|
|
Siden det 7.århundrede har "La Veronica", "Veronica's svededug", været opbevaret i Rom i Peterskirken, hvor den - efter nok at have været æret i mange år, men ikke vist frem til beskuelse for andre end særligt udvalgte - i 1200-tallet fik "nyt liv", da Pave Innocens III i 1208 startede en ny skik med en procession mellem Peterskirken og Kirken Santa Maria in Sassia på søndagen efter perioden, der kaldes "Ottava dell'Epifania": Ottendedagen efter Helligtrekonger. Paven bestemte, at kannikerne ved Peterskirken skulle bære Veronica's Svededug i procession til det sted "hvor hans Moder æres", altså Kirken Santa Maria in Sassia, hvor den engelske Kong Ina i begyndelsen af 700-tallet havde ladet opstille et Maria-ikon. Samtidig flyttede Paven det sted, hvor dagens messe til blandt andet minde om Brylluppet i Kana skulle afholdes, fra Kirken Sant'Eustachio til Santa Maria in Sassia. En af årsagerne til flytningen kan søges i Pavens særlige interesse for området omkring Peterskirken og de herberger og hospitaler for pilgrimme, som lå her. En anden måske i et ønske om med Peterskirkens eget Kristus-billede at skabe en modvægt mod den magtdemonstration, som Roms Kommune og borgere opviste ved processionen med Kristus-billedet fra Lateranet, som i høj grad styredes og domineredes af byens magtfulde lav. (Læs mere om Processionen for Maria Assunta den 15.August). Processione della Veronica blev utroligt populær og folk valfartede langvejsfra til Rom for at se det, som de mente var det virkelige billede af Kristus, afsat ifølge legenden på det klæde, med hvilket Veronica tørrede sveden af Jesu pande under hans lidelsesgang med korset til Golgatha. Medvirkende til at gøre den nye procession til en tradition var nok også, at der i 1216 skete et mirakel, da relikviet pludseligt drejede sig. Det blev udlagt som Himmelens utilfredshed med vedtagelsen af Magna Charta året før. Veronika's svededug var nu et af de allerhelligste relikvier og Pave Nikolaus IV gik endda så vidt til i 1289 at erklære, at dette relikvie var vigtigere end selve Sankt Peters grav. Veronica-Processionen fandt altså sted på Søndagen i den periode på 8 dage, som fulgte efter Helligtrekonger. Under afsyngning af hymner og salmer blev relikviet båret frem, anbragt i et særlig fremstillet relikvieskrin, der var udført i guld og sølv og dekoreret med ædelsten. Følget bar tændte fakler og Paven selv sagde messen. Ruten udgik fra Peterskirken, hvor Svededugen dengang muligvis opbevaredes i Cappella del Volto Santo, også kaldet Cappella della Veronica, et lille, mosaikudsmykket kapel, som blev revet ned i anledning af Det Hellige År 1500 for at gøre plads til den nye Hellige Dør, som Pave Alexander VI skulle åbne ved Jubelårets begyndelse. Samtidig blev alteret, hvor Svededugen opbevaredes, flyttet. Idag opbevares Veronica's Svededug i en af de store søjler, som bærer kuplen, nemlig i den søjle, hvor en statue af Santa Veronica er opstillet. Kannikerne ved Peterskirken bar relikviet fra det gamle kapel og gennem Kirken, derpå fortsatte processionen udenfor igennem Borgo-området, indtil den nåede Kirken Santa Maria in Sassia, der fra 700-tallet havde ligget i området Schola Saxonum, omtrent hvor Kirken Santo Spirito in Sassia ligger idag. Paven forrettede messen og gav et års aflad for alle synder til alle, der deltog i optoget. Under den frygtelige plyndring af Rom, som fulgte efter de lutheranske landsknægtes erobring af byen i 1527, løb rygtet, at Veronica's Svededug var blevet røvet og ødelagt. Relikviet blev dog fremvist flere gange i de næste hundrede år - især i forbindelse med Jubelårene -, men efter at det af Pave Urban VIII i perioden 1623-1644 blev anbragt i nichen over statuen af Santa Veronica i Peterskirken, har det kun sjældent været fremvist og kun med beskuerne på så lang afstand, at det ikke har været muligt at se billedets detaljer. Det fremvises nu hvert år på 5. Søndag i Fasten fra balkonen over statuen efter en kort en procession i Kirken og velsignelse efter Vesperbønnen kl.17 (Wikipedia: fremvisning af ikonet i Peterskirken ). Det er muligt, at Ansigtet på Svededugen idag er så afbleget, at man ikke mere kan se aftrykket, men der eksisterer nogle enkelte kopier, heraf en som blev udført i 1617 af Pietro Strozzi , der var kannik ved Kirken, og som idag findes i Hofburg i Wien. (Wkipedia: File: Holy Face - Vienna.jpg ).
---------- Oversigt over nogle kirkelige processioner i Rom ----------- Læs om relikvier ---------- Læs mere om kirkeåret ----------
Litteratur om Processione della Veronica:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|