ANNAS ROM GUIDE
Via di Campo Carleo

Fra Piazza del Grillo løber den lille gade og gangbro Via di Campo Carleo ned mellem Trajans Markedsanlæg og Forum på venstre side og Augustus' Forum på højre side. Denne gade hed tidligere også Salita eller Via del Grillo og var således en del af den vej, der løb op over højsiden nede fra den gamle Via Alessandrina.

På gadehjørnet står et lille palæ, som kaldes "Casa dei Cavalieri di Rodi". Det er bygget af Johanniter-Ridderne ovenpå resterne af den nordlige halvcirkel af Augustus' Forum og en gammel trappe fører herop. Ved siden af ses resterne af den kirke, som munkene "I Basiliani" havde bygget på murene af det Mars Ultor-Tempel, som Augustus havde ladet opføre på sit Forum. En port til venstre for Casa dei Cavalieri di Rodi fører ind til Kirken San Giovanni Battista og til Antiquarium del Foro di Augusto, mens indgangen til selve Foro di Augusto, Augustus' Forum, ligger efter det andet hjørne: på Piazza del Grillo nr.1.

Gaden har navn efter en nu forsvundet kirke Santa Maria in Campo Carleo, der lå i nærheden af Trajan-søjlen fra før år 1192, hvor den første gang nævnes, til den blev revet ned i 1884. Området omkring Kirken kaldtes for Campo Carleo, vi møder det første gang i dokumenter fra 1004, 1032 og 1084, hvor det benævnes Campo Kalo Leoni eller Campo Caro Leonis. Benævnelsen menes at stamme fra den byzantinske adelsmand Caroleo di Leone, som havde store besiddelser i Rom, både i dette område og i området omkring Kirken Santa Maria in Via Lata.

Foto fra Via di Campo Carleo

Foran Kirken Santa Maria in Campo Carleo lå også en plads, der hed Piazzetta di Campo Carleo. Den blev efter 1870 indlemmet som en del af den gamle - og nu forsvundne - Via Alessandrina og den gamle Via del Grillo fik derpå navnet Via di Campo Carleo. Da kvarteret derpå i 1930'erne blev ryddet, blev Via di Campo Carleo samtidig et stykke kortere.

Det øverste stykke af nutidens Via di Campo Carleo falder næsten sammen med et stykke af den antikke gade Via Biberatica, som gik ned over Trajans Marked og ned i den lavereliggende del af byen. Rester af bebyggelsen langs den antikke gade kan ses på denne side af Casa dei Cavalieri di Rodi, hvor der mellem nogle blændede buer er spor af taberner fra Trajan's tid. I nogle af disse rum er Antiquarium del Foro di Augusto indrettet. Ovenover ses i muren nogle stærkt restaurerede vinduer, der ligesom den smukke loggia stammer fra 1400-tallet. Efter Casa dei Cavalieri di Rodi ligger en teglstensbygning fra Domitian's tid med rester af en raffineret stukdekoration i loftet.

Litteratur om Via di Campo Carleo:
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 226.
La Grande Guida dei rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2001.
- side 106f.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione I, Monti, Del 4: side 16, 22, 26, 32, 44.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. Edizione Quasar, 1991.
-kort nr.22.
Staccioli, Romolo A.: Guida di Roma Antica. Biblioteca Universale Rizzoli (BUR). 8.ed., 2000.
- side 252.


Fotos fra området
Kort over området
Bo og spise i området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 7.4.2006 og sidst opdateret d. 19.7.2007