I Antikken var der i Rom 4 (og en tid endog 6) hold, der konkurrerede med hinanden om sejren i væddeløb med heste og vogne. Mellem væddeløbene i Circus boede hestene i stalde, kaldet "stabula" (i ental: "stabulum").

Holdene kaldtes på latin "factiones", i ental: "factio", og i flertal genitiv: "factionum". Samme betegnelse dækkede ligeledes deres tilhængere og ordet kunne også bruges om politiske grupperinger.

Med den fælles betegnelse Stabula IIII Factionum, "De 4 Holds Stalde", omtaltes disse bygninger samlet, men hvert hold havde dog egne stalde, som lå adskilt fra de andres, omend de alle tilsyneladende lå mellem Tiberen og nutidens Corso Vittorio Emanuele II, omkring Piazza della Cancelleria.

Indtil 2009 har man kun med sikkerhed kendt til beliggenhed af én af staldene, nemlig Det Grønne Hold's stalde: Stabula Factionis Prasinae, som lå under Palazzo della Cancelleria og Kirken San Lorenzo in Damaso, hvis døbefont ifølge kilderne har båret en indskrift om, at Kirken også kaldtes S. Laurentii in Prasino ("ad fontem ecclesiae S. Laurentii in Damaso, quae alio nomine in prasino appellatur" (Hülsen: Chiese di Roma nel Medio Evo s.284). Desuden har man et stykke derfra, i Via del Pavone, fundet et blyvandrør med en tilsvarende indskrift.

I 2009 begyndte man udgravningerne til en ny underjordisk parkeringsplads mellem Via Giulia og Lungotevere dei Sangallo, under Largo Lorenzo Perosi. Under dette arbejde stødte man på store gamle bygningsrester fra Kejser Augustus' tid (år 31 før Kristus - år 14 efter), som er påvist at have tilhørt endnu en af staldene, dog vides det ikke præcist, hvilket hold der har haft kvarter her.

De 4 hold var opkaldt efter de farver, som heste, vogne og vognstyrere bar. De kaldtes "Albata" ("Det Hvide Hold"), "Russea" ("Det Røde Hold"), "Prasina" (Det Grønne Hold") og "Veneta" ("Det Blå Hold"). Kejser Domitian (81-96 efter Kristus) udvidede antallet af hold med endnu 2, som kaldtes "Purpurea" ("Det Purpurfarvede Hold") og "Aurata" ("Det Gyldne Hold"). I begyndelsen af 300-tallet var der dog atter kun 4 hold, da "Albata" og "Russea" var blevet slået sammen med "Veneta" og "Prasina".

Alle holdenes stalde lå som nævnt i området nord for Tiberen og øst for det gamle område "Trigarium", som brugtes til træningsplads for hestene. Nogle mener, at pladsen specielt brugtes til væddeløb med vogne, der blev trukket at 3 heste ("tri-"), men Richardson (se litt.note nedenfor) anfører, at det var sjældent, at romerne havde væddeløb med 3 heste, idet de som regel brugte et lige antal heste i deres forspand: 2, 4 eller 6. "Fordi "triga" brugtes om ethvert sæt på 3, og fordi (festen) Equirria, som afholdtes den 27. Februar og igen den 14. Marts, samt "biga"-væddeløbet den 15. Oktober, sandsynligvis var afholdt i Trigarium, kan der have været tale om 3 løbsdistancer af forskellig længde, eller måske var det meningen, at Trigarium var et sted, hvor der afholdtes 3 forskellige typer af væddeløb".

Der er overleveret mange indskrifter om væddeløbene og sejrherrerne. Af disse kan man udlede, at kuskene ofte kunne skifte fra et hold til et andet, og disse skift var tilsyneladende ganske uproblematiske - trods de stærke følelser hos holdenes tilhængere. Der ofte talte medlemmer af kejserfamilien.

I det første århundrede efter Kristus var det især Factio Prasina ("Det Grønne Hold"), som Kejserne favoriserede, og dette gjaldt i særlig høj grad Caligula, der ofte spiste med sit favorithold og overnattede i kuskenes kvarter. I Stabula Factionis Prasinae lod han indrette en bås med udsmykning i marmor og med en krybbe i elfenben til sin yndlingshest, der havde navnet Incitatus.

En vis Epaphroditus var i slutningen af det 1. århundrede efter Kristus kusk hos "Det Purpurrøde Hold" og hans gravsten bærer teksten: "D.M. - Epaphroditus - agitator F R - vic CLXXVIII et - at Purpureum - liber vic VIII - Beia Felicula - f coniugi suo - (b) merenti", hvilket skal tolkes: "D(is) m(anibus); Epaphroditus, agitator f(actionis) r(ussatae), vicit CLXXVIII, et at purpureum liber(tatus) vic(it) VIII; Beia Felicula f(ecit) coniugi suo (b)(ene) merenti": "Til de dødes ånder: Epaphroditus, der var vognstyrer for "Det Purpurrøde Hold", vandt 178 gange, og efter at være blevet sat fri, vandt han endnu 8 gange for "Det Purpurrøde Hold"; Beia Felicula satte (denne sten) for sin ægtemand for hans fortjenester". (CIL 6.10062; ILS 5282).

En anden vognstyrer arbejdede for flere forskellige hold og vandt mange sejre. Han hed Marcus Aurelius Polynices og levede i det 3.århundrede efter Kristus og hans gravsten blev fundet ved Via Praenestina. Han døde som kun knap 30-årig, men havde alligevel vundet 739 væddeløb. Som Harvey (se litt.note nedenfor) anfører, kørte disse kuske utroligt mange løb - modsat gladiatorerne, der som regel kun kæmpede et par gange om året. Kuskene kunne derfor med alle disse løb og sejre samle sig ganske betydelige formuer. På Polynices' gravsten angives, at han vandt præmier på 40.000 sestertier 3 gange, på 30.000 26 gange og mindre præmier 11 gange.

På hans gravsten står: "M Aur Polynices nat ver - na - qui vixit ann XXIX mens - IX diebus V qvi vicit palmas - n DCCXXXIX sic in Russeo n - DCLV in Prasino LV in Vene - to XII in Albo n XVII prae - mia XXXX n III XXX XXVI pv - ra n XI octoiug n VIII dec n - VIII seivg n III", der kan oversættes således: "Marcus Aureliua Polynices, som var født som slave og levede 29 år, 9 måneder, 5 dage, vandt 739 præmier som følger: 655 for Det Røde Hold, 55 for Det Grønne Hold, 12 for Det Blå Hold, 17 for Det Hvide Hold. Han vandt præmier på 40.000 sestertier 3 gange, præmier på 30.000 sestertier 26 gange, mindre præmier .... 11 gange; han vandt 8 gange med et forspand på 8 heste, 9 gange med et forspand på 10 heste (og) 3 gange med et forspand på 6 heste". (CIL 6.10049; ILS 5286,1).

En tredie gravsten, som er bevaret, er for Claudius Aurelius Polyphemus, som var både kusk og ejer af Det Røde Hold. Han døde i år 275 og på hans gravsten kan man læse: "C L Aurelio Polyphemo - domino et agitatori - Factionis Russatae togeni - Caesaris sui temporis primo - et solo factionario ob gloria ....": "Til Claudius Aurelius Polyphemus, ejer og kusk ved Det Røde Hold, født i Kejserens Hus, den bedste kusk på sin tid og den eneste leder af sit hold på grund af hans fortjenester ....".
På den anden side af stenen står: "dedicata - D. n. Aureliano Aug III - Marcellino cos - XIII Kal Febrar": ""Indviet på den 13. dag før Kalendae i Februar måned, mens Vor Herre Aurelian Augustus var konsul for den 3. gang (og denne gang) sammen med Marcellinus". (CIL 6.10060; ILS 5297).

Endelig findes der også en marmortavle fra det 1. århundrede efter Kristus med en lang liste over medlemmer på et af holdene. Her er navne på ledere og kuske, staldkarle og læger, ansatte ved væddeløbsbanen og mange andre hverv.

De store væddeløb afholdtes i Circus, især i Circus Maximus, som var det største og i slutningen af det 1. århundrede efter Kristus kunne rumme op til 250.000 tilskuere til løbene, der indeholdt 7 runder før den vindende vogn nåede mållinien, som var lagt ud for den kejserlige loge.

Hestevæddeløbene kaldtes Ludi circenses, fordi de foregik i Circus, en aflang bane med tilskuerpladserne langs langsiderne, som man kan ane det af resterne af Circus Maximus. Ludi Circenses var en del af de forlystelser, "ludi", som blev arrangeret på fridagene. "I Kejsertiden bestod "Ludi" af 3 dele: hestevæddeløbene i circus, skuespil i teatret og gladiator- og dyrekampe i amfiteatret. Normalt var der flest dage afsat til teatret, derefter til circus og færrest til de kostbare gladiator- og dyrelege."

"Den forlystelsesform, der går længst tilbage, er hestevæddeløbene, ludi circenses", skriver Inge Nielsen i bogen Rom - en antik storby (se litt.note nedenfor). "Der er tale om vognløb, hyppigst med firspand, og det er en gammel romersk sport". "Ved ludi circenses konkurrerede sædvanligvis 8 vogne." "På en ludi-dag blev der normalt kørt 24 løb, der hver bestod af 7 omgange, ialt ca. 4 kilometer. Hvert løb varede omkring 15 minutter, og i pauserne var der konkurrencer og anden underholdning. Spilleglæden var stor, for mens alle andre former for spil var forbudt, var det tilladt at spille på heste i circus".

Circus Maximus var ca. 620 meter lang og 140 meter bred, med startboksene, kaldet "carceres", for enden af den ene, kun svagt buede, kortside mod Forum Boarium. Den modsatte kortside havde en regulær halvcirkelform og midt på banen var der en lang midtermur, hvorpå der stod nogle delfiner i bronze og nogle æg i marmor, som brugtes til at tælle de runder, som vognene tog.

Circus Maximus var nok det ældste og største af Roms circus, men i tidens løb var der også mange andre væddeløbsbaner: Circus Flaminius, som var opført i år 221 før Kristus i området Prata Flaminia syd for nutidens Via del Portico d'Ottavia; Circus Gaii et Neronis, også kaldet Circus Vaticanus, bygget af Kejser Caligula (37-41efter Kristus) mellem Gianicolohøjen og Mons Vaticanus; og Circus Varianus, som lå ved lokaliteten Ad Spem Veterem (ved Kirken Santa Croce in Gerusalemme) i Kejser Heliogabalus' tid (218-222 efter Kristus).

Litteratur om Stabula IIII Factionum:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort13.
Harvey, Brian K.: Roman lives : Ancient Roman Life as Illustrated by Latin Inscriptions. - Newburyport, MA : Focus, 2004. (Focus Classical Sources).
- side 163-168.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 20 (før de nyeste fund).
Neumeister, Christoff: Das antike Rom. Ein literarischer Stadtführer. München, C.H. Beck, 3. Auflage, 1997.
- side 225-241.
Richardson, L.: A New Topographical Dictionary of Ancient Rome. Baltimore and London, The Johns Hopkins University Press, 1992.
- side 82-87, 366, 401.
Rom - en antik storby / redigeret af Hanne Sigismund Nielsen og Hans Erik Mathiesen. - Århus : Tidsskriftet Sfinx, 1991.
- side 100-101.