ANNAS ROM GUIDE
Piazza della Madonna dei Monti

Mere om Piazza della Madonna dei Monti:

Piazza della Madonna dei Monti er hjertet i det folkelige Rione Monti, en direkte arvtager af det antikke folkelige Subura-kvarter. Fra det lidt finere Carinae-kvarter nede omkring nutidens Torre de' Conti løb den antikke gade Argiletum op mod Esquilin på det første stykke ligesom Via della Madonna dei Monti idag. Ved Piazza della Madonna dei Monti skiftede Argiletum navn til Via Subura Maior og på pladsen har man fundet rester af et antikt hus "Domus C. Sesti".

Fra 796 har den lille kirke, der idag hedder Santi Sergio e Bacco, ligget her ved pladsen. Dengang hed den Madonna del Pascolo og en tid var der også knyttet et kloster hertil. Det italienske ord "pascolo" betyder "græsgang" og fortæller om den lange periode i Middelalderen, hvor området her lå relativt øde og ubeboet hen.

I Renæssancen voksede befolkningstallet i Rom igen og byggeriet tog fart. Kirken Madonna dei Monti på den anden side af pladsen er bygget i 1580 og samtidig anlagdes pladsen. I 1588 tegnede arkitekten Giacomo della Porta den elegante fontæne, som er pladsens centrum. Rundt om pladsen ligger nogle kønne huse fra 1700- og 1800-tallet.

Den moderne trafik, der går ned gennem Via dei Serpenti og ned til den brede Via degli Annibaldi ved Via Cavour, har i nogen grad "skåret pladsen over" og givet den et skævt udseende, men det er stadig en meget karakteristisk og hyggelig plads, hvor den lokale befolkning mødes og sludrer, mens der ikke ses mange turister her.

EN TUR RUNDT PÅ PLADSEN:

På nordhjørnet af Via dei Serpenti og Piazza della Madonna dei Monti sidder et af de små gadealtre, som her er et majolika-relief af Jomfru Maria i en oval ramme (se foto). Ved siden af dette første hus på pladsen ses facaden til Kirken Santi Sergio e Bacco (se foto) og efter denne munder Via del Boschetto ud i pladsens nordøstlige hjørne, hvorfra også Via degli Zingari udgår.

Når man kigger ned ad denne gade, fanges ens blik uvilkårligt af den lille terrasse på førstesalen ved det lille hus, som springer frem i gaden ved nr.14. (se foto) Deroppe står en lille madonna-statue (se foto) anbragt i en niche udformet som en grotte, der muligvis tidligere har fungeret som "nymphæum" og rummet et lille springvand, da huset i 1700-tallet kaldtes Casa Stefanoni. På husets hjørne sidder forøvrigt et andet lille Maria-gadealter.

Mellem Via degli Zingari og Via Leonina ligger et smukt hus, hvor portalen er udsmykket med konkylieskaller og guirlander.

Fra det sydøstlige hjørne af Piazza della Madonna dei Monti udgår derpå Via Leonina, der løber parallelt med Via Cavour, men i et noget lavere niveau. Her på pladsen er der fortovscaféer og forretninger og et vældigt folkeliv, som det er morsomt at sidde og betragte (se foto).

På den anden side af Via dei Serpenti/Via degli Annibaldi ses sidemuren ind til Kirken Madonna dei Monti. Midt på denne sidder et andet alter, en mosaik for "Immacolata Concezione", den ubesmittede Jomfru Maria.



Litteratur og link om Piazza della Madonna dei Monti:
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 532ff.
La Grande Guida dei rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2001.
- side 85ff.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
-Rione I, Monti, del3: side 50ff.
"Piazza alli Monti" på Rome Artlover.


Fotos fra pladsen
Kort over området
Bo og spise i området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Ordliste
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 12.9.2004 og sidst opdateret d. 30.10.2004