Mere om Kirken San Martino ai Monti

Allerede i det 4.århundrede opfordrede Pave Sylvester I (314-335) præsten Aequitius til at oprette et kapel (Titulus Aequitii) i sit hus på Cispius-højtoppen på Colle Oppio's nordøstlige del, i nærheden af de monumentale antikke bygningsværker Trajan's Termer, der var i brug helt op til det 4. eller 5.århundrede, Porticus Liviae og det store Tempel for Juno Lucina. Derudover fandtes der i området et nymfæum, et alter for Mercur og et mithræum nede ved Via Giovanni Lanza.

Aequitius' hus, hvori Pave Sylvester tilsyneladende boede en tid, var en stor bygning, der lå med siden mod Oppio-højens bund og i antikken havde adgang via 3 porte fra Clivus Suburanus, der svarer til den moderne Via In Selci. Bygningen bestod af en næsten kvadratisk hal på 18x11 meter opdelt med søjler til 6 rum med krydshvælvede lofter og ved siden af 2 lange rum af samme dybde men uregelmæssigt opdelt. Dette var stueetagen, indrettet til overdækket marked eller lagerrum og med en endnu eksisterende trappe forbundet med førstesalen i et hus med en "huskirke" ("ecclesia domestica"), sæde for en "titulus", dvs. en af de 7 oldkirkelige sogne.

Ved siden af oratoriet lod Pave Symmachus omkring år 509 bygge en ny kirke ovenpå fundamentet fra det gamle hus og med en støttemur ud mod Via Equizia på grund af niveauforskellene i terrænet, måske af tufstensblokke fra den nærliggende nu helt forfaldne Serviusmur. Symmachus indviede den nye kirke til San Martino og gav sognet navn efter sin forgænger Sylvester I, som var helgenkåret og hvis billede i mosaik blev sat på alteret. Kirken kaldtes i folkemunde også San Silvestro eller Santi Martino e Silvestro.

I 772 lod Pave Hadrian I kirken restaurere og forsyne med 12 forsølvede buer over højalteret, af disse er der nogle kapitæler tilbage, som er genbrugt i den nuværende kirke, samt nogle teglsten og måske 3 søjler: én i sakristiet og to, som nu står i den udgravede Titulus Aequitii.

I det 9.århundrede lod Pave Sergius II (844-847), som havde været titulærbiskop ved Titulus Aequitii før han blev pave, den gamle kirke nedrive og en ny kirke og et kloster bygge ovenover. Hans efterfølger Leo IV (847-855) fuldendte udsmykningen. Klosteret overgav Sergius til Benediktinermunkene, senere gik det i 1299 over til Karmelitermunkene, som stadig beboer det.

Det er kirkebygningen fra det 9.århundrede, som endnu står den dag idag, mens titulær-kardinal Giacomo Guala Bicchieri fornyede Klosterbygningen fuldstændigt i det 13.århundrede, hvilket medførte en ombygning af Titulus-bygningerne med udvidelse af støttemurene hertil.

Af dette 1300-tals kloster står idag det romanske tårn og resterne af en mur med nogle vinduer, som kan ses udefra Piazza di San Martino ai Monti.

I årene 1555-1559 blev der foretaget en omfattende restaurering af kardinal Diomede Carafa, hvor kirken blandt andet fik nyt gulv, korgitter, vievandskar og apsismalerier.

I 1560 blev trækassetteloftet fornyet af titulærkardinal Carlo Borromeo, ligesom det blev i 1650, 1741 og 1870.

I årene 1635-1664 fulgte en stor restaurering under ledelse af arkitekten og maleren Filippo Gagliardi, hvorved kirken fik sit nuværende udseende. (De tidligere vinduer i siderne tilmuredes og der blev istedet åbnet 3 nye vinduer med balkoner på hver side. Gulvet blev sænket 80 cm, og der indsattes sokler under søjlerne, krypten blev ombygget og sidetrapperne derned erstattet af en central trappe.)

I 1640-55 udsmykkedes væggene i sideskibene af Gaspard Dughet med Profeten Elias' historie ("Storia di Sant'Elia"), der udspiller sig i skønne landskaber fra den romerske Campagne - en sjældenhed i de romerske kirker.

I 1637 lod Prior Padre Giovanni Antonio Filippini nogle arbejder udføre i Titulus-bygningen, bl.a. blev et af rummene omdannet til Kapel for San Silvestro (= Pave Sylvester I). Herunder genopdagedes oratoriet, som havde fungeret som kapel også efter at Pave Symmachus havde bygget sin kirke. I det 9.århundrede var det blevet dekoreret med fresker, hvoraf nogle fragmenter stadig kan ses og som ellers kendes fra kopier fra det 18.århundrede, og på alteret stod en monstrans i cosmatisk arbejde. Efterhånden blev oratoriet forladt og opfyldt af jord og i det 17.århundrede var det helt glemt, indtil Filippinis genopdagelse hvorefter rummene de næste hundrede år blev brugt til begravelsesplads for kirkens præster.

I 1664-1676 fik kirken en ny facade tegnet af Filippo Gagliardi (nogle har ment at ophavsmanden var Giacomo della Porta).

1714 opførtes der en ny kampanile med 3 klokker, som opsattes i 1714, 1823 og 1908.

1787 blev kirkegulvet lavet helt om.

I årene 1793-95 blev højalteret ombygget i marmor med en baldakin hvilende på alabastsøjler efter en tegning af Francesco Belli og alle apsisfreskerne af Galeazzo Leoncini blev erstattet med fresker af Antonio Cavallucci.

Efter Italiens samling i 1870 beslaglagde Den Italienske Stat Kirkens ejendom i 1873 og i 1879 fremkom der - måske i forbindelse med den voldsomme byggeaktivitet i området - nogle revner i murværket i den gamle Titulus-bygning's øverste del. Dette ødelagde en del af freskerne og muren, så bygningen i 1880 måtte restaureres. Ved en restaurering i 1930 udbederedes nogle af skaderne.

I 1954-55 foretoges en omfattende restaurering af krypten.

Indgangen til kirken er fra Viale del Monte Oppio nr.28. Facaden er fra 1676 i 2 "etager", hver opdelt i 3 afsnit af pilastrer og med et trekantet gavlfelt foroven. En lille trappe fører op til portalen fra 1575, hvor der på hver side er et basrelief af henholdsvis San Silvestro og San Martino.

Indenfor er kirken opdelt i 3 skibe af 2x12 søjler i marmor af typerne Cipollino, Pavonazzetti, Bigio og Imezio, der måske stammer fra de nærliggende Trajan's Termer. Af de 24 kapitæler, som senere blev omhugget i det 17.århundrede, stammer i hvert fald 16 fra Symmachus' kirke (ca.509). Højalteret med en overdækning båret af 4 søjler lå længere fremme end det nuværende og også koret var større end idag. Under højalteret var der en halvcirkelformet krypt, meget mindre end den nutidige, med adgang fra sideskibene. I den var der en niche med martyr- og helgenrelikvier fra Priscilla's katakomber. Apsis var dekoreret med en smuk mosaik, spor af fresker med kristne i bøn ("oranti") eller duer blandt blomster og græs fra udsmykningen under Pave Leo IV (847-855) kan ses nogle steder mellem det nuværende træloft og tagspærene.

I sidegaden Via Equizia kan man se rester af stenmure fra de tidligere romerske huse, som kirken hviler på., ligesom disse kan ses på kirkens bagside i klostermuren ud til Piazza di San Martino ai Monti, hvorfra også kirkens apsis og den smukke 1600-tals trappe kan ses.