Det Pavelige Institut for Kristen Arkæologi blev grundlagt i 1925 af Pave Pius XI som udbygning af to tidligere pavelige institutter: Pontificia Accademia Romana di Archeologia og Pontificia Commissione di Archeologia Sacra som overbygning indenfor det særlige område af arkæologien, der dækker monumenter indenfor Kristendommen, herunder også bevarelse af disse kulturarvminder og kildelæsning.

Overbygningsfunktionen betyder, at der på dette studium kun optages kandidater, som allerede har erhvervet en universitetsgrad i arkæologi. Uddannelsen er 3-årig og ender med en doktorgrad. Undervejs opnås graderne "baccalaureato" og "licenza".

Under Instituttet hører også "Comitato Promotore Permanente dei Congressi Internazionali di Archeologia Cristiana", som samarbejder med udenlandske videnskabsmænd i forbindelse med afholdelse af kongresser.

Den ejendom, der huser Instituttet, blev bygget omkring 1929, efter at Vatikanet i 1928 (som bekendtgjort i rundskrivelsen "Rerum Orientalium") havde opkøbt det område, hvor det gamle Hospital, Ospedale di Sant'Andrea senere kaldet Ospedale dei Cronici, havde ligget siden omkring 1266.

Det opkøbte område lå mellem Via Gioberti, Via Napoleone III, Via Carlo Alberto og Via Carlo Cattaneo og indeholdt også Kirken Sant'Antonio Abate. Og meningen var her på stedet at opføre ikke mindre end fire pavelige institutter. Stykket ud mod Via Napoleone III kom således til at huse Pontificio Istituto di Archeologia Cristiana, mens stykket op mod Piazza di Santa Maria Maggiore kom - efter at have huset et Seminarium for præsteuddannede - til at huse Pontificio Istituto Orientale. I den del af området, som ligger ned mod Via Carlo Cattaneo blev der plads til Collegio Russicum, med undervisning og kollegium for eksilerede russere og andre interesserede i missionsarbejdet i Rusland. Kirken blev overgivet til den russiske menighed.

Instituttets bygning ligger delvist inde over det sted, hvor den gamle Kirke Sant'Andrea Cata Barbara lå. Denne var indrettet i den antikke hal, Basilica Iunii Bassi, og forsvandt først fuldstændigt under byggearbejderne i 1929-1930.

Den nye ejendom er en stor, tung og massiv bygning, som udgør hjørnehuset til Via Gioberti og derefter strækker sig omkring halvdelen af stykket ned mod Via Carlo Cattaneo. Hele facaden ligger ud til Via Napoleone III med 11 fag, mens kun 3 fag vender ud mod Via Gioberti. Facaderne er ens udsmykkede, den underste del er beklædt med tunge stenkvadre, mens den øverste del er pudset, men har en række stenkvadre langs hushjørnerne og som opdeling af den lange facade i 3 dele, med et midterparti med 3 fag og 2 sidepartier med hver 4 fag. Huset har en høj kælder og meget høj stueetage og førstesal, mens andensalen, der har udsmykkede partier mellem de mange vinduer, er knap så høj. Kun førstesalens vinduer har trekantede gavlfelter over rammerne, mens de øvrige vinduer er i enkle rammer. Alligevel virker ejendommen meget pyntelig, hvilket både skyldes de udskårne konsoller, der bærer det brede tagudhæng, og den fornemme portal, hvor 2 søjler bærer et brudt, buet gavlfelt, der svinger sig omkring et paveligt våbenskjold. Over dørkarmen læses indskriften "Pontificium Institutum Archeologiae Christianae". Også de 3 vinduer herover har brudte, buede gavlfelter, og over det midterste er opsat en lille buste.

Litteratur og links om Pontificio Istituto di Archeologia Cristiana:
Pontificio Istituto di Archeologia Cristiana.