|
Kirken Santi Quattro Coronati, som ligger ved Via dei Santi Quattro på Monte Celio, er grundlagt i det 4. århundrede og restaureret af Pave Leo IV i det 9. århundrede. Den blev nedbrændt under normannernes hærgen af Rom i 1084 og genopbygget under Pave Paschalis II ca. 1110 samtidig med de andre kirker i området. Efter branden, som lagde det meste af området øde, henlå kirken i århundreder i afsondrethed og ro uden forstyrrende beboelse omkring, men efterhånden kom den til at udgøre en del af det befæstede område ved pavens domicil, Lateranet. Herfra stammer dens borgagtige præg.
Ved genopbygningen blev kirken gjort meget mindre og smallere: i det store midterskib fra den gamle kirke byggede man nu en stor gårdsplads og 3 skibe til en ny lille kirke, men apsis blev ikke ændret, så proportionerne i den nuværende kirke virker ikke helt harmoniske.
HER FØLGER HISTORIEN OM DEN GAMLE KIRKE, men først kommer historien om de allerældste bygninger på stedet:
Igennem Antikken var Celiohøjen meget bebygget. Her lå Templer og varehuse, kaserner og etageejendomme, og en større mængde rige private boliger af domustypen. Også på det sted, hvor Kirken rejser sig idag, lå der tidligere andre bygninger. Og nogle af disse kender vi til fra forskellige udgravninger og fund.
Under Kirkens første forgård, som svarer til den gamle Kirkes forhård, har der ligget et langt rum, en såkaldt cryptoporticus (på italiensk: criptoportico), som er et lukket rum, enten i husets kælder eller beliggende bag en ydre portico, der kun oplyses herfra eller af små, højtsiddende vinduer under det hvælvede loft. Dette rum dateres til det 1.-2.århundrede efter Kristus. Bygningen er dog blevet brugt meget længere, for man har fundet rester af rum med opvarmningsmulighed, som måske kan dateres til det 4.århundrede. Man slutter heraf, at ejeren har været en velhavende person. Og netop fra dette århundrede har man optegnelser, der viser, at der har ligget ikke mindre end 127 domus her på højen.
Mange af disse villaer var ejet af senatorer eller medlemmer af kejserfamilien og det er sandsynligt, at det var tilfældet med huset under Kirken. Her har man nemlig også fundet rester af en meget stor sal med en halvrund apsis for enden. Salen var omkring 42 meter lang og ca. 15 meter bred og svarer til den midterste del af det gamle Kirkerum, uden sideskibene, - som forøvrigt svarer til nutidens Kirke med sideskibe - fra den gamle apsisrunding til den gamle indgang (nr.4. på planen nedenfor). For at bygge denne store sal lod man flere gamle huse rive ned og oven i dette lukkede man også en offentlig vej!
På et ikke nærmere kendt tidspunkt før år 499 indrettede man den store sal til kirkerum, den såkaldte Titulus Aemilianae, som senere, på et tidspunkt som heller ikke kendes præcist men som i hvert fald har ligget før 595, blev viet til helgenerne Santi Quattro Coronati. Fra denne periode har man for nyligt under udgravninger i nutidens klostergård fundet et stort cirkelrundt dåbsbassin, som kan dateres til omkring år 450. Bassinets størrelse, som kun overgåes af det tilsvarende ved Kirken San Giovanni in Laterano, fortæller noget om den gamle Kirkes betydning.
I Liber Pontificalis fortælles det, at Pave Honorius I i perioden 625-638 byggede en Kirke på stedet. Man har dog ikke fundet nogle rester, som kan dateres til denne tid, så måske har der blot været tale om en restaurering af den tidligere bygning, eller om en indretning af denne. Det eneste, der kan dateres til Honorius, er nogle enkelte marmorfragmenter af altre og lignende. Det er også kun fra omtalen i Liber Pontificalis, at vi ved, at Pave Hadrian I i 772-795 lod lægge nyt tag på Kirken.
I de næste mange år gik bygningen tilsyneladende noget i forfald, da der - efter at dens Kardinal-Præst i 847 var blevet Pave under navnet Leo IV - blev sat en gennemgribende genopbygning i gang. Det er fra denne tid, at indgangsportico'en stammer (nr.1. på planen nedenfor). Den er dog idag blevet tilmuret, men indgangsbuen under det massive klokketårn (nr.2. på planen nedenfor) eksisterer stadig. Oprindelig var her en række buer båret af skiftevis flade og runde søjler, og gennem 3 porte kom man derpå ind i den store forgård, som var omkranset af søjlegange på alle 4 sider (nr.3. på planen nedenfor). Den gamle forgård svarer omtrent til nutidens første forgård.
Når man var gået gennem forgården, kom man til 3 andre porte, som ledte ind i Kirken, en placeret midt for midterskibet og de 2 andre placeret ud for hvert sideskib. Selve Kirkerummet (nr.4. på planen nedenfor) var betydeligt større end idag. Det var omkring 30 meter bredt og 55 meter langt, hvilket i bredden svarer til alle nutidens 3 skibe samt en halv gang mere i hver side og i længden til nutidens kirkerum lagt sammen med den inderste forgård.
Kirken havde 3 skibe, som var adskilte af søjler, som bar vandrette overliggere. Fundamentet for hovedskibet bestod af murene fra den gamle sal, som var blevet skåret ned, så de kunne bruges til formålet. Det senantikke murværk ses tydeligt fra Via dei Querceti, der løber bagved Kirkens apsis. For enden af kirkerummet var den halvrunde apsis og under denne en halvcirkelformet krypt, hvortil Leo IV lod flytte en større mængde relikvier. Sideskibene havde ingen vinduer, mens hovedskibet til gengæld havde mange: 3 vinduer i apsis og 3 vinduer på indgangsvæggen, samt en række i hver side over søjlerækkerne. Ud til sideskibene lå en række mindre og større kapeller.
Til højre for Kirken lå nogle bygninger (nr.14 og 15. på planen nedenfor), som antagelig var beregnet til beboelse for præster og klerke tilknyttet Kirken. Måske har der allerede på dette tidspunkt været et lille kloster, en såkaldt cella, her. Øverst i venstre side (nr.10. på planen nedenfor). har man fundet rester af en dør og nogle trappetrin, der førte ud til det rudne dåbskapel, som altså stadig var i brug. Desuden har man fundet rester af et rum, som måske har været et sakristi.
Leo IV's Kirke var bygget af genbrugsmaterialer fra antikke bygninger, som man brugte det i Rom på den tid. Her er anvendt tuf-blokke forneden og teglsten foroven. Inde i Kirken var væggene kalkede og dekoreret med fresker og antikke fragmenter. Desuden forsynede Paven sin Kirke med fint inventar i form af alterkalke, -duge og lignende.
|
|
