|
|
En Rundgang i Casa dei Cavalieri di Rodi: Huset er bygget i teglsten og ligger ud til Piazza del Grillo klinet op ad den store brandmur, som Kejser Augustus lod bygge for at beskytte det nedenforliggende Forum. Facaden her har en meget kantet facon (se foto), da den første del følger brandmuren ud for den nordlige søjlegang på Augustus' Forum. Herefter følger en kort skråtstillet mur frem til et fremspringende hjørne. Det første stykke af huset er bygget ovenpå murene fra Augustus' Forum, mens den øvrige del er bygget i resterne af et romersk hus fra Senrepublikken. Dette lå lige bagved den store exedra bag søjlegangen, mellem denne og nutidens Via di Campo Carleo. (se foto) I både det første og det andet stykke mur er der forneden en åbning i form af en bue, den første vender ind mod Augustus' Forum, den anden (til højre) giver adgang til selve huset. Indenfor ligger en trappe, der stammer fra Antikken. Over buen er der i facaden et stort vindue, der stammer fra restaureringen under Kardinal Pietro Barbo (1470). Øverst oppe slutter facaden med en fremspringende udskåret frise, der stammer fra Middelalderen. På husets side ud mod Via di Campo Carleo kan man forneden i blændede buer se rester af "taberner" fra Trajan's tid, hvor de har indgået i Kejserens store markedskompleks. Det er i disse rum, at man har indrettet det lille museum "Antiquarium del Foro di Augusto". Ovenover er der en række nyere og restaurerede vinduer fra Kardinal Barbo's tid og et kvadratisk vindue, der muligvis er af ældre dato. Et våbenskjold med Pave Sixtus IV's mærke stammer fra et nu nedrevet hus, som tidligere lå i Via Alessandrina nr. 111. På facaden ud mod Forumsiden kan man over den moderne "jern bro", der fører ud til Via dei Fori Imperiali, se rester af det der kaldes "Terrazza domiziana" og øverst oppe ligger på hjørnet herudtil den smukke "Loggia dei Cavalieri" fra det 15.århundrede (se foto). Fra indgangen på Piazza del Grillo går man ad den antikke trappe op til den store "Salone d'onore", der har et træloft fra 1400-tallet, udsmykket med våbenskjolde med Johanniternes og Kardinal Barbo's mærker. De 8 flag, der hænger i salen, repræsenterer Johanniter-Ordenens 8 "tunger" (sprogområder). Fra den store sal går man ud i den gamle indgangshal, hvor dørene er indsat i udsmykkede marmorkarme. Det næste rum er "Sala della Loggetta", der er indrettet i et antikt rum, hvor den ene af væggene udgøres af en del af Augustus' store brandmur. Herinde kan ses en rekonstruktion af et stykke af den frise med karyatider, som udsmykkede Augustus' Forum, samt et stykke af en fresko forestillende Korsfæstelsen. Den menes udført i 1508/18 af Marcantonio Cosciari. Ved siden af Sala della Loggetta ligger den såkaldte Sala Bizantina, der har et meget smukt, gammelt loft. Herinde kan man se nogle konsoller og monstransplader fra det 9.århundrede, der stammer fra den gamle, nu nedrevne kirke San Basilio. Nogle fresker fra denne kirkes apsis er også opsat her. En 1400-tals trappe fører op til selve Loggia'en. På trappevæggen er der en indskrift fra samme tid: et vers fra Virgil's digt Georgica (nr. II, 490): "Felix qui potuit rerum conoscere causas" og en tegning af Virgil. Ovenfor trappen er der en dør med Kardinal Barbo's navn og året 1470 og herigennem kommer man ud på den smukke terrasse med udsigt over Forum. Loggia'en har ud mod Forum 5 høje og store, buede åbninger mellem 6 slanke søjler. De 2 yderste op ad hjørnevæggene er kun halvsøjler og stammer fra 1400-tallet, mens de 4 midterste er genbrug fra gamle byggerier, 2 af dem er i bigio-marmor og 2 i sort granit. De bærer romanske kapitæler med blade og roser. I hjørnemuren til højre i rummet er der et smukt lille vindue med en balkon i venetiansk stil. I den anden hjørnemur blot et vindue med buet overkant. Rummets korte side ud mod Via di Campo Carleo udgøres af 3 store buer mellem 4 søjler fra det 15.århundrede. Loggia'en var smukt dekoreret med freskomalerier, som desværre idag er meget ødelagte, forestillende landskabsscener, fugle og eksotiske dyr. En indskrift på væggen fortæller om Kardinal Barbo's restaurering: "Iussu Pauli II Pontificis Maximi Ex Proventibus Prioratus - M. Barbus Vicentinus Praesul TT S Marci Praesbiter - Car. Aedes Vetustate Collapsa Augustiore Ornatu Restituit" ("Efter Pave Paul II's ønske lod M. Barbo, Biskop i Vicenza, Præst og Kardinal ved titelkirken San Marco, ved hjælp af midler fra Prioratet, (dette) af ælde ødelagte (hus), restaurere"). Ved siden af Loggia'en ligger der et mindre rum, der er udsmykket med en frise med Pave Paul II's våben. En moderne trappe fører op til endnu et lille rum på etagen ovenover. |