ANNAS ROM GUIDE

Vicolo della Fontanella

- nu forsvunden gyde -

Se området mellem nr. 26 og nr 10 på Kort over Velabro-Turen

 

I området mellem Marcellus-Teatret og Piazza della Bocca della Verità løb engang i kvarteret Rione Ripa en lang nord-sydgående gade kaldet Via della Fontanella: Gaden med fontænen, springvandet eller vandposten. Den sidste betydning er nok mest sandsynligt her, hvor kvarteret var relativt fattigt og tætbebygget og- befolket, samt lå tæt på eller nærmest var en del af den mindre Ghetto, kaldet Ghettarello, hvor jøderne fra midten af 1500-tallet til 1735 var samlet i område, hvor porte blev aflåst hver aften og åbnet hver morgen.

Omtrent midtvejs i gadeforløbet udvidede dette sig til en lille plads, kaldet Piazza delle Fontanella. Det var vel her, at vandposten stod, som sikkert forsynede kvarteret med drikkevand. Mellem Pladsen og Gaden løb også en smal og snoet tværgyde, der kaldtes Vicolo della Fontanella.

Den lille Gyde løb mellem de nordsydgående gader Via della Fontanella og Via del Ricovero, som også kaldtes Strada delle Carrozze og engang i Middelalderen Porticus Gallatorum efter den række overdækkede søjlegange, som førte fra kvægmarkedet Forum Boarium i syd og op mod Marcellus-Teatret.

Mod vest førte Gyden bagom bebyggelsen ved den lille Piazza della Fontanella og ud i Gaden, der engang omtaltes som "Ad Elephantum" og måske også Strada dei Pierleoni, da Petrus Leones efterkommere havde bosat sig i ruinerne af Marcellus-Teatret.

Nordøst for Gyden fandtes bygningerne ved Kirken Santa Galla. Disse husede et herberg, alderdoms- og fattighjem, samt sygehuset Ospizio di Santa Galla, hvor de syge, fattige, hjemløse eller nødlidende mænd fandt husly og behandling, mens kvinderne kunne finde hjælp i det mod vest liggende Ospizio di San Luigi Gonzaga per le Donne, der bredte sig over området ned mod Tiberens bredder.

I 1930'erne blev hele det tætbebyggede og -befolkede kvarter, der som nævnt husede både kirker, klostre, sygehuse, alderdomshjem og husvildeboliger, samt almindelig beboelse, jævnet med jorden for at skabe plads til den nye færdselsåre Via del Mare, der senere blev til Via del Teatro di Marcello og hvis sydligste del idag hedder Via Luigi Petroselli.

Samtidig forsvandt også nogle parallelgader i området: Via della Fontanella, Strada delle Carrozze og Strada di Porta Leone, samt diverse små tværgyder og mindre pladser såsom Vicolo della Fontanella og Piazza della Fontanella (som ses på Nolli's Romkort som nr, 1043). Faktisk var det et helt, tætbebygget boligkvarter, som faldt for byfornyelsen, og kun enkelte rester blev reddet, blandt andet det såkaldte Casa-Torre dei Pierleoni og det såkaldte Palazzetto dei Pierleoni, samt Casa dei Crescenzi.

Litteratur om Vicolo della Fontanella:.
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 19.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 757. .
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 28- NB:før de nyeste fund !
Le Strade di Roma. - Roma: Newton & Compton editori, 2004.
- Volume Terzo: P-Z. --------- side 1118. .

Info.roma.it: Via del Ricovero, Roma. -

Kort over Velabro-området
Seværdigheder i Velabro-området
Steder i Velabro-området
Fotos fra Velabro-området
Personer fra Velabro-området
Bøger og links om Velabro-området
Tilbage til Velabroturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 24.3. 2026 og sidst opdateret d. 26.3.2026