|
|
|
Via Paola
Se over nr. 79 på Kort over den vestlige del af Campo de' Fiori-Turen og |
|
Kvarteret Rione Ponte tager navn efter broen Ponte Sant'Angelo, der udgår fra den syd for liggende Piazza di Ponte Sant'Angelo, lige øst for udmundingen af den lille gade Via Paola, som forbinder Pladsen og den vestlige flodboulevard Lungotevere degli Altoviti med Piazza dell'Oro i sydvest, hvor facaden på Kirken San Giovanni dei Fiorentini danner det pragtfulde bagtæppe. Via Paola derimod, har navn efter Pave Paul III, der lod gaden omlægge og åbne i 1543, hvilket fremgik af en gammel mindesten, som idag er forsvundet. Her lød indskriften: "... de pontificis nomine Paulinam appellari iusserunt anno Christi MDXLIII" : "... som de plejede at kalde ved Pavens navn Paulina, I Det Herrens År 1543" (for den fulde tekst: se længere nede på siden). Der havde på denne strækning allerede tidligere eksisteret en vej, som dog var mere snørklet og vanskeligt farbar, hvorfor de florentinske tilflyttere til Rom i 1545 lod opkøbe et hus tilhørende Alessandro Tornaquinci, for derpå at lade dette rive ned, så vejforløbet blev mere bekvemt. Dengang var gaden også meget længere, da den gik fra flodbredden ved Ponte Sant'Angelo og hele vejen - uden gennemskæringerne forårsaget af Corso Vittorio Emanuele II og Via Acciaioli - ned til det område, hvor San Giovanni dei Fiorentini blev opført i 1500-tallet. EN TUR GENNEM VIA PAOLA: Når man er kommet over Ponte Sant'Angelo og står og orienterer sig i den voldsomme forbikørende trafik fra Lungotevere degli Altoviti (til højre) mod Lungotevere Tor di Nona (til venstre), ser man lige frem for sig - og på den anden side af Piazza di Ponte Sant'Angelo - de 3 udmundende gader, som også har været omtalt som "Il Tridente ("Treforken") Viario di Ponte Sant'Angelo". Det er fra venstre mod højre gaderne : Via di Panico, Via del Banco di Santo Spirito, og så helt til højre: Via Paola. De 2 hjørneejendomme har nyere facader. Casa Bonadies (til venstre) blev renoveret temmelig hårdhændet i 1940 og Palazzo Altoviti (til højre) mistede en del af bygningsarealet, da flodboulevarderne og digemurene mod Tiberens oversvømmelser blev anlagt i slutningen af 1800-tallet. Vi ser først på højre side af gaden og går nu ned mod San Giovanni dei Fiorentini og Piazza dell'Oro, der ses klart og tydeligt for enden af Via Paola. Det første hus på denne side er som nævnt hjørnebygning mod Lungotvere degli Altoviti og er hvad, der idag er tilbage af det tidligere meget større Palazzo Altoviti (se foto fra Info.roma.it). Der var - før Lungotevere blev anlagt - ikke nogen passage mellem det store Palæ og floden (se foto fra Info.roma.it), men foran huset havde man ligesom inddraget en del af Piazza di Ponte og brugt den som forplads til palæet med navnet Piazzetta degli Altoviti. Palæet var gammelt, opført i begyndelsen af 1500-tallet, da familien Altoviti flyttede fra Firenze til Rom. I flere omgange udvidedes og udsmykkedes ejendommen, blandt andet blev Bindo Altoviti's kontor dekoreret med fresker af Vasari og på facaden malede Francesco Salviati Pave Paul III's våben. Her boede en overgang Konsulen for Toscana i et såkaldte "Consolato di Tosacana". I 1888 blev bygningen revet ned på grund af anlægsarbejdet ved Tiberen, så nutidens Palazzo Altoviti er altså en genopførsel forsøgt holdt i den gamle stil med vinduesbuer og balkoner i svalegange. Nabohuset til venstre er en nyere ejendom i 6 fag og 4 etager med flere overbyggede tagetager og -terrasser. I stueetagen er de firkantede åbninger (nr. 21-26) indrettet til butikker, mens førstesalen har små, kvadratiske og rammeløse vinduer. Facaden er på disse 2 etager dækket af et vandret stenmønster, mens den ovenover er pudset op i en lys gul farve i felter mellem hvide, flade søjler. Andensalens vinduer er kantet af dobbelte flade søjler og brede rammer under buede overliggere, der indrammer relieffer i form af påfuglehaler. Trediesalens vinduer er indsat mellem smalle søjler med profilerede konsoller foroven bærende trekantede gavlfelter. De øverste vinduer er mindre og i enkle rammer. Den næste ejendom er også en nyere og temmelig stor bygning. Den er i 7 høje etager og har 8 fag med numrene 16-20 ud til Via Paola. Den er samtidig hjørnehus mod Corso Vittorio Emanuele II, hvortil den først har et afskåret og ret smalt hjørne uden åbninger og derpå 7 fag i 6 etager. Gadeniveauet skråner her opad mod Lungotevere degli Altoviti, hvorudtil ejendommen har 8 fag i 6 etager. Alle facader har ensartet udsmykning: Nederst en belægning i kraftige og let tilhugne stenplader, de 2 etager over har et indridset stenmønster i lyst puds, mens de øvre etager blot er pudset op i en lys brun farve. Vinduesrammerne er alle let profilerede og har enten vandrette overliggere eller trekantede gavlfelter, der nogle steder er erstattet af buede felter med døre bag lange stenbalkoner båret af udskårne konsoller. Mod Via Paola er der tale om flere mindre balkoner på fjerdesalen. Byggeriet på denne side af Via Paola fortsætter faktisk efter Corso Vittorio Emanuele II, hvor den modsatte side idag er erstattet af en stor åben plads med busterminal. Men på vores højre hånd står her - mellem Corso Vittorio, Via Paola og Via Acciaioli - en stor moderne etageejendom i 6-7 etager under et kraftigt fremspringende og rigt udskåret tagudhæng. Mod den sidstnævnte gade har huset kun ét fag, mens der langs Via Paola er ikke færre end 7 fag. Mod Corso Vittorio er der endog 9 fag med en høj indgangsdør i midten. Alle facader er udsmykket på samme måde: dækket med tilhugne kvaderstensplader forneden, hvor der er 2 etager eller mod Corso'en kun én stueetage på grund af terrænets stigning mod floden. Resten af facaden er pudset op i en lys gylden farve og har på 2 etager et indridset stenmønster, mens de øvre etager er uden denne dekoration. Derpå går turen tilbage gennem gaden mod Piazza di Ponte: Efter Corso Vittorio Emanuele II er det første hus på denne side karréen mellem Via Paola og den lille sidegade Via dell'Arco dei Banchi. Huset, der er i 6 etager, har 2 fag ud mod Via Paola, 7 fag mod Corso'en, kun ét fag mod sidegaden her, Via dell'Arco della Fontanella, og 4 fag mod Via dell'Arco dei Banchi. Facaderne minder om hjørneejendommen på den modsatte side, med kraftige stenmønstre på de underste etager, mens de øvrige er pudset op i en lys farve. Det drejer sig om det såkaldte Palazzo Amici, der opførtes i 1889 af arkitekten Gaetano Koch for Amici-familien, som en fløj til det bagvedliggende gamle Palazzo Niccolini. På sidegadens andet hjørne står en pudsig lille ejendom (se foto fra borgato.be), der nok skal minde om det nu forsvundne Palazzo del Cardinale Farnese, som stod tæt på dette sted, på hjørnet af Via Paola og den ligeledes nu forsvundne Vicolo di Sant'Orsola. Denne bygning stammede fra 1500-tallet og havde - ligesom nutidens hjørnehus - et afskåret hjørne med en mindesten om Via Paola's åbning, samt 3 våbenskjolde i relief. Det ene var Pavens, men det forsvandt inden 1800-tallet, mens de øvrige er bevaret eller genskabt og opsat på nutidens bygning. Det drejer sig om skjoldene for de 2 gade-ansvarlige Latino Giovenale Manetti og Girolamo Maffei. Ejendommen til venstre, som ifølge en indskriftstavle over nr. 46 engang har tilhørt en Letizia Massetti, der var fritaget for grundskat (se foto fra borgato.be), har 7 fag og 5 etager med en facade i okkerfarvet puds. Stueetagens høje døre og etagernes vinduer har profilerede rammer og facaden er ellers udsmykket med udskårne vandrette lister under vinduerne, lodrette rækker af stenkvadre på hushjørnerne og udskåren gesims under tagudhænget. Over førstesalens vinduer sidder skiftevis trekantede og buede gavlfelter, mens der over anden- og trediesalens sidder vandrette overliggere. Bygningen dækker over numrene 45-48. Ved siden af står et mindre hus med kun 3 fag og 4 etager med tilbygget overetage. Facaden er i stueetagen pudset op i gråt og har indridset stenmønster, mens resten er i lyst puds, dog med grå, profilerede stukrammer om vinduerne. To firkantede åbninger med numrene 42 og 44 flankerer indgangsdøren i en profileret bue under en lille smedejerns lygte. Herefter følger en 6-fags ejendom med 4 etager og husnumrene 39 og 40. Facaden er i lyst puds med indridset stenmønster i stueetagen, hvor der til højre er en indgangsdør i en bred, profileret karm. Der er enkle, profilerede rammer om vinduerne, som på førstesalen toppes af vandrette overliggere. Gadens næstsidste hus på denne side har 5 fag - der dog nogle steder er suppleret med et ekstra fag, ligesom en del af fagene er tilmuret og der et sted er indsat et vindue midtvejs mellem fagene. Huset har 5 etager under et bredt tagudhæng. Facaden er i okkerfarvet puds, men brudt af vandrette lyse lister under vinduesrækkerne. Også stueetagen virker underligt uharmonisk, med døre og vinduer, åbne eller tilmurede, og anbragt lettere vilkårligt. Hjørnehuset mod Piazza di Ponte har kun ét fag ud mod Via Paola med en høj rektangulær åbning, indrettet til butik i stueetagen og vinduer i enkle stukrammer i den pudsede facade på de 3 øvre etager. Det er det såkaldte Casa Bonadies, der har hovedindgang fra Pladsen, hvorudtil bygningen har 4 fag, mens der mod Via del Banco di Santo Spirito er 4 fag med forneden rester af en smuk loggia fra Middelalderen med 3 granitsøjler med joniske kapitæler under en rigt udskåret frise, der ligesom de andre dele er genbrug fra Antikke bygningsværker. Den femte etage på denne del af huset har haft en buegang, der senere er blevet omdannet til 4 vinduer i buer adskilte af slanke søjler. Mod hjørnet af Via Paola og ud til denne gade er der imidlertid kun en almindelig mur på en overbygget etage. Huset blev voldsomt restaureret i 1940 og mistede derved en hel del af sit originale udseende.
Lidt mere HISTORIE: I Antikken: var området en del benyttet og senere bebygget. Det er ikke voldsomt mange ruiner og fund, som er gjort her, men nogle væsentlige bygninger og aktiviteter har der dog været her ved den gamle flodovergang, hvor nutidens Ponte Sant'Angelo er bygget over den antikke Pons Aelius (på italiensk kaldet Ponte Elio). Brolægning fra en af Broens ramper udgravedes i 1892 under opbygningen af de høje flodmure, der skal beskytte Roms lavereliggende områder mod de tidligere talrige oversvømmelser. Pons Aelius var bygget i årene 133-134 efter Kristus af Kejser Hadrian, hvis fulde navn var Publius Aelius Hadrianus. Kejseren lod i samme periode opføre sit pragtfulde gravmæle, Mausoleum Hadriani, der senere fik navnet "Engelsborg", Castel Sant'Angelo, efter Ærkeenglen Mikael, som viste sig på toppen af bygningen, da Pave Gregor den Store i 590 påkaldte Himmelens hjælp mod den store pestepidemi, der hærgede Rom. Igennem snart 2000 år har færdselen fra det indre Rom bevæget sig denne vej for at komme over floden og videre til Peterskirken og Vatikanet. Almindelige borgere har vandret her med deres små daglige ærinder, fine herrer, adelige, kardinaler og paver har krydset Piazza di Ponte, og ved de talrige Jubelår, hvor pilgrimme strømmede til Rom, måtte færdselen reguleres, så alle kunne komme frem og tilbage. En ulykkelig hændelse forekom under Jubelåret 1450, da Kardinal Pietro Barbo's muldyr blev forskrækket og begyndte at sparke omkring sig. Herved opstod tumult og Broens rækværk kunne ikke modstå presset af de panikslagne pilgrimme, så 172 personer faldt i vandet og mange druknede, mens andre blev trampet ned i virvaret. Foran Broen stod på det sted, hvor nu flodboulevarderne mødes, en stor Triumfbue rejst i år 379-383 efter Kristus for kejserne Gratian, Valentinian og Theodosius. Den har stået her, lige øst for Via Paola's udmunding i Piazza di Ponte. Ligeledes øst for Via Paola og den overdækkede gade Porticus Maximae, der løb der, hvor nu Via del Banco di Santo Spirito løber, var et stort markedsområde kaldet Forum Vinarium og lige nord herfor lå havnen, hvortil vinen leveredes, Portus Vinarius. Længere nede i Via Paola var det ikke vinhandelen, der dyrkedes, men derimod nogle meget gamle guder, der tidligt var blevet påkaldt ved et underjordisk - og efter højtideligheden atter overdækket - alter, kaldet Ara Ditis et Proserpinae. Senere fik Dis Pater og Proserpina hver deres tempel, der nærmest har stået på hver side af Via Paola og Via Acciaioli. Mod nord stod Aedes Proserpinae og mod syd - forbundet af en stor bue - Aedes Ditis. Men også andre guddomme dyrkedes her ved mindre altre: Midt på nutidens busholdeplads stod vistnok engang Ara delle Moirai, mens det menes, at Ara delle Eileithyiai stod lige efter Via Paola's udmunding, til venstre for Kirken San Giovanni dei Fiorentini. To gamle gadeforløb krydsede i Antikken Via Paola's rute. Mod nord var det den såkaldte Via Recta, en lang brolagt gade, der førte fra Pons Neronianus og direkte mod øst ind til byen i det forløb, som Via dei Coronari har idag. Mod syd var det den mindre Via Triumphalis, der ligeledes førte fra Pons Neronianus, men mod sydøst, til den mødte Via dei Banchi-forløbet og fortsatte mod øst ligesom Via dei Banchi Vecchi idag. I Middelalderen: blev der efterhånden bygget mere og mere i området, hvor der dengang løb en lille vej fra sydvest og op til Pons Aelius. Vejen var smal og snoet, samt med højdeforskelle og bump her og der - alt det, som senere skulle blive rettet ud og udjævnet. Langs vejen rejste der sig huse - i hvert fald de 39 huse, som senere skulle rives ned for at gøre et nyt gadeforløb mere lige og bekvemt. Et af husene tilhørte en via Alessandro Tornaquinci, men det opkøbtes senere (i 1545) af den florentinske menighed for at skabe en bedre vejforbindelse til deres kirke. I Renæssancen: Allerede under Pave Paul III's forgønger Clemens VII (1523-1534) var der planer om ændring af området omkring nutidens Via Paola. Man var her fokuseret på at forbedre færdslen fra Vatikanet og Ponte Sant'Angelo og derved skabe bedre forbindelse ned til bykernen. På denne tid talte man om "Il Tridente Viario di Ponte Sant'Angelo", hvilket vil sige de 3 gader, som udstrålede fra Piazza di Ponte og mod syd, øst og nord gav adgang til disse dele af Marsmarken. (Ordet "tridente" betyder "en trefork", hvilket meget malende beskriver, hvorledes disse 3 veje udgik fra Pladsen). De nordligste af de ovennævnte 3 gader var Via di Panico og Via dei Banchi og de blev begge forbedret under Clemens VII. Via di Panico blev udvidet og rettet ud på stykket indtil Piazza dell'Orologio, mens Via dei Banchi antagelig blev ændret, da Kirken Santi Celso e Giuliano blev nyopført i 1535. For at anlægge Via Paola i 1543 valgte man at nedrive ikke mindre end 29-39 huse, som stod langs den gamle, smalle og snoede gade, der løb tæt langs skrænten ned til floden. Den nye gade gav som nævnt direkte adgang til den nye florentinske kirke San Giovanni dei Fiorentini, men også til Pave Julius II's i begyndelsen af 1500-tallet nyanlagte paradegade Via Giulia. Til minde om områdets nye organisering opsattes en indskriftssten ved starten af Via dell'Arco dei Banchi med følgende tekst: "Pauli III Pont. Max. auspiciis - viam ab area Pontis Hadriani Aug. - ad viam Iuliam domibus XXXIX a privatis - publica pecunia redemptis disiectisque. - Latinus Iuvenalis Mannectus et - Hieronimus Maphaeus curatores viarum - Urbis ornamento et populi commoditati - aperuerunt terminaveruntque et - de Pontificis, nomine Paulinam appellari - iusserunt Anno Christi MDXLIII" ("Under Pave Paul III åbnedes gaden fra området ved Kejser Hadrians Bro (Ponte Sant'Angelo) til Via Giulia ved nedrivning af 39 private huse, hvorved de private ejere af den offentlige kasse blev kompenseret og genhuset. Latino Giovenale Manetti og Girolamo Maffei, som var ansvarlige for veje og gader, åbnede og afsluttede arbejdet til Roms forskønnelse og beboernes bekvemmelighed og navngav gaden Via Paulina i Det Herrens År 1543"). Ved omlægningen af Via Paola blev det nødvendigt at skære et hjørne af det gamle Palazzo Altoviti, der nu står med et afskåret 2-fags hjørne mellem Via Paola og Lungotevere degli Altoviti. En anden stor del af denne facade, der engang gik helt ud til flodskrænten, forsvandt senere, da flodboulevarden blev anlagt. Den i sin tid meget længere Via Paola løb forbi flere sidegader, som siden er forsvundet. Det gælder blandt andet Vicolo del Grancio, som forbandt den ligeledes forsvundne Vicolo dell'Albergo di Civitavecchia med Via Paola. Disse gader fosvandt, da Corso Vittorio Emanuele II blev ført igennem. Den gamle Via Paola - og det vil her sige forløbet inden Corso Vittorio, flodboulevarderne og Via Acciaioli blev anlagt - havde adskillige sidegader, mindre pladser og kryds på sin vej. Hvis vi tager en hurtig tur gennem det tidligere gadeforløb og starter ved Piazza di Ponte, stod jo Palazzo Altoviti og fyldte hele gadens højre og vestlige side ned til flodskrænten, men et lille stykke ned ad gaden udmundede den lille gyde Vicolo dell' Agnello, som sammen med Vicolo delle Telline slog en bue mod det sted, hvor Ponte Vittorio Emanuele II står idag. Lige syd for dette sted stod engang en gammel byport foran den antikke Pons Neronianus, der her havde ført over Tiberen. Til dette sted ledte en lille vestlig gren af Vicolo delle Telline, mens der nord og syd herfor var 2 forbindelser til Via Paola, henholdsvis den ovenfornævnte Vicolo del Grancio og Vicolo del Carciofolo. Mellem de steder, hvor disse gyder udmundede, var der på Via Paola's modsatte og østlige side et helt system af smågyder, hvoraf størstedelen også er forsvundet eller i bedste fald amputeret. Den nordligste var Via dell'Arco dei Banchi, som til dels stadig eksisterer. Fra denne gydes første del løb der stik syd gyden Vicolo di Sant'Orsola, der førte ned til Via dell'Arco delle Fontanelle og en lille plads foran Kirken Sant'Orsola, som heller ikke findes længere. Via Paola endte på et tidspunkt i en trekantet plads kaldet Piazza dell'Agnello, hvor også Vicolo delle Telline stødte til fra nord og fra syd den lille Vicolo dell'Oro, som gik ned til Via del Consolato. Dele af disse sidste gader eksisterer stadig. Her i den sydligste del af Via Paola lå - mellem denne gade, Piazza dell'Agnello og Vicolo delle Telline - Lavaiani-familiens palæ, Palazzo Lavajani, som havde hovedindgang fra Via Paola, samt en lille bagindgang fra Vicolo delle Telline. Palæet blev revet ned, da Corso Vittorio Emanuele blev anlagt. I nyere tid: Via Paola blev voldsomt ændret med de mange anlægsarbejder fra slutningen af 1800-tallet og frem. Anlægget af Lungotevere degli Altoviti ændrede området i gadens nordligste del, mens gennemskæringen af den brede Corso Vittorio Emanuele II fjernede sammenhængen og hele små kvarterer. Endelig fik Via Paola en underlig abrupt afslutning, da Via Acciaioli skar den sydligste del væk. Under arbejdet med Corso Vittorio udgravede man i 1927 ved funderingen af et af de nye palæer på hjørnet af Corso'en og Via Paola fragmenter med tekster henrørende til de antikke sports- og kultfestligheder, Ludi Saecolares, som var blevet afholdt under Kejser Septimius Severus i år 203 efter Kristus. Samtidig fandt man rester af en kanal med en lille bro, der menes at stamme fra det gamle “Tarentum”.
Litteratur om Via Paola: |