ANNAS ROM GUIDE

Paloni-familien

Romersk familie i 1300-1500-tallet

I Rom levede fra i hvert fald 1365 og indtil 1598 den gamle fornemme familie Paloni også omtalt som de Palonibus. Den første gang, kilderne nævner denne familie, er i 1365, da en Paulus Cecchi de Palonibus optræder i et notarialdokument angående Agostino Gaioli, udfærdiget den 31. August. (1)

I 1400-tallet startede Palonoi-familien opførelsen af et familie-palæ, Palazzo Paloni, på hjørnet af Via dei Pettinari og Via Capo di Ferro. Senere solgte de bygningen til Alberteschi-familien, som kom til at eje den fra 1500-tallet og frem til 1700-tallet. Palæet omtales idag oftest som Palazzo Salomoni-Alberteschi.

Paloni-familien havde gravsted i Kirken Santa Maria in Publicolis, hvor der var en gravskrift fra 1412 for en Silvestro Paloni. (1)

I 1400-tallet fik familien adelstitel og overhovederne omtaltes som "Nobilis" og "Dominus". (1)

Paloni-familien deltog livligt i styrelsen af Roms Kommune og bestred mange af de ærefulde hverv her, såsom kvartersleder (Caporione), Conservatore og Senatore. De var også virksomme indenfor det religiøse liv og mange af dem blev ledere ("Guardiani") af Lægbroderskabet Confraternita di Santissimo Salvatore. (1)

Familiens våben var delt i 2, den ene del havde rød bund og den anden sølvfarvet. I begge dele var der 3 roser. (1)

Af Paloni-familiens medlemmer kender vi blandt andre:

Paulus Cecchi de Palonibus, som i 1365 nævnes i et notarialdokument angående Agostino Gaioli, udfærdiget den 31. August. (1)

Domenico Paloni, der var Conservatore i 1408, her omtalt som Domenico Palosi. (2)

Giuliano Paloni, som i 1412 udførte hvervet som Conservatore. (2)

Silvestro Palone, hvis gravskrift fandtes i Kirken Santa Maria in Publicolis. Den lød således: "Hic requiescit corpus Nobilis Silvestri Paloni. Anno Dni 1412 die 8 mensis Februarij". (1)

Giacomo Parlante Palone, der var Conservatore i 1417. Han nævnes her som værende fra kvarteret Rione Regola. (2)

Jacobello Paloni, som blev fader til nedennævnte Palone / Paluzzzo. (2)

Palone - også kaldet Paluzzo - di Jacobello Palone, som altså var søn af Jacobello Paloni, bestred i Januar kvartal 1419 hvervet som Conservatore sammen med Lorenzo di Martino Leni (de Lenis) og Buccio (Nuccio) di Cola Sanguigni. Disse 3 virkede også som Senatorer i dette kvartal. (2)

Antonio Paloni, der blev fader til den Silvestro di Antonio, som blev Conservatore i 1425. (2)

Silvestro di Antonio Paloni, der altså var søn af Antonio Paloni, blev udnævnt til Conservatore i 1425. (2)

Domenico Paloni, som var udnævnt til Conservatore i Oktober kvartal 1445. (2)

Silvestro Palone, som bestred hvervet som Conservatore i 1452. (2)

Matteo Paloni, der i 1464 deltog i Processionen i forbindelse med Festa dell'Assunzione, Marias Himmelfart den 15. August, hvor han var bærer af det hellige Kristusbillede ("Imaginis Salvatoris") på det første skift, som gik fra Cappella ad Sancto Sanctorum til Kirken Santa Maria Nova. Matteo, der her kaldes Matheus de Palonibus, deltog her for "Rione Arenula", altså Rione Regola. (3)

Gregorio de Palonibus, som blev fader til Giulio Paloni, i 1484 og 1488 omtalt som Iulius Gregorii de Palonibus. Det kan være denne Gregorio, der i 1481 sammen med Francesco Porcari udførte hvervet som "maestro delle strade", vej-ansvarlig. (3) I dette embede dømte de 2 "vejmestre" i en strid mellem Alessandra Anselmi og maleren mester Antonatius (maleren Antoniazzo Romano), der gjaldt brugen af en "monnianus" ved Alessandra's hus. Det drejede sig måske om en balkon eller terrasse (ordet stammer fra latin "moenianum"), som Antoniazzo ønskede at gøre højere og indsætte et vindue. Vejmestrene valgte den 6. Juni 1481 at give Antoniazzo mulighed for dette, mod at han holdt sig indenfor grundens område. Den 31. August samme år måtte de igen træffe en afgørelse i en tvist mellem Carlo dello Abate og Ceccolella, som var gift med en Andrea, og hendes søn. Ceccolella ville nemlig åbne et vindue i muren omkring sit hus og hun måtte derfor forpligte sig til at overholde en afstand på 9 "palmi" fra Carlo's hus. En overtrædelse ville medføre en bødestraf på 25 dukater, hvoraf Carlo skulle have halvdelen, mens den anden del skulle gå til "fabrice alme Urbis" (Kommunens vedligeholdelseskasse). Gregorius de Palonibus var også vejmester i 1482, hvor han sammen med Girolamo Mellini fremlagde regnskabet den 1. April. (4)

Iacopo Paloni, der i 1484 som notar den 9. Februar attesterede, at 200 romerske floriner på foranledning af vejmestrene Battista Arcioni og Ludovico Margani skulle udbetales af kassen. Det lader til, at Iacopo også udførte dette hverv for vejmester Ieronimus de Triosanii den 28. April 1485. For sit arbejde modtog Iacopo det sædvanlige salær på 40 fioriner årligt. (4)

Antonius de Palonibus, der i 1484 deltog i Processionen i forbindelse med Festa dell'Assunzione, Marias Himmelfart den 15. August, hvor han var bærer af det hellige Kristusbillede ("Imaginis Salvatoris") på det andet skift, som gik fra Santa Maria Nova til Turris Subura. Antonio deltog her for "Rione Arenula", altså Rione Regola. Det samme gjorde han ved procesionen i 1488, men har deltog han - sammen med sin slægtning Domenicus de Palonibus - i det tredie skift fra Torre Subura til Kirken Santa Maria Maggiore. (3)

Iulius Gregorii de Palonibus, der var søn af Gregorius de Palonibus, deltog i 1484 i Processionen i forbindelse med Festa dell'Assunzione, Marias Himmelfart den 15. August, hvor han var bærer af det hellige Kristusbillede ("Imaginis Salvatoris") på det første skift, som gik fra Cappella ad Sancto Sanctorum til Kirken Santa Maria Nova. Iulius deltog her for "Rione Arenula", altså Rione Regola. Det samme gjorde han ved procesionen i 1488, hvor han ligeledes var bærer i det første skift fra fra Cappella ad Sancto Sanctorum til Kirken Santa Maria Nova. Iulius, der på italiensk kaldes Giulio, var søn af en Gregorio de Palonibus. (3)

Costantino Paloni, som valgtes til kvartersleder, Caporione, for Rione Regola i Marts måned 1487. (2)

Domenicus de Palonibus der i 1488 deltog i Processionen i forbindelse med Festa dell'Assunzione, Marias Himmelfart den 15. August, hvor han var bærer af det hellige Kristusbillede ("Imaginis Salvatoris") på det det tredie skift fra Torre Subura til Kirken Santa Maria Maggiore. Domenico deltog her for "Rione Arenula", altså Rione Regola, sammen med sin slægtning Antonius de Palonibus. (3)

Bernardino de Palonibus fik den 22. Januar 1496 sammen med Pietro Della Valle af Antonio Porcari og Francesco Valentini overdraget et hus ved Tor di Nona. (3)

Metello de Palonibus, som i 1516 lå i strid med Giacomo Gallina, der havde ladet åbne en dør i sin husmur ud til en gyde tilhørende Metello. Vejmestrene Marcus Antonius de Alteriis og Iacobus de Fraiapanis afgjorde tvisten til Metello's fordel og påbød Giacomo at mure døren til igen. (4)

Carlo Paloni, der i Juli kvartal 1531 var udnævnt til Conservatore. Han benævnes her som boende i Rione Regola. Det samme er tilfældet, da han i 1537 valgtes som leder af kvarterslederne ("Priore dei Caporioni") i Januar kvartal. (2)

Marcello Paloni, der i April kvartal 1530 blev valgt som leder af kvarterslederne fra Rione Regola. Til det samme hverv valgtes han også i April kvartal 1537, men denne gang for Rione Arenula - som forøvrigt svarer til nutidens Rione Regola. I Oktober kvartal 1544 var han udnævnt til Conservatore, her også omtalt som boende i Rione Regola. Igen i Januar kvartal 1547 fungerede han som Caporione for Rione Regola, mens han i Oktober kvartal atter var udnævnt til Conservatore. (2)

Camillo Paloni, som i Juli kvartal 1534 var Caporione for Rione Regola og i Januar kvartal 1547 blev udnævnt til Conservatore. Her omtales han som boende i Rione Pigna. (2)

Paolo Paloni, der i Oktober kvartal 1543 var valgt som kvartersleder (Caporione) for Rione Regola. Til det samme hverv for det samme kvarter valgtes han også i April kvartal 1547, samt i Januar kvartal 1554 og Juli kvartal 1556. (2)

Giovanni Battista Paloni, der i April kvartal 1552 var valgt til Caporione for Rione Trevi. (2)

Agostino Paloni, som i Januar kvartal 1559 var valgt til Caporione for Rione Regola. (2)

Curzio Paloni, der i Januar kvartal 1569 var valgt til Caporione for Rione Campitelli. (2)

Gregorio Paloni, der i Januar kvartal 1576 var valgt som Caporione for Rione Campitelli. (2)

Giovanni de' Paloni, som var fader til Jacopo, Gabriele og Domenico Paloni. De nævnes i et notarialdokument fra den 1. April 1598. (1)

Jacopo Paloni, som var søn af Giovanni de' Paloni og broder til Gabriele og Domenico Paloni. De nævnes i et notarialdokument fra den 1. April 1598. (1)

Gabriele Paloni, som var søn af Giovanni de' Paloni og broder til Jacopo og Domenico Paloni. De nævnes i et notarialdokument fra den 1. April 1598. (1)

Domenico Paloni, som var søn af Giovanni de' Paloni og broder til Jacopo og Gabriele Paloni. De nævnes i et notarialdokument fra den 1. April 1598. (1)

 

Litteratur om Paloni-familien:
(1) Amayden, Teodoro: La Storia delle Famiglie Romane. Ristampa fotomeccanica, Arnaldo Forni Editore, 1979. Oprindelig udgivelse: Roma, Collegio Araldico. Bd.1-2 i ét bind.
- side 134.
(2) Dominicis, Claudio De: Membri del Senato della Roma Pontificia : Senatori, Conservatori, Caporioni e loro Priori e Lista d'oro delle famiglie dirigenti (secc. X-XIX).
- side 348 (index), m.fl.
(3) Modigliani, Anna: I Porcari. Storia di una famiglia romana tra Medioevo e Rinascimento. Roma, "Roma nel Rinascimento", 1998.
- side 90, 110, 255, 261, 263, 268, 272, 391, 439.
(4) Verdi, Orietta: Maestri di edifici e di strade a Roma nel Secolo XV: fonti e problemi. Roma, Roma nel Rinascimento, 1997. (RR inedita, 14).
- side 128, 130, 131, 133, 137, 138, 163.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 3.4.2023 og sidst opdateret d. 5.4.2023