Mere om Santi Quattro Coronati

I den urolige middelalder inddroges Kirken efterhånden som en del af det befæstede område omkring paveresidensen Lateran-Paladset, så dens ydre fremstår mere som en borg end som en kirke.

Fra den lille plads på Via dei Santi Quattro går man gennem en lille bue, hvorover der er en meget ødelagt fresko af de 4 helgener, og den originale kampanile fra det 11. århundrede forsynet med en enkelt etage med firbuede vinduer og over den gotiske bue en inskription med gotiske bogstaver omhandlende restaureringen i det 15.århundrede.

Herefter følger en række gårde og porte, i den første gård er der gamle fresker på højre side og her er indgangen til et af de mest interessante kapeller i Rom, Oratorio di San Silvestro. Kirken passes fra det 16. århundrede af Augustiner-nonnerne, som lever i total afsondrethed i Klosteret ved siden af Kirken, men nogle af dem har tilladelse til gennem et lille vindue med en drejelig "bakke" at udlevere en nøgle til kapellet til turisterne og de modtager med taknemmelighed en lille gave til Kirkens vedligeholdelse, når nøglen afleveres.

Den anden gård var en del af det gamle kirkerum, der var mere end 50 meter langt med 16 søjler i hver side og 28 meter bredt, hovedskibet alene var 14 meter bredt, det samme som hele Kirken idag!, og man kan se søjler og rester af buer herfra langs væggene. For enden ligger en buegang med 4 buer, som stammer fra genopbygningen under Pave Paschalis II ca. 1110, den er udsmykket med en fresko "I Santi Quattro Coronati venerati dalle suore Agostiniane e dalle orfanelle" ("De 4 kronede helgener tilbedt af Augustiner-nonnerne og deres forældreløse plejebørn"). Augustiner-nonnerne havde i klosteret et hjem for forældreløse piger.

Herfra træder man ind i selve Kirken og her føler man, at man bliver ført tilbage i tiden og hensat til en enkel, fattig og smuk klosterkirke i middelalderen.

De 3 skibe er adskilt af 3 antikke søjler med asymmetriske buer, over buerne findes i hver side et "matroneum", det galleri, hvor kvinderne sad under messen i gammel tid. Gulvet er et smukt cosmatisk arbejde, men mangel på midler har gjort at tidens slid kun er blevet nødtørftigt repareret med forskellige andre marmorfragmenter. Dette er et vidnesbyrd om en af de mest fattige og nøjsomme perioder i den romerske middelalder.

Langs væggene i den nuværende kirke ses søjler og spor af buer fra den tidligere Kirke, hvis højre sideskib nu er fritlagt og kan beses fra Klosteret eller via en port i det nuværende højre sideskib. Herfra er der også adgang til det lille "Cappella di San Nicola" fra det 9. århundrede. Det var oprindelig tilknyttet det gamle højre sideskib, men blev senere indlemmet i det lukkede Kloster og er for nyligt blevet restaureret og åbnet for besøgende.

I højre sideskib er der et alter med en tavle "Adorazione dei Pastori" ("Hyrdernes tilbedelse") fra 1300-tallet og et gravmæle for Monsignor Luigi D'Aquino, der var generalauditør under 5 paver og døde i 1679 som 46-årig.

Et af de nyere elementer er loftet i mørkt cedertræ fra sidste del af det 16. århundrede.

Apsis fra den gamle kirkes hovedskib er bevaret og virker alt for stor til den nuværende mindre kirke, hvor den nu spænder over alle 3 skibe. Her opsattes i 1600-tallet en frise med barokdekorationer og malerier af den florentinske maler Giovanni Mannozzi (1592-1636), kaldet Giovanni da San Giovanni, nederst "Storia del martirio dei Santi Quattro Coronati" ("De 4 kronede helgeners martyrium") og øverst "Gloria di tutti i santi" ("Alle helgeners salighed"), læg mærke til at kunstneren her har malet kvindelige engle! Maleriet kaldtes dengang "Il coro delle angiolesse" ("englepigernes kor").

Under restaureringen i 1960 fandt man under apsis rester af et antikt hus med en stor halvcirkelformet sal svarende til den nuværende apsis. Udgravningerne er desværre ikke tilgængelige.

I begge sider af koret er der trapper ned til krypten, hvor der under højalterets plads er et halvcirkelformet alter fra Pave Leo X's tid, det 9. århundrede. Her opbevares 4 urner, der indeholder de 4 helgeners relikvier. Krypten blev restaureret i det 17. århundrede og forsynet med fresker af Giovanni da San Giovanni. Hernede findes også San Sebastiano's relikvier.

Over trappen i højre side af koret er der i væggen indmuret talrige stenfragmenter med indskrifter, blandt andet en fra det 4. århundrede, der stammer fra Catacombe di Sant'Ermete (Hermes/Bassilla-katakomben) på Via Salaria. Indmuret er også en alterfront fra det 12. århundrede med en lille åbning, hvorigennem man fra dets tidligere placering kunne se ned til relikvierne. Det er idag dækket med et maleri af den sørgende Madonna, "l'Addolorata". Orgelet er fra det 17. århundrede.

På alteret foran søjlen til venstre for koret er der et 1400-tals tabernakel af Andrea Bregno. Det er flyttet fra det gamle kor og i 1600-tallet har man tilføjet de 2 helgener San Pietro og San Paolo i sidenicherne.

Væggen i det venstre sideskib er smykket med gravmæler, blandt andet over kardinal Respighi og hans nevø Monsignor Carlo, derefter står en søjle med marmorkapitæl fra det 9. århundrede, den stammer måske fra ikonostasen (en skranke til anbringelse af ikoner) i den gamle Kirke. Det første alter herefter er fra 1632 og udsmykket med "Le pie donne Irene e Lucina che curano le ferite di San Sebastiano" ("de fromme kvinder Irene og Lucina plejer San Sebastiano's sår") af Giovanni Baglione. Over det næste alter kan man se det gitter, bagved hvilket nonnerne kunne følge messen og ovenover er der et maleri "Annunciazione" ("Bebudelsen") malet af Giovanni da San Giovanni.

I hjørnet mellem venstre sideskib og facaden findes en morsom fresko med en scene med 2 mænd, en kirkens mand og en lægmand, som skændes. Folkeviddet har tolket det som en diskussion mellem kirkens arkitekt og klosterets prior, som ville spare på udgifterne!

Klosteret kan besøges ved at ringe på en klokke ved en port i venstre sideskib. Der er en smuk klostergård, som nogle mener er udført af cosmater-mesteren Paulus, mens andre ikke finder at marmordekorationerne har de karakteristiske cosmatiske træk. Men smuk er den med en fontæne med løvehoveder fra det 12. århundrede (eller måske endda endnu ældre, det er den eneste middelalderfontæne, der er bevaret i Rom) og en søjlegang med små buer på spinkle tvillingesøjler med lotusblad-prydede kapitæler. I murene er indmuret mange romerske indskrifter; murstenssøjlen, som stadig kan ses, er måske en del af den tidligere bygning.

På venstre side af klostergården ligger et spændende kapel fra det 9. århundrede, Cappella di Santa Barbara. Det er kvadratisk med en lille apsis på de 3 af siderne og var oprindelig fuldstændigt udsmykket med fresker fra det 11. og 13. århundrede, men de er næsten helt forsvundne idag, man kan lige netop ane "I simboli degli Evangelisti" ("Evangelisternes symboler") på loftet og i lynetterne ved siden af vinduerne "Le storie di Santa Barbara" ("Santa Barbara's historie"), i den midterste apsis "Vergine con bambino" ("Jomfru Maria med Barnet") og i højre apsis en ikke identificeret helgenfigur. Måske stammer søjlerne i kapellet fra den ældste kirke.

Som et kuriosum kan nævnes, at der i Santi Quattro Coronati er fundet flere indmurede marmorfragmenter, der stammer fra Augustusbuen på Forum Romanum, et stykke af konsolgesimsen herfra findes idag indmuret i klosterkøkkenet

LIDT MERE HISTORIE:

Allerede meget tidligt var der kirkelig beboelse ved Santi Quattro Coronati. Det berettes, at da Leo IV (847-855) blev valgt til pave, gik folket ud til Santi Quattro Coronati for at hente ham og føre ham til Lateranet.

I juli 855 var der efter Leo IV's død voldsomme kampe i forbindelse med det nye pavevalg og i Santi Quattro Coronati samledes de romerske præster, som mod Kejser Ludvigs vilje havde valgt romeren Benedikt, kardinal ved kirken Santa Cecilia, som pave. Efter flere sammenstød vandt præsterne og Benedikt III blev pave.

I 1084 kaldte Pave Gregor VII Robert Guiscard til hjælp, da Kejser Henrik IV af Tyskland efter 3 års belejring havde indtaget Rom og af modpaven Clemens III var blevet kronet til kejser. Gregor VII havde søgt tilflugt i Castel Sant'Angelo og Robert Guiscard stormede nu Rom med sin hær af normannere og satte ild på store områder, blandt disse Celio-højen, fordrev tyskerne og befriede paven. Efter slaget hærgede og plyndrede normannerhæren Rom, inden de drog tilbage til deres hertugdømmer i Syditalien.

Under denne hærgen nedbrændte også Santi Quattro Coronati, men Pave Paschalis II (1099-1118) påbød den genopbygget og han bosatte sig der og gjorde for en tid kirken til paveresidens.

Kirken genopstod således i meget mindre målestok og den blev i årenes løb sammen med de nærliggende bygninger del af det besfæstede område, som paverne i truede situationer kunne ty til ligesom det var et sikkert opholdssted for vigtige gæster udefra. Således ved vi, at mange kendte personer i tidens løb har opholdt sig her, blandt andre: Pave Stefan VII (896-897), Karl af Anjou, Kejser Sigismund der kronedes af Pave Eugenius IV i Rom i 1433.

I en meget lang periode har denne kirke således haft pavernes bevågenhed og de har derfor til stadighed ladet den vedligeholde, restaurere og udsmykke, blandt andet under Honorius I (625-638), Leo IV (847-855), Paschalis II (1099-1118), Innocens IV(1243-1254), Martin V (1417-1431) og senere, blandt andet i 1624, hvod den fik sit nuværende udseende, 1912 og 1957.

 

 

----- Kort om Kirken Santi Quattro Coronati ----- Den gamle Kirke ----- Santi Quattro Coronati Klosteret -----

----- Fotos fra Santi Quattro Coronati-Komplekset ----- Oratorio di San Silvestro ----- Det gamle Kardinalpalæ -----

---------- Plan over Kirken Quattro Coronati ---------- Titulus Aemilianae ----------