ANNAS ROM GUIDE
Convento Benedettino ved Kirken San Saturnino de Caballo

Den nu forsvundne Kirke San Saturnino de Caballo, lå fra 1100-tallet til 1615 ved nutidens Piazza del Quirinale på det sted, hvor Via della Dataria møder pladsen og Via XXIV Maggio, hvor nu de tidligere pavelige stalde, Scuderie del Quirinale, ligger. Kirken var viet til helgenen San Saturnino og fik sit tilnavn "de caballo" ("(Kirken ved) hesten") fra området, som tidligere kaldtes Montecavallo, "hestebjerget", efter den store statuegruppe af Dioskurerne Castor og Pollux som hestebetvingere, der den dag i dag står på Piazza del Quirinale.

I begyndelsen af 1500-tallet overlod Pave Julius II Kirken til en gren af Benediktiner-Ordenen, "I Benedettini Cassinensi di San Paolo", som havde ladet opføre et Kloster lige ved siden af Kirken, på hjørnet af Piazza di Monte Cavallo (nutidens Piazza del Quirinale) og Via della Dataria.

I 1562 opgives det i ejendomsfortegnelsen Taxae Viarum, at San Paolo-brødrene ved San Saturnino havde ejendom i området Monte Cavallo.

I 1596 ønskede Pave Sixtus V at overtage Benediktiner-Klosteret til brug for den pavelige administration og han ville derfor flytte munkene til en bygning ved Kirken Santa Maria in Trastevere, Palazzo di San Callisto, hvor Kardinal Giovanni Morone havde boet indtil sin død i 1580.

Da munkene var flyttet ud, lod Pave Paul V bygningerne indrette og i årene 1608-1610 blev der opført staldbygninger i den tidligere Klosterhave. Men i 1615 besluttede han i stedet at rive komplekset ned for at kunne udvide Via della Dataria, så kørevejen nede fra byen i dalen og op til palæet på højtoppen blev mere bekvem.

KLOSTERETS UDSEENDE:

Klosterbygningerne lå ved siden af Kirken San Saturnino og dens høje klokketårn. Det var en stor bygning i forn af en hestesko eller et "F", som nogle beskriver det, udenom en indre gårdsplads med buegange i to etager på de 3 sider. Den fjerde side, der vendte ud mod skråningen ned mod dalen og Trevi-området, udgjordes af en stor have, der var indrettet med bede rundt om en fontæne.

Bygningen havde 4 etager og facaden var enkel og den eneste pynt var en række gesimser under vinduerne. Den længste fløj strakte sig ned mod Magnanapoli, langs Vicolo de Cornutis, nutidens Via XXIV Maggio. Også til denne side lå der en stor have. Det var her, at der senere indrettedes staldbygninger til Pavehoffet.

Syd for Klosteret lå Colonna-familiens store park, Villa Colonna, hvor Bartolomeo Sacchi, der i slutningen af 1400-tallet havde et lille hus på den anden side af Vicolo dei Cornutis, havde plantet en lille lund af laurbærtræer - hvoraf der forøvrigt stadig står nogle også i dag.

Armellini fortæller, at adelsfamilien Marcellini, som havde ejendomme i området Contrada del Caballo (= Monte Cavallo), blev begravet i Klosteret, hvor der selvfølgelig også var begravelsesplads for munkene.

 

Plan over Piazza di Montecavallo i 1593

Plan over Piazza di Montecavallo (nutidens Piazza del Quirinale) i 1593 (efter Antonio Tempesta's Pianta di Roma):

  1. Palazzo Papale (Palazzo del Quirinale)
  2. Convento Benedettino
  3. Kirken San Saturnino de Caballo
  4. Villa Colonna
  5. Kirken Santa Chiara
  6. Kirken Santa Maria Maddalena
  7. Palazzo Ferrero
  8. Statuegruppe med Dioskurerne

 

Litteratur om Convento Benedettino ved Kirken San Saturnino de Caballo:
Armellini, Mariano: Le chiese di Roma dal secolo IV al XIX. Tipografia vaticana, 1891.
- side 286-287.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori.
Rione II - Trevi. A cura di Angela Negro.
Parte 3. 1993: side18, 50-52, 54, 58. Ill. side 51, 53 og 221.
Hülsen, Christian: Le Chiese di Roma nel Medio Evo. Firenze, Olschki, 1927.
- side 457-458.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. Edizione Quasar, 1991.
-kort nr.16.
Lanciani, Rodolfo (Amedeo): Storia degli scavi di Roma, e notizie intorno le collezioni romane di antichità. Roma, Edizioni Quasar. - Volume Terzo: 1550-1565. 1990.
- side 197, 213, 256.
Lanciani, Rodolfo (Amedeo): Storia degli scavi di Roma, e notizie intorno le collezioni romane di antichità. Roma, Edizioni Quasar. - Volume Quinto: 1605-1700. 1994.
- side 75, 76.
Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998.
- side 129.


Kort over området
Spise og bo i området
Bøger og links om området
Tilbage til Quirinalturen
Andre turforslag
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 6.6.2010 og sidst opdateret d. 13.6.2010 Plan over Piazza Montecavallo