ANNAS ROM GUIDE

Santa Maria di Monserrato: Historien

--- Via di Monserrato  til højre for nr. 115 ---

Se nr. 65 på Kort over den vestlige del af Campo de' Fiori-Turen

--- Se også: Kort om Kirken --- En Rundgang i Kirken --- Plan over Kirken ---

 

I 1354 havde en tilflytter fra Catalonien ved navn Jacoba Ferrandes (også omtalt som Giacoma Ferrer) købt et hus ved det, der dengang kaldtes Via Arenula, men idag hedder Via di Monserrato. Her grundlagde hun et herberg og hospital for sine landsmænd, der kom til Rom på pilgrimsrejse eller andre formål. Institutionen viede hun til San Nicolò og det tilknyttede lille kapel kom til at hedden Cappella di San Niccolò og fik senere tilføjelsen "a Corte Savella" efter det store fængselskompleks på gadens modsatte side: Corte Savella.

Bygningen lå omtrent midtvejs i nutidens Via di Monserrato, som i kvarteret Rione Regola løber fra Piazza Farnese til Via dei Banchi Vecchi, og stod antagelig på hjørnet af den gamle gade Via della Barchetta - og overfor gyden Vicolo di Montoro - på det sted, hvor Kirken Santa Maria di Monserrato står idag.

Da Jacoba døde i 1385, havde hun testamenteret huset og al sin ejendom til dette Ospizio dei Catalani - som iøvrigt kun optog mandlige pilgrimme, mens hendes kvindelige landsmænd kunne finde husly i Ospizio di Santa Margherita dei Catalani, der lå i tilknytning til Kirken San Tommaso degli Spagnoli, beliggende på hjørnet af nutidens Via Giulia og Via del Mascherone.

I 1400-tallet blev de 2 herberger slået sammen og fik sæde i San Niccolò dei Catalani og her gik i 1506 nogle catalonske tilflyttere sammen i et lægbroderskab viet til Jomfruen fra Monserrato, La Vergine di Monserrato, og kaldet Confraternita di Santa Maria di Monserrato.

Aktiviterne voksede og dermed også donationer og formue, så det i begyndelsen af 1500-tallet blev muligt for Lægbroderskabet at planlægge opførelsen af en helt ny kirke. Denne tegnedes i 1508 af Antonio da Sangallo den Yngre, men da pengene ikke strakte, måtte byggeriet afbrydes.

Der blev dog stadig opkøbt ejendomme mellem Via di Monserrato og Via Giulia og i 1577 blev der også råd til at bygge et nyt herberg, tegnet af Bernardino Valperga, som også fik til opgave at fuldføre det gamle kirkeprojekt fra Sangallo's hånd.

Nu begyndtes opførelsen af facaden, som blev udført af Francesco da Volterra, og i perioden 1582-1583 byggedes de 3 kapeller i kirkens højre side.

Arbejdet skred frem i flere perioder og i 1593 stod den nederste del af facaden færdigt. Året efter påbegyndtes byggeriet af 3 kapeller i Kirkens venstre side. Højalterets opførelse startede på samme tidspunkt og i 1596-1598 byggedes kirkeloftet.

Herefter fulgte en længere periode, hvor byggeriet lå stille bortset fra indretningen af et nyt sakristi i en bygning, der tidligere husede den gamle kirke Sant'Andrea di Nazareth. Dette fandt sted i 1601-1602 og i 1625-1635 opførtes desuden et sygehus i tilknytning til det gamle herberg. Først i 1673-1675 kunne arkitekten G.B. Contini fuldende Kirkens apsis, samtidig med at der opførtes et nyt højalter, som blev indviet den 2. Februar 1675.

I de urolige tider i slutningen af 1700-tallet lukkedes Santa Maria di Monserrato og da forholdene normaliseredes, besluttede den spanske Konge at lade kirkerne Santa Maria di Monserrato og San Giacomo e Ildefonso slå sammen. I 1817 lukkedes San Giacomo og man begyndte en restaurering af Santa Maria di Monserrato, som blev ledet af arkitekterne Giuseppe og Pietro Camporese i 1820-1821. Til dette formål genbrugtes så vidt muligt alt fra den lukkede kirke. I 1822 kunne ombygningen derpå genindvies.

Efter 1849 byggedes en ny palæ-fløj mod Via Giulia. Den blev tegnet af Antonio Sarti, men fuldførtes af Salvatore Bianchi, og skulle huse herberg, sygeafdeling og kapellanernes bolig.

I 1909-1912 opførtes fløjen mod Via della Barchetta og den gamle bygning, hvori Kirken Sant'Andrea og Cappella di San Niccolò havde haft til huse, blev revet ned.

I 1926-1929 blev Kirken restaureret og dekorationen i hovedskibet omsider fuldført, sammen med den øverste del af facaden.

Santa Maria di Monserrato - cop.Leif Larsson
Santa Maria di Monserrato - cop.Leif Larsson

 

--- Se fotos af Alvaro de Alvariis fra hans photostream på Flickr ---

--- Se også: Kort om Kirken --- En Rundgang i Kirken --- Plan over Kirken ---

 

Litteratur om Santa Maria di Monserrato:
Armellini, Mariano: Le Chiese di Roma dal secolo IV al XIX / di Mariano Armellini. Pubblicato dalla Tipografia Vaticana, 1891. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 415-419.
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VII Regola / a cura di Carlo Pietrangeli. - Parte II: 3. edizione, 1984. ------- side 32-41.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 20 (før de nyeste fund).
Rendina, Claudio: Le chiese di Roma. Roma, Newton Compton editori, 2007. (Tradizioni italiane, 62)
- side 237.
Roma Sacra : guida alle chiese della città eterna. 1. itinerario - . Elio de Rosa editore, 1998. - 12. Itinerario: Santa Caterina da Siena ff.   
- side 48-54.
Alvaro de Alvariis' Photostram på Flickr.
Info.roma.it: Santa Maria in Monserrato degli Spagnoli. (Her findes blandt andet et 360 graders foto fra Kirken)
Romanchurches / Churches of Rome Wiki: Santa Maria in Monserrato degli Spagnoli.
Romasegreta.it: Via di Monserrato.
Romeartlover.it: Santa Maria in Monserrato.
Wikipedia (italiensk tekst): Santa Maria in Monserrato degli Spagnoli.
www.borgato.be: Via di Monserrato.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 23.7.2021 og sidst opdateret d. 5.8.2021