Alariks erobring af Rom i 410

Begyndelsen af det 5.århundrede var en meget urolig tid for Romerriget, præget af skiftende kejsere, oprør og grænsekrige, og det var i disse år, at grunden lagdes til Imperium Romanum's undergang. I Rom har man vel også været optaget af disse problemer og bekymret fulgt nyhederne om de mange germanske folkeslag, som konstant truede Rigets grænser, invaderede dem og oprettede deres egne små stater. Men i det store og hele var romerne trygge. I mere end 700 år havde Rom været uindtagelig og siden gallerstormen i 390 før Kristus havde ingen fremmede vovet at true Imperiets hovedstad.

Så kom vestgoternes trussel og nu må romerne for alvor være blevet bekymrede, især fordi Kejser Honorius blev bange og forlagde residensen til Ravenna, der var bedre beskyttet end Rom og havde en stærk flådehavn.

Var Rom da ikke beskyttet? I over 700 år havde byen som nævnt ikke været udsat for angreb, men under Kejser Aurelian i 270-275 efter Kristus havde barbarernes tryk mod grænserne dog været så stærkt, at Kejseren havde ladet den 18 kilometer lange Aurelianske Bymur opføre. Men nu, 130 år efter, var murene måske ikke ganske vedligeholdte, det kunne der dog rådes bod på og historikerne mener, at man i løbet af et par år restaurerede disse mure og yderligere byggede et par meter ovenpå. Det er de samme mure, som stadig ses overalt i Rom og de er jo ganske høje og imponerende og må have kunnet udgøre et ganske godt forsvar, alligevel formåede romerne ikke at udnytte dem, hvorfor? Måske følte de sig modløse og ladt i stikken af deres Kejser, som åbenbart ikke syntes at murene var gode nok. Måske var de mest handlekraftige mænd bekæftiget i den kejserlige administration i Østriget, så der ikke var den rigtige beslutningsdygtige leder tilbage i Rom.

Vestgoterkongen Alarik havde nu fået nok, efter længe at have prøvet at få Kejser Honorius til at imødekomme hans krav om jord til vestgoterne, der var blevet fordrevet fra deres bosted af hunnerne. Og i 410 besatte han Roms havnebyer Ostia og Porto og lejrede sin hær lidt nord for Porta Salaria. Herfra kunne han sende spejdere ud til højene omkring Via Aurelia, Via Cassia og Vatikanhøjen hvorfra de kunne udspionere Rom og finde de svage punkter og de rigeste bygninger, som det ville være værd at plyndre.

Natten til den 24. august 410 brød goterhæren ind i Rom. Det fortælles at dørene i Porta Salaria ikke var lukket ordentligt, måske på grund af forræderi - det kunne være slaver, som for at hævne sig på deres herrer samarbejdede med fjenden - eller måske andre gotiskvenlige kredse, hvor man ved at Anicia Faltonia Proba var meget aktiv - eller måske kunne romerne blot ikke længere holde fødeknapheden ud - alt hvad man ved med sikkerhed, er at dørene stod åbne.

Besætterne antændte straks dele af den erobrede by, især gik det hårdt ud over Regio VI Alta Semita, der lå omkring nutidens Via XX Settembre, mellem Quirinal- og Viminalhøjene, Via Nomentana og Via Salaria. I dette kvarter lå der masser af prægtige paladser og rige villa'er omgivet af storslåede parker, det var stedet, hvor de rige og fornemme romere boede og brandene ødelagde blandt andet det berømte landsted "Horti Sallustiani". Heldigvis var det fornemme kvarter ikke så tæt bebygget, så brandene gik langsomt ud uden at brede sig til de mere befolkede kvarteret nede for foden af højene. Måske var det under goternes plyndring her, at nogle medlemmer af Turcius-familien gemte deres kostbarheder væk i jorden under Domus Turciorum, der lå omkring nutidens Kirke Santi Gioacchino e Anna på Via in Selci. De fik dog aldrig mulighed for at hente dem frem igen og først i 1793 fanndt man "Proiecta's udstyr".

Fra det rige kvarter, hvor goterne havde gjort indfald, drog dele af hæren ned i byen, ned på kejserfora'ene, hvor man har fundet spor efter nogle mindre brande og ødelæggelser omkring Basilica Julia, Templum Pacis og ved termerne på Palatin.

Også Celiohøjen led under plyndringer og ødelæggelser Her blev det store hus, som Melania den Ældre havde fået overtalt sin mand, den tidligere prætorianerpræfekt Valerius Maximus, til at sælge og som stadig var til salg på grund af den høje pris, brændt ned til grunden. Efter goternes afmarch kunne det købes for slik. Også til Aventinhøjen nåede Alariks soldater og også her hærgede de, men især de store forrådsmagasiner ved højens fod. Dog blev også både Sura's og Decius' Thermer ødelagt. San Gerolamo fortæller om sin åndelige vendinde Santa Marcella, der boede på Aventin, hvorledes han (der da opholdt sig i Bethlehem) fik underretning om at hun af goterne var blevet underkastet tortur for at røbe, hvor hun havde gemt sine rigdomme og at hun få måneder efter var død af disse mishandlinger. San Gerolamo skrev et mindeskrift om hende i 413, afsendt til hendes veninde og støtte i de sidste år, den unge Principia, som det var lykkedes Santa Marcella at unddrage soldaternes vold ved at udvirke for dem, at de måtte søge tilflugt i San Paolo fuori le Mura. Også Marcella's slægtning, Gerolamo's ven San Pammachio må være død under invasionen, selvom vi ikke ved noget sikkert om det, men bagefter hørte man ikke mere om ham, andet end at San Gerolamo i Bethlehem fik brev fra Rom "om både Pammachius', Marcella's og mange andre venners død".

Til slut drog goterne dog bort. Efter 3 dages plyndringer sluttede de af med at hærge i Trastevere, blandt andet i Kirken Santa Maria di Trastevere, hvor Pave Cølestin I i 422-423 satte en mindeplade op, der fortæller om de dele af kirkens udstyr, som brændte under vestgoternes ødelæggelser.

Til trods for 3 dages hærgen, brande og plyndringer var ødelæggelserne dog ikke enorme, store dele af byen var trods alt gået fri og selvom mange mennesker var blevet dræbt og andre bortført som fanger, slaver og gidsler, kunne romerne nu ånde lettet op og begynde at reparere skaderne. At dette skete ret hurtigt kan man se af de mindeplader, der opsattes rundt omkring til minde om ødelæggelserne og genopbygningen. Alligevel havde plyndringerne en stor økonomisk effekt på byen, hvor borgerne havde købt sig fri fra drab og fangenskab ved store pengebeløb og værdisager, som fra nu af prydede de "barbariske" goters boliger. Det fortaltes, at Kejserens søster Galla Placidia, som senere blev gift med goteren Ataulf, ved sit bryllup fik mange værdifulde gaver, hvoraf hun genkendte flere som stammende fra romerske huse og familier hun havde kendt.

Men Alarik forsøgte nok at dæmme op for ødelæggelserne, han var ikke interesseret i at jævne Rom med jorden, men kun i at få del i de goder, det rige Romerrige kunne byde på. Det fortælles, at Alarik ligerfrem organiserede en procession af kristne jomfruer, der skulle bringe nogle dele af kirkeudstyret tilbage til Peterskirken, efter at det mod hans vilje var blevet fjernet.

3 dage efter at romerne havde fået det største chok i 800 år, førte Alarik sin hær ud af byen igen og sydpå, hvor han havde planer om at invadere det rige Nordafrika, da han i slutningen af året døde nær Cosenza og hans østgotiske svoger Ataulf overtog magten og skrinlagde planerne om at felttog til Afrika.

Hvis de bygningsmæssige skader var beskedne og hurtigt kunne udbedres, og de økonomiske skader var større og længerevarende, så var de psykiske skader på både romerne i Rom og alle Romerrigets beboere i både Vest- og Østriget enorme. Det fuldstændigt utænkelige var sket, fjender var trængt i selve Rigets hjerte og havde krænket det, et af Rigets magtcentrum og et af Kristendommens store centre var uden hensyn blevet væltet overende. Hvad kunne man nu stole på mere og i fremtiden.