var en bred, lang lige gade, som blev anlagt af Pave Sixtus V i 1585-86 som forbindelsesvej mellem Kirken Santa Croce in Gerusalemme i sydøst, Kirken Santa Maria Maggiore på Piazza dell'Esquilino og Kirken Trinità dei Monti på Monte Pincio i nordvest.

Idag har det 2787 meter lange vejstykke flere forskellige navne:

Via Santa Croce in Gerusalemme, Via Conte Verde og Via Carlo Alberto på stykket fra Piazza Santa Croce og op til Piazza di Santa Maria Maggiore,

Via Agostino Depretis på stykket fra Piazza dell'Esquilino til Via Nazionale,

Via delle Quattro Fontane på stykket mellem Via Nazionale og Piazza Barberini og

Via Sistina på stykket fra Piazza Barberini til Trinità dei Monti.

Pave Sixtus V, hvis fødenavn var Felice Peretti (heraf gadens navn!), var en yderst energisk herre til trods for at han var 64 år, da han blev pave i 1585. I løbet af de 5 år han herefter levede, nåede han at fuldføre adskillige af de projekter, som havde trukket ud under hans forgængere, men også at starte sine egne, nye projekter, hvoraf han også så flere fuldført.

Sixtus V havde nogle særlige "kæpheste": området omkring Kirken Santa Maria Maggiore, hvor han havde været Kardinal og hvor han sammen med sin søster Camilla Peretti havde opkøbt store jordstykker og anlagt et dejligt landsted, Villa Peretti, holdt han særlig meget af og ønskede at forbedre og udbygge. Da han samtidig brændte for at modernisere de gamle hullede veje og afhjælpe den dårlige vandforsyning i de højtliggende områder, der ikke havde haft vand, siden goterne havde afbrudt akvædukterne i 537 efter Kristus, satte han straks det første år, han var Pave, gang i disse tiltag: Akvædukten "Acqua Felice" førte påny vand ind til byen og sluttede i en stor fontæne, Moses-Fontænen, på nutidens Via Vittorio Emanuele Orlando ved Via XX Settembre, datidens Strada Pia. Og en masse nye gader blev tegnet: lige, lange gader, der gav mulighed for på bekvem vis at komme fra den ene af byens store kirker til den anden.

Strada Felice var blot én af disse forbindelsesgader og Paven ønskede den brugt og beboet, så han lovede særlige begunstigelser til dem, der ville flytte derop. Fritagelse for skat for håndværkere, ligerettigheder for udlændinge, immunitet for skyldnere. Disse privilegier udvidedes senere til området omkring Santa Susanna, som Paven forestillede sig som en ny bydel: "Borgo Felice di San Bernardo". Desværre lykkedes denne del af hans plan ikke så godt, i lang tid forblev området omkring gaden at være ret øde, kun med de riges villa'er, klostrenes urtehaver og vingårde og enkelte kirker stod rundt omkring. Sådan så det faktisk ud helt op til 1850'erne, hvor man begyndte at opkøbe de ledige byggegrunde i stor stil med spekulation for øje.

Strada Felice var den længste af Sixtus V's gader og det var meningen at den efter Trinità dei Monti skulle være fortsat helt til Piazza del Popolo. På denne måde havde der også været en bekvem vej fra Vatikanet og til Villa Peretti, men det sidste stykke blev aldrig lavet. Det stykke af gaden, som idag udgøres af Via Agostino Depretis fra Via del Viminale samt Via dell'Esquilino og Via Carlo Alberto til Kirken Sant'Antonio Abate, udgjorde i starten den vestlige grænse for Pavens landsted.

Efterhånden som Sixtus V's projekter skred fremad, kom Strada Felice til at krydse Strada Pia, så den her kom til at udgøre et symbolsk kors. Dette blev i årene 1589-90 yderligere markeret ved anlægget af de fire fontæner på gadehjørnerne ("Le Quattro Fontane" som senere gave navn til dette stykke af gaden). Gennem dette kryds kunne Paven nu også nemt komme fra Villa Peretti til Pavernes nye sommerpalads Quirinalet.

Følg med på en tur ad Strada Felice i årene efter dens anlæggelse!

Litteratur om Strada Felice:
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975
- side 800.
Caiola, Antonio Federico: Piazza della Repubblica. Fratelli Palombi Editori, 1996.
- side 26ff.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione XVIII, Castro Pretorio. del 1: side 16, 110.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. Edizione Quasar, 1991.
-kort nr.17.