|
|
|
Villa Palombara |
|
Denne Villa, som også kaldes Villa Savelli, eksisterer ikke længere. Det eneste der er tilbage af det store haveanlæg med villa, lysthuse og småhuse, er et lille stykke mur rundt om en dør i en travertinportal, som idag står i det nordlige hjørne af det store parkanlæg, som nu dækker næsten hele Piazza Vittorio Emanuele II på Esquilin. Døren var oprindeligt en sideindgang til Villaen, som engang strakte sig over nutidens Plads og området sydvest for denne. Villa Palombara forsvandt i slutningen af 1800-tallet, da udbygningen af Esquilin begyndte. Men muren med døren blev bevaret og i 1890 flyttet ind i anlægget på den nye Plads. Villa'en ejedes i begyndelsen af Savelli-familien, som omkring 1550 lod jordstykket anlægge med vingårde og urtehaver, træer og lysthaver, ligesom de lod bygge en række bygninger på ejendommen. Savelli-familien var Grever af Palombara og dette sted gav også navn til Villaen. På et tidspunkt overgik ejendommen til Sforza-familien, men i 1620 solgte Fyrst Alessandro Sforza den for 7.000 scudi til Oddone Palombara, som var Greve af Pietraforte. På jorden lod Grev Massimiliano II Palombara i 1653 bygge et palæ og forskellige tilbygninger, blandt andre et lille alkymistisk laboratorium eller værksted. Den ovenfor omtalte portal hidrører herfra. I 1765 arvede Barbara Savelli Palombara villaen og da hun den 16.Maj blev gift med Grev Francesco Massimo, overgik ejendommen til Massimo-familien. Det var dog ikke Grev Massimo, som drev alkymi, men derimod den Grev Massimiliano II Palombara, som lod villaen opføre i 1653. Få år efter kom den svenske Dronning Christina til Rom og også hun interesserede sig for alkymi og drømte om at kunne udvinde guld af sten. Det fortaltes i folkemunde, at Dronningen og Greven var rivaler i deres søgen efter guld-formlen og at en af hendes ansatte havde sneget sig ind i Grevens have for at spionere. Han blev grebet og spærret inde, men næste morgen var han væk og der lå kun lidt guldstøv tilbage sammen med en lap papir med nogle formler. Det er disse, som Greven ifølge legenden lod indhugge på portalen på Piazza Vittorio Emanuele II i håb om at andre ville kunne tyde dem. I en anden version af historien var det en fremmed rejsende, som havde fået husly i Grevens villa og tilbragte natten med at lede efter bestemte urter, som skulle bruges til at lave guld. Om morgenen blev han set forsvinde gennem døren på mystisk vis, blot efterladende sig noget guldstøv og et papir med mærkelige tegn og formler. Disse lod Greven så indgravere på karmene til de 5 porte i Villa Palombara. De 4 af disse er imidlertid gået tabt, mens den sidste kan ses i anlægget på Piazza Vittorio Emanuele II. Det fortælles også, at Dronning Christina var blandt Grev Palombara's elever og ofte gæst i villaen. Og at Greven skal have dedikeret sit digt "La Bugia" til Dronningen. I villaen færdedes også andre, der interesserede sig for esoteriske emner og alkymi, samt personer af rosenkreuzisk observans: lægen Giuseppe Francesco Borri, astronomen Giovanni Cassini, alkymisten Francesco Maria Santinelli, den lærde Jesuit Athanasius Kircher. Grev Palombara var selv medlem af Rosenkreuzer-Ordenen. Med tiden tilføjede Massimo-familien flere andre af områdets villaer til deres efterhånden enorme ejendom, nemlig Villa Giustiniani og Villa Peretti. Men i slutningen af 1800-tallet var denne epoke slut. Med Roms status som hovedstad i det nye samlede Kongedømme Italien fulgte en voldsom efterspørgsel på boliger til funktionærerne ved de mange nye ministerier og hele statsmaskineriet. Den landlige og spredt bebyggede Esquilinhøj var ideel til dette formål og mens de grønne områder skrumpede ind, voksede de nye boligejendomme op overalt. Også Villa Palombara forsvandt i det nye kvarter af fuldstændigt lige gader og ejendomme. Dog bevares et område som en grøn plads, nemlig Piazza Vittorio Emanuele II, hvor en lille bid af villaen i 1890 blev opsat som et minde om den forsvundne storhed. Villa Palombara's jorder dækkede mere eller mindre det område, som i Antikken kaldtes Horti Lamiani, et stort gods som i år 3 efter Kristus ejedes af Konsulen Lucius Aelius Lamia og senere blev en af Kejsernes besiddelser (måske allerede under Tiberius i periode 14-37 efter Kristus). Caligula (år 37-41) valgte landstedet som sin residens og blev begravet herude i en kort periode efter sin død. Det er derfor ikke så overraskende, at man i Villa Palombara flere gange har gjort arkæologiske fund. Den 12. Februar 1624 fandt man f.eks. en del af et antikt hus med smukke malerier med landskaber og "grottesker" og den 14. Marts 1781 udgravedes en stor statue, den nu så berømte "Discobolo Lancellotti" som kan ses på Museo Nazionale Romano i Palazzo Massimo alle Terme. ("Diskoskasteren" er en meget fin romersk marmorkopi af en berømt bronzestatue af den græske kunstner Myron). Samtidig fandt man 2 basrelieffer og nogle buster, bl.a. et hovede af Gudinden Athene med indlagte øjne, og forskellige statuer, heriblandt en Venus i bronze, samt nogle søjler i "africano"-marmor. VILLAENS UDSEENDE: Ejendommen afgrænsedes på nordøstsiden af Via Felice, den lange, lige vej, som Pave Sixtus V i 1585-1586 havde ladet anlægge som forbindelse mellem kirkerne Santa Maria Maggiore og Santa Croce in Gerusalemme og som idag på hver sin side af Pladsen hedder Via Carlo Alberto og Via Conte Verde; og på sydvestsiden af Via Gregoriana (omtrent nutidens Via Merulana). Disse 2 gader mødtes dengang i en spids vinkel ud for Kirken Sant'Eusebio og for ruinen "Trofei di Mario", som begge lå på den anden side af Via Felice. Indenfor gadernes spidse vinkel bredte Villa Palombara sig længere og længere, især mod vest, mens den mod øst stoppede ved muren ind til Villa Altieri ved nutidens Viale Manzoni. Hovedindgangen til Villa Palombara lå i Via Felice omtrent ud for nutidens Via Mamiani. Herfra førte en lang allé gennem parken op til en kvadratisk plads midt på området. Her stod selve villahuset, der på bagsiden havde 2 sidefløje, en smal mod vest og en bred mod øst, omkransende en lille gårdsplads. Bagved denne lå der en lille privat have, en såkaldt "hemmelig have". Overfor Villa'ens nordvestlige hjørne lå den lille Kirke San Giuliano, på hvis område man i 1601 udgravede et murstykke med en meget smukt maleri fra det 1.århundrede efter Kristus. Fresken blev solgt til Kardinal Aldobrandini, som lod den opsætte i sin Villa Aldobrandini ved Magnanapoli. Efter motivet, nogle scener med et bryllupsritual, og ejeren kaldes den "Nozze Aldobrandini" (eller "Nozze Aldobrandine").
Litteratur og links om Villa Palombara:
|