|
|
|
Strada di Porta Leone - nu forsvunden gade - Se området mellem nr. 26 og nr 10 på Kort over Velabro-Turen
|
|
"Strada di Porta Leone" var indtil 1930'erne navnet på den nu forsvundne gade, der løb fra porten kaldet Porta Leone, efter Pierleoni-familiens besiddelser i området omkring Marcellus-Teatret i nord, til Piazza della Bocca della Verità i syd. Gaden forsvandt under byfornyelsen i 1930'erne, og det samme gjaldt Porten og Portbuen omkring den, kaldet Arco di Porta Leone, der havde stået her siden 1500-tallet. (se billede af Arco di Porta Leone fra 1930 hos info.roma.it). (Arco di Porta Leone kan ses på G.B.Nolli's Romkort fra 1748 (søg nr. 1042). Der var ikke tale om en fritstående Bue, men derimod om en slags portbue under en ejendom, som spændte over vejen nedenunder. Måske har Buen engang indrammet den port, som kaldtes Porta Leone. Det drejede sig om en af de gamle Ghetto-porte, nærmere bestemt en, som ledte ind til "den lille Ghetto", Ghettarello, en sydlig udvidelse af den store Ghetto. Il Ghettarello blev først afskaffet - og området åbnet - omkring 1735, men ellers aflåstes portene hver aften og åbnedes først igen om morgenen. Porta Leone fandtes i området bag den nu fritlagte Kirke San Nicola in Carcere. Udgravninger af Il Ghettarello kan ses i de grønne anlæg ned mod Lungotevere dei Pierleoni. Området blev saneret i 1932, da ruinerne blev fritlagt og den nye store færdselsåre Via del Mare - nu Via del Teatro di Marcello, og mod syd Via Luigi Petroselli - blev anlagt. En Tur Gennem En nu forsvunden Gade: Strada di Porta Leone startede som nævnt i nord, lige syd for Marcellus-Teatret og øst for den stadig bevarede Kirke San Gregorio a Ponte 4 Capi. Lige syd herfor stod på Gadens vestside (mod floden) den Porta Leone, som Gaden har navn efter, mens der i området øst for Gadens begyndelse fandtes nogle mindre gyder og en lille plads ved kapellet Oratorio del Santissimo Sacramento in San Nicolò in Carcere. Denne bygning lå tæt op af nordmuren til Kirken San Nicola in Carcere, som jo idag er fritlagt og fritstående, men dengang var indkapslet i andre bygninger. Lidt syd for San Nicola fandtes endnu en lille plads, med en mindre bygning i midten. Også her lader der til at have været en port ind til bebyggelsen mod vest. Om det er denne port, som kaldtes Porta Leone, er ikke helt klart ud fra de forskellige kilders beskrivelser. Længere mod syd stod på Gadens vestside et af kvarterets mange hospitaler og plejehjem. Her drejede det sig om Ospizio di San Luigi Gonzaga per le Donne, mens der på Gadens modsatte side var en stor bygning, som husede Ospizio di Santa Galla per Gli Uomini. Dette hospital for mænd lå lige bagved den mod øst stående Kirke Santa Galla, der ligesom hospitalerne forsvandt under byfornyelsen i 1930'erne. På den fortsatte tur mod syd mødte man derpå nogle mindre sidegader. Fra vest kom en til lige syd for Kvindehospitalet og lidt længere nede stødte der en til fra øst, en del af gyden Vicolo della Fontanella, der løb mod vest ud i Via della Fontanella og lidt sydligere løb sammen med pladsen kaldet Piazza della Fontanella, som også havde en lille sidevej ud til Strada di Porta Leone. Efter en længere række af mindre bygninger, nærmede man sig så Piazza della Bocca della Verità, og lige før denne stod - lidt tilbagetrukket mod øst - "det hus som i folkemunde kaldtes Pilatus' Hus" ("Casa del volgo detta di Pilato"). Det er idag bevaret under navnet Casa dei Crescenzi og står ved gaden Via di Ponte Rotto. Hernede bredte Pladsen sig ud - mod vest ned mod Tiberen og den ødelagte bro Ponte Rotto. Ved flodbredden lå her mod syd en af de mange vandmøller, som kunne ses mange steder langs Tiberen. Mød øst stod på Pladsens nordlige del Kirken Santa Maria Egiziaca degli Armeni, der var indrettet i ruinerne af det antikke Portunus-Tempel, som engang også kaldtes Tempio della Fortuna Virile. I forbindelse med Kirken lå her endnu et hospital eller herberg, nemlig Ospizio de' Armeni. Helt nede på Piazza della Bocca della Verità stod mod vest endnu en kirke, Santa Maria del Sole, indrettet i det antikke runde Vesta-Tempel. Næsten parallelt med Strada di Porta Leone løb mod øst den lidt bredere gade Strada delle Carrozze, som startede lidt nordligere, oppe ved den også nu forsvundne Piazza Montanara, nord for Marcellus-Teatret, og fortsatte mod syd med først Capitolhøjen på østsiden og derpå San Nicola in Carcere og Santa Galla på vestsiden. Også denne gade mundede mod syd ud i Piazza della Bocca della Verità.
Litteratur om Strada di Porta Leone: |