ANNAS ROM GUIDE
Via della Suburra

Via della Suburra var en gade i Rione Monti nede i den gamle Suburadal, hvor den løb nede fra Augustus' Forum i vest og i svag nordlig retning i et forløb, der svarer til den nuværende Via della Madonna dei Monti og Via Leonina, og samtidig fortsatte et forløb der svarede til den antikke gade Argiletum. Ved den nuværende Piazza della Suburra delte gaden sig i den nordlige Vico Patricio (den nuværende Via Urbana), ad hvilken man kunne komme helt ud til Porta Viminalis, og den sydlige Via in Orphea (nutidens Via in Selci), ad hvilken man kunne komme helt ud til Porta Esquilina.

Efter at Kirken Madonna dei Monti blev bygget i 1580 fik gaden sit nuværende navn.

En del af den bebyggelse, der ligger ved Via della Madona dei Monti idag, lå allerede ved Via della Suburra, for eksempel Kirken Santi Quirico e Giulitta , der ligger med en sideindgang ud til Via della Madonna dei Monti. Helt op til 1584 var denne kirke orienteret i modsat retning af nutidens, nemlig med apsis ned mod Via di Tor de' Conti og med en indgang oppe fra Subura-kvarteret. Overfor ligger på sydsiden Middelaldertårnet Tor de' Conti. Højere oppe ligger Kirken San Salvatore ai Monti, der i hvert fald har ligget her fra før 1192, og overfor denne et kompleks af gamle Middelalderhuse ved Via del Pozzuolo. Ved siden af den lille kirke grundlagdes i det 13.århundrede et kloster for nonner af Clarisser-Ordenen og i 1233 byggedes her også den lille kirke Santa Chiara. Disse bygninger blev senere forladt og solgt og udlejet til andre, indtil de til sidst blev revet ned efter fundet af det undergørende Madonna dei Monti-billede, der nu opbevares i Kirken Madonna dei Monti, der blev bygget til samme formål i 1580. Ved denne lejlighed ændredes så også gadens navn.

Oppe ved nutidens Piazza della Madonna dei Monti, der anlagdes samtidig med Kirken i 1580, løb Via della Suburra forbi det åbne område foran den gamle kirke Santi Sergio e Bacco, der har ligget her fra 796.

Herfra fortsatte Via della Suburra (på dette sted i Antikken kaldet Via Subura Maior) ind i Subura-kvarteret, der her i Middelalderen kaldtes Contrada degli Olmi: Elmetræs-kvarteret. Den mundede ud i Piazza della Suburra på det sted, hvor der før Via Cavours anlæggelse i 1884 lå en gammel kirke ved navn San Franceschino. Den hed tidligere San Salvatore ad Tres Imagines og en stor marmortavle på et hushjørne ud til pladsen stammer derfra.

Ved Piazza della Suburra delte gaden sig, som nævnt ovenfor, i den den nordlige Vico Patricio (den nuværende Via Urbana), ad hvilken man kunne komme helt ud til Porta Viminalis, og den sydlige Via in Orphea (nutidens Via in Selci), ad hvilken man kunne komme helt ud til Porta Esquilina.

Fotos fra gaden
Kort over området
Bo og spise i området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 20.11.2005