ANNAS ROM GUIDE
Alberteschi-familien
/ Salomoni-Alberteschi-familien

Alberteschi-familiens oprindelse går tilbage til tiden før 1100-tallet, hvor de for første gang nævnes i de skriftlige kilder.

Navnet har de fra slægtens stamfader Alberto, som var søn af en Stefano og begge tilføjede de til deres fornavne efternavnet degli Alberteschi, mens Alberto's broder Raniero blev forfader til slægten degli Stefaneschi.

Med tiden tilføjede Alberteschi-familien navnet Salomone / Salomonio til slægtsnavnet, som derefter blev: Salomoni-Alberteschi.

Familien var meget involverede i de langvarige magtkampe mellem paverne og de andre store familier, som foregik i 1100-1300-tallets Rom. Alberteschi'erne forskansede sig i huse, som de omdannede til borge og forsynede med tårne. Desuden virkede de aktivt indenfor Roms Kommune og bestred her mange betydningsfulde hverv.

Familien havde som nævnt flere ejendomme i Rom gennem tiden. Fra Middelalderen: et tårn, Torre degli Alberteschi, som stod ud mod Tiberen, mellem broerne Ponte Palatino og Ponte Cestio hvor nu Lungotevere degli Alberteschi løber, samt et tårn overfor Ponte Rotto. Dette sidste blev først revet ned i slutningen af 1800-tallet, da flodboulevarderne skulle anlægges.

I 1500-tallet byggede familien en residens i kvarteret Rione Campitelli. I samme periode købte familien det i 1400-tallet opførte Palazzo Paloni, som står i Rione Regola, på hjørnet af Via dei Pettinari og Via Capo di Ferro, og idag kaldes Palazzo Salomoni-Alberteschi.

I 1604 fik Giovanni Francesco Salomoni overladt et kapel i Kirken Santissima Trinità dei Pellegrini til familiekapel. Det drejer sig om 2. kapel i højre side, der nu kaldes Cappella di San Filippo Neri, men dengang kaldtes Cappella di San Francesco, fordi det var viet til San Francesco d'Assisi, eller Cappella Salomonio, fordi det tilhørte denne familie. Giovan Francesco Salomoni lod Kapellet dekorere og på balustraden foran opsætte sit mærke, den salomoniske knude. Mærket blev fjernet under renoveringen i 1800-tallet og erstattet af hvid marmor med indlæg af Giallo Antico-marmor.

Alberteschi-familiens våben er flerdelt. Øverste trediedel er i ét stykke, hvor en sort ørn med udspilede vinger fylder det meste af den forgyldte bund. De nederste 2 trediedele er delt i 3 lodrette felter, hvoraf de 2 yderste har rød bund, mens det midterste har hvid bund, hvorpå der er en springende rød løve, som et et sværd duellerer med en springende sølvfarvet løve i det venstre røde felt. I det højre røde felt rækkes en arm i vejret, bærende et lille bjerg med 3 bakketoppe. Al denne dekoration er hvid eller sølvfarvet. (Se foto fra Info.roma.it).

Familien uddøde i 1700-tallet.

Af Alberteschi-familiens medlemmer kender vi blandt andre følgende:

Stefano - uden familienavnet - som blev fader til Alberto (også uden familienavn, men stamfader til slægten degli Alberteschi) og dennes broder Raniero degli Stefaneschi, en anden af tidens magtfulde familier (1) .

Alberto - uden familienavn, men stamfader til slægten degli Alberteschi. Alberto var søn af Stefano og broder til Raniero degli Stefaneschi (se ovenfor). I 1130 støttede Alberto Pave Innocens II's modstander, den af den gregorianske fløj inden for Kurien valgte Modpave Anacletus II (født som Pietro Pierleoni) i kampen mod Innocens og den tyske konge og senere (i 1133) tysk-romerske Kejser Lothar II, tidligere greve af Supplinburg (1) .

Joannes Albertiscus underskrev den 28. Oktober 1177 et gavebrev fra Frangipane-familien og andre personer i kvarteret omkring Colosseo ("Rione Colosseo") til Laterankirken. (2) - Det skulle være den samme mand som andetsteds benævnes:
Giovanni degli Alberteschi, der i 1214 bestred hvervet som Senatore i Rom (1) . Det må være denne Giovanni d'Albertesco, som De Dominicis oplister som Senatore i 1215. (3)

Maria degli Alberteschi, som i 1348 nævnes som hustru til Martino di Porto. (2)

Tarquinio degli Alberteschi, som i 1353 sluttede sig til oprøreren Cola di Rienzo (1) .

Pietro Matteo degli Alberteschi, som blev fader til nedennævnte Alberto Petri Matthei de Albertischis.

Alberto Petri Matthei de Albertischis, atså Alberto - søn af Pietro Matteo degli Alberteschi, - der beskrives som en "vir magnificus", en overordentlig udmærket mand, boende i Rione Trastevere ("Regione Trans Tyberim"), i et dokument dateret den 15. April 1379. (Datoen skal muligvis være 5. April). (2)

Stefano degli Alberteschi, som blev fader til nedennævnte Giovanni di Stefano degli Alberteschi.

Giovanni di Stefano degli Alberteschi, var søn af en Stefano degli Alberteschi, gift med en Anastasia og ejer af et hus med et gammelt tårn i mursten med en 15 håndsbredder bred facade i Trastevere. Begge dele blev solgt den 20. Juni 1371 til Eleonora Symeni og Maria Gondisalvi de Cordova. Familien skal have ejet endnu 3 tårne ved udmundingen af Ponte Cestio.

Salomone degli Alberteschi, som ligesom sin broder eller slægtning Stefanuccio degli Alberteschi i 1382 blev indskrevet i listen over Roms adelige familier (1) .

Stefanuccio degli Alberteschi, der ligesom sin broder eller slægtning Salomone degli Alberteschi i 1382 blev indskrevet i listen over Roms adelige familier (1) .

Pietro Paolo Stefanuccio, der i 1464 var udnævnt til hvervet som Conservatore. (3)

Giovanni Salomone degli Alberteschi, som i 1466 fungerede som Procuratore di Curia (1) . Det er måske denne "dominus Iohannes Salamone", der i 1464 deltog i Processionen i forbindelse med Festa dell'Assunzione, Marias Himmelfart den 15. August, hvor han var bærer af det hellige Kristusbillede ("Imaginis Salvatoris") på det tredie skift, som gik fra Torre Subura til Kirken Santa Maria Maggiore. Iohannes stillede op for Rione Campitelli sammen med Angelus Palutii Petri Mathei, Petrus de Marganis, Gentilis Baffo, Ludovicus de Marganis og Cechus Pier Iannini.

Mario Salomonio de Albertiscis nævnt i et dokument den 19. Maj 1488. (2) - Kan måske være samme Mario, som var Senatore i 1524 og 1532 - se nedenfor. - "Dominus Marius Salamonius" deltog i 1484 i Processionen i forbindelse med Festa dell'Assunzione, Marias Himmelfart den 15. August, hvor han var bærer af det hellige Kristusbillede ("Imaginis Salvatoris") på det tredie skift, som gik fra Torre Subura til Kirken Santa Maria Maggiore. Mario stillede op for Rione Campitelli sammen med Ludovicus de Marganis, Petrus Paulus de Marronibus, Baptista de Buccinis og Stefanus de Marganis. - Til samme procession og samme rute stillede han også op i 1488 sammen med 6 andre mænd fra Rione Campitelli: Ludovicus de Marganis, Stefanus de Marganis, Baptista Bucchini de Lentulis, Prosper Cherubini de Fraiapanibus, Carolus de Buccabellis og Dominicus Anselmi Nardi Dominici. (4)

Giovanni Salomonio de Alberteschis, der i 1497 nævnes sammen med 3 andre familiemedlemmer i en liste over medlemmer og begravelser ved Hospitales Lateranensis. (De andre nævnte er: Belardino Salomonio de Alberteschis, der sammen med sin søn Marcellus Salomonio de Alberteschis blev begravet ved Hospitalet.) (2)

Giulio Stefanuccio Alberteschi, som i 1511 bestred hvervet som Conservatore. (3)

Hieronimus (=Geronimo/Girolamo) Salomonio de Albertischis, som den 9. Juli 1514 forlovede sig med Diana de Vasco. Den 19. September 1525 nævnes det i et andet dokument, at Hyeronimus boede i Rione Campitelli. (2) - Det må være denne Girolamo Salamoni, som De Dominicis nævner som Conservatore i April kvartal 1525. (3) - Den 17. Juli 1517 indgik Giovanpietro Carcano, leder af Kirken San Nicola de' Funari en aftale med Girolamo Salamoni ("Hieronimus Salomonius") om leje af et stykke jord ved ruinerne af Porticus Minuciae. Der skulle foretages udgravninger på stedet, men udlejeren forbeholdt sig retten til halvdelen af de fund, der måtte blive gjort. (5)

Pietro degli Alberteschi, der i 1521 blev valgt som kvartersleder, Caporione, for kvarteret Rione Campitelli, hvor familien havde ladet opføre deres slægtsresidens. Denne Pietro var broder til Paolo degli Alberteschi (1) . Han omtales også af Amayden som Pietro Stefanuccio degli Alberteschi. (2)

Paolo degli Alberteschi, broder til ovennævnte Pietro degli Alberteschi, blev i 1524 udnævnt til hvervet som Conservatore i Rom (1) - Han omtales også af Amayden som Paolo di Stefanuccio degli Alberteschi. (2) . Måske denne Paolo Stefanucci, der i Juli kvartal 1519, samt i samme kvartal i 1523, ligeledes var Conservatore. (3)

Mario Salamoni, der i kilderne tituleres "Dr"= Dottore, bestred i Oktober kvartal 1524 hvervet som Conservatore. Samme hverv havde han i April kvartal 1532. (3) - Kan måske være samme Mario, som nævntes i et dokument fra 1488 (se ovenfor). - Det må være denne Mario Salamonj, som tidligere havde været medlem af Accademia Romana og Accademia Pomponiana, som den 10. September 1533 bekræftede overdragelsen af havenQuirinalhøjen ved Constantins Thermer, hvor Pomponia Leto havde boet og akademimedlemmerne havde afholdt deres møder, til Angelo Colocci ("Angelo Colozio"). (5)

Francesco Stefanucci Alberteschi fra Rione Sant'Angelo, der i Oktober kvartal 1532 var udnævnt til Conservatore. (3) - Han blev på et tidpsunkt i perioden 1524-1525 forlovet og gift med Antonina, en datter af Paulus Cole Iohannis og Claudia di Sabba Porcari. I et dokument af 8. Januar 1524 bekræfter Antonino og Porzia Porcari med deres underskrifter, at give en nærmere bestemt medgift til bruden og Porzia lover, at hendes søn Pamphilio Pamphili vil give 300 dukater, som hun havde arvet fra Biskop Porcari, til brudens udstyr. (4)

Girolamo Stefanucci, der i Oktober kvartal 1543 blev valgt til kvartersleder, Caporione, for Rione Sant'Angelo. Samt i Januar kvartal 1554 for Rione Ripa. (3)

Andrea Salamoni fra Rione Campitelli var i Oktober kvartal 1562 valgt som kvartersleder (Caporione). (3)

Giuliano Stefanucci, som i Oktober kvartal 1579 var valgt til Caporione for Rione Ripa. (3)

Giovanni Francesco Salamoni, som i Januar kvartal 1596 bestred hvervet som Conservatore. Han benævnes "Avvocato", altså Advokat, med bopæl i Rione Regola. (3) - Om han er den samme som den "Gianfrancesco Salomonio", der sammen med Falco Petronio efter Giovanni Maggi's død den 11. Februar 1611 overtog rettighederne til 17 vognlæs fulde af marmorrester bestemt for kalkbrænding, er ikke sikkert. Lanciani benævner ham "mercante di marmi", marmorhandler, men Advokaten kan vel have finansieret marmoropkøbet eller lånt Maggi et beløb dertil. (5)
I 1604 fik Giovanni Francesco overladt et kapel i Kirken Santissima Trinità dei Pellegrini til familiekapel. Det drejer sig om 2. kapel i højre side, der nu kaldes Cappella di San Filippo Neri, men dengang kaldtes Cappella di San Francesco, fordi det var viet til San Francesco d'Assisi, eller Cappella Salomonio, fordi det tilhørte denne familie. Giovan Francesco Salomoni lod Kapellet dekorere og på balustraden foran opsætte sit mærke, den salomoniske knude. Mærket blev fjernet under renoveringen i 1800-tallet og erstattet af hvid marmor med indlæg af Giallo Antico-marmor.

Mario Salamoni, som i Juli kvartal 1624 var valgt som Caporione for Rione Regola. (3)

Nicolò Mario Salamoni, der valgtes som Caporione for Rione Pigna i Oktober kvartal 1671. (3)


Litteratur og links om Alberteschi-familien:
(2 ) Amayden, Teodoro: La Storia delle Famiglie Romane. Ristampa fotomeccanica, Arnaldo Forni Editore, 1979. Oprindelig udgivelse: Roma, Collegio Araldico. Bd.1-2 i ét bind.
- side 15-19.
(3) Dominicis, Claudio de: Membri del Senato della Roma Pontificia : Senatori, Conservatori, Caporioni e loro Priori e Lista d'oro delle familglie dirigenti (secc. X-XIX). - Roma : Fondazione Marco Besso, 2009. (Collana di storia ed arte, IV).
- side 15, 57, 59, 60, 61, 71, 123, 126, 130, 139, 160, 181, 276, 365, 373.
(5) Lanciani. Rodolfo (Amedeo): Storia degli scavi di Roma, e notizie intorno le collezioni romane di antichità. Roma, Edizioni Quasar.
Volume Primo: 1000-1530. 1989. --- side 240, 241, 265.
Volume Secondo: 1531-1549. 1990. --- side 25.
(4) Modigliani, Anna: I Porcari. Storia di una famiglia romana tra Medioevo e Rinascimento. Roma, "Roma nel Rinascimento", 1998.
- side 94, 130, 156, 170, 201, 203, 206, 265, 273.
(1) Rendina, Claudio: Le grandi famiglie di Roma. Newton & Compton Editori, 2004.
- side 27-28.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 28.3.2023 og sidst opdateret d. 17.10. 2023