Den karré, som engang lå i Via dei Vascellari i Trastevere og havde gadenumrene 99-101, findes ikke længere. Husene er revet ned og har istedet givet plads til den charmerende lille Piazza dei Ponziani, som opstod, da man i i begyndelsen af 1900-tallet i forbindelse med byggeriet af de store mure langs Tiberen og de tilknyttede brede flodboulevarder rev en masse gamle bygninger ned i området mod floden. Men også lidt længere mod syd, da man i 1937 påbegyndte byggeriet af den store kolos, som idag huser Sundhedsministeriet.

Det nu forsvundne hus var ganske ordinært i udseende og arkitektonisk forstand, men det havde en historie, som nok er værd at fortælle. For det var en meget gammel ejendom, der engang havde tilhørt Kirken San Salvatore a Ponte Rotto, derpå  Kirken Santa Maria ai Monti, og senere Ospizio degli Eremiti Camaldolesi di Monte Corona.

Ejendommen blev lejet ud for at give indtægter til de nævnte kirker og der har været boliger her, men måske allerede fra tidlig tid også nogle af de pottemagerværksteder, som gav navn til gaden: Via dei Vascellari: krukkemagernes gade.

I 1829 blev den 2-etagers ejendom med 19 værelser købt af Ferdinando Lefevre, som var søn af en fransk porcelænsarbejder, der arbejdede for den kongelige porcelænsfabrik i Napoli. Denne fabrik, kaldet Capodimonte, blev for en del lukket ned i forbindelse med Napoleonskrigene og den unge Ferdinando emigrede derfor til Rom. Her havde han i 1826 overtaget det gamle keramiske værksted Fornace Giovannucci i Via San Gallicano 21, giftet sig med den afdøde Giovannucci's enke Marianna Corneli og grundlagt sin egen virksomhed Fornace Lefevre.

Hans hustru var velstående og han kunne derfor tillade sig at bruge 1020 scudi på at købe den nydelige ejendom på ikke mindre end 19 værelser og 2 indgange til gaden. Her var plads til både beboelse og værksteder, og familien - der også bestod af hustruens børn, blandt andre sønnerne Ignazio, Ferdinando og Luigi - flyttede ind i 1829.

Ferdinando Lefevre skilte sig ud fra gadens andre beboere ved at have flere penge og altså højere stand end de andre arbejdere og småhåndværkere i kvarteret, der mest var beboet af keramikere, dragere, citronsælgere, skomagere, vognmagere, murere, slagtere, møllere, bådsmænd og vævere.

Lefevre var også en mand med idéer, gåpåmod og iværksættertrang, som han snart omsatte til virkelighed. I sin nye ejendom indrettede han en lille fabrik og en butik med salg af køkkentøj og lertøj, som blev meget søgt af beboerne i kvarteret. Faktisk udviklede foretagendet sig til at være et af de største og vigtigste i Trastevere og med det øgedes Lefevres økonomiske formåen og sociale position så meget, at han blev i stand til at holde sin egen vogn med heste og kusk.

Med firmaets vokseværk fulgte opkøb af andre ejendomme i Via dei Vascellari og den nærliggende Via della Scalaccia, som idag er forsvundet. Han blev også ejer af et hus i Via della Lungarina og af en vandmølle i Tiberen.

I 1839 døde Ferdinando's hustru og hendes sønner brugte deres arv til at oprette endnu en keramikvirksomhed, Fornace Giovannucci.

I 1847 flyttede Lefevre selve fabrikken hen i nærheden af Ponte Sisto, mens familien derpå kunne udnytte hele ejendommen i Via dei Vascellari til privat beboelse, samt til butikslokale.

Så stor blev Lefevre's prestige, at han i 1852 fik tilladelse af Pave Pius IX til at indrette sit eget private kapel i sit hus i Via dei Vascellari, der ellers hørte under den lille kirke San Salvatore in Corte, som også kaldtes Santa Maria della Luce og lå oppe ved Via della Lungaretta. Paven tillod endog, at Ferdinando kunne anbringe et relikvie under kapellets alter, nemlig knoglerne af barne-martyren San Leone.

Kapellet var pænt stort og veludstyret, som det kan læses ud af den inventarliste, som udarbejdedes i 1877, da ejendommen blev eksproprieret. Alteret stod på en marmorsokkel og til hver side var der bemalede vægge med små nicher, hvori der stod lertøjsbeholdere med vievand. Rummets gulv var i hvidt og sort marmor fra Carrara, væggene var pudset op og malet i forskellige farver og rummet var yderligere udsmykket med kannellerede søjler med joniske kapitæler og malerier og statuer af helgener og religiøse symboler. I loftet hang der en desuden en krystallysekrone ligesom kapellet var forsynet med diverse lysestager og et hostiegemme.

Et så rigt udstyret privatkapel viser med tydelighed Lefevre's høje status og formåen. Samt hans religiøse sindelag, som også fandt udtryk i hans medlemsskab i broderskabet Confraternita dei Sacconi Rossi, som holdt til ved Oratorio di Gesù al Calvario på Tiberøen.

Ferdinando Lefevre døde allerede i 1858 og af skiftet efter ham får man at vide, at også resten af boligen var veludstyret. Her var blandt andet et værdifuldt flygel, med snoede og udskårne ben, mahognikasse med intarsia og en fint forarbejdet lås. Flygelet stod i et værelse ved siden af kapellet og her var også et stort skab i nøddetræ, som indeholdt forskellige religiøse genstande, blandt andet et forgyldt relikvieskrin, nogle bøger, nogle messehageler og lignende i fine stoffer med udsmykning i sølv og guldtråd, samt lysestager, vaser, tæpper og kors.

Værelset til venstre for kapellet vendte ud mod gaden, hvortil det havde 2 vinduer. Rummet brugtes som modtagelsesværelse eller salon og var forsynet med et rundt nøddetræsbord med 3 ben, på hvilket der stod blomstervaser i porcelæn med motiv i forgyldning samt forskellige pyntesager i krystal. Her var også et skrivebord og et andet skab, samt fine lamper og en sofa i nøddetræ betrukket med grønt stof, desuden forefandtes der 4 stole i samme stil. Foruden talrige lysestager, vaser, et ur i alabast med mere. Malerier på væggene manglede naturligvis heller ikke, alle indsat i rammer af nøddetræ.

Også soveværelset var rigt udstyret. Med en enorm dobbeltseng i metal med 2 store undermadrasser fulde af majsblade, 3 madrasser samt 4 puder med hvidt betræk fyldt med "god uld", lærredslagner og foret tæppe, hvis vår var vævet med striber på den ene side og med blomster på den anden. I værelset stod desuden 2 natborde i kirsebærtræ, en vugge og en kommode i nøddetræ, et skrivebord og et lille spillebord.

Efter Ferdinando Lefevre's død i 1858 arvede hans stedsønner virksomheden, som de derpå drev videre. I 1877 blev ejendommen eksproprieret på grund af den nye byplan og forretningen blev af Lefevres arvinger flyttet til Via dei Vascellari nr.30 og senere til Via di Santa Maria in Cappella nr. 15 og endelig til Via di Santa Cecilia nr. 3. Her blev den dog lukket i 1903-1911.

Litteratur om Casa Lefevre ai Vascellari:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 25.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1982.
- Rione XIII, Trastevere, del 3: side 158, 160.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 34 (før de nyeste fund).
Lefevre, Renato: Una casa d'altri tempi, ai Vascellari. --- i: Vecchie Case Romane : case, palazzetti, personaggi - negli ultimi due secoli della Roma papale. - Lunario Romano / a cura del gruppo dei cultori di Roma, 1973.
- side 249- 256.
Roma segreta.it: Via dei Vascellari.