ANNAS ROM GUIDE

Sant'Eligio dei Ferrari - En Rundgang

Via di San Giovanni Decollato nr. 9
Se nr. 22 på Kort over Velabro-Turen

SE OGSÅ: Om Kirkens Historie --- PLAN over Kirken

 

Tal og Bogstaver i Parantes henviser til Plan over Kirken

Kirken Sant'Eligio dei Ferrari rejser sig over det hævede fortov langs Via di San Giovanni Decollato, hvor niveauet nedenfor opstod efter de mange udgravninger og fritlæggelser af Capitolhøjens sider og området syd herfor. Kirkens venstre side (B) ses den smalle mur med indgangen til sidekapellet Oratorio di Sant'Eligio, opført i 1577 i Kirkens tidligere Sakristi, og til venstre herfor et hus (A) tilhørende Smedelauget (Universitas Fabrorum). Til højre for Kirken (D) står en anden bygning tilhørende Kirkens Lægbroderskab. og de tidligere ejere, Smedelauget Università dei Ferrari.

Sant'Eligio dei Ferrari - cop.Leif Larsson
Sant'Eligio dei Ferrari - cop.Leif Larsson

KIRKENS YDRE:

Sant'Eligio dei Ferrari - cop.Leif Larsson
Sant'Eligio dei Ferrari - cop.Leif Larsson

Facaden (1) er opført i røde brændte teglsten med enkelte dekorationer i travertin (søjlebaser, indgangsportal, ovale rammer og en bue over et halvrundt vindue foroven). På hver side af det brede midterfelt med indgangsdøren træder et dobbelt sæt af høje, flade søjler frem, båret af kraftige og endnu mere fremtrædende hvide, travertinsøjlebaser. Søjlerne går helt op til det trekantede gavlfelt, hvorunder de slutter, bærende en række vandrette gesimser, der ligeledes er i travertin, ligesom søjlernes enkle, let profilerede kapitæler. Facadens udseende idag skyldes en rekonstruktion i 1903-1905 af den oprindelige fra 1561-1562.

Midterfeltet er knapt nok bredere end indgangsportalen (2), der består af en profileret, firkantet travertinkarm, sluttende i 2 sidekonsoller, som bærer et trekantet gavlfelt over et vandret indskriftsfelt med teksten "Universitatis Fabrorum" (se foto fra borgato.be). Under indskriften sidder Laugets bomærke (hammer og ambolt) i relief. Over gavlfeltet ses i midten en oval, profileret travertinramme omkring en niche, der huser en buste af Sant'Eligio. Den stammer fra 1644 og er ret ødelagt. På hver side sidder ovale tavler, til højre med våbenskjoldet for Smedelauget (Università dei Ferrari, se foto fra borgato.be), til højre Pave Paul VI's våbenskjold (se foto fra borgato.be).

Sant'Eligio dei Ferrari - cop.Leif Larsson
Sant'Eligio dei Ferrari - cop.Leif Larsson

Det halvcirkelformede vindue ovenover blev tilsyneladende først åbnet i 1731 eller måske ændret på dette tidspunkt ved indsættelsen af Kirkens orgelindgangsvæggen. Det var oprindeligt rundt, som det kan ses på ældre gengivelser.

Sant'Eligio dei Ferrari - cop.Leif Larsson
Sant'Eligio dei Ferrari - cop.Leif Larsson

Bagest på Kirketaget rejser sig en 2-etages, hvidmalet klokkestabel (E) med 3 klokker, som ikke kan ses fra forsiden, men skimtes nede fra krydset Vico Jugario-Piazza della Consolazione.

Kirkens sidemure kan ikke betragtes, da de er sammenbygget med nabobygningerne, til venstre kapellet Oratorio di Sant'Eligio, og til højre en Smedelauget tilhørende bygning, som på muren har flere marmorplader med ejermærker: over døren med den kraftige træbjælke ses et relief af ambolten og hammeren og ovenover frisen under vinduerne ses en tekstplade med Laugsmærket indridset samt teksten: "Dom Soc - San Elig Uni - Fabrorum - No.XX" : "Hus ("domus") ejet af Sammenslutningen Sant'Eligio dei Ferrari ("Socitatis .... Universitas Fabrorum"), nr. 20.

Sant'Eligio dei Ferrari - cop.Leif Larsson
Sant'Eligio dei Ferrari - cop.Leif Larsson

Sant'Eligio dei Ferrari - cop.Leif Larsson
Sant'Eligio dei Ferrari - cop.Leif Larsson

Sant'Eligio dei Ferrari - cop.Leif Larsson
Sant'Eligio dei Ferrari - cop.Leif Larsson

KIRKENS INDRE:

Kirkerummet (3) består af ét enkelt skib, som er rigt udsmykket med marmor i mange farver og sorter, stukdekorationer af engle, blomsterranker og snirkler i hvidt og guld, søjler, kandelabrer og lysekroner (se foto af Alvaro ed Elisabetta de Alvariis). I hver side er der 3 høje dekorerede buer omkring ikke ret dybe nicher med sidealtre. På hver side af Triumfbuen, der flankerer det dybe, men smalle Presbyterium, er der 2 mindre rum, hvor Kirkens relikvier opbevares. Ovenover sidder 2 små korbalkoner. Det nuværende udseende er fra 1711.

Loftet (se foto af A.og E. de Alvariis) er et rigt udskåret og udsmykket kassetteloft fra 1604. Mellem forskelligtformede kassetter og friser med blomsterranker ses i midten Smedelaugets mærke med hammer og ambolt, mellem teksterne "Universit - atis - Fabrorum" og "Anno - Domini - MDCIIII". Loftet blev ommalet - og muligvis ændret noget? - i 1965.

Gulvet er heller ikke det originale, men ændret under restaureringerne i begyndelsen af 1900-tallet.

Højre Side:

1.Alter i Højre Side (4) (se foto af A. og E. de Alvariis) er Altare di Sant'Antonio Abate, opført af Lauget for Marskaller, Hesteudlejere og Dyrlæger (Università dei Marescalchi, Prestacavalli e Veterinari). På undersiden af nichebuen er der i slutningen af 1500-tallet malet fresker med scener fra Sant'Antonio's liv. Alteret er derimod dateret til 1730-1736. Her findes en statue af helgenen i malet træ fra starten af 1600-tallet og senere restaureret (se foto af A. og E. de Alvariis).

2. Alter i Højre Side (5) er Altare della Sacra Famiglia ("Den Hellige Families Alter") også kaldet Altare dei Chiodaroli, da udsmykningen blev bekostet af sømmagernes laug (Università dei Chiodaroli). Det blev opført i 1726 i stedet for et tidligere alter i træ fra 1500-tallet. Under buen er der i første halvdel af 1600-tallet malet scener fra Jesu liv (se foto af A. og E. de Alvariis). Altertavlen er et maleri af Den hellige Familie og Johannes Døberen som barn ("La Sacra Famiglia con San Giovannino", se foto af A. og E. de Alvariis). Det stammer fra slutningen af 1500-tallet og menes malet af en elev af Scipione Pulzone.

3. Alter i Højre Side (6) er Altare di San Francesco og ejet af Hjulmagerlauget (Università dei Ferracocchi, som bestod af de folk der fremstillede metaldele til vogne. Ungarbejderne havde som deres skytshelgen San Francesco d'Assisi). Det blev bygget i 1723-1748 ovenpå et tidligere alter fra det sene 1500-tal. Undersiden af buen er bemalet med scener fra helgenens liv, udført i midten af 1600-tallet, men ommalet flere gange (se foto af A. og E. de Alvariis). På alteret ses "Il Transito di San Francesco" ("San Francesco's død") fra 1777.

Triumfbuen (7) :

På hver side af Triumfbuen, der flankerer det dybe, men smalle Presbyterium, er der 2 mindre rum, hvor Kirkens relikvier opbevares. Ovenover sidder 2 små korbalkoner. Det nuværende udseende er fra 1711.

Presbyteriet (8) :

er aflangt og ret smalt, men rigt udsmykket med marmor og stuk. Den oprindelige udsmykning ændredes i 1700-tallet. Rummet afsluttes af en halvrund Apsis (9) med foroven 7 høje vinduer i nichebuer omgivet af rammer og dekorationer af blomsterranker i forgyldt stuk (se foto af A. og E. de Alvariis). På vinduerne ses Smedelugets mærke. Væggene er inddelt i felter, beklædt med purpurfarvet stof og som lampetter hænger 2 forgyldte englebørn og nærmest svæver i det røde rum. Loftet i både Apsiskuplen og den brede bue over Presbyteriet er dekoreret med forgyldte stuklister, ranker og snirkler.

Foran Apsis står HØJALTERET (10) (se foto af A. og E. de Alvariis), som er fra 1640. Altertavlen er et maleri af "La Vergine in trono con il Bambino, S. Giacomo e SS. vescovi Eligio e Martino" ("Jomfru Maria på tronen med Barnet, San Giacomo og de hellige Bisper Eligio og Martino"). Det er malet af Girolamo Siciolante da Sermoneta (1520-1580) og omgivet af høje, kraftige søjler i rødt marmor med korinthiske kapitæler bærende konsoller og friser med englebørn i stuk under et bredt, brudt, halvrundt gavlfelt med en gylden indskriftstavle, toppet af englehoveder, udskæringer og spiraler, der ender i et kors.

Venstre Side:

Gennem en dør i venstre side kommer man ind i et mindre siderum (11), bygget i 1588, og herfra ind til nutidens Sakristi (se nedenfor) og til Kapellet Oratorio di Sant'Eligio, som er indrettet i nabohuset til venstre for Kirken (Læs mere om Oratori'et her!).

Sakristiet (12) ligger bagved Kirkens Apsis. Herinde opbevares rester af en trækasse, der brugtes ved transporten til Rom af Veronika's Svededug ("Il Sudario di Veronica"). Det mindste fragment har indlagt små emaljestykker, der dateres til første halvdel af 1200-tallet.

Kirkeskibets Venstre Side:

3. Alter i Venstre Side (13) er viet til Den Korsfæstede Kristus (og derfor kaldet Altare del Crocifisso) og bekostet af våbensmedenes laug (Università degli Spadari), som lod det opføre i 1588, men udsmykningen er - bortset fra altertavlen - udført meget senere. Under nichebuen er der malet scener med Korset og gangen mod Golgatha ("storie della Croce", se foto af A. og E. de Alvariis), som menes udført i 1600-1700-tallet og senere ommalet. Alteropbygningen er tegnet af Valadier i 1827, hvor den erstattede en ældre udgave, og altertavlen er som nævnt et gammelt maleri. Det viser den Korsfæstede Kristus mellem Jomfru Maria og San Giovanni ("Il Crocefisso fra la Vergine e S. Giovanni", se foto af A. og E. de Alvariis) og blev opsat her i 1599. Der er tale om en middelmådig kopi af et maleri fra 1585-1590 af Scipione Pulzone i Kirken Santa Maria in Vallicella.

2. Alter i Venstre Side (14) er Altare di Sant'Orsola, grundlagt i 1500-tallet af kedelsmedenes laug ("Università dei Calderari"), men omskabt til sit nuværende udseende i 1764. Under buen ses malerier med scener fra Santa Orsola's liv ("Storie di S. Orsola", se foto af A. og E. de Alvariis), udført i midten af 1600-tallet, mens altertavlen stammer fra 1764 og er malet af Ambrogio Mattei. Her ses fremstillet Helgenindens martyrium og salighed ("Il martirio e la gloria della Santa", se foto af A. og E. de Alvariis).

1. Alter i Venstre Side (15) er viet til Sant'Ampelio af ejerne fra 1725 "Università dei Chiavari", nøglemagernes laug, og kaldes derfor både for Altare di Sant'Ampelio og Altare dei Chiavari. (Se foto af A. og E. de Alvariis). Altertavlen er et maleri fra perioden 1725-1748 forestillende "S. Ampelio curato dagli angeli": "Sankt Ampelio bliver helbredt af englene" (Se foto af A. og E. de Alvariis).

Indgangsvæggen (16) ses over hoveddøren det store orgel anbragt foran det nye vindue, som åbnedes eller ændredes i 1731. Foran orgelet sidder en stor korbalkon, opbygget i en bølgende bevægelse, smal i hver side og bred og dyb i midten. Siderne er i træ og bemalet i lyse farver med blomstermotiver og musicerende engle (se foto af A. og E. de Alvariis). Kanten er forsynet med englehoveder og englebørn i forgyldt stuk og på midten sidder en hvid indskriftstavle med teksten "Università - de' Giovani e Lavoranti - de' - Chiavari - di Roma, Anno 1699" (se foto af A. og E. de Alvariis).

 

--- LÆS OGSÅ: Om Kirkens Historie --- og SE: En PLAN over Kirken ---

 

Kort over Velabro-området
Seværdigheder i Velabro-området
Steder i Velabro-området
Fotos fra Velabro-området
Personer fra Velabro-området
Bøger og links om Velabro-området
Tilbage til Velabroturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 1.1.2026 og sidst opdateret d. 7.1.2026