Monastero dei Santi Quattro Coronati

Klosteret ved siden af Kirken Santi Quattro Coronati på Monte Celio ved gaden af samme navn stammer muligvis helt tilbage fra midten af 800-tallet under Pave Leo IV, men det er i hvert fald omtalt i 975, da Pave Benedikt VII overgav det med al dets jordegods og indhold til Teoderico, der var Ærkebiskop i Trier (på italiensk kaldet Treviri).

Oprindeligt har der nok kun været tale om en såkaldt "cella", det vil sige et lille hus, hvor der boede nogle munke eller nonner. Til højre for den gamle Kirke, der dengang dækkede et betydeligt større areal end idag - faktisk både den nuværende Kirke og den inderste forgård samt i hver side et stykke på omkring en halv gang bredden af nutidens Kirke - lå der ud mod Via dei Santi Quattro en pænt stor trapez-formet bygning, opdelt i flere mindre, som menes at have været bolig for de præster, munke eller nonner, som dengang var tilknyttet Kirken.

I 1084-1085 blev Kirke og Kloster imidlertid offer for Robert Guiscards normanniske hærs hærgen, plyndren og afbrænding af store områder i Rom. Der blev også sat ild til Santi Quattro Coronati-Komplekset med store skader til følge, for eksempel faldt en stor del af hovedskibet og Kirkens apsis sammen. (Kirken var dengang i 3 skibe, hvoraf hovedskibet var det, som idag udgør hele nutidens Kirke). Tilsyneladende gik det også hårdt ud over Klosterbygningen. Og hele det omliggende område var mere eller mindre lagt øde, beboerne nedslagtede eller flygtede og menigheden skrumpet ind til ingenting, så en fuld genopbygning af Komplekset var - ud over at være økonomisk vanskelig - også unødvendig. I stedet brugtes de eksisterende strukturer til at opbygge en "ny" Kirke inde i det gamle hovedskib, men kun i halv længde, hvorved den sidste del af rummet blev til nutidens inderste forgård.

På ruinerne af den gamle Kirkes sideskibe byggedes til gengæld efterhånden 2 beboelsesområder, i højre side for Kirkens præster og personale og i venstre side i form af et Kloster, grundlagt af Pave Paschalis II. Det hele indviedes den 20. Januar 1116 og Komplekset, samt det nærliggende kapel Oratorio di Santa Maria in Monasterio Michaeli, overdrog Paven til en gruppe munke, som skulle sørge for pasningen og afholdelsen af gudstjenester i Kirkerne.

Man kender ikke præcist udformningen af den Klosterbygning, som Paschalis II lod rejse, men man mener, at den indeholdt en firkantet klostergård, omgivet af en søjlegang og en række beboelserum og kapeller, der vendte ud hertil. Dette byggeri strakte sig så langt til venstre for Kirken, at det blev nødvendigt at nedrive et gammelt dåbskapel, der tidligere stod på stedet. Også denne bygning havde lidt alvorlig skade under afbrændingerne og da menigheden som nævnt ovenfor nu nærmest var ikke-eksisterende, var kapellet overflødigt.

Inden 1138 var Santi Quattro Coronati-Komplekset blevet overgivet Benediktiner-Ordenen, som havde hovedsæde i Abbediet Santa Croce di Sassovivo i nærheden af Foligno i Umbrien. Heraf fulgte, at Abbederne herfra, samt andre udsendinge fra Umbrien, tog ophold i Santi Quattro Coronati-Klosteret, når de var i Rom i embeds medfør. Det skete åbenbart tit, for stedet fik tilnavnet "castrum folignatorum" ("Foligno-borgernes borg"). Abbediet - og dermed Santi Quattro Coronati - havde talrige ejendomme i Rom og flere huse i nærheden af Kirken, så økonomien var ikke længere noget problem. Og disse Abbeder og udsendinge var jo vigtige personer, som måtte huses standsmæssigt, så Kloster og Præsteboliger fik også en opfriskning i denne forbindelse. Samtidig byggede man en ny prægtig klostergård i cosmatisk stil og et "palatium dormidorii", en fløj med celler til munkene.

Men efter midten af 1200-tallet lader det til at være gået tilbage for både Abbediet og Santi Quattro Coronati-Komplekset. Og allerede i 1315 kan man af inventarlister fra Klosteret se, at munkene er blevet fattige. I Kirkekataloget fra Torino fra perioden 1313-1339 opregnes der 10 munke ved Kirken, men trods dette byggedes der stadig til Komplekset.

Nu var det imidlertid den højre fløj og området omkring den første forgård, som byggeriet koncentrerede sig om. I løbet af 1200-tallet var der på de gamle mure af den gamle Kirkes højre sideskib og præstebygning, samt på den tidligere søjlegang omkring den første forgård, blevet rejst et stort og flot palæ med tårne og fæstningsværker. En del af dette byggeri bekostedes af Stefano Conti, som var Kardinal ved Kirken Santa Maria in Trastevere, men muligvis allerede tidligere havde taget bopæl i den befæstede præstebolig. Stefano Conti var nevø af Pave Innocens III, som havde gode grunde til at indsætte sin familie på strategiske steder i Rom, hvorfra de kunne kontrollere byens urolige elementer, de mange konkurrerende adelsfamilier. Fra Santi Quattro Coronati kunne man således kontrollere den nedenforliggende hovedvej Via Maior, som forbandt Lateranet, der var Pavens residens, med Peterskirken. Desuden kunne en fæstning på dette sted yde beskyttelse for Paven, hvis der skulle opstå uroligheder. (Læs mere om Kardinal-Palæet!)

I slutningen af 1200-tallet stod hele Komplekset, Kirke, Kloster og Kardinalpalæ ombygget, fornyet og udsmykket på den prægtigste måde, men så begyndte forfaldet. Først med Pavehoffets forflyttelse til Avignon i 1309. Når der ikke boede nogen Pave i Lateranet og ikke var nogen pavelige processioner mellem denne Kirke og Peterskirken, eller i det hele taget fra San Giovanni og ind i byen, mistede Santi Quattro Coronati lige så stille sin betydning. Der var heller ingen grund til at nogen skulle bo i Kardinalpalæet, når det pavelige hof og Curien ikke befandt sig i byen, så det blev forladt og ikke længere vedligeholdt.

I 1348 rystede et vældigt jordskælv Rom og eftervirkningerne herfra var måske medvirkede til at Komplekset efterhånden blev så forfaldent, at det ikke kunne tages i brug uden en voldsom renovering, da Paverne vendte tilbage fra Avignon i 1377. Først i perioden 1423-1431 under Pave Martin V kom denne imidlertid i gang, da Kardinal Alfonso Carrillo betalte en større sum for at få sat bygningerne i stand.

For en kort bemærkning vendte Komplekset tilbage til sin tidligere storhed. Det husede i 1433 Kong Sigismond af Ungarn og blev sat yderligere i stand af Pave Calixtus III i 1455-1458, men på dette tidspunkt havde Paverne forladt Lateranet som residens og bosat sig i Vatikanet i stedet, og denne beslutning overflødiggjorde atter en stor del af Kompleksets funktioner. Igen kom der en periode med forfald.

I 1521 overgik Klosteret til Ordenen Monaci Camaldolesi og selvom Titel-Kardinalen Lorenzo Pucci forsøgte at gøre munkene interesserede i stedets vedligeholdelse, forlod de hurtigt Klosteret, fordi de syntes, at klimaet var dårligt og sygdomsfremkaldende. De beholdt bare en lille del som kontor for Ordenens leder.

Derfor stod Klosteret atter forladt og forfaldent i midten af 1500-tallet, da "hjælpen" kom fra en uventet kant. Det religiøse og velgørende Broderskab Arciconfraternita di Santa Maria della Visitazione degli Orfani, som fra 1536/40 var begyndt at samle forældreløse børn i nogle bygninger ved Kirken Santa Maria in Aquiro inde midt i Rom, fik brug for mere plads til de forældreløse piger, som skulle hjælpes med en sund, katolsk opdragelse og undervisning i religion og moral, samt i de kvindelige sysler, som var nødvendige for at de senere kunne blive gode husmødre. For pasning og undervisning af pigebørnene og de unge kvinder sørgede blandt andre en række tidligere elever, der siden var gået ind i Augustiner-Ordenen som nonner. Da pladsmangelen blev akut, bad Broderskabet Pave Pius IV om at få tildelt et større sted, hvor piger og nonner kunne bo. Gerne et lidt afsondret og roligt sted, for nonnerne levede i klausur og pigebørnene skulle have ro og fred i deres opvækst.

Det øde og forladte Kloster på Celiohøjen, som ingen kerede sig om, var et oplagt valg og i 1562 overlod Paven og Kardinal Enrico di Portogallo det til Broderskabet. Før indflytningen i 1564 måtte der dog ske en større restaurering af bygningerne. Nu var der ikke mange midler til rådighed, så nogle ombygninger var ganske enkle: I de tidligere store sale i det gamle Kardinalpalæ indrettedes der sovesale, eller man fjernede nogle vægge mellem de mindre rum for at kunne få en sovesal mere. De flotte fresker fra palæets storhedstid ansås åbenbart for demoraliserende for pigebørnene, så de blev kalket over. Vinduerne blev flyttet højere op og forsynet med gitre, således at man ikke indefra kunne læne sig ud og ejheller ses udefra.

Den 12. Marts 1564 rykkede de forældreløse piger og deres undervisere omsider ind i deres nye hjem. Klosteret blev nu Kloster for Augustinerinder fra 1562 til vore dage og kaldtes først Monastero delle Agostiniane, fra 1910 Monastero delle Suore di Nostra Signora del Monte Calvario og fra 1995 Monastero delle Piccole Sorelle dell'Agnello.

Børnehjemmet kaldtes enten Conservatorio delle Zitelle Orfane eller Le Orfane dei Santi Quattro Coronati. Antallet af pigebørn steg støt og roligt, så der måtte bygges en ny sovesal ovenpå den gamle Kirkes højre sideskib i 1616 og endnu 2 andre over søjlegangene i første forgård i 1632. Men pladstrangen blev ikke mindre og i 1672-1673 måtte man ligefrem bygge en helt ny fløj til venstre for den første forgård.

I løbet af 1700-tallet gik antallet af forældreløse piger ned og i 1872 lukkede den nye Italienske Stat børnehjemmet. Komplekset blev i 1879 delt i to dele, den vestlige del, det vil sige til højre og til venstre for Kirken, fik Augustinerinderne overladt og de bor stadig her. Den østlige del, omkring den første forgård, blev først eksproprieret og indrettet til sygehus, men i 1910 overgivet til Ordenen Suore di Nostra Signora del Monte Calvario, som indrettede den til hjem for døvstumme. I 1946 blev den købt af Vatikanet og fra 1995 er den overtaget af Ordenen Piccole Sorelle dell'Agnello.

----- Kort om Kirken Santi Quattro Coronati ----- Mere om Kirken Santi Quattro Coronati ----- Den gamle Kirke -----

----- Fotos fra Santi Quattro Coronati-Komplekset ----- Oratorio di San Silvestro ----- Det gamle Kardinalpalæ -----

---------- Plan over Kirken Quattro Coronati ---------- Titulus Aemilianae ----------