Mere om Strada Pia:

Anlægget af "den nye vej" var en del af Pave Pius IV's ønske om at udbygge og udnytte det store, sparsomt beboede kvarter heroppe på Qurininal- og Viminalhøjene nordøst for den lavtliggende by. Heroppe var luften friskere og sundere og rigmænd og kardinaler var ikke sene til at opdage, hvilke fordele det kunne give at anlægge sommerresidenser på dette sted. Ikke langt fra Vatikanet og Lateranet og meget tæt på Quirinalet, som i det 17.århundrede og frem blev en af Pavernes foretrukne boliger.

Men allerede Pius IV holdt - lige som sine forgængere - af at bo i paladset på Monte Cavallo, hvor Kardinal Ippolito d'Este havde en villa og Carafa-familien ligeledes. Og her fik han idéen til at udjævne den gamle vej Alta Semita, som snoede sig hen over og op og ned ad højen. Anlægget blev overdraget tidens førende kunstner og arkitekt Michelangelo, som også fik til opgave at bygge en ny byport og få år senere også at indrette en kirke i ruinerne af Diocletian's Termer. Og hovedindgangen til kirken kom fra starten til at ligge ud mod den nye pavelige vej.

Også de senere paver interesserede sig for den nye hovedfærdselsvej. Også Pave Sixtus V, som ellers koncentrerede meget af sin energi i kvarteret omkring Kirken Santa Maria Maggiore på Esquilin. Men i sine sidste år i 1588-1590 sørgede han for at lade sin "hofarkitekt" Domenico Fontana "ordne" Piazza di Monte Cavallo, som svarer til nutidens Piazza del Quirinale. Statuerne af Dioskurerne blev vendt og efter en restaurering opsat på linie med Strada Pia og selve vejen blev yderligere nivelleret, således at man hele stykket nede fra Quirinalet kunne se Pavens nye Moses-Fontæne (se foto) oppe ved nutidens Piazza San Bernardo, hvor den dannede "endestation" for den nye akvædukt, som Sixtus V havde ønsket bygget for at føre vand ind til området efter at de gamle akvædukter havde været ude af drift i 1000 år. Som noget nyt og raffineret blev Strada Pia nu også forsynet med fortove af mursten, måske de første af den art i Rom på den tid.

Også nutidens Via delle Quattro Fontane skylder Sixtus V sin tilblivelse, idet han lod anlægge en meget lang og lige vej mellem Santa Maria Maggiore og Pincio, den såkaldte Strada Felice. Og det var også efter Pavens ønske, at de 4 fontæner i krydset opførtes. Paven forestillede sig nu, at der efter det nye gadenet og vandforsyningen skulle bygges boliger og "virksomheder" i området, som han tænkte sig navngivet "Borgo Felice" (hans fornavn var Felice!), og han udlovede mange privilegier og fordele til dem, der ville gøre forsøget. Men der kom aldrig rigtig gang i sagen og efter Pavens død i 1590 gik det ganske i stå og først 300 år senere efter Italiens samling kom der gang i udbygningen langs vejen, som på det tidspunkt havde fået sit nye navn: Via XX Settembre.

I 1600-tallet var stadigvæk mest kirker og klostre, som opførtes langs Strada Pia foruden naturligvis adelens og kardinalernes pragtvillaer. Den gamle kirke Santa Susanna (se foto) blev grundigt restaureret op til Jubelåret 1600 og i disse år indrettedes også Kirken San Bernardo (se foto) i den sydvestlige runde hjørnebygning i ydermuren til Diocletian's Termer. En af bygningens 4 porte vendte ud mod Strada Pia og blev den nye kirkes hovedindgang.

I 1608-20 byggedes Kirken Santa Maria della Vittoria (se foto) over resterne af det gamle Cappella di San Paolo Apostolo.

I 1640 lod Pave Urban VIII de pavelige kornmagasiner, som var indrettet i nogle rum i Diocletian's Termer, udvide med en fløj han byggede ned til Strada Pia. Og omkring 1641 begyndte munkene ved Kirken San Bernardo at sælge ud af deres jord ved vejen. I slutningen af 1600-tallet blev der foretaget de første store ændringer i Michelangelo's plan for Kirken Santa Maria degli Angeli, som herved mistede sin hovedindgang fra Strada Pia.

Ved Strada Pia lå i årene 1561-1870 følgende bygninger:

På sydøstsiden: Palazzo della Consulta, bygget 1732-35; her lå også - måske fra 1205 - Kirken San Salvatore de Caballo, som senere hed San Gerolamo og blev revet ned ca 1615 af Scipione Borghese. Samtidig nedrev man også Kirken San Saturnino og det tilhørende Benedektiner-Kloster.

I 1474 boede humanisten Pomponio Leto i et lille hus ved Piazza di Monte Cavallo ligesom Bartolomeo Sacchi, som kaltes "Il Platina", der boede der fra 1435. I 1561 blev bygningerne omdannet til Kloster for "Gerolomini-munkene".

Herefter fulgte Kirkerne Santa Chiara, bygget i 1574-1576, og Santa Maria Maddalena på hjørnet af Via della Consulta, bygget i 1581. De blev begge revet ned i 1888. Ved siden af Kirken Sant'Andrea al Quirinale lå en bygning, hvor de unge novicer boede. Selve kirken blev bygget af Gianlorenzo Bernini fra 1658 ovenpå en endnu ældre kirke fra det 11.århundrede. Den følgende bygning var Kirken Santi Anna e Gioacchino alle Quattro Fontane, bygget i 1611, og straks herefter lå Kirken San Carlino alle Quattro Fontane, bygget i 1634-41 af Francesco Borromini for Den Spanske Trinitar-Orden, som tidligere havde til huse i en ejendom, de i 1611 havde købt af Muzio Mattei ved Via delle Quattro Fontane.

På denne gades hjørner er anbragt 2 fontæner med statuer, der personificerer floderne Tiberen (se foto) og Arno eller Nilen (se foto), opsat i årene 1588-1593 af Muzio Mattei og Giacomo Gridenzoni.

På den anden side af Via delle Quattro Fontane lå "Orti delle Barberine" og "Vigna dei Certosini", ejendomme tilhørende klostrene i området. Noget af denne sidste solgtes omkring 1598 til Caterina Nobili Sforza, der blandt andet lod Kirken San Bernardo indrette i en af ruinerne fra Diocletian's Termer ved den nuværende Piazza di San Bernardo (se foto).

Lige herefter lå "Mostra dell'Acqua Felice", den store Moses-Fontæne (se foto), hvor vandet fra Fontænen Acqua Felice strømmer ud og fordeles. Fontænen opførtes under Pave Sixtus V i 1586-89 og lidt nordligere lod han indrette nogle store vandbassiner til vaskeplads for kvarteret: "I Lavatoi delle Terme", de lå på en del af den grund, som tilhørte Panzani-familien.

Omkring den nuværende Via Pastrengo byggede Pave Urban VIII omkring 1639 en ny bygning som udvidelse af det pavelige kornmagasin i ruinerne af Diocletian's Termer. Denne bygning blev revet ned i 1938.

På det øverste stykke af vejen lå Villa Alberini og op til Den Aurelianske Mur Villa Costaguti. For enden af Strada Pia lå så byporten Porta Pia (se foto), som Pave Pius IV i 1561 lod bygge i Bymuren som erstatning for den tidligere Porta Nomentana, som lå lidt længere mod øst i den del af muren, der nu grænser ind til Den Engelske Ambassade i Villa Costaguti.

Efter krydset lå den store park, der tilhørte Palazzo Barberini og her byggedes i 1831 den såkaldte "Sferisterio Barberini" af arkitekten Prospero Mollerini. Det var en boldbane med siddepladser og mure omkring. Efter Salita di San Nicola del Tolentino lå Cistercienser-nonnernes kloster og herefter fulgte Kirken Santa Susanna (se foto), som stammer helt tilbage til det 4.århundrede. I slutningen af 1500-tallet lod Pave Sixtus V's søster, Camilla Peretti, et kapel dekorere i kirken: Cappella di San Lorenzo. Omkring 1600 blev den kraftigt restaureret.

Efter Largo di Santa Susanna lå familien Muti's vingård og herpå lå det lille kapel for San Paolo Apostolo, men i 1608-1620 byggedes kirken Santa Maria della Vittoria (se foto) på dette sted. Derpå fulgte et langt stykke med vingårde inden det sted, hvor idag Villa Bonaparte ligger. Her ejede først familien Cicciaporci jorden, som de omkring 1748 solgte til kardinal Silvio Valenti Gonzaga, der lod opføre et palæ herpå. I 1816 købte Napoleon's søster Paolina Bonaparte gift Borghese ejendommen, der fik navn herefter. Den grænser op til til Den Aurelianske Bymur, der her afbrydes af Porta Pia.

Litteratur om Strada Pia:
Bernardi Salvetti, C.: S.Maria degli Angeli alle Terme e Antonio Lo Duca. Desclée Editori Pontifici, 1965.
Caiola, Antonio Federico: Piazza della Repubblica. (Comune di Roma, Assessorato alla Cultura, Centro di Coordinamento Didattico). Fratelli Palombi Editori, 1996.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
s.889f. (Quirinal).
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
Rione I Monti, II Trevi, XVII Sallustiano XVIII Castro Pretorio.