg lå antagelig lidt nord for Via dei Falegnami. Det er i dette område, omkring krydset Via Arenula - Via dei Falegnami, at man mener der har stået et gammelt Hercules-Tempel kaldet Aedes Herculis Custodis. Lidt længere mod syd stod der et større søjlegangsanlæg, hvis navn man ikke kender. Det strakte sig fra Via Arenula's østside og mod sydøst ned til Piazza delle Cinque Scole. Det bestod af flere søjlerækker, hvoraf den nordligste dækkede en antik vej, som fra øst kom helt nede fra Forum Holitorium omkring Marcellus-Teatret og mod vest løb næsten som nutidens Via dei Cappellari. Vejen kaldtes muligvis "Via tecta": "Den overdækkede vej" og var måske en del af den gamle Via Triumphalis. Det område, der lå syd for vejen og hvori søjlegangsanlægget var bygget, var tidligere del af det meget gamle anlæg Circus Flaminius, en væddeløbsbane omkranset af helligdomme og templer. Dens areal har strakt sig fra Marcellus-Teatret i øst og frem til efter Piazza Cairoli i vest. Området syd herfor, ned mod Tiberens bred var tilsyneladende ikke så voldsomt bebygget, man har dog udgravet forskelligt her og der, men det er først lidt længere mod vest omkring Kirken San Paolo alla Regola - og mod øst ved Piazza delle Cinque Scole - at man har identificeret betragtelige rester af lagerhuse og magasinbygninger, de såkaldte Horrea, samt andre bygninger. Der løb dog i Antikken i hvert fald 2 tværgader her i den sydlige del af det, der senere skulle blive Via Arenula. De udgik begge fra området omkring nutidens Piazza delle Cinque Scole, hvor de fortsatte en gammel flodvej fra øst. Men efter Pladsen delte de sig og løb henholdsvis i en lang, let bue mod nordvest og i en meget svag bue, der fulgte flodbredden mod vest. Den nordligste af disse veje havde samme forløb som Via di San Bartolomeo dei Vaccinari og man mener, at der måske har været tale om den gamle Vicus Aesculeti, der længere mod vest kaldtes Vicus Stablarius. Dens forløb efter Via Arenula kan idag ikke ses, da det ligger begravet under det store Justitsministerium, men netop i gadekrydset - eller rettere en smule syd for dette - fandt man rester af et gammelt alter for vejkrydsenes beskyttende guder, larerne. Det har stået i en lille helligdom, som man efter indskrift på alteret kalder Compitum Vicus Aesculeti. Det restaurerede alter kan idag ses i museet Centrale Montemartini. Den sydligste af de to veje kan også have båret navnet Vicus Aesculeti, da den gik igennem - eller hen imod - et egetræskrat, kaldet Aesculetum eller Lucus Petelinus, der menes at have strakt sig fra omkring nutidens Via Beatrice Cenci i øst til et stykke efter Via Arenula i vest. Og fra lidt syd for det ovenforomtalte vejkryds i nord til flodbredden i syd. Altså hen over det areal, der idag dækkes af Lungotevere dei Cenci og de høje digemure, samt kajen nedenfor. I løbet af Middelalderen blev området bebygget med masser af småhuse og kirker og klostre. Øst for Via Arenula opstod mellem Via di Santa Maria dei Calderari og Via di San Bartolomeo dei Vaccinari en hel lille by tilhørende den efterhånden så indflydelsesrige Cenci-familie, der byggede deres befæstede kompleks omkring 3 gamle tårne på en lille høj, Monte dei Cenci, som muligvis er opstået på antikke ruiner, der ikke er udgravet men måske stammer fra den sydvestlige del af Circus Flaminius. Mod vest blev ruinerne af de mange store lagerhuse udnyttet til beboelse og da Palazzo del Ministero della Giustizia blev bygget, sparede man nogle enkelte af de gamle Middelalderhuse, mens resten blev revet ned. Hvis man vil danne sig et indtryk af områdets udseende i Middelalderen, kan man gå om bagved den store bygning og fra Via di Santa Maria in Monticelli beskue de gamle bygninger. Flere gamle kirker og klostre forsvandt, da Via Arenula blev anlagt, heriblandt: Sant'Elena dei Credenzieri, det gamle Franciskaner-Kloster Monastero di Santa Caterina "de arcu cenciorum", Sant'Anna dei Falegnami, Santa Maria dei Calderari og San Lorenzo in Graticula.
Litteratur om Via Arenula: |