|
|
|
Compitum Vici Aesculeti - nu forsvundet Alter for Larerne i Vicus Aesculeti.
|
|
Antikkens "Compita Larum" var det, der omtrent svarer til alle de små gadealtre, som hænger på husmure og gadehjørner overalt i Rom. De antikke altre var knyttet til dyrkelsen af "Lares Compitales", de skytsånder som oprindeligt beskyttede markskel og vejkryds. Der er i Rom fundet mange rester af disse antikke altre og nogle steder kan de også beses, måske dog først efter aftale. Det gælder desværre ikke det Compitum, som stod ved den nu forsvundne antikke gade, der kaldtes Vicus Aesculeti. Man kender til helligdommen og gaden fra kilderne og i 1887-1888 udgravede man rester af alteret, da man anlagde den nye færdselsåre Via Arenula. Lidt nord for flodboulevarden Lungotevere dei Cenci, og i den sydøstlige del af krydset Via Arenula - Via di San Bartolomeo dei Vaccinari, fandt man dette "Ara Vici Aesculeti", udhugget i lunensisk marmor, som stod på en stor flad sten i travertin, hvorpå der var indhugget gadenavnet Vicus Aesculeti. Det kan idag ses i Centrale Montemartini, en filial af Capitolin-Museerne. Fundet blev gjort i en dybde af 8 meter og selve alteret er ca. 1 meter højt og ca. 660 x 660 cm.Området, hvor fundet blev gjort, lå i den antikke Regio IX "Circus Flaminius", hvor der også fandes andre af disse helligdomme, f.eks: Aedes Larum Permarinum, Tempel for Lares Permarini, i Area Sacra di Largo Argentina, og : Ara dei Vicomagistri, fundet under Palazzo della Cancelleria på Corso Vittorio Emanuele ved Aulus Irtius' grav. Også Ara Vici Aesculeti er viet til larerne, nærmere bestemt Kejser Augustus' larer og omtales derfor også som Ara dei Lares Augusti. Indvielsen skete i år 2 efter Kristus og foretoges af bestyrerne ("magistri") for gaden Vicus Aesculeti. Alt dette kan aflæses af reliefferne på alterets sider, hvor man på fronten kan se vicomagistrene foretage en offerhandling, mens siderne er smykket med en lar med en egegren og bagsiden er prydet med en laurbær- eller egekrans. Panciera (se litt.note forneden) skriver, at ordet "Aesculetum", der menes at angive et lille skov- eller kratområde af egetræer, som Carandini i sit Atlante (se litt.note forneden) placerer syd for krydset Via Arenula -Lungotevere dei Cenci, er et sjældent brugt ord, som kun er fundet 10 steder i kilderne. Det stammer fra ordet "aesculus", som er en speciel art egetræ, der var helliget Jupiter og hvis blade derfor brugtes til hæderskranse. Den lille Aesculetum-lund lå lidt længere mod sydvest og Tiberbredden, mens alteret som nævnt er fundet lidt nordligere. Det har antagelig haft en form for overbygning med vandrette friser og inskriptioner. Intet af dette er desværre bevaret, men Panciera har i nogle beskrivelser fra jordarbejdet ved byggeriet i 1916 af det store Justitspalæ, som står på vestsiden af Via Arenula, fundet oplysninger om nogle fundne indskriftsfragmenter på hvide marmorstykker. Han tolker disse tekster som del af friser tilhørende Compitum Vici Aesculeti og udleder af dem 2 faser i bygningens historie: To af teksterne lyder ifølge de gamle optegnelser: "G Laribu - erentius a a - bithus at" og "stiis pri - ntonius - l eros" og Panciera tolker dem som angivelse af navne på nogle af de embedsmænd, der efter Augustus' ordre var med til at rejse helligdommen. Måske en Terentius, frigivet af en Bithus - og vel en Antonius frigivet af en Eros. Det første G i teksten kan eventuelt forklares med en stedangivelse, således at der har stået "REG" for kvarteret "Regio IX", hvor tallet "IX" så må have stået i højre side af frisen. Ellers starter teksten med en indvielse til Laribus (Augusti) - ligesom det ses på alterfronten. Det andet fragment, der starter med "stiis", tolker Panciera som en del af "...(augu)stiis pri(mi....) og han sammenligner her med mange andre indvielsestekster fra byens Compita Larum og forestiller sig derfor, at der inden "Augustiis" har stået et K for dagen "kalendae", så der altså er tale om en tidsangivelse. Hvor der ovenfor er tale om tekster opsat ved helligdommens indvielse, mener Panciera, at det tredie fragment med indskriften "Lari .. - Domiti - Leb Magis" hører til en senere tid og er opsat under Kejser Domitian (81-96 efter Kristus), hvor alteret antagelig er blevet restaureret. Panciera foreslår derfor - på basis af andre lignende indskrifter fra denne tid - at teksten har været omtrent således: "Laribus Aug et Genis Caesarum - Imp. Caesare Divi Vespasiani f Domitiano Aug Pont Max Tris Pot.. Imp ... p p cos ... permissu - trib pleb magistri vici anni ... aediculam impensa sua restituerunt". Ud fra teksten "magistri anni primi" antager Panciera, at helligdommen er opført allerede i år 7 før Kristus, og derpå senere, måske i år 2 efter Kristus - ud fra tekstens "magistri anni noni" - at være beriget med en gadebelægning i travertin med den fundne indskrift. Han antager, at bygningen senere er blevet ødelagt, måske ved en brand, og derfor genopført eller restaureret under Domitian. Relieffet på alterfronten har udover de smukt udskårne friser og rammer en interessant afbildning af vicomagistrenes offerscene. De 4 embedsmænd står rundt om alteret, de har tildækkede hoveder ("capite velato") og under deres slør ses de egekranse, som er deres hæderstegn. Bag dem står en fløjtespiller, ligeledes med tildækket hår. Nederst til venstre bringer tempeltjenerne offerdyrene frem: et svin og en tyr. Bagest til venstre står en anden embedsmand, en sakral liktor med "fasces", det knippe af tynde stokke med en økse i midten, som liktorerne bar, når de banede vej for de højeste embedsmænd.
Litteratur om Compitum Vici Aesculeti: |