Palazzo Cardinalizio dei Santi Quattro Coronati

Til højre for Kirken Santi Quattro Coronati på Monte Celio lå fra 1200-tallet en større tilbygning, som var den residerende Kardinals palæ.

Bygningen lå mellem Kirken og gaden Via dei Santi Quattro på det sted, hvor der tidligere havde været en lille såkaldt "cella", det vil sige et lille hus, hvor der boede nogle munke eller nonner. I løbet af 1200-tallet rejstes der på de gamle mure af den gamle Kirkes højre sideskib og præstebygningen, samt på den tidligere søjlegang omkring den første forgård, et stort og flot palæ med tårne og fæstningsværker. En del af dette byggeri bekostedes af Stefano Conti, som var Kardinal ved Kirken Santa Maria in Trastevere, men muligvis allerede tidligere havde taget bopæl i den befæstede præstebolig. Han byggede blandt andet det største tårn, kaldet Torre Maggiore, som er bygget op over palæet ud for mellemhuset mellem de 2 forgårde og tydeligt kan ses fra Via dei Santi Quattro, hvorover det rejser sig med 26 meter. I underetagen af dette tårn indrettedes Cappella di San Silvestro og den såkaldte Salone Gotico. Det var dog ikke blot den ydre befæstning, som Stefano Conti tog sig af. Han lod også de forskellige rum og Kapellet dekorere med fresker, der i deres motivvalg skulle indikere Pavens overhøjhed over de verdslige herskere.

Stefano Conti var nevø af Pave Innocens III, som havde gode grunde til at indsætte sin familie på strategiske steder i Rom, hvorfra de kunne kontrollere byens urolige elementer, de mange konkurrerende adelsfamilier. Fra Santi Quattro Coronati kunne man således kontrollere den nedenforliggende hovedvej Via Maior, som forbandt Lateranet, der var Pavens residens, med Peterskirken. Desuden kunne en fæstning på dette sted yde beskyttelse for Paven, hvis der skulle opstå uroligheder.

Efter Stefano Conti's død i 1254 overlod Paverne palæet til andre Kardinaler, for eksempel Ottaviani degli Ubaldini, Benedetto Caetani, Francesco Caetani og Arnaldo de Via. Eller det brugtes til at huse prominente gæster, blandt andre Karl af Anjou, som boede her i 1265, og Arrigo af Castillien, som her underskrev en fredsaftale mellem guelfer og ghibelliner i 1267.

Palæet blev hele tiden mere udbygget og endte med at dække hele den nordlige og østlige del af Santi Quattro Coronati-Komplekset. Alle husene rundt om den første forgård, samt bygningerne på højre side af den anden forgård og af Kirken, på hele stykket ud mod Via dei Santi Quattro, var del af det store, herskabelige palæ - som nærmest var at betragte som en befæstet borg eller slot. Men trods de stærke fæstningsværker var huset komfortabelt udstyret med modtagelsessale og private værelser, køkkener, ovne og vinkælder, stalde, latriner og vandbeholdere, samt gæsteværelser til både overnattende Kardinaler og deres følge og stab, der muligvis havde deres egen separate spisesal. En lille tilbygning husede også rum til Kardinalens læge og til hans kapellan.

I slutningen af 1200-tallet stod hele Komplekset, Kirke, Kloster og Kardinalpalæ ombygget, fornyet og udsmykket på den prægtigste måde, men så begyndte forfaldet. Først med Pavehoffets forflyttelse til Avignon i 1309. Når der ikke boede nogen Pave i Lateranet og ikke var nogen pavelige processioner mellem denne Kirke og Peterskirken, eller i det hele taget fra San Giovanni og ind i byen, mistede Santi Quattro Coronati lige så stille sin betydning. Der var heller ingen grund til at nogen skulle bo i Kardinalpalæet, når det pavelige hof og Curien ikke befandt sig i byen, så det blev forladt og ikke længere vedligeholdt.

I 1348 rystede et vældigt jordskælv Rom og eftervirkningerne herfra var måske medvirkede til at Komplekset efterhånden blev så forfaldent, at det ikke kunne tages i brug uden en voldsom renovering, da Paverne vendte tilbage fra Avignon i 1377. Først i perioden 1423-1431 under Pave Martin V kom denne imidlertid i gang, da Kardinal Alfonso Carrillo betalte en større sum for at få sat bygningerne i stand.

For en kort bemærkning vendte Komplekset tilbage til sin tidligere storhed. Det husede i 1433 Kong Sigismond af Ungarn og blev sat yderligere i stand af Pave Calixtus III i 1455-1458, men på dette tidspunkt havde Paverne forladt Lateranet som residens og bosat sig i Vatikanet i stedet, og denne beslutning overflødiggjorde atter en stor del af Kompleksets funktioner. Igen kom der en periode med forfald.

I 1562 overlod Pave Pius IV Komplekset til Augustinernonnerne og det børnehjem for forældreløse piger, som de var sat til at passe. Kardinal-palæets æra var forbi.

HVAD DER IDAG ER TILBAGE AF DET GAMLE KARDINAL-PALÆ:

I højre side af Kirkens anden forgård ligger et rum, som idag kaldes "Stanza del Calendario" og fungerer som indgangsrum til Augustiner-Klosteret.
Rummet blev indrettet i det 13.århundrede i det højre sideskib i den gamle Kirke ved at man bankede resterne af den gamle søjlegang ned og murede nogle nye skillevægge op. De oprindelige vinduer blev tilmuret for at der kunne blive plads til et freskomaleri af en vægkalender, som Stefano Conti bestilte omkring 1240-1250. Mange af scenerne mangler desværre idag, fordi fresken blev kalket over i 1632 og først åbenbaret igen i 1913. Den bestod af malede nicher med figurer, som personificerede månederne og holdt pergamentruller, hvorpå månedens dage var skrevet. Under månedslisterne var der en række mindre billeder med de gøremål, som skulle foretages den pågældende måned. Allernederst var der malet et lille forhæng, men der er næsten ikke noget tilbage af dette.

Kardinal Conti har ønsket sig en kalender, som angav de vigtige liturgiske dage, men også dage, der var vigtige for ham selv, for eksempel er der den 24. April angivet hans faders dødsdag: "O(biit) R(ichardus) Comes Pat(er) S(tephani) C(ardinalis)", som hændte i 1226. Lia Barelli (se litt.note) anfører, at kalenderen også var politisk, da der er en overvægt af angivelser af fester for de første Paver for således at minde os om den oprindelige Katolske Kirkes ubesmittethed.

I rummet til højre for Stanza del Calendario ligger Cappella di San Silvestro under det store tårn, Torre Maggiore, som også blev bygget under Stefano Conti. Kapellet, som blev indviet i 1247, var fuldstændigt dækket med fresker, heraf den øverste frise med scener, der fortæller om, hvorledes Pave Sylvester omvendte Kejser Constantin den Store, og om hvorledes denne anerkendte Pavens overhøjhed og overgav ham byen Rom, mens Kejseren forlagde sin residens til den nye by Constantinopel.
Kapellet blev lavet meget om i 1500-tallet, så bortset fra de ovennævnte fresker er der her ikke andre vidnesbyrd om det gamle Kardinalpalæ.

Over Cappella di San Silvestro ligger på førstesalen i Tårnet en noget større sal, som kaldes Salone Gotico. Også denne er bygget under Stefano Conti, men de mange smukke fresker, hvormed han lod den dekorere, kom først for dagens lys i 1995, da de i mange århundreder havde været kalket over og fuldstændig glemt. I den smukke sal tog Kardinalen imod gæster og gesandter og her afholdt han banketter og rettergang. Salen var forsynet med en stor kamin, som dog blev fjernet ret kort tid efter at den var blevet bygget, ligesom nogle vinduer blev muret til, da man byggede nogle nye siderum. Freskerne i salen dækkede oprindeligt båede vægge og loft, men idag er kun de øverste dele tilbage. De giver dog et godt indtryk af, hvorledes salen har set ud, da den blev indviet. Her er bibelske motiver, men også motiver fra årstidernes gang og personifikationer af månederne. Blandt de mere kuriøse indslag er et billede af den hedenske gud Mithras, der dræber en tyr.

Mange af murene ud mod Via dei Santi Quattro stammer også fra byggeriet under Kardinal Conti. Især kan nævnes det massive Torre Maggiore og den mindre bygning til højre herfor (kan ses fra Via dei Querceti), som er det gamle Cappella di San Nicola, der i 1200-tallet blev omdannet til tårnbygning.

----- Kort om Kirken Santi Quattro Coronati ----- Mere om Kirken Santi Quattro Coronati ----- Den gamle Kirke -----

----- Fotos fra Santi Quattro Coronati-Komplekset ----- Oratorio di San Silvestro ----- Santi Quattro Coronati Klosteret -----

---------- Plan over Kirken Quattro Coronati ---------- Titulus Aemilianae ----------